mogens fog og finn einar madsen
Københavns Universitets årsfest i 1968 udviklede sig til en happening da den studerende Finn Ejnar Madsen erobrede talerstolen fra rektor Mogens Fog for at tale de studerendes sag.
Foto: Erik Gleie / ritzau/scanpix

Ungdomsoprøret 1968

cand.mag. og ph.d. i historie Astrid Elkjær Sørensen, Bureauet, april 2018.
Top image group
mogens fog og finn einar madsen
Københavns Universitets årsfest i 1968 udviklede sig til en happening da den studerende Finn Ejnar Madsen erobrede talerstolen fra rektor Mogens Fog for at tale de studerendes sag.
Foto: Erik Gleie / ritzau/scanpix

Indledning

Få årstal har opnået samme berømmelse som 1968, der for mange står som symbolet på bl.a. ungdomsoprøret og den seksuelle frigørelse. Tiden omkring 1968 var da også præget af store politiske og kulturelle omvæltninger både i og uden for Danmark – og førte bl.a. til frigivelsen af pornoen, studenterdemonstrationer og nye samlivsformer.

I vor tid er 1968 stadig kilde til diskussion mellem venstre- og højrefløjen. Hvor venstrefløjen generelt ser perioden omkring 1968 som en storhedstid for frisind og demokratisering, fremhæver højrefløjen den snarere som en periode præget af revolutionsromantik, der førte til en farlig flirten med kommunistiske diktaturstater. I 2018, 50 året for 1968, er der fornyet diskussion om perioden og konsekvenserne af de politiske og kulturelle bevægelser og strømninger, som prægede datiden.
 

 

Her indtager en af lederne af det københavnske studenteroprør, Finn Ejner Madsen, talerstolen på Københavns Universitet for at kritisere uddannelsessystemet.

 

Artikel type
faktalink

Baggrunden for ungdomsoprøret

Hvorfor fremhæves 1968 som et særligt vigtigt årstal?

1968 regnes i hele den vestlige verden for et centralt historisk årstal på grund af en række politiske og kulturelle opbrud og bevægelser, som havde deres storhedstid her. Af bevægelser og opbrud knyttet til 1968 kan bl.a. fremhæves: den seksuelle frigørelse, ungdomsoprøret, studenterbevægelsen, modstanden mod Vietnamkrigen, kvindebevægelsen og miljøbevægelsen. Disse strømninger og begivenheder kom dels til at ændre den måde, vi tænker politik på, dels satte de sig mærkbare spor i vores dagligdag.

Mange af de fænomener og politiske bevægelser, som vi forbinder med årstallet 1968, strækker sig dog tidsmæssigt tilbage til de tidligere 1960’ere og forsætter op i 1970’erne. Ligeledes var der ofte nationale forskelle mellem, hvornår en bevægelse eller et politisk opbrud fandt sted i de enkelte lande. F.eks. begyndte det amerikanske kvindeoprør i 1960’erne, mens der først for alvor kom gang i den danske kvindebevægelse i 1970’erne. Når der tales om 1968, henvises der således ofte til en kulturel og politisk udvikling, som er noget længere end et enkelt år. Det kan man læse mere om i Morten Bendix Andersen og Niklas Olsens bog ”1968 – dengang og nu” (se kilder). Her skriver de bl.a. ”På mærkelig vis indkapsler 68 således begivenheder, forløb og processer, der har fundet sted fra starten af 1960’erne til i dag”.  

Hvad var baggrunden for ungdomsoprøret i Danmark?

1960’erne var i Danmark et årti præget af store velstandsstigninger, en kraftigt voksende velfærdsstat og en markant stigning i antallet af studerende både på ungdomsuddannelserne og på universitetsniveau. Bredere befolkningslag fik således adgang til en lang række forbrugsgoder, og det politiske landskab ændrede sig, efterhånden som tidligere klasseskel blev mindre tydelige.

Den nye velstand og uddannelsesboomet åbnede op for, at de yngre generationer kunne forholde sig kritisk til samfundets indretning og deres forældres livsstil. Her kom fokus dels til at ligge på en kritisk holdning til autoriteter og tidligere seksualmoral, dels blev der sat spørgsmålstegn ved om, om det stigende privatforbrug virkelig var vejen til et lykkeligere liv. 1968-generationen havde i modsætning til tidligere generationer desuden ikke nogen personlig erindring om 2. Verdenskrig.

I slutningen af 2. Verdenskrig kom der konflikt imellem de tidligere allierede USA og Sovjetunionen, hvilket markerede begyndelsen på Den Kolde Krig. Det kom aldrig til et direkte væbnet sammenstød imellem de to stormagter, men derimod til en række stedfortræder krige, hvor USA og Sovjet støttede hver sin side i en konflikt. Den vigtigste for 1968-generationen var uden tvivl krigen i Vietnam. Fordi de unge i 1968 ikke selv havde en direkte oplevelse af 2. Verdenskrig – og dermed heller ikke af den tætte alliance med England og USA –  støttede de ikke partout den vestlige side i konflikten og var meget kritiske over for forældregenerationens to-lejr-tænkning.

 

Britisk produceret turistfilm om Danmark fra 1965.

Politiske bevægelser og kulturelle strømninger i 1968

Hvad var ungdomsoprøret i Danmark?

Det danske ungdomsoprør begyndte med marcherne mod atomkraft i begyndelsen af i 1960’erne, men fik i høj grad sin storhedstid i årene 1967-1970. Ungdomsoprøret kom dels til udtryk gennem de mange politiske og sociale bevægelser, dels gennem musik, litteratur og påklædning. Ungdomsoprøret var således lige så meget et kulturelt fænomen som et politisk. 1968-oprørets diversitet kan udforskes dybere i artiklen ”Ungdomsoprør og kulturliv i 1960'erne” af Søren Hein og Peter Brunbech (se kilder).

I historieskrivningen sættes ungdomsoprøret ofte i bestemt ental, men begrebet dækker faktisk over mange forskellige og ret diverse grupper og subkulturer, som bestemt ikke altid syntes særlig godt om hinanden. Af forskellige grupper kan bl.a. nævnes provoerne og hippierne.

Provoerne var en stærkt venstreorienteret politisk subkultur af unge, der var optaget af – gennem politisk aktion og provokation – at udstille kapitalismens negative sider, såsom forurening, krig og social ulighed. I Danmark er de måske særligt kendt for deres engagement i kampen mod atomkraft. Hippierne, som udseendemæssigt var kendetegnet ved deres spraglede tøj og lange hår, var typisk langt mindre optagede af at læse ideologiske værker og tænkere som f.eks. Marx, end provoerne var. Her lå fokus på at afprøve nye livsformer og på at finde sig selv åndeligt, bl.a. gennem yoga og meditation.

I eftertidens bevidsthed glider studenterbevægelsen og ungdomsoprøret tit sammen. Dette er dog ikke helt korrekt; ungdomsoprøret var i modsætning til studenterbevægelsen som sagt lige så meget et kulturelt fænomen som et politisk og involverede langt flere unge end bare de universitetsstuderende.

Hvad var studenterbevægelsen?

Studenterbevægelsen, også til tider kaldet studenteroprøret, var et internationalt fænomen, hvor universitetsstuderende demonstrerede for frihedsrettigheder, bedre undervisningsforhold og demokratisering både i og uden for universitetet. Således var i der i slutningen af 1960’erne demonstrationer og institutbesættelser på mere end 2.000 universiteter verden over.

For nogle studerende var protesterne med livet som indsats. En af de mest blodige episoder fandt sted i Mexico City, hvor hæren blev sat ind mod en studenterdemonstration den 2. oktober 1968. Soldaterne åbnede ild mod de demonstrerende, hvilket resulterede i en massakre med over 300 døde. I lande langt tættere på Danmark, såsom Vesttyskland og Frankrig, var myndighedernes holdning til de studerende ligeledes hård. Her slog myndighederne ned på demonstrationer og institutbesættelser, der blev opløst hurtigt og om nødvendigt med fysisk magt. Myndighedernes nul-tolerance-linje over for de studerende var blandt andet med til at radikalisere den franske og tyske studenterbevægelse, der blev mere venstreorienteret og militant. I Tyskland førte den fjendtlige stemning i 1967 til, at politiet skød den ubevæbnede studerende Benno Ohnesorg i baghovedet. Et dødsfald, der ikke alene udløste en debat om politibrutalitet, men også om demokratiets og ytringsfrihedens tilstand i Vesttyskland.

 

Under studenteroprøret i Paris maj 1968 blev Sorbonne Universitet besat og det resulterede i voldsomme sammenstød med politiet. I klippet ses bl.a. talsmanden for de oprørske studerende, den sociologistuderende Daniel Cohn-Bendit.

 

Hvordan forløb studenteroprøret i Danmark?

Sammenlignet med udlandet forløb studenteroprøret i Danmark ganske fredeligt, og studenterdemonstrationerne og institutbesættelserne i perioden 1968-1970 fik i det store og hele lov til at foregå uden dramatiske indgreb fra magthavernes side. Ja, de fik endda rosende ord med på vejen fra Københavns Universitets daværende rektor, Mogens Fog, der ved en studenterdemonstration den 23. april erklærede til de studerende: ”I jeres krav er jeg vidtgående enig med jer.” Mogens Fog var en interessant skikkelse i studenteroprøret, da han som venstreorienteret rektor (han havde en fortid i Dansk Kommunistisk Parti og var blandt stifterne af Socialistisk Folkeparti) ofte agerede som mediator imellem de unge og det etablerede system. Der kan læses mere om ham i biografien ”Mogens Fog” af Morten Møller (se kilder).  

Det danske studenteroprør var således et oprør rettet mod et system, der selv var indstillet på reform – eller i hvert fald hurtigt blev det.

Den danske studenterbevægelses store sejr kom i 1970, da Folketinget vedtog en ny styrelseslov for de danske universiteter. Loven decentraliserede magten på universiteterne ved at flytte den fra topniveau ud til afdelings-, instituts- og fakultetsniveau. Den største sejr for de studerende var dog, at ansvaret for og retten til at styre fagenes udvikling blev lagt ud i studienævnene, hvor de studerende var repræsenteret med 50%.

Når den danske studenterbevægelse havde succes med at få ændret styrelsesloven og dermed magtstrukturerne på universiteterne, kan det måske forklares med, at den trods en klar venstreorientering hovedsageligt holdt sig til at stille universitetspolitiske krav. En afgrænsning, der var med til at gøre deres projekt spiseligt for den siddende VKR-regering.

Hvad menes der med den seksuelle frigørelse?

Den seksuelle frigørelse kan beskrives som en bred kulturel og politisk strømning, der dels gjorde sex og børn uden for ægteskabet mere offentligt acceptabelt, og dels bestod i række konkrete lovændringer såsom introduktionen af p-pillen, lempelse af abortloven og frigivelsen af pornoen.

Den seksuelle frigørelse er bl.a. afspejlet i, at det i 1960’erne blev nemmere at få adgang til effektiv prævention – f.eks. med introduktion af p-pillen på det danske marked i 1966. Samtidig kom der fokus på at uddanne befolkningen omkring sikker sex, og i 1971 blev seksualundervisning gjort obligatorisk i den danske folkeskole. Sex gik således fra at være tabu til at være noget, man talte om, hvilket også er afspejlet i, at landets den gang største dagblad, Ekstra Bladet, i 1968 lancerede en sexbrevkasse, hvor læsere kunne skrive ind om seksuelle spørgsmål og problemer i samlivet. Aftabuisering betød også, at den danske stat, som det første land i verden valgte at frigive pornografien, først den erotiske og pornografiske tekst i 1967 og i 1969 billedpornoen. (Se kilder.)

Hvilke konsekvenser fik den seksuelle frigørelse?

Ved indgangen til 1970’erne var det – særligt i de store byer – blevet normalt at bo sammen med sin kæreste og få barn med denne uden at indgå ægteskab, noget, der bare få årtier forinden ville have vakt skandale.

Af stor betydning for eftertiden var indførslen af fri abort indtil 12. uge i 1973. Selvom fri abort først kom i 1973, fandt kampen om den i høj grad sted i perioden 1965-1970. Diskussion om den fri abort fik sit startskud, da en gruppe studerende ved Københavns Universitet arrangerede en såkaldt abortuge, hvor forskellige eksperter diskuterede de sociale, medicinske og juridiske aspekter af den daværende lovgivning og ved at sætte aborten fri. Efter abortugen fulgte en lange række demonstrationer for fri abort, men også debatindlæg fra særligt Indre Mission, der opponerede stærkt imod en lempelse af abortlovgivningen. I Folketinget stillede partiet Socialistisk Folkeparti fra 1967 og frem flere gange lovforslag om fri abort. Dette førte – ud over en øget fokus på emnet – i 1970 til en kraftig lempelse af den eksisterende lovgivning, så det blev langt nemmere for danske kvinder at få dispensation til at få foretaget en abort.

Hvad var modstanden mod Vietnam-krigen?

Den danske modstand imod Vietnam-krigen havde to udtryk i tiden omkring 1968. På den ene side var der den sociale bevægelse af langhårede unge mennesker med skilte påtrykt slogans som ”Make love – not war”, og dels var der en bredere dansk modstand.
Den aktive bevægelse mod Vietnam-krigen opstod i høj grad på baggrund af de erfaringer, man havde gjort sig i forbindelse med atom-marcherne i midten af 1960’erne, og havde sit udspring i et politiseret venstreorienteret miljø, der kritiserede krigen ud fra anti-kolonialistiske og marxistiske teorier. Det er dog umuligt at adskille den politiske del af Vietnambevægelsen fra den generelle ungdomskultur. For mange unge, især i de større byer, var fred, kærlighed og aktivisme vigtige elementer i deres fælles kultur, og bevægelsen imod Vietnam-krigen bestod derfor både af grupper af dybt politiserede individer og en stor gruppe af politisk relativt uengagerede unge mennesker, der nok var modstandere af Vietnam-krigen, men for hvem selve protesterne og aktionerne havde et identitetsskabende formål i sig selv.

Sideløbende med den sociale bevægelse, der er beskrevet ovenfor, var der i Danmark en bred modstand imod Vietnam-krigen. Således viser en Gallupmåling fra 1966, at kun 10% støttede op om USA’s Vietnampolitik, hvorimod 51% var modstandere. En af de centrale grunde til den folkelige modstand var, at Vietnam-krigen som den første krig i verdenshistorien blev massivt tv-dækket og dermed kom helt ind i folks dagligstuer. Danskerne blev konfronteret med voldsomme billeder af bombninger og døde i Vietnam, hvilket skabte bred modstand imod krigen, også hos de dele af samfundet, der aldrig kunne finde på at lade håret vokse eller gå med i en demonstration. Modstanden blev faktisk så folkelig, at Dronning Margrethe i sin nytårstale 31. december 1972 ytrede ønske om en snarlig afslutning på krigen: ”Medens det endnu kort før jul var en udbredt forventning, at den blodige krig i Vietnam endelig nærmede sig afslutningen, har vi i den seneste tid været vidne til en ny tragisk vending ved en genopblusning af krigshandlingerne. Det seneste døgns efterretninger får os til at håbe, at freden endelig må komme til dette ulykkelige land” (se kilder).

 

Demonstration imod Vietnamkrigen i London 1968.