Hvilke sprog, religioner og etniske grupper er der i Tyrkiet?

Det eneste officielle sprog i Tyrkiet er tyrkisk. Men der er grupper i landet som taler andre sprog, bl.a. kurdisk, arabisk, aserbajdsjansk og georgisk. I den europæiske del af landet er der mindre grupper der taler bulgarsk, bosnisk, albansk, græsk og romani. Cirka en femtedel af landets indbyggere er kurdere. De bor især i den sydøstlige del af landet og i de store byer i det vestlige Tyrkiet. Indtil 2002 var det forbudt at undervise på kurdisk eller spille kurdisk musik. Men da Tyrkiet begyndte at forhandle med EU om at blive kandidatland, fik kurderne flere rettigheder. I 2004 blev der for første gang lavet tv-udsendelser på kurdisk.

De eneste anerkendte mindretal i Tyrkiet er armeniere, grækere og jøder. Der er kun meget få af disse tre grupper tilbage. Før Tyrkiet blev etableret som republik, boede der mange armeniere i Anatolien. Men under 1. Verdenskrig fandt der er et folkedrab på armenierne sted.

Næsten alle indbyggere i Tyrkiet er muslimer, og de fleste er sunnimuslimer. 10-15% er alevier, en gruppe, som er udsprunget af shiaislam. Kristne og jøder udgør omkring 1%.