Tjekkiet (på tjekkisk: Česko) hedder officielt Den Tjekkiske Republik (tjekkisk: Česká republika). Det er et land i Centraleuropa, der blev dannet, da Tjekkoslovakiet den 1. januar 1993 blev delt i to lande, Tjekkiet og Slovakiet. Tjekkiets areal er ca. 79.000 km2, og der bor ca. 10,5 millioner mennesker i Tjekkiet.
Hvor ligger Tjekkiet?
Tjekkiet ligger i Centraleuropa. Det grænser op mod Tyskland mod vest, Østrig mod syd, Slovakiet mod øst og Polen mod nordvest.
Hvad hedder Tjekkiets hovedstad?
Hovedstaden i Tjekkiet hedder Prag (på tjekkisk: Praha). Prag er landet største by. Der bor omkring 1,5 millioner indbyggere i Prag, med forstæder op mod 2 millioner. Prags borg Hradčany blev grundlagt i 1200-tallet, og borgkvarteret rummer mange historiske bygninger. Borgen ligger på et højdedrag med udsigt over resten af den gamle bydel og floden Vltav (Moldau), som løber igennem Prag. I midten af 1300-tallet blev Prag for alvor en stor, international by, og der blev opført mange smukke bygninger, bl.a. kirker og palæer. Univerzita Karlova (Karls-universitetet) blev grundlagt 1348 og er det ældste universitet i Centraleuropa. Det har i dag omkring 30.000 studerende.
Prag besøges af millioner af turister hvert år. De kommer blandt andet for at se smukke bygningsværker fra middelalderen op til moderne tid og for at høre klassisk musik. Der er mange bygninger i jugendstil, en arkitektonisk stilart, som voksede frem omkring år 1900 i Centraleuropa.