Hvad er Folkerepublikken Kina?
Folkerepublikken Kina er det officielle navn for den nuværende stat Kina, der blev udråbt som Folkerepublik i 1949 efter kommunisternes endelige sejr over det nationalistiske Kuomintang-parti. Under ledelse af general Chiang Kai-shek trak Kuomintang sig til øen Taiwan, hvor han etablerede Republikken Kina. Det kommunistiske Sovjetunionen ydede fra starten støtte til Kinas nye magthavere under ledelse af Mao Zedong. Forholdet mellem de to stormagter blev dog gradvist køligere og efterhånden direkte fjendtligt.
Kina var dengang som nu en étpartistat med kommunistpartiet som altdominerende overalt i samfundslivet. Mao Zedong blev kendt som Formand Mao og ‘Den Store Rorgænger’ og var frontfiguren i kommunistpartiet og dermed også i Folkerepublikken Kina frem til sin død i 1976.
Hvad var ‘Det Store Spring Fremad’?
Mao udtænkte store revolutionære kampagner, der skulle mobilisere folkemasserne og rense ud i modstanden mod udvikling af kommunisme i Kina. En af disse kampagner var ‘Det Store Spring Fremad’, der blev lanceret i 1958. Målet var at hæve Kinas produktionskapacitet med raketfart både i byerne og på landet gennem kollektivisering. Ideen var, at maskinel industrialisering kræver kapital – som landet ikke havde til rådighed – og frem for at vente på at få råd til investeringer kunne produktiviteten øges ved bedre udnyttelse af arbejdskraften. Mette Holm beskriver i sin bog Kina – fra kejserdømme til kapitalisme (se kilder) Det Store Spring Fremad som “den første virkeligt katastrofale kampagne i det nye Kina” efter kommunisternes sejr.
Under Det Store Spring Fremad blev Kinas bønder organiseret i folkekommuner, der i fællesskab skulle dyrke jorden. Der blev i hver kommune også oprettet børnehaver, skoler, ældrecentre og enorme folkekøkkener. Befolkningen blev beordret til at deltage i udvalgte dele af produktionen frem for at dyrke egne marker i de små traditionelle familielandbrug. Resultatet blev, at fødevareproduktionen styrtdykkede, mens den industrielle produktion aldrig rigtig kom i gang.
Sovjetunionen trak sin økonomiske støtte til Kina, samtidig med at der indtraf tørke i Nordkina og oversvømmelser og tyfoner i syd. Den fejlslagne reformstrategi i kombination med naturkatastrofer og bruddet med Sovjet betød ifølge Britannicas opslag “The Great Leap Forward” (se kilder), at anslået 20 millioner kinesere sultede ihjel i perioden fra 1959 til 1961.
Hvad var baggrunden for Kulturrevolutionen?
Efter den mislykkede kampagne Det Store Spring Fremad indtog Mao en mindre aktiv rolle i landets ledelse. Michael Dillon skriver i China – A Modern History (se kilder) at andre og mere pragmatiske medlemmer af kommunistpartiets ledelse fik større indflydelse. De gennemførte økonomiske reformer, blandt andet ved at genindføre familiers ret til at dyrke egen jord. Dette stemte ikke overens med Maos vision for kommunisme i Kina, men for Kinas befolkning var resultaterne positive. Mao begyndte for sin del at bekymre sig over, at lokale partifunktionærer havde fået for meget magt, og at kommunistpartiet var ved at blive for bureaukratisk og miste sin revolutionære ånd.
De stigende spændinger mellem Folkerepublikken Kina og Sovjetunionen i løbet af 1960’erne havde ifølge Britannicas opslag “Cultural Revolution” (se kilder) desuden fået Mao til at vurdere, at den sovjetiske revolution var løbet af sporet, og han frygtede, at noget lignende kunne ske i Kina. Samtidig var kritiske røster over for partiet begyndt at melde sig inden for kunst, kultur og intellektuelle kredse.
Hvordan reagerede Mao og hans nærmeste på den voksende kritik?
Mao og hans nærmeste inderkreds fornemmede ifølge Jonathan Fenbys The Penguin History of Modern China (se kilder), at Kina var ved at afvige fra den kurs, de havde udstukket. Ifølge Britannicas opslag “Cultural Revolution” satte Mao sig fire mål: at erstatte de personer, der ellers havde været udset til at være hans arvtagere, med nogle, der var mere loyale mod hans tænkning; at rydde op i Kinas Kommunistiske Parti; at give den kinesiske ungdom revolutionære erfaringer og endelig at gennemføre en række politiske ændringer inden for især uddannelse, sundhed og kultur for at gøre samfundet mindre elitært.
Maos kone Jiang Qing og andre prominente kommunister argumenterede for, at kommunistpartiets ledelse skulle lukke ned for den begyndende samfundskritik og i stedet fremme en revolutionær, kommunistvenlig ånd i kulturlivet.
Samtidig blev personkulten omkring Mao forstærket, blandt andet ved hjælp af Maos nære allierede Lin Biao, der udgav lommebogen med Mao-citater, der blev kendt som Maos lille røde. Denne bog blev lynhurtigt trykt i hundreder af millioner eksemplarer og nærstuderet af mange – også uden for Kina – og Mao opnåede en nærmest profetisk status. Udgivelsen af Maos lille røde var det første skridt frem mod Kulturrevolutionen, og folkene bag denne udgivelse var også blandt de centrale figurer i Kulturrevolutionen.