Kronologisk oversigt over børskrakket og 'Den store Depression'
- 1925: Minikrak på Wall Street uden større efterdønninger
- 1929: Herbert Hoover bliver USA's 31. præsident
- 24.oktober 1929: Sorte Torsdag, aktiekrakkets første dag, hvor markedet taber alt, hvad det har tjent det seneste år
- 29. oktober 1929: Sorte Tirsdag, aktiekrakkets alvorligste dag, hvor aktionærerne mister samlet 14 mia. dollar
- 1930: En verdensomspændende depression er en realitet
- 1931: Det tyske banksystem bryder sammen, Frankrig og England bliver ligeledes ramt af depressionen
- 1932: Franklin D. Roosevelt vinder præsidentvalget
- 1933: Roosevelt starter sin genopretningsplan, New Deal
- 1935: Hjælpen til fattige indføres med kongressens blåstempling af Social Security
- 1936: Franklin D. Roosevelt genvælges til præsident
- 1937: Den amerikanske økonomi bedres, men så rammer en ny recession
- 1938: Kongressen godkender hjælp til arbejdsløse
- 1939: Anden Verdenskrig bryder ud i Europa
- 1940: Franklin D. Roosevelt vinder sin tredje præsidentperiode
- 1941: USA går ind i Anden Verdenskrig og depressionen slutter
De involverede præsidenter
Tre amerikanske præsidenter spillede en central rolle omkring børskrakket og 'Den store Depression', der fulgte.
Præsident Calvin Coolidge 1923-1929 (republikaner) - hvilke kim til krisen lagde han?
Beslutningen var hans egen, da Calvin Coolidge besluttede ikke at stille op til en ny præsidentperiode i 1929. Han havde ikke sat sig store spor som præsident men mest holdt status quo. Hans politik var mindst mulig indblanding fra statens side i det private initiativ. Skidt for den voksende fattige befolkning, men godt for erhvervslivet. Coolidges motto var, at "the business of America is business". Underforstået, at virksomhederne skulle tillades et betydeligt råderum - og det fik de. Coolidge og hans rådgivere sagde, at såvel erhvervsliv som de rige skulle have lov til at gøre som de ville - til glæde for initiativet og væksten i samfundet. Han havde derfor intet at udsætte på udviklingen i aktiemarkedet, der i 1928-29 blev stadig mere overophedet.
Ved slutningen af hans periode, udtalte Coolidge offentligt, at aktierne efter hans mening var "billige til prisen". Kritikere har beskyldt ham for at vende det døve øre til de alarmsignaler, der begyndte at lyde i de sidste år af hans periode, som ellers rummede betydelig fremgang på mange områder. Han kunne have grebet ind og taget trykket af den sydende økonomiske udvikling, lød kritikken - men det var ham inderligt imod. At hans fornemmelse for tingenes udvikling ikke var imponerende, fremgik af hans sidste årlige status-tale til kongressen. Her sagde han blandt andet, at fremtidsudsigterne aldrig havde været bedre for USA og at den amerikanske levestandard var gået fra det jævne til luksus-niveau. "Dette land kan se på nutiden med tilfredshed og på fremtiden med optimisme," sagde han.
Præsident Herbert Hoover 1929-1932 (republikaner) - hvordan håndterede han depressionen?
Ligesom sin forgænger var det Herbert Hoovers faste overbevisning, at det frie initiativ skulle løse landets problemer. Statens indblanding i økonomien skulle være mindst mulig. Frivilligt arbejde og velgørenhed derimod skulle tage hånd om de fattige og arbejdsløse. Hoovers politik var ikke nogen direkte hjælp til disse grupper. Herbert Hoover blev præsident på det værst tænkelige tidspunkt, krakket i Wall Street skete få måneder efter hans tiltrædelse og den depression, der længe var lagt op til, kom til fuld udfoldelse i hans præsidentperiode. Hans største fejl, mener mange, var, at det skulle tage ham tre år, før han overhovedet erkendte, at USA var i en depression.
Hans optimisme var ukuelig. Hoovers overbevisning var, at hvis blot erhvervslivet og dernæst befolkningen genvandt tilliden til fremtiden, så ville hjulene begynde at rulle af sig selv igen. I et forsøg på at hjælpe udviklingen på gled indkaldte han en måned efter krakket i Wall Street en kreds af storindustriens og forretningslivets ledere til et møde i Det Hvide Hus. De blev bedt om ikke at sætte lønningerne ned eller at fyre folk, tilsvarende bad han fagforeningerne om ikke at strejke. Det gik alle ind på, men i takt med at depressionen blev dybere, løb parterne fra løftet.
Et andet initiativ var en skat på udenlandske varer med den hensigt, at få amerikanerne til at købe nationalt - men planen gav bagslag, for europæiske lande svarede igen med at lægge ekstra skat på US-varer. Desuden havde amerikanerne kun få penge at spendere, så endnu et forsøg på at øge forbruget ved at bede Nationalbanken nedsætte lånerenten, førte heller ingen vegne. Alligevel forblev Herbert Hoover optimist - i den grad at han blev lagt for had af store dele af befolkningen. Legendarisk er beretningen om hans reaktion, da han i juni 1930 fik besøg af en delegation af præster, der bad ham øge et program for offentlige arbejder. Hoover svarede: "Mine herrer, I er kommet 60 dage for sent. Depressionen er ovre." I virkeligheden var den kun lige begyndt. Alle efterfølgende politiske forsøg på at etablere statslige hjælpe-programmer nedlagde han veto imod.
I det sidste år af hans embedsperiode indså Herbert Hoover endelig, at landet befandt sig i en dyb depression og at der var brug for statslig indgriben. Han afviste dog til det sidste, at den verdensomspændende depression var startet i USA. Tværtimod mente han, at udlandet havde skylden. Før hans præsidenttid vandt Hoover anerkendelse for at sikre fødevarehjælp til millioner af belgiere, franskmænd og russere, der befandt sig på sultegrænsen.
Med samme energi kastede han sig i 1932 over en fuldkommen omdannelse af statens rolle. På fire måneder tog han henved 20 forskellige initiativer, der til sammen skulle afbøde krisens værste følger. Nødlidende banker og virksomheder fik tilført ny kapital og landbrug fik eftergivet lån. Men planen virkede halvhjertet på befolkningen, og da Herbert Hoover opdagede det store underskud på statsbudgettet, drejede han da også om på en tallerken og hævede skatterne. Hoover startede med Coolidges beskrivelse som en "vidunderdreng", men da han fire år senere trådte tilbage som præsident, havde folket afskrevet ham som følelseskold.
Præsident Franklin D. Roosevelt (demokrat) 1932-1945 - hvordan guidede han USA gennem depressionen?
Som den første og hidtil eneste præsident holdt Franklin D. Roosevelt embedet i over otte år, som den længst siddende præsident nogensinde i USA kom han også til at sætte sig tydelige spor i historien. Det var ingen sag for Roosevelt at vinde over Hoover, hans valgbudskab til folket var "the new deal" - et løfte om at hjælpe de fattige og arbejdsløse og på den måde trække USA ud af depressionen.
FDR, som han også blev kaldt, sad i rullestol og mange mente, at det gav ham en særlig indlevelse i andres lidelse. Under alle omstændigheder blev det konkrete indhold i new deal først formuleret siden hen, men resultatet af de i alt to genopretningsplaner virkede både umiddelbart og sporene af det ses endnu i dag over alt i USA.
Den første New deal blev søsat umiddelbart efter Roosevelts tiltrædelse i marts 1933 som USA's 32. præsident, perioden er i dag kendt som "de hundrede dage". Forud var stribevis af eksperter blevet spurgt til råds, ligesom Roosevelt rådførte sig indgående med sin kone, Eleanor. I løbet af de hundrede dage oprettede regeringen en stribe offentlige hjælpeprogrammer og nye institutioner, i alt 15 historiske initiativer skrev Roosevelt under. Forandringerne var markante, Roosevelt var parat til at gå langt for at afslutte depressionen og sagde gang på gang: "Det eneste, der er at frygte, er frygten selv."
For at bremse det massive stormløb på bankerne deklarerede Roosevelt en uvarslet fire dages national bank-ferie. Derved kunne kunderne ikke trække flere penge ud af bankerne, samtidig blev en ny garantifond oprettet, Federal Deposit Insurance Corporation, som sikrede opsparerne deres penge i tilfælde af bankkrak. Det virkede efter hensigten, stormløbet tog af. Efter fleres mening reddede det kapitalismen i USA. Senere fulgte nye regler for børshandlen i Wall Street.
New deal-planen ydede også store millionbeløb til de enkelte stater, men mest i øjenfaldende var en række store anlægsprojekter, der både satte millioner af amerikanere i arbejde og lagde bunden for en betydelig del af det moderne USA. Der blev anlagt hundredvis af parker og etableret nationalskove, som offentligheden fik adgang til. Enorme anlægsværker som dæmninger og broer var andre projekter - for eksempel Grand Coulee og Hoover dæmningerne samt de store broer i San Francisco og Florida Keys. Det skabte ny fremgang i de berørte stater, der med dæmningernes hjælp nu undgik oversvømmelse og derfor kunne dyrke eller bebygge jorden. Hjælp var der også til de hårdt prøvede landmænd, der fik refinansieret lån og fik penge for kun at producere en vis kvote. Efter tre år havde det bedret forholdene for omkring halvdelen af landbrugene.
Selv om livet blev bedre for millioner af amerikanere, var køen af arbejdsløse stadig lang, da Roosevelt i 1935 iværksatte en ny stribe programmer. De fik siden navnet det anden new deal, og fik efter nogens mening endnu større betydning end det første program. En ny job-administration satte over en årrække mere end otte millioner amerikanerne i arbejde. De byggede svømmehaller, atletikbaner, posthuse, fængsler, vand- og elværker samt offentlige kontorer og motorveje. Kunstnere blev ansat til at udsmykke offentlige bygninger og spille teater. Et andet element var sikringsprogrammet Social Security, der som en hjælp til fattige også var et radikalt brud med den hidtidige politik. Det sociale sikkerhedsnet for arbejdsløse, ældre, handicappede og andre trængende grupper eksisterer stadig, men i en nutidig form.
Roosevelt begik dog også sine fejl. Hans forsøg på at øge antallet af medlemmer af højesteretten, U.S. Supreme Court, for på den måde at sikre opbakning til hans new deal-politik anses for at være en af hans største bommerter. Forslaget gik selv hans egne støtter imod. New deal løste heller ikke alle USA's problemer. I 1937 tolkede Roosevelt udviklingen forkert, han mente, at der nu var plads til at indskrænke de offentlige udgifter - men det var der ikke, og resultatet kom prompte. Fire millioner amerikanere nåede at miste deres arbejde, før kongressen greb ind mod den recession, der var sat i gang. Der skulle en verdenskrig til at bremse den store depression. I 1939 var ni millioner arbejdsløse, og på trods af øgede forsvarsudgifter som forberedelse til krig, vendte billedet først i 1941, da USA, efter angrebet på Pearl Harbor, gik ind i Anden Verdenskrig.