Hvem var vikingerne?
Da nationalstaten som fænomen ikke eksisterede i vikingetiden (ca. 800-1050), var landegrænserne i Norden ikke så klart defineret som i dag. Derfor er det ikke helt let at afgøre, hvordan og hvornår man kan tale om ’danske vikinger’. Når historikere refererer til områder, som vikinger oprandt fra, så indgår Danmark, Sverige og Norge. Ordet “viking” blev allerede brugt i vikingernes samtid, men dækkede ikke over den samme gruppe af mennesker, som betegnelsen typisk henviser til i dag. Ifølge Nationalmuseets bog “Vinkler på vikingetiden” fra 2013 (se kilder) henviser ordet viking formentlig til vik (bugt) eller folk fra landskabet Viken i Sverige. Ordet forekommer også i oldengelske tekster, på nordiske runesten og i tekster fra middelalderen. Ifølge Nationalmuseets historikere blev datidens vikinger ifølge europæiske kilder kaldt for normannere, men de nationale betegnelser daner, svear og nordmand forekommer også (se kilder).
Danske historikere har siden 1873 opereret med begrebet ’vikingetid’ til at beskrive den sidste del af jernalderen.
Hvornår levede vikingerne?
Vikingetidens begyndelse sættes oftest til ca. 800 og afslutningen til ca. 1050. Dateringen bygger på en række dramatiske hændelser. Angrebet på klostret i Lindisfarne i det nordøstlige England i året 793 bruges ofte som hændelsen, der indleder vikingetiden og er beskrevet i Den angelsaksiske Krønike, der beskriver forholdene i datidens England. Danske vikinger havde allerede angrebet England i 787, men angrebet ved Lindisfarne er særligt godt beskrevet i historiske kilder. To skibe udsmykket med dragehoveder og med omkring 100 vikinger ombord gik i land tæt ved klostret. De plyndrede klosteret for guld- og sølvgenstande og slog munke ihjel.
“Hedningene vanhelligede Guds helligdom, hærgede vort håbs hus og trampede på helgenernes kroppe, som var de skidt på gaden,” skrev en munk i York om overfaldet ifølge artiklen “Her begyndte vikingetiden” fra magasinet Illustreret Videnskab Historie fra 2008 (se kilder).
Vikingetiden stopper til gengæld med et stort nederlag til vikingerne. Ifølge temasiden fra Aarhus Universitet om “Vikingerne i England” (se kilder) havde England på dette tidspunkt været i vikingernes besiddelse i 50 år siden Knud den Stores erobring i 1016, men i slaget ved Stamford Bridge i 1066 blev en skandinavisk invasionshær under ledelse af den norske konge Harald Hårderåde slået af den engelske konge Harald Godwinson. Få uger senere mistede vikingerne grebet om England. Slaget bliver ofte fremhævet som afslutningen på vikingetiden.
Hvor levede vikingerne?
Vikingerne havde deres oprindelse i Danmark, Sverige og Norge, og derudover etablerede vikingerne bosættelser i Rusland, Finland, de baltiske lande, Normandiet (Frankrig), England, Irland, Færøerne, Island, Grønland og så langt som til Nordamerika. Ifølge Gyldendals åbne encyklopædi (se kilder) regnedes det sydlige Norge for en del af de danske kongers rige, og kun periodevist var det muligt for norske høvdinge at samle større dele af Norge. Det sydvestlige Sverige var også underlagt danske vikingekonger i lange perioder, ligesom dele af England periodevis var under dansk kontrol.
Vikingerne grundlagde byer, der stadig eksisterer i dagens Danmark, f.eks. Roskilde, Ribe, Odense og Aarhus. Nordens største og vigtigste by i vikingetiden var Hedeby i Sydslesvig i det nuværende Tyskland. Men faktisk var det de færreste af vikingerne, der boede i byerne. Deres huse kendes fra stort set alle egne af Danmark. De fleste vikinger var bønder og boede i mindre landsbyer med 6-7 gårde, fremgår det af Nationalmuseets temaside om vikingerne i Danmark (se kilder).