Vikinger

Artikel type
faktalink
journalist Sune Gudmundsson, iBureauet/Dagbladet Information. Februar 2015.
Main image
Vikingeskibet Havhingsten af Glendalough. Verdens største rekonstruktion af et vikingekrigsskib stævner ud i Roskilde Fjord  efter et festligt arrangement ved Vikingemuseet.
Vikingeskibet Havhingsten af Glendalough. Verdens største rekonstruktion af et vikingekrigsskib stævner ud i Roskilde Fjord efter et festligt arrangement ved Vikingemuseet.
Foto: Bjarke Ørsted / Scanpix

Vikingerne var i virkeligheden mange ting. De var modige eventyrere, innovative bådebyggere, dygtige handelsfolk og gemene sørøvere. De danske vikinger havde store armbevægelser i datidens Europa, og deres levevis, kultur og rejser trækker dybe spor til nutidens Danmark. De danske vikinger er måske bedst kendt som de hedenske danere, der var skruppelløse nok til at plyndre kirker og klostre, men vikingesamfund var faktisk samfundsmæssigt og kulturelt meget avancerede. Vikingetiden dækker over perioden fra ca. 800-1050, og vikingerne levede hovedsageligt i Danmark, Sverige og Norge. Denne artikel fokuserer på de danske vikingers historie, men de skandinaviske lande var dengang tæt forbundne, så der vil være overlap.   

 

vikinger

Baggrund om danske vikinger

Vikingehuset på Fyrkat-borgen i Hobro.
Vikingehuset på Fyrkat-borgen i Hobro.
Foto: Gerth Hansen / Scanpix

Hvem var vikingerne?

Da nationalstaten som fænomen ikke eksisterede i vikingetiden (ca. 800-1050), var landegrænserne i Norden ikke så klart defineret som i dag. Derfor er det ikke helt let at afgøre, hvordan og hvornår man kan tale om ’danske vikinger’. Når historikere refererer til områder, som vikinger oprandt fra, så indgår Danmark, Sverige og Norge. Ordet “viking” blev allerede brugt i vikingernes samtid, men dækkede ikke over den samme gruppe af mennesker, som betegnelsen typisk henviser til i dag. Ifølge Nationalmuseets bog “Vinkler på vikingetiden” fra 2013 (se kilder) henviser ordet viking formentlig til vik (bugt) eller folk fra landskabet Viken i Sverige. Ordet forekommer også i oldengelske tekster, på nordiske runesten og i tekster fra middelalderen. Ifølge Nationalmuseets historikere blev datidens vikinger ifølge europæiske kilder kaldt for normannere, men de nationale betegnelser daner, svear og nordmand forekommer også (se kilder).

Danske historikere har siden 1873 opereret med begrebet ’vikingetid’ til at beskrive den sidste del af jernalderen. 

Hvornår levede vikingerne?

Vikingetidens begyndelse sættes oftest til ca. 800 og afslutningen til ca. 1050. Dateringen bygger på en række dramatiske hændelser. Angrebet på klostret i Lindisfarne i det nordøstlige England i året 793 bruges ofte som hændelsen, der indleder vikingetiden og er beskrevet i Den angelsaksiske Krønike, der beskriver forholdene i datidens England. Danske vikinger havde allerede angrebet England i 787, men angrebet ved Lindisfarne er særligt godt beskrevet i historiske kilder. To skibe udsmykket med dragehoveder og med omkring 100 vikinger ombord gik i land tæt ved klostret. De plyndrede klosteret for guld- og sølvgenstande og slog munke ihjel.

“Hedningene vanhelligede Guds helligdom, hærgede vort håbs hus og trampede på helgenernes kroppe, som var de skidt på gaden,” skrev en munk i York om overfaldet ifølge artiklen “Her begyndte vikingetiden” fra magasinet Illustreret Videnskab Historie fra 2008 (se kilder).

Vikingetiden stopper til gengæld med et stort nederlag til vikingerne. Ifølge temasiden fra Aarhus Universitet om “Vikingerne i England” (se kilder) havde England på dette tidspunkt været i vikingernes besiddelse i 50 år siden Knud den Stores erobring i 1016, men i slaget ved Stamford Bridge i 1066 blev en skandinavisk invasionshær under ledelse af den norske konge Harald Hårderåde slået af den engelske konge Harald Godwinson. Få uger senere mistede vikingerne grebet om England. Slaget bliver ofte fremhævet som afslutningen på vikingetiden. 

Hvor levede vikingerne?

Vikingerne havde deres oprindelse i Danmark, Sverige og Norge, og derudover etablerede vikingerne bosættelser i Rusland, Finland, de baltiske lande, Normandiet (Frankrig), England, Irland, Færøerne, Island, Grønland og så langt som til Nordamerika. Ifølge Gyldendals åbne encyklopædi (se kilder) regnedes det sydlige Norge for en del af de danske kongers rige, og kun periodevist var det muligt for norske høvdinge at samle større dele af Norge. Det sydvestlige Sverige var også underlagt danske vikingekonger i lange perioder, ligesom dele af England periodevis var under dansk kontrol.

Vikingerne grundlagde byer, der stadig eksisterer i dagens Danmark, f.eks. Roskilde, Ribe, Odense og Aarhus. Nordens største og vigtigste by i vikingetiden var Hedeby i Sydslesvig i det nuværende Tyskland. Men faktisk var det de færreste af vikingerne, der boede i byerne. Deres huse kendes fra stort set alle egne af Danmark. De fleste vikinger var bønder og boede i mindre landsbyer med 6-7 gårde, fremgår det af Nationalmuseets temaside om vikingerne i Danmark (se kilder).

Vikingernes kultur og levevis

Vikingetræf ved Moesgård Museum. Det er et imponerende skue når 200 vikinger slås i fuld udrustning og er ved at segne i sommervarmen.
Vikingetræf ved Moesgård Museum. Det er et imponerende skue når 200 vikinger slås i fuld udrustning og er ved at segne i sommervarmen.
Foto: Jan Christensen / Scanpix

Hvad levede vikingerne af?

Langt fra alle vikinger deltog i togter og krige. De fleste vikinger var faktisk fredelige bønder, og gården, husdyr og jordbruget var det daglige omdrejningspunkt, fremgår det af Nationalmuseets temaside om vikingerne i Danmark (se kilder). Vikingerne var desuden dygtige håndværkere og bådebyggere. Andre var handelsfolk, der rejste mellem markedspladser eller fra gård til gård og solgte deres varer. Handelskulturen mellem vikingerne var baseret på stor tillid, da der kunne gå lang tid, fra handelsaftalen blev indgået, til at begge parter i en byttehandel fik sine varer eller sin betaling. Afstanden mellem de handlende kunne nemlig være ganske stor, og varerne skulle fragtes fra f.eks. Norge til Island. Vikingerne handlede også med store dele af det øvrige Europa, og de rejste så langt sydpå som til Mellemøsten for at handle. Arabere kom også til Danmark, formentlig for at købe slaver. Man vurderer, at vikingernes eksportvarer især bestod af f.eks. kvæg og tømmer. Handlen var med til at grundlægge nogle af de store byer som f.eks. Ribe i Sønderjylland og Hedeby i Sydslesvig. Nationalmuseet skriver på deres temaside om vikingerne (se kilder), at en stigbøjle kunne byttes lige over med et sværd eller købes for 125 gram sølv, mens en slavinde kostede en ko og en okse. Fire mandlige slaver kunne byttes for en ringbrynje. Selv om byttehandler var almindelige, så blev pengeøkonomien udbredt i løbet af vikingetiden.

Vikingerne tjente også godt på deres togter og plyndringer. De indførte f.eks. systematiske skatteopkrævninger fra englænderne og frankerne, en slags datidens beskyttelsespenge kaldet danegæld. Vikingerne lovede at afstå fra plyndringer til gengæld for penge. I starten var der tale om småbeløb på 100-200 pund sølv, men Knud den Store, der erobrede England, modtog over 80.000 pund i danegæld i 1018. Pengene blev formentligt brugt på at vedligeholde vikingehærene. Det fremgår af Gyldendals åbne encyklopædi (se kilder).   

Hvordan var vikingernes samfund indrettet?

Fejlagtigt troede man tidligere, at vikingesamfundet bestod af frie og lige bønder med eget hus, der afgjorde samfundets anliggender i datidens domstole, herredsting, og lovgivende forsamling, landsting. Realiteten var snarere, at ejendomsfordelingen var meget ulige, og kun en mindre del af befolkningen havde fulde politiske rettigheder, fremgår det af Gyldendals åbne encyklopædi (se kilder). Jorden var i vidt omfang opdelt i storgårde, og herremænd havde betydelige godser. Desuden vidner vikingeborgene og andres store byggerier om en kongemagt, der har kunnet organisere samfundets ressourcer.

Harald Blåtand igangsatte f.eks. arbejde på Dannevirke, borge og Jelling-komplekset, der bl.a. rummer runestenen, hvoraf det fremgår, at Blåtand tager æren for at have kristnet danerne. Man formoder, at befolkningen har haft en arbejdspligt i forbindelse med opførelsen af store byggerier. Der har sandsynligvis ikke været nogen fast militær organisation, men kongen udøvede sikkert magt over høvdinge, som på lokalt plan havde den reelle magt. Ifølge Gyldendals åbne encyklopædi om vikingetiden (se kilder) har den kongelige hird, altså kongens militære følge, været kongens afgørende magtinstrument.

Det har været svært at stige i samfundets grader i vikingetiden, hvis man ikke var af fornem slægt. Børn fra ansete familier har gennem arv, ægteskab og ved at indtage fremtrædende roller i vikingetogter haft gode muligheder for opstigning i samfundet, skriver forfatterne til Nationalmuseets bog “Vinkler på vikingetiden” (se kilder). Gode slægtsforbindelser har også skaffet både fysisk og retslig beskyttelse. Omvendt var det for den jævne befolkning svært at bryde den sociale arv. Slægten var dermed afgørende for den enkeltes rolle i samfundet.

Hvordan var forholdene mellem køn og generationer i vikingetiden?

Omkring 90 procent af vikingerne var landmænd, mod tre procent af danskerne i dag, og det var hele familien, der hjalp til med arbejdet. Børnene kunne være hyrder for de græssende dyr, kvindernes plads var i og omkring hjemmet og mændene tog sig af arbejdet i marken, fremgår af bogen “Vinkler på vikingetiden” (se kilder).

De få vikinger, der ikke var bønder, tog bl.a. på togt. Ny forskning viser, at vikingekvinder også har været med på togterne, hvilket strider imod den gængse historiske opfattelse, at det kun var vikingemændene, der koloniserede øer som Island i Nordatlanten. Ifølge Berlingske-artiklen “Kvinder var med om bord på vikingeskibe” (se kilder) har forskere gennem DNA-undersøgelser sandsynliggjort, at kvinderne også var med på skibene, når først fjenden var slået. Opdagelsen synes at modbevise en af hypoteserne om, at vikingernes togter var drevet af mangel på kvinder. 

Hvor gik vikingernes togter hen?

Vikingerne er i dag berømte for deres mange rejser, de såkaldte togter, til nær og fjern. De skandinaviske vikinger var dygtige sømænd og bådebyggere, og rejsernes store rækkevidde var mulig på grund af deres højt udviklede sejlskibe. Togterne førte vikingerne så langt som til den arabiske kalifats hovedsæde i Bagdad (Irak) og Konstantinopel (det nuværende Istanbul) i Det Byzantinske Rige i øst og Nordamerika i vest.

Ifølge Nationalmuseets bog “Vinkler på vikingetiden” (se kilder) drog de danske vikinger hovedsageligt til England og Normandiet i Frankrig, mens nordmændene foretrak Skotland, Irland og øerne i Nordatlanten. Således var både Shetlandsøerne, Færøerne og Island mål for bosættelsesprojekter, der udgik fra Norge, ligesom Grønland og Vinland, i dag kendt som Nordamerika, blev opdaget af norske vikinger. Svenskerne rejste østpå til det nordvestlige Rusland. Vikingerne efterlod sig ikke mange skriftlige beretninger om deres færd og motiver. Nogle steder er der dog kortfattede tekster skrevet med runer, der beviser deres rejser til fjerne egne. F.eks. har to vikinger lavet graffiti kirken Hagia Sofia i det nuværende Istanbul i Tyrkiet ved at ridse deres navne, Halvdan og Are, med runer (se kilder).

Hvem var med på togterne?

Vikingetogternes formål kunne være forskelligartede, og togternes mandskab vekslede derfor mellem handelsfolk, lejesoldater, røvere, diplomater, pengeafpressere, opdagelsesrejsende, indvandrere, nybyggere, militær overklasse og overfaldsmænd. Det fremgår af bogen “Vinkler på vikingetiden” (se kilder).

Togterne gjorde vikingerne berygtede i deres samtid i store dele af Europa, og vikingernes piratadfærd kunne få lokalbefolkningerne til at skælve, når vikingebådene nærmede sig kysten. Togterne talte hære med hundredvis af mænd, og de var først og fremmest ude efter bytte for derefter at vende hjem til Skandinavien, men en del af de danske togter endte også med bosættelser i England og Normandiet, det nordlige Frankrig. Nyere forskning peger på, at kvinder også var med i togterne, når først fjenden var slået, og faren var ovre. 

Hvilke togter og erobringer blev vikingerne især berømte og berygtede for?

Det er et voldsomt angreb mod et kloster i England 793, der indleder vikingetiden (læs mere i afsnittet “Hvornår levede vikingerne?”), og det skulle blive det første af mange togter til England og Irland, der kulminerer med Knud den Stores erobring af hele landet i 1016, hvilket ses som vikingernes største militære bedrift. I artiklen “Hvilke vikinger var mest barske: Danske eller norske?” fra videnskab.dk (se kilder) fremgår det, at det hovedsageligt var danske vikinger, der erobrede og bosatte sig i England gennem vikingetiden. Særligt den nordøstlige del af England var et populært sted for vikingerne at bosætte sig og det fik navnet Danelagen, dansk lov.

I 800-tallet døjede franskmændene langs Seinen også med vikingetogter, og danerne belejrede bl.a. Paris. Vikingeskibenes lave køl gjorde dem manøvredygtige i Europas floder, så de kunne trænge dybt ind i fastlandet. I artiklen “Hvilke vikinger var mest barske: Danske eller norske?” fra videnskab.dk (se kilder) står det beskrevet, hvordan vikingerne jævnligt plyndrede byerne langs flodbredden, og truede med at brænde byerne ned, hvis ikke de betalte de danske vikinger en betragtelig sum.

I samme artikel er beskrevet, hvordan vikingehøvdingen Rollos togter blev for meget for frankernes konge Karl den Enfoldige i 911. Rollo fik tilbudt herredømmet over det nordøstlige område af Frankrig mod en aftale om fred, og efterfølgende kom området til at hedde Normandiet, ordet “normanner” betyder nemlig 'mand fra nord'. Hvorvidt Rollo kan defineres som dansk eller norsk, er historikerne uenige om (se kilder).  

Hvordan rejste vikingerne?

Vikingernes lange og omfangsrige togter var muliggjort af deres store erfaring med bådebyggeri. Ifølge undervisningsmaterialet om vikingebådene på forsejl.dk (se kilder) var grundformen på et vikingeskib den samme, man havde brugt i hundredvis af år i jernalderen, men vikingerne forbedrede radikalt skibene ved at tilføre mast og sejl samt køl.

En anden afgørende metode, som vikingerne udviklede til at bygge skibe, kaldes for klinkbygning. Teknikken til at forme mindre træskibe og robåde bruges stadig i dag. Ifølge forsejl.dk gjorde klinkbygning vikingernes skibe modstandsdygtige over for hård søgang på de store have. Vikingernes sejlkultur er også årsagen til måden, vi omtaler højre og venstre side på et skib i dag. Roret sad nemlig ikke på

midten af agterstavnen, som det gør på nutidens skibe, men var altid placeret i den højre side bagtil, kan man læse på forsejl.dk (se kilder). Styrmanden havde et godt overblik herfra, og rorets faste placering gjorde, at vikingerne kaldte højre side styrbord og venstre side bagbord.

Vikingerne langskibe kunne være helt op til 36 meter lange, og de var designet efter specifikke formål. Skibene, der skulle sejle på floderne, fik f.eks. en lav køl og var flade og brede i skroget, mens de søgående skibe fik en dybere køl og ballast til at modstå høj søgang og kraftig vind.

Ifølge artiklen “Hvordan fandt vikingerne rundt i verden?” fra videnskab.dk (se kilder) havde vikingerne ingen kompas at orientere sig med, men kendte til begreberne øst, vest, syd og nord. De brugte landkendinger, f.eks. en bestemt klippe eller bakketop, mundtlige rejsebeskrivelser samt sol, måne og stjernerne til at orientere efter (se kilder). 

Hvilken religion dyrkede vikingerne?

Vikingerne bliver i flere historiske kilder beskrevet som hedninge, altså ikke-kristne. Men jo længere vi nærmer os vikingetidens afslutning omkring midten af 1000-tallet, jo flere ser ud til at være gået over til den kristne tro. I anden del af 900-tallet rejser kong Harald Blåtand den største af Jelling-stenene, hvorpå der står skrevet med runer: “Harald konge lod rejse denne sten, den Harald som vandt sig Danmark al, og Norge, og gjorde danerne kristne,“ fremgår det af bogen “Vinkler på vikingetiden” (se kilder). Men overgangen fra troen på de nordiske guder til kristendommen for skandinaverne var allerede begyndt på dette tidspunkt. 

Hvad gik asatroen ud på?

De vigtigste kilder om vikingernes førkristne tro – det som man i dag kalder for asatroen – kommer fra kristne gengivelser i bøgerne Den Ældre Edda og Den Yngre Edda fra den tidlige middelalder. Arkæologiske genstande fra vikingetiden fortæller også historien om de nordiske guder. Thorshammeren var et populært smykke og repræsenterede tordenguden Thor, der med sin hammer Mjølner beskytter menneskeverdenen Midgård. Ifølge bogen “Vinkler på vikingetiden” (se kilder) var Thor den mest populære gud, og han var både gud for krig og frugtbarhed. Andre smykker afbildede kvindelige krigere, valkyrierne, som Odin – gudernes overhoved – sendte til slagmarken for at udvælge de krigere, der skulle dø. De faldne vikinger blev ifølge deres tro bragt til Valhal, Odins bolig i Asgård, gudernes hjem, hvor der ventede flæsk og mjød i rigelige mængder. Valhal var også en slags træningslejr for de faldne vikinger, hvor de forberede sig på kampen mod de fjendtlige overnaturlige væsner kaldet jætterne. Det store slag skulle finde sted ved Ragnarok, jordens undergang, hvor mennesker og guder skulle bekæmpe jætterne og uhyrer som Fenrisulven og Midgårdsormen, en kæmpe søslange, som strakte sig rundt om hele jorden. 

Hvilket sprog talte og skrev vikingerne?

Ifølge artiklen “Hvilket sprog talte vikingerne?” i Illustreret Videnskab Historie (se kilder) talte vikingerne et sprog kaldet oldnordisk. Omkring år 1000 var oldnordisk det mest udbredte europæiske sprog og kunne høres fra Vinland i Amerika til Volga i Rusland. Dialekterne varierede dog betydeligt: Danskerne og svenskerne talte f.eks. oldøstnordisk, mens nordmændene talte med oldvestnordisk dialekt.  Senere blev det oldnordiske sprog udvandet af sydlig indflydelse, og i dag er det kun islændinge, der ville kunne forstå en viking.

Vikingerne havde også et skriftsprog. Deres skrifttegn var runer, og arkæologer har fundet tusindvis af såkaldte runesten. De mest berømte er de to Jelling-sten fra 900-tallet: den lille sat af kongen Gorm den Gamle til minde om sin hustru, Thyra og den store sat af hans søn Harald Blåtand, hvorpå han erklærer danskerne for kristne (Læs mere om Jelling-stenen i afsnittene ”Hvordan var vikingernes samfund indrettet?” og ”Hvilken religion dyrkede vikingerne?”).