Amerikanske borgere rømmer Saigon ved Vietnamkrigens afslutning.
Amerikanske borgere rømmer Saigon ved Vietnamkrigens afslutning.
Foto: Ukendt / Scanpix

Vietnamkrigen

Artikel type
faktalink
bibliotekar Richard Juhre og cand.mag. Madeleine Saunte, iBureauet/Dagbladet Information. 2012
Top image group
Amerikanske borgere rømmer Saigon ved Vietnamkrigens afslutning.
Amerikanske borgere rømmer Saigon ved Vietnamkrigens afslutning.
Foto: Ukendt / Scanpix
Main image
Kim Phuc - pigen kendt fra billedet af Nick Ut hvor hun ramt af napalm, nøgen og grædende løber ned ad samme gade som her. Her er hun otte måneder efter, 11 år gammel efter at være blevet plastisk opereret på Barsky Centret i Saigon og tilbage hos sin familie i landsbyen Trang Bang i 1973.
Kim Phuc - pigen kendt fra billedet af Nick Ut hvor hun ramt af napalm, nøgen og grædende løber ned ad samme gade som her. Her er hun otte måneder efter, 11 år gammel efter at være blevet plastisk opereret på Barsky Centret i Saigon og tilbage hos sin familie i landsbyen Trang Bang i 1973.
Foto: Scanpix

Vietnamkrigen er en af de mest omfattende og grusomme krige efter Anden Verdenskrig. Den foregik i årene 1961-1975 og kostede millioner af mennesker livet – både soldater på begge sider men også rigtig mange civile. Krigen spillede en central rolle i Den Kolde Krigs magtbalance og stod mellem det kommunistiske Nordvietnam med støtte fra Sovjetunionen og Kina på den ene side, og Sydvietnams regering og USA på den anden.

Vietnamkrigen er også blevet kaldt for den sidste frie tv-krig: Reportere på slagsmarken filmede krigshandlingerne, og de voldsomme billeder skabte stor opstandelse og protestdemonstrationer hjemme i USA og i resten af verden. Konflikten blev et kæmpemæssigt nationalt traume for Amerika, som gik ud som den tabende part mod et fattigt tredjeverdens land.

 

Baggrund og historie

Hvad er Vietnams ældre historie?

Vietnam er et land i Sydøstasien med grænser mod Kina, Laos og Cambodja, og med en langstrakt kystlinje i det sydkinesiske hav. Arkæologiske udgravninger viser, at det vietnamesiske territorium har været beboet siden den ældste stenalder. I lange perioder af landets ældre historie var det underlagt den højtudviklede stormagt Kina, hvilket satte sig tydelige spor i den vietnamesiske kultur, med udbredelsen af konfucianismen og af et kinesisk-lignende skriftsprog.

I år 939 lykkedes det generalen Ngô Quyền (897-944) at bekæmpe kineserne og etablere riget Dai Viet, en centraliseret stat med hovedstad i Hanoi.

I de følgende århundreder blev både mongolske og kinesiske invasioner slået tilbage, og riget ekspanderede mod syd.

Fra 1500-tallet kom der stadig flere europæiske handelsfolk til, og med dem også mange kristne missionærer. Blandt dem den portugisiske jesuitermunk Alexander de Rhodes (1591-1660), som tilskrives ansvaret for, at de latinske bogstaver kom til at erstatte det kinesiskinspirerede skriftsprog.  

Hvornår kom franskmændene til Vietnam?

I begyndelsen var det primært portugisiske handelsfolk, som kom rejsende til Vietnam, men fra slutningen af 1700-tallet var der en voksende fransk tilstedeværelse. Franske missionærer havde en relativt stor succes i landet, hvor der især blandt de bedrestillede vietnamesere var mange, som lod sig omvende til katolikker.

I 1802 blev landet samlet til kejserriget Viêt Nam under Nguyen-familiens styre. Den første kejser, Gia Long, var god til at balancere mellem kinesiske og franske interesser i landet, og havde flere franske rådgivere i sit hof.

Gia Longs efterfølgere var mindre diplomatisk indstillede overfor franskmændene i landet. Missionærerne kom i et alvorligt modsætningsforhold til kejsermagten, som anså kristendommen som en trussel mod de traditioner, der var fundamentet for det vietnamesiske samfund. Konflikten udviklede sig til en regulær kristenforfølgelse i Vietnam, som Frankrig reagerede på med militære modangreb. 

Hvornår blev Vietnam en fransk koloni?

Efter at franske kolonisatorer i slutningen af det 18. århundrede havde tabt kampen om Indien til englænderne, rejste de videre østpå til den del af Bagindien, som de kaldte Indokina, og som i dag består af Laos, Cambodja og Vietnam.

Franske ekspeditionskorps havde tidligere angrebet vietnamesiske havnebyer for at befri tilfangetagne missionærer og for at hævne ydmygelser mod bosatte franskmænd. I 1858 besatte de byen Danang og forsøgte at trænge videre frem til den daværende hovedstad Huê, for at tvinge kejseren til at acceptere fransk tilstedeværelse. Regntiden satte imidlertid en stopper for denne færd, og de drog i stedet mod syd og besatte Saigon. På grund af Frankrigs deltagelse i andre krige trak det lidt ud med besættelserne i Vietnam, men efterhånden fik de kontrol over store dele af det frugtbare Sydvietnam, som var den del af landet, de nærede størst interesse for. Det blev til kolonien Cochinkina.

Fordi koloniherrerne havde brug for en flodvej til Kina, kæmpede de videre mod nord, indtil de i 1883 havde opnået magten over hele Vietnam, som nu blev til protektoratet Fransk Indokina.  

Hvordan var franskmændenes styresystem?

Fransk Indokina blev regeret af en fransk generalguvernør, som var bosat i Hanoi. Han var udpeget direkte af den franske præsident, og havde en nærmest enevældig magt i kolonien. 5.000 franske embedsmænd sad på alle landets vigtige poster.

Landet blev domineret af franske handelskompagnier og virksomheder, som øjnede store økonomiske gevinster i den nye koloni. Til gengæld tiltrak landet ikke mange franske emigranter. I begyndelsen af 1900-tallet var der kun cirka 16.000 franske bosættere, som primært slog sig ned i Cochinkina, hvor landbrugsjorden var særlig god, og hvor de oprettede store godser. De jordområder, som blev til overs, blev solgt til vietnamesere, således at der også opstod en klasse af lokale godsejere.

Dette system, hvor indtægterne gik i private lommer, betød at den franske stat havde store udgifter til drift af kolonien. For at bøde på dette problem tvang man vietnameserne til at købe franske varer. Franskmændene skaffede sig monopol på varer som salt, opium og alkohol, og sikrede sig derved en fast indtægt.
En sidegevinst var, at de lokale blev tvunget til at tage arbejde for at kunne betale for de dyre franske monopolvarer. 

Hvad betød den franske tilstedeværelse?

Den franske kolonisering medførte en voldsom forøgelse af produktionen inden for både landbrug og industri. I Cochinkina anlagde man mange nye rismarker og store plantager med gummitræer med særligt henblik på eksport af ris og gummi til Frankrig. I nord gik arbejdskraften primært til cement- og tekstilindustrien, samt til minerne, hvor man udvandt kul, tin, bly, zink og wolfram.
I en opgørelse fra Cochinkina, der var Vietnams riskammer, kan man se den store udvikling i produktionen og eksporten af ris. Tabellen viser også, at den internationale økonomiske krise omkring 1930 ikke gik uden om Vietnam.

 

År

   Befolkning

    Dyrket areal i ha.

Riseksport i ton

 

1880

   1.680.000

     522

   295.000

 

1890

   1.950.000

     854

   540.000

 

1900

   2.940.000

    1174

   760.000

 

1910

   3.050.000

    1528

1.109.000

 

1921

   3.800.000

    1714

1.527.000

 

1926

   4.100.000

    1950

1.404.000

 

1931

   4.480.000

    2051

   961.000

 

1936

   4.620.000

    2110

1.711.000

 

Hvordan blev lokalbefolkningen behandlet?

Frankrig har aldrig haft ry for at tage med fløjlshandsker på lokalbefolkningen i sine kolonier, og det gjorde de heller ikke i Vietnam. Den uhørt store forøgelse af produktiviteten indenfor landbrug og industri var mulig, fordi man tvang lokalbefolkningen i arbejde uden nogen form for lovgivning, der kunne sætte grænser for godsejernes behandling af dem. For eksempel døde 12.000 ud af en samlet arbejdsstyrke på 45.000 på Michelins Dau Tieng-plantage i løbet af perioden 1917–1944.
Minearbejdernes forhold var ikke meget bedre end plantagearbejdernes, men de var i det mindste ansat på kontrakt og kunne vende hjem efter kontraktperiodens udløb.

Den stigende analfabetisme i befolkningen er et tegn på denne rovdrift: I 1840’erne kunne 80 % af vietnameserne læse – et tal som var højere end i de fleste europæiske lande. Da koloniherrerne trak sig, var antallet af læsekyndige faldet til 20 %.  

Hvordan reagerede vietnameserne?

Gennem hele den franskdominerede periode gjorde vietnameserne oprør mod den fremmede besættelse, men en egentlig nationalistbevægelse med krav på selvstændighed opstod først i det 20. århundrede. Den var dels kommunistisk inspireret med forbillede i den russiske revolution, og dels inspireret af vietnamesernes oplevelser under Den Første Verdenskrig, hvor Frankrig havde tvangsudskrevet over 100.000 vietnamesere til at kæmpe på fransk side. Her stiftede vietnameserne bekendtskab med vesteuropæiske ideer og principper som borgerrettigheder og socialisme.

Nationalistbevægelsen spredte sig hurtigt, fordi der ikke eksisterede en lokal kapitalistisk middelklasse.

Socialismen vakte desuden genklang i den vietnamesiske befolkning, fordi dens ideer harmonerede med den traditionelle konfucianismes tanker om fællesskab og velstandsdeling, hvorimod den kapitalisme, franskmændene indførte, med udbytning, materialisme og individualisme, lå meget fjernt fra den lokale kultur. Bevægelsen gik derfor ikke blot til kamp mod franskmændene men også mod kapitalismen, som den betragtede som en konsekvens af kolonistyret.  

Hvem ledede nationalistbevægelsen?

Ho Chi Minh, ”Den som oplyser”, var den samlende lederfigur i Vietnams kamp for selvstændighed. Han kom fra en intellektuel og nationalistisk mandarinfamilie i det centrale Vietnam, et område, som var kendt for sin anti-franske modstandsbevægelse. Ho Chi Minh rejste til Frankrig i 1911, ud fra en filosofi om, at man skal kende sin modstander for at slå ham. Han boede i Frankrig, USA, England, Sovjetunionen og Kina i mange år, hvor han var politisk aktiv antikolonialist og udviklede sin ideologi inspireret af blandt andet Marx og Lenins skrifter og af den amerikanske præsident Wilsons (1856 -1924) taler.

Han vendte ad flere omgange hjem og dannede modstandsgrupper. I 1930 blev han dømt til døden som revolutionær af franskmændene, men formåede at flygte til Moskva.

Ho Chi Minhs nationalisme byggede på en kombination af lokal konfucianisme og en politisk overbygning i leninismen. Han forstod, at den vietnamesiske kommunisme måtte centreres omkring traditionelle værdier som sparsommelighed, mådehold, gavmildhed og respekt for lærdom, hvis den skulle vinde indpas i landbefolkningen.  

Hvad skete under Anden Verdenskrig?

I 1940 blev Fransk Indokina erobret af japanerne. Den franske administration fortsatte i forståelse med japanerne, og dette satte for alvor gang i de mange vietnamesiske nationalistbevægelser, i 1941 forenet i Ho Chi Minhs Viet Nam Doc Lap Dong Minh (Den Revolutionære Liga for Vietnams Uafhængighed), populært blot kaldet Viet Minh.
Den japanske besættelse medførte store vanskeligheder for transporten af forsyninger både af sø- og landvejen mellem det nordlige og sydlige Vietnam. I syd kunne man ikke få kul til industrien og måtte fyre med ris, og i nord kunne man ikke få ris og sultede. Det er blevet anslået, at op mod 2 mio. mennesker døde af sult alene i vinteren 1944-45. Hungersnøden var en stærkt medvirkende årsag til den stærke tilslutning til Viet Minh i Nordvietnam.  

Hvad skete lige efter Anden Verdenskrig?

Allerede under den japanske besættelse havde Viet Minh befriet nogle områder i den nordlige del af Vietnam. Efter japanernes kapitulation den 15. august 1945 brød Augustrevolutionen ud, en landsdækkende protest og demonstration mod det franske styre, som forsøgte at genoptage deres kolonirige fra førkrigstiden. Viet Minh fik stor folkelig tilslutning, og allerede den 2. september 1945 proklamerede Ho Chi Minh Den Demokratiske Republik Vietnam på Ba Dinh-pladsen i Hanoi og hermed landets uafhængighed.

Men så let gik det ikke: På Teheran-konferencen to år tidligere, hvor Stalin, Roosevelt og Churchill mødtes, havde USA og Sovjetunionen udtalt deres modvilje mod at give Indokina tilbage til franskmændene efter krigen. På Postdamkonferencen i 1945 blev de derfor enige om at dele Vietnam mellem sig i to provisoriske zoner med den 17. breddegrad som delingslinje. Den nordlige skulle administreres af Kina, den sydlige af Storbritannien. Formålet var at afvæbne japanerne.
Men da både englænderne og franskmændene frygtede, at Vietnams selvstændighed ville få en afsmittende effekt i de to landes andre kolonier, endte det med, at den engelske administration tillod en tilbagevending af franske kolonitropper og anvendte dem i en fælles kamp mod Viet Minh sammen med japanske soldater. 

Hvornår brød Indokinakrigen ud?

I begyndelsen af 1946 havde de franske styrker, som bestod af fremmedlegionærer, kontrol med hele den sydlige del af Vietnam, og der blev indgået en fransk-kinesisk aftale om en kinesisk tilbagetrækning. Frankrig sad nu igen som officiel magthaver over hele Vietnam, men reelt havde de kun styring over byerne i nord. Den vietnamesiske guerillahær skabte store optøjer uden for byerne, hvor de havde kontrol over bjerge og jungler, og i kampene mellem kolonimagten og guerillaerne var Indokinakrigen en realitet.
Frankrig havde på det politiske plan oprettet Staten Vietnam i 1949, som både USA og Storbritannien året efter anerkendte som konsekvens af Sovjetunionens og Kinas anerkendelse af Den Demokratiske Republik Vietnam i nord. Hermed var Vietnam i realiteten et delt land, selv om Frankrig ønskede det totale herredømme. 

Hvornår tabte Frankrig krigen?

Det endelige skibbrud for den franske besættelsesmagt kan tidsfæstes til 1954. Fremmedlegionærer havde erobret den strategiske junglefæstning Dien Bien Phu, beliggende i det nordvietnamesiske højland på grænsen til Laos. Fæstningen blev stærkt bemandet og udrustet, men til ingen nytte: Viet Minh omringede og angreb fæstningen i 57 døgn og skød den sønder og sammen med moderne våben fra Kina. De franske styrker måtte give op, og nederlaget, der betød Frankrigs endelige farvel til Vietnam, står stadig som et af de smerteligste i Fremmedlegionens historie. Slaget kostede 8.000 døde og sårede på fransk side, mens det tilsvarende tal hos Viet Minh anslås til cirka 23.000.
Det skønnes at krigen 1946-54 kostede 75.000 døde på fransk side, heraf 25.000 vietnamesiske tropper i fransk tjeneste. Antallet af ofre på vietnamesisk side kendes ikke, men vestlige skøn taler om en halv til en hel million, hvoraf hovedparten var civile. 

Hvad gik fredsaftalen ud på?

Fredsbetingelserne blev udformet på en kongres i Genève i 1954 med deltagelse af Frankrig, Storbritannien, USA, Sovjetunionen og Kina.
Laos og Cambodja blev selvstændige stater, men man kunne ikke enes om Vietnams fremtidige status. Resultatet blev, at landet foreløbig fortsat var delt ved den 17. breddegrad. Intentionen var, at der inden to år skulle gennemføres frie valg, så Vietnam kunne genforenes. Hverken USA eller Sydvietnam underskrev dog denne aftale.

 

Vietnamkrigens forløb

Hvad var Vietnamkrigen?

Vietnamkrigen var en væbnet konflikt mellem det kommunistiske Nordvietnam med støtte fra Sovjetunionen og Kina på den ene side, og Sydvietnams regering og USA på den anden. Den foregik i årene 1961-1975, og kostede millioner af mennesker livet.

Selv om der har udspillet sig flere krige på vietnamesisk grund efter Anden Verdenskrig, er det denne, som er blevet stående i historiebøgerne som selveste Vietnamkrigen. Måske fordi den kom til at spille en stor rolle i Den Kolde Krigs magtbalance. Den var et kæmpemæssigt traume for Amerika, som gik ud som den tabende part mod et fattigt tredjeverdens land.

Det var også den første mediedækkede krig, hvor reportere filmede tæt på krigshandlingerne, og billederne kom for første gang i historien helt ind i folks stuer via fjernsynets udbredelse. Folk kunne ikke lide hvad de så, og USA's krig blev efterhånden voldsomt upopulær.  

Hvilke lande deltog i krigen?

På amerikansk initiativ blev der allerede i 1954 dannet en sydøstasiatisk forsvarsalliance, Southeast Asia Treaty Organization, SEATO, hvis erklærede formål var at dæmme op for den kommunistiske indflydelse i området. De deltagende lande var USA, Frankrig, Storbritannien, Australien, New Zealand, Filippinerne, Thailand og Pakistan. Ifølge Genève-aftalen kunne Sydvietnam ikke optages i alliancen, men denne hindring blev omgået ved i stedet at optage landet som protokolstat.

Det indebar, at SEATO-landene skulle beskytte zonen syd for den 17. breddegrad. Nordvietnam påpegede bruddet på Genève-aftalen, men uden effekt. På kommunistisk side støttede Kina og Sovjetunionen Nordvietnam med våben og forsyninger.

Flere af SEATO-landene levede under Vietnamkrigen op til deres forpligtelser: 

SEATO-landenes tropper i Vietnamkrigen

Land

     Antal tropper

Australien

     8.500

Filippinerne

     2.000

New Zealand

     550

Sydkorea

     45.000

Thailand

     12.000

Hvad var USA's interesse i Vietnam?

I løbet af 1950'erne ændrede USA sit syn på Vietnam. Under Den Anden Verdenskrig havde amerikanerne støttet modstandsgruppen Viet Minh i kampen mod japanerne, men i takt med optrapningen af Den Kolde Krig blev kommunisterne fjenden. Denne udvikling skal ses på baggrund af kommunisternes magtovertagelse i Kina i 1949 og Koreakrigen 1950-53, der var foranlediget af et angreb fra det kommunistiske Nordkoreas side.
For præsident Dwight David Eisenhower (1890–1969), der i 1953 afløste Harry S. Truman, var det indlysende, at det var USA, som måtte gå forrest i kampen mod kommunismen. Han lancerede den såkaldte dominoteori, der gik ud på, at hvis man overlod ét land i Sydøstasien til kommunisterne, ville de overtage de øvrige lande, der ville vælte som dominobrikker. 

Hvordan gik det med fredsaftalen fra 1954?

I Sydvietnam blev politikeren Ngo Dinh Diem (1901–1963) udnævnt til premierminister af den tidligere kejser Bao Dai. Han var katolik, stammede fra en velhavende godsejerfamilie, og var næsten ukendt for store dele af den lokale befolkning. USA støttede Diem og påbegyndte en omfattende økonomisk og militær bistand.
Diems styre viste sig hurtigt at være rent diktatorisk, og han tålte ingen opposition i landet. Han nægtede at samarbejde med Nordvietnam og ville ikke påbegynde forhandlinger om de i Genève aftalte genforeningsvalg. Begrundelsen var, at Nordvietnam ikke var et demokratisk land, og at regeringen i syd ikke havde underskrevet aftalen. USA var nødt til at støtte Diem af frygt for, at et valg ville betyde en genforening med Ho Chi Minh som leder.
Det skulle vise sig, at genforeningsvalgene ikke blot blev udskudt, de blev aldrig afholdt.  

Hvordan reagerede vietnameserne på Ngo Dinh Diems styre?

Der var en voksende modstand mod Diem, fra 1960 organiseret i Front National de Liberation, FNL (Den Nationale Befrielsesfront). FNL var en bred oprørsbevægelse mod diktaturet. Den var oprindeligt startet af centrale sydvietnamesere fra Indokinakrigens modstandsgruppe Viet Minh, men den militære kamp blev i vid udstrækning ledet fra Nordvietnam.
FNL opstillede et 10-punkts program, der skulle bane vejen for en bred accept blandt sydvietnameserne. Målene var at:

1. Fjerne Diem og danne en national demokratisk koalitionsregering.

2. Sikre de demokratiske rettigheder så som presse-, ytrings- og forsamlingsfrihed samt sikre amnesti til de mange politiske fanger.

3. Opbygge et nationalt og suverænt økonomisk system, der tilgodeså landets ressourcer og forbedrede befolkningens levestandard.

4. Gennemføre en jordreform, der sikrede bøndernes ret til jorden.

5. Gennemføre en uddannelsesreform, der bekæmpede analfabetismen.

6. Danne en national hær og forbyde fremmede militærbaser i landet.

7. Sikre lige rettigheder for landets minoriteter, samt ligeret mellem mænd og kvinder.

8. Forme en udenrigspolitik baseret på neutralitet og alliancefrihed.

9. Oprette normale forbindelser mellem de to zoner og fremme forhandlingerne om genforening.

10. Bekæmpe aggressive krige og støtte bevægelser, der fremmede fred, demokrati og social udvikling.  

Hvornår faldt premierminister Diem?

FNL fik materiel støtte fra Nordvietnam, som indtil USA i 1965 optrappede krigen ikke havde militære enheder i Sydvietnam. Nordvietnams leder Ho Chi Minh havde indtil da næret det håb, at Ngo Dinh Diems styre ville bryde sammen og resultere i genforeningsvalg.
Det trak dog ud med dette sammenbrud, og den folkelige modstand blev efterhånden synlig i den vestlige verden. Hertil bidrog ikke mindst de mange buddhistiske selvbrændinger, der fandt sted i sommeren 1963.
Den 1. november 1963 blev Diem dræbt ved et militærkup, som havde USA's fulde støtte. Det løste dog ikke problemet, for de efterfølgende regeringer havde heller ikke folkelig opbakning, og blev skiftet ud i ét væk på grund af magtkampe i hæren. 

Hvornår besluttede USA at intervenere?

USA havde efter fredsaftalen i Genève både civile og militære rådgivere i Sydvietnam i et hastigt stigende antal. Præsident John F. Kennedy (1917–1963), som tiltrådte sit embede i 1961, var overbevist om, at der kunne rettes op på den manglende folkelige opbakning til de skiftende regeringer, hvis vietnameserne fik demonstreret, hvordan de kunne besejre FNL. Hvor der i 1954 var stationeret 685 amerikanske rådgivere, var dette tal i 1961 steget til 2.000 og i 1962 til 10.000.
Kennedy havde ganske vist i hemmelighed i 1961 sendt en mindre specialstyrke til Vietnam, men han var tøvende over for sin vicepræsidents tanker om en massiv militær indgriben. Da denne, Lyndon B. Johnson (1908–1973), efter mordet på Kennedy i 1963 overtog præsidentembedet, blev grunden lagt til en amerikansk optrapning.
Inden skiftet i den amerikanske Vietnam-politik blev åbenbar, skulle Johnson først gennem præsidentvalget i 1964. Her lovede han under valgkampen, at han ikke agtede at sende amerikanske soldater til Vietnam, og han kritiserede forslag om at kaste bomber.  

Hvornår greb USA ind?

Ud fra den betragtning, at Vietnam i højere grad var et militært end et politisk problem, begyndte Lyndon B. Johnson straks efter, at han i 1964 havde tiltrådt sin anden periode som præsident, at planlægge en militær indgriben. Som påskud for at gribe direkte militært ind i Vietnam brugte han en episode den 2. august 1964, hvor efterretningskilder meddelte, at nordvietnamesiske kanonbåde havde beskudt en amerikansk destroyer i internationalt farvand i Tonkinbugten.
På baggrund af denne episode fik præsidenten den 7. august grønt lys af kongressen til at udvide det amerikanske engagement, og fra begyndelsen af 1965 skete en massiv overførsel af tropper og materiel. I Senatet stemte 88 for og 2 imod, mens det i Repræsentanternes Hus var 416 stemmer for og ingen imod. 

Hvordan begyndte krigen?

De egentlige krigshandlinger begyndte i februar 1965, da FNL (Den Nationale Befrielsesfront) rettede et overraskelsesangreb mod en amerikansk militærforlægning, hvorved ni amerikanske soldater blev dræbt og 76 såret.
Den amerikanske reaktion kom inden for 14 timer: USA bombede et guerilla-træningscenter 60 km nord for den 17. breddegrad.
Vietnamkrigen var påbegyndt og operation Rolling Thunder, et massivt bombardement af Nordvietnam, gik i gang. I august 1972 blev det opgjort, at USA på dette tidspunkt havde detoneret 7,5 mio. tons sprængstoffer i Indokina. Til sammenligning anslås det, at den samlede anvendelse af sprængstoffer for alle krigsførende lande udgjorde cirka 2 mio. tons. 

Hvor mange tropper havde USA i Vietnam?

Hvis amerikanerne havde regnet med, at de med en moderat militær styrke kunne vinde krigen i Vietnam, tog de grundigt fejl. I 1968 omfattede styrken cirka 550.000 soldater, og denne styrke kunne ikke udvides, med mindre man mobiliserede hjemsendte årgange.

Vietnamkrigen_240_Nixon

Præsident Nixon gestikulerer ved en presse-
konference i New York den 30. april 1970
 og annoncerer at amerikanske soldater vil gå ind
i Cambodia.
Foto: Scanpix

 

 

Udviklingen i troppeantallet fremgår af nedenstående tabel:


År

  Antal

 

1965

  185.000

 

 

 

1966

  400.000

 

 

 

1967

  500.000

 

 

 

1968

  550.000

 

 

 

1969

  500.000

 

 

 

1970

  280.000

 

 

 

1971

  184.000

 

 

 

1972

   27.000

 

 

 

 

Hvad medførte flykrigen?

Selv om amerikanerne i lange perioder tæppebombede Nordvietnam, udeblev de militære resultater. Antallet af civile ofre var uhyggeligt stort, men nordvietnameserne fortsatte kampen. Derfor måtte USA indsætte stadig flere landstyrker, hvilket blot medførte større og større amerikanske tab.
USA mistede mere end 58.000 soldater i Vietnamkrigen og tusinder vendte tilbage med både legemlige og psykiske skader.
Størstedelen af de dræbte soldater døde ikke i regulær kamp mod en synlig fjende. De blev ofre for snigskytter og miner. Dette var med til at demoralisere amerikanerne, fordi disse anslag ikke kunne gengældes umiddelbart. 

Hvordan sluttede krigen?

Fredsforhandlingerne mellem USA og Nordvietnam blev påbegyndt i Paris i 1968, men forhandlingerne gik meget trægt. Man opnåede enighed om et bombestop til gengæld for et løfte om, at nordvietnamesiske styrker holdt sig inden for deres egen zone. Da de officielle forhandlinger trak ud i årevis, indledtes hemmelige forhandlinger på topplan mellem de to lande. Dette førte i 1972 til en aftale om våbenhvile, men denne blev afvist af den sydvietnamesiske præsident.
Resultatet blev en kraftig genopblussen af kampene og nye bombardementer, de kraftigste under hele krigen. Dette førte omsider til en genoptagelse af fredsforhandlingerne, og den 23. januar 1973 blev fredsaftalen underskrevet i Paris. 

Hvornår blev krigen afgjort?

Selv om Vietnamkrigen først sluttede i 1973, blev den i realiteten afgjort allerede i begyndelsen af 1968. Allerede på dette tidspunkt indså USA, at man ikke kunne vinde krigen. Årsagen var den såkaldte Tet-offensiv (navnet stammer fra det vietnamesiske månenytår), hvor FNL i en koordineret aktion angreb 36 ud af 44 provinshovedstæder i Sydvietnam foruden Saigon.
Angrebet kom bag på amerikanerne, der for det første var uforberedt på den ændrede FNL-taktik med angreb på byer, og for det andet slet ikke havde tiltroet FNL styrke nok til angreb i den målestok.
Selv om FNL led svære tab, og Tet-offensiven afslørede, at FNL ikke havde styrke til at overtage kontrollen med byerne, så afslørede den også, at den sydvietnamesiske hær og de amerikanske styrker ikke havde kontrol over landet.