Hvornår begyndte man at snakke om Tyrkiet som medlemsland af EF/EU?
I 1963 indgik Tyrkiet en såkaldt associeringsaftale med det daværende EF (det Europæiske Fællesskab, forløberen for Den Europæiske Union), kaldet Ankara-aftalen. Aftalen var EF-landenes svar på den ansøgning om medlemskab af EF, som Tyrkiet havde sendt allerede i 1959. Aftalen gav Tyrkiet mulighed for at få lån på gode vilkår og omfattede desuden en række handelsmæssige spørgsmål. Resultatet af aftalen blev et nært økonomisk samarbejde mellem Tyrkiet og EF og en gradvis oprettelse af en toldunion. Vigtigere var dog, at aftalen også nævnte tyrkisk medlemskab af EF som et mål, hvis parterne kunne blive enige om det.
I forbindelse med indgåelsen af Ankara-aftalen oprettede EF et såkaldt Associeringsråd, hvor Tyrkiets udenrigsminister jævnligt mødtes med EF-landenes udenrigsministre for at opretholde en løbende politisk dialog. Rådet fungerer stadig – nu med deltagelse af EU-landenes udenrigsministre.
Forløbet omkring indgåelsen af Ankara-aftalen gennemgås i et temahæfte om EU og Tyrkiet fra Folketingets EU-oplysning februar 2004 (se kilder).
Hvad skete der med forholdet mellem EF og Tyrkiet i 1970’erne?
I løbet af 1970’erne gik den politiske dialog mellem Tyrkiet og EF stort set i stå. Det skete især på grund af den negative holdning til EF hos Tyrkiets ministerpræsident Bülent Ecevit i perioden 1974-75 og igen fra 1978. Ecevits udenrigsminister henvendte sig ganske vist til EF for at gøre opmærksom på, at Tyrkiet ønskede medlemskab af Fællesskabet. Men Ecevit afviste de betingelser, som EF-Kommissionen stillede for et tættere samarbejde. Ecevits officielle begrundelse for at afslå EU’s tilbud var, at de økonomiske vilkår var for dårlige. Men hans afvisning bundede formodentlig også i, at han opfattede det europæiske samarbejde som alt for kapitalistisk præget. Han ønskede at føre en uafhængig, socialistisk udenrigspolitik. Som alternativ til EF-Kommissionens udkast foreslog han, at processen mod medlemskab skulle stilles i bero i fem år, og at EF i stedet skulle give Tyrkiet et stort lån. Det afviste EF.
Hvad skete der med forholdet mellem EF og Tyrkiet i 1980’erne?
Forholdet mellem EF og Tyrkiet blev yderligere afkølet, efter at der i 1980 fandt et militærkup sted i Tyrkiet. Militæret overtog magten og gennemtvang en forfatning, som gav militæret stor magt over de civile institutioner. Som reaktion på militærkuppet og den nye forfatning suspenderede EF associeringsaftalen med Tyrkiet. Først da der blev afholdt flerpartivalg til parlamentet i 1983, blev aftalen genetableret. Ved valget i 1983 blev den provestlige Turgut Özal ministerpræsident, og Özal gjorde en stor indsats for at genetablere et godt forhold til EF. Det var på hans foranledning, at Tyrkiet i 1987 formelt søgte om medlemskab af EF. To år efter, i 1989, kom EF-Kommissionen med en officiel vurdering af Tyrkiets ansøgning. Vurderingen lød på, at Tyrkiet var egnet til at søge om optagelse, men at EF alligevel ikke ville gå videre med at behandle ansøgningen. Tyrkiet var nemlig hverken økonomisk eller politisk klar til at indlede optagelsesforhandlinger med EF, lød Kommissionens vurdering. I 1980’erne havde der udviklet sig borgerkrigslignende tilstande i Tyrkiet, hvor kurdiske oprørsgrupper og militære sikkerhedsstyrker kæmpede mod hinanden. Militærets forsøg på nedkæmpelse af oprøret medførte en lang række menneskerettighedskrænkelser, blandt andet tvangsforflytninger af landsbyboere og drab og tortur på civile, og det var blandt andet med henvisning hertil, at EF-Kommissionen afviste Tyrkiets ansøgning om medlemskab. EF-Kommissionen afviste således at behandle Tyrkiets ansøgning om medlemskab, men samtidig anbefalede Kommissionen, at EF gav finansiel bistand til Tyrkiet og intensiverede det økonomiske samarbejde med landet for på den måde at støtte en positiv politisk og økonomisk udvikling.
Hvad skete der i forholdet mellem EF/EU og Tyrkiet i 1990’erne?
De økonomiske forbindelser mellem EU og Tyrkiet blev i løbende udbygget i første halvdel af 1990’erne, og i 1996 blev den sidste fase af associeringsaftalen fra 1963 gennemført: Der blev oprettet en toldunion mellem EU og Tyrkiet. I de følgende år modtog Tyrkiet trecifrede millionbeløb i finansiel bistand fra EU, og samhandlen mellem Tyrkiet og EU-landene steg betydeligt. Det øgede økonomiske samarbejde gav de tyrkiske politikere det indtryk, at vejen var banet for egentligt medlemskab. Men på Det Europæiske Råds møde i Luxembourg i december 1997 fik Tyrkiet ikke – i modsætning til en række central- og østeuropæiske lande – status som kandidatland. Tyrkiet var fortsat kun ’ansøgerland’. Den tyrkiske regering reagerede ved at afbryde den politiske dialog med EU, og det næste halvandet år var forholdet mellem EU og Tyrkiet på frysepunktet. På EU-topmødet i Helsinki i december 1999 vendte stemningen. Her blev det besluttet at tildele Tyrkiet status af kandidatland.
Hvilke krav stiller EU til et kandidatland?
For at blive optaget i EU skal et ansøgerland leve op til en række kriterier, der kendes som Københavns-kriterierne. De kaldes sådan, fordi de blev vedtaget på et møde i Det Europæiske Råd i København i 1993. De kan opdeles i tre typer af kriterier:
- · Politiske kriterier: Landet skal have opbygget stabile institutioner, der sikrer demokrati, retsstat og respekt for menneskerettigheder og beskyttelse af mindretal.
- · Økonomiske kriterier: Landet skal have en fungerende markedsøkonomi og være i stand til at modstå konkurrencepresset og markedskræfterne i EU.
- · Administrative kriterier: Et nyt EU-land skal påtage sig de forpligtelser, der følger af et medlemskab. Det skal gennemføre og leve op til EU’s samlede regelsæt – det såkaldte ’aquis communautaire’, som er på op mod 100.000 sider – og tilslutte sig målet om en politisk, økonomisk og monetær union.
Desuden er der en fjerde betingelse, der handler om EU’s absorbtionskapacitet: ”Unionens evne til at optage nye medlemmer uden derved at sætte tempoet i den europæiske integration over styr er ligeledes af stor betydning.”
I sidste ende er det medlemslandene, der med enstemmighed træffer afgørelse om, hvorvidt et nyt land kan optages i EU, og det skal godkendes af Europa-Parlamentet.
Det politiske Københavns-kriterium skal være opfyldt, før EU vil indlede optagelsesforhandlinger med et kandidatland. Hvilke forandringer og reformer, der mere præcist skal til, for at et land opfyldet dette kriterium, er forskelligt fra kandidatland til kandidatland, og efter udnævnelsen af et nyt kandidatland udarbejder EU derfor et såkaldt tiltrædelsespartnerskab med en liste over områder, som landet især skal arbejde med, hvis det vil leve op til EU’s standarder.
Hvordan er vilkårene omkring optagelsesforhandlingerne?
Forhandlinger mellem EU og et kandidatland er ikke en proces med to lige stærke parter. Der er snarere tale om, at kandidatlandet skal tilpasse sig en lang række krav, som EU stiller. Målet for forhandlingerne er at sikre, at kandidatlandet tilpasser sig EU’s værdier og EU’s samlede regelsæt. De værdier, EU har defineret som centrale – for eksempel ytringsfrihed, mindretalsrettigheder og effektive domstole – skal være på plads, og kandidatlandet skal implementere næsten 100.000 siders lovgivning og sikre, at alle reglerne bliver efterlevet i praksis. Forhandlingerne består derfor primært i, at EU kontrollerer, om de nødvendige love bliver vedtaget i kandidatlandets parlament, og om lovene fungerer i praksis.
Forhandlingerne mellem EU og et kandidatland er inddelt i et antal kapitler, som det ser ud nu, er det i alt 35 kapitler, som hvert især handler om bestemte temaer og politikområder, for eksempel finansvæsnet, informationssamfundet eller retssystemet. Forhandlingerne foregår mellem en regeringsdelegation fra kandidatlandet på den ene side og repræsentanter for EU-Kommissionen og EU-formandskabet på den anden side. EU-formandskabet skifter hvert halve år, så den del af EU-forhandlingsdelegationen, der repræsenterer formandskabet, skiftes ud hvert halve år, og det kan derfor have en vis betydning for effektiviteten i forhandlingerne, hvilket land der har formandskabet i EU, og hvordan holdning til tyrkisk medlemskab er i det pågældende land. Åbningen af hvert forhandlingskapitel kræver desuden enstemmig godkendelse blandt medlemslandene. Forhandlingsprocessen kan derfor trækkes i langdrag, hvis blot et enkelt land er imod, at et kapitel afsluttes, eller at et nyt kapitel åbnes. I forhold til Tyrkiet har især Frankrig modsat sig afslutning af og åbning af nye kapitler i forhandlingerne.