Hvordan var Tyrkiets proces fra kandidatstatus til de første forhandlinger?
Tyrkiets officielle status som kandidatland fra december 1999 betød ikke, at EU umiddelbart ville indlede optagelsesforhandlinger. Først skulle Tyrkiet gennemføre en række reformer, ikke mindst på det politiske område. Den tyrkiske regering gik hurtigt i gang med reformarbejdet. Reformprocessen fik for alvor fart på, da det islamisk inspirerede AK-parti (AKP) overtog regeringsmagten i november 2002. AK-regeringen så det som sin mest presserende opgave at føre Tyrkiet tættere på EU. På EU-topmødet i København i december 2002 besluttede EU-lederne, at der skulle indledes forhandlinger med Tyrkiet, hvis det i 2004 kunne påvises, at Tyrkiet var kommet tættere på at opfylde EU’s krav. EU-Kommissionen fulgte de næste år udviklingen i Tyrkiet nøje, og i en rapport fra oktober 2004 vurderede Kommissionen, at Tyrkiet nu opfyldte det politiske Københavnskriterium i så høj grad, at der kunne indledes forhandlinger. I december 2004 besluttede EU’s stats- og regeringschefer, at optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet skulle begynde den 3. oktober 2005.
Hvilke særlige krav stillede EU til Tyrkiet de første år af forhandlingerne?
Officielt har EU lige fra Tyrkiets udnævnelse til kandidatland i 1999 behandlet det som alle andre kandidatlande. Men flere gange er det både fra Tyrkiets side og fra en række af EU-landenes ledere blevet understreget, at forholdet mellem EU og Tyrkiet er noget ganske særligt, og at forhandlingerne om optagelse derfor ikke kan sammenlignes med den proces, der er gået forud for de hidtidige udvidelser.
Forhandlingerne med de enkelte kandidatlande baserer sig på såkaldte tiltrædelsespartnerskaber, hvor det præciseres og konkretiseres, hvad det enkelte land skal gøre for at leve op til de såkaldte Københavns-kriterier. Tiltrædelsespartnerskaberne er altså forskellige fra land til land, og det er en almindelig vurdering, at EU i sine forhandlinger med Tyrkiet har lagt særlig vægt på overholdelse og sikring af menneskerettigheder. Menneskerettighederne indgår i det politiske Københavnskriterium for alle kandidatlande, men som noget nyt for Tyrkiet er der også et selvstædigt forhandlingskapitel om fundamentale rettigheder og domstole.
Storbritannien, Sverige og Spanien har derimod argumenteret for en blødere forhandlingslinje, hvor demokrati og menneskerettigheder ikke gøres til omdrejningspunkt for samtlige forhandlingskapitler.
Journalist og ekspert i europæiske forhold Nynne Bjerre Christensen har peget på, at medlemskab tidligere blev set som et redskab til at fremme demokrati og menneskerettigheder, mens det i de senere år snarere er blevet opfattet sådan, at det processen hen imod optagelse, der er fremmende for et lands demokratiske udvikling: ”hvor det i dag forlanges, at Tyrkiet skal blive demokratisk før optagelse, så var det er vigtigt argument for Spaniens og Grækenlands optagelser (hhv. 1986 og 1981) at styrke deres vakkelvorne demokratier – altså inden for EF’s rammer”, skrev hun i en artikel i tidsskriftet Mellemøstinformation i 2004 (se kilder).
Hvilke særlige krav ønskede enkelte EU-lande at stille til Tyrkiet?
· Nogle EU-lande, herunder Danmark og Frankrig, har argumenteret for, at forhandlingskapitlet om uddannelse skal indeholde strenge krav om tyrkiske skolebøgers beskrivelse af det kurdiske mindretal.
· Franske politikere har krævet, at det skal gøres til en betingelse for tyrkisk medlemskab, at Tyrkiet anerkender det folkedrab på armenierne, der fandt sted under Første Verdenskrig.
Ingen af delene er dog blevet gjort til specifikke krav til Tyrkiet, men begge dele indgår i den samlede vurdering af Tyrkiet fremskridt inden for demokrati og menneskerettigheder, og EU-repræsentanter har da også rost Tyrkiet for den opblødning i forholdet til Armenien – og diskussionen om folkedrabet – som har fundet sted de senere år.
Hvilke reformer blev gennemført i Tyrkiet fra 1999-2005?
Da Tyrkiet i 1999 var blevet udpeget til kandidatland, udarbejdede EU en liste over de områder, som skulle reformeres, for at Tyrkiet kunne begynde forhandlinger om optagelse og siden blive medlem af EU. Listen, som er blevet revideret flere gange, har dannet udgangspunkt for den række af større reformer, der er blevet gennemført i Tyrkiet frem til forhandlingernes start i 2005. Reformerne har blandt andet omfattet følgende:
· Oktober 2001: Forfatningsreform: Individuelle frihedsrettigheder, magtforhold mellem militær og civile myndigheder.
· November 2001: Lov om borgerlige rettigheder: Ligestilling, foreningsfrihed.
· Februar 2002: 1. reformpakke: Ytringsfrihed.
· April 2002: 2. reformpakke: Forsamlingsfrihed, pressefrihed, tortur.
· August 2002: 3. reformpakke: Afskaffelse af dødsstraf i fredstid, lovliggørelse af tv- og radioudsendelser på kurdisk, legalisering af undervisning i kurdisk, rettigheder til ikke-muslimske samfund angående religiøs ejendom, foreningsfrihed.
· Januar 2003: 4. reformpakke: Religionsfrihed, forebyggelse af tortur, ytringsfrihed, retssystem.
· Februar 2003: 5. reformpakke: Retssystem, forstærket adgang til fornyet domstolsprøvelse efter vundne sager ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
· Juli 2003: 6. reformpakke: Ytringsfrihed, militærets plads i råd/organer, fuldstændig afskaffelse af dødsstraf.
· August 2003. 7. reformpakke: Magtforhold mellem militær og civile myndigheder, foreningsfrihed, ytringsfrihed.
· Maj 2004: Forfatningsreform: Ophævelse af statssikkerhedsdomstole.
· Oktober 2004. Straffelov: Diskrimination, ligestilling.
Reformpakkerne og baggrunden for dem beskrives i Jesper Møller Sørensen og Erik Boels bog ”Tyrkiet – på vej gennem EU’s nåleøje” (se kilder) samt i temahæftet ”EU og Tyrkiet” fra Folketingets EU-oplysning (se kilder). De mange reformer, som blev gennemført fra 1999 og frem, førte til, at EU i december 2004 besluttede at indlede forhandlinger med Tyrkiet i oktober 2005.
Hvordan blev reformprocessen fra 1999-2005 vurderet af eksperter?
Flere fremtrædende iagttagere af tyrkisk politik vurderede, at reformprocessen frem mod optagelsesforhandlingernes start var hurtigere og mere omfattende end forventeligt. Formanden for Netværk for Tyrkiet i EU (TRiEU), Yildiz Akdogan, kaldte således i en artikel i Dagbladet Information (se kilder) udviklingen i Tyrkiet siden 1999 ”en revolution af hidtil uset karakter i tyrkisk politik”, og også forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) Ziya Önis vurderer i oversigtsartiklen ”Recent foreign policy attitudes in Turkey” (se kilder), at reformprocessen og engagementet i at leve op til EU’s krav var imponerende stærk i perioden fra 2002 til 2006.
Hvordan forløb optagelsesforhandlingerne fra 2005-2010?
Forhandlingerne mellem Tyrkiet og EU forløb i begyndelsen rimeligt effektivt. Men siden forhandlingernes start i oktober 2005 er kun ét kapitel, nemlig det om forskningspolitik, blevet afsluttet. Sådan er status stadig i 2020, hvor 16 ud af 35 kapitler er blevet åbnet, men kun et enkelt er blevet afsluttet, som Europa-Kommissionen beskriver på sin hjemmeside om forholdet mellem EU og Tyrkiet (se kilder). I 00’erne var det især forholdet til Cypern, øen og republikken i Middelhavet, der siden Tyrkiets invasion af den nordlige del i 1974 har bestået af en græsk og en tyrkisk-cypriotisk del, der førte til hårdknuder i forhandlingerne, som artiklen ”Cypern blokerer EU-forhandlinger med Tyrkiet”, bragt på dr.dk (se kilder) beskriver. I december 2006 besluttede EU’s stats- og regeringschefer at sætte den del af optagelsesforhandlingerne, der drejede sig om handelssamarbejde, i bero på ubestemt tid. Det drejede sig om otte af i alt 35 forhandlingskapitler. Begrundelsen var, at Tyrkiets regering fortsat nægtede at anerkende EU-medlemmet Cypern som en selvstændig stat og åbne sine havne for skibe og fly derfra. Ingen forhandlingskapitler kan afsluttes endeligt, så længe Cypern-problemet ikke er løst.
Hvilke reformer manglede Tyrkiet at gennemføre for at leve op til EU’s krav ved udgangen af 00’erne?
Siden 1998 har EU-Kommissionen systematisk overvåget og afrapporteret om Tyrkiets udvikling mod medlemskab af EU. Stort set alle rapporter har indeholdt såvel ros som ris til Tyrkiet. I rapporten fra november 2010, ”Turkey 2010 Progress Report” konkluderede EU-Kommissionen, at Tyrkiet fortsat gjorde fremskridt, og at ikke mindst forfatningsændringen fra efteråret 2010 indeholdt mange positive ændringer. Men samtidig fremhæves det i rapporten, at der også er en række områder, hvor Tyrkiet skal forbedre sig og gennemføre reformer. Rapporten nævner blandt andet:
· Ytringsfrihed
· Pressefrihed
· Religionsfrihed
· Rettigheder for kulturelle og religiøse minoritetsgrupper
· Rettigheder for kvinder
Ved lanceringen af rapporten udtalte EU’s udvidelseskommissær, Stefan Füle (se kilder), at tempoet i forhandlingerne var utilfredsstillende, og at Tyrkiet må sætte mere fart på reformerne, hvis der skal åbnes flere forhandlingskapitler i nær fremtid.