børn bag hegn med tyrkisk flag
Tyrkiet truer med at åbne grænsen mod EU.
Foto: Scanpix

Tyrkiet og EU

journalist Malene Fenger-Grøndahl, iBureauet/Dagbladet Information. 2011
Top image group
børn bag hegn med tyrkisk flag
Tyrkiet truer med at åbne grænsen mod EU.
Foto: Scanpix
Reformer skaber uro i Tyrkiet. Den tyrkiske premierminister Recep Erdogan ses ved VM i basketball. Hans konservative muslimske regeringsparti har netop vundet en folkeafstemning om vigtige ændringer i forfatningen. Foto: Burhan Ozbilici/AP
Reformer skaber uro i Tyrkiet. Den tyrkiske premierminister Recep
Erdogan ses ved VM i basketball. Hans konservative muslimske
regeringsparti har netop vundet en folkeafstemning om vigtige
ændringer i forfatningen.
Foto: Burhan Ozbilici/AP

Indledning

Forholdet mellem Tyrkiet og EU har udviklet sig til en stormfuld affære. Det begyndte som en overfladisk flirt i 1963, da Tyrkiet og det daværende EF indgik en associeringsaftale, og udviklede sig til en form for forlovelse, da Tyrkiet i 1987 søgte om fuldt medlemskab. Alligevel skulle der gå næsten 20 år, før de egentlige optagelsesforhandlinger gik i gang i oktober 2005, og det er stadig uafklaret, hvad udgangen på den langstrakte proces bliver: Ender det med fuldt medlemskab, et mere uforpligtende forhold i form af et særligt B-medlemskab, eller et dramatisk brud?

Der er meget delte meninger om tyrkisk medlemskab. Mange opfatter tyrkisk medlemskab som en trussel mod EU’s sammenhængskraft, andre fremhæver det som en stor sikkerhedspolitisk gevinst for Europa.

Artikel type
faktalink

Introduktion til optagelsesprocessen

Hvilke krav stiller EU til et kandidatland?

For at blive optaget i EU skal et ansøgerland leve op til en række kriterier, der kendes som Københavns-kriterierne. De kaldes sådan, fordi de blev vedtaget på et møde i Det Europæiske Råd i København i 1993. De kan opdeles i tre typer af kriterier: 

· Politiske kriterier: Landet skal have opbygget stabile institutioner, der sikrer demokrati, retsstat og respekt for menneskerettigheder og beskyttelse af mindretal. 

· Økonomiske kriterier: Landet skal have en fungerende markedsøkonomi og være i stand til at modstå konkurrencepresset og markedskræfterne i EU. 

· Administrative kriterier: Et nyt EU-land skal påtage sig de forpligtelser, der følger af et medlemskab. Det skal gennemføre og leve op til EU’s samlede regelsæt - det såkaldte ’aquis communautaire’, som er på op mod 100.000 sider - og tilslutte sig målet om en politisk, økonomisk og monetær union. 

Desuden er der en fjerde betingelse, der handler om EU’s absorbtionskapacitet: ”Unionens evne til at optage nye medlemmer uden derved at sætte tempoet i den europæiske integration over styr er ligeledes af stor betydning.”

I sidste ende er det medlemslandene, der med enstemmighed træffer afgørelse om, hvorvidt et nyt land kan optages i EU, og det skal godkendes af Europa-Parlamentet. 

Hvornår kan optagelsesforhandlinger med et kandidatland begynde?

Det politiske Københavns-kriterium skal være opfyldt, før EU vil indlede optagelsesforhandlinger med et kandidatland. Hvilke forandringer og reformer, der mere præcist skal til, for at et land opfyldet dette kriterium, er forskelligt fra kandidatland til kandidatland, og efter udnævnelsen af et nyt kandidatland udarbejder EU derfor et såkaldt tiltrædelsespartnerskab med en liste over områder, som landet især skal arbejde med, hvis det vil leve op til EU’s standarder.  

Hvordan er vilkårene omkringoptagelsesforhandlingerne??

Forhandlinger mellem EU og et kandidatland er ikke en proces med to lige stærke parter. Der er snarere tale om, at kandidatlandet skal tilpasse sig en lang række krav, som EU stiller. Målet for forhandlingerne er at sikre, at kandidatlandet tilpasser sig EU’s værdier og EU’s samlede regelsæt. De værdier, EU har defineret som centrale - for eksempel ytringsfrihed, mindretalsrettigheder og effektive domstole - skal være på plads, og kandidatlandet skal implementere næsten 100.000 siders lovgivning og sikre, at alle reglerne bliver efterlevet i praksis. Forhandlingerne består derfor primært i, at EU kontrollerer, om de nødvendige love bliver vedtaget i kandidatlandets parlament, og om lovene fungerer i praksis. 

Hvordan er forhandlingerne struktureret?

Forhandlingerne mellem EU og et kandidatland er inddelt i et antal kapitler, som det ser ud nu, er det i alt 35 kapitler, som hvert især handler om bestemte temaer og politikområder, f.eks. finansvæsnet, informationssamfundet eller retssystemet. Forhandlingerne foregår mellem en regeringsdelegation fra kandidatlandet på den ene side og repræsentanter for EU-Kommissionen og EU-formandskabet på den anden side. EU-formandskabet skifter hvert halve år, så den del af EU-forhandlingsdelegationen, der repræsenterer formandskabet, skiftes ud hvert halve år, og det kan derfor have en vis betydning for effektiviteten i forhandlingerne, hvilket land der har formandskabet i EU, og hvordan holdning til tyrkisk medlemskab er i det pågældende land. Åbningen af hvert forhandlingskapitel kræver desuden enstemmig godkendelse blandt medlemslandene, og forhandlingsprocessen kan derfor trækkes i langdrag, hvis blot et enkelt land er imod, at et kapitel afsluttes, eller at et nyt kapitel åbnes. I forhold til Tyrkiet har især Frankrig modsat sig afslutning af og åbning af nye kapitler i forhandlingerne.

Fra associeringsaftale til kandidatstatus

Hvilken aftale indgik Tyrkiet og EF i 1963?

I 1963 indgik Tyrkiet en såkaldt associeringsaftale med det daværende EF, kaldet Ankara-aftalen. Aftalen var EF-landenes svar på den ansøgning om medlemskab af EF, som Tyrkiet havde sendt allerede i 1959. Aftalen gav Tyrkiet mulighed for at få lån på gode vilkår, og omfattede desuden en række handelsmæssige spørgsmål. Resultatet af aftalen blev et nært økonomisk samarbejde mellem Tyrkiet og EF og gradvis oprettelse af en toldunion. Vigtigere var dog, at aftalen også nævnte tyrkisk medlemskab af EF som et mål, hvis parterne kunne blive enige om det.

I forbindelse med indgåelsen af Ankara-aftalen oprettede EF et såkaldt Associeringsråd, hvor Tyrkiets udenrigsminister jævnligt mødtes med EF-landenes udenrigsministre for at opretholde en løbende politisk dialog. Rådet fungerer stadig - nu med deltagelse af EU-landenes udenrigsministre.

Forløbet omkring indgåelsen af Ankara-aftalen gennemgås i et temahæfte om EU og Tyrkiet fra Folketingets EU-oplysning februar 2004 (se kilder). 

Hvad skete der med forholdet mellem EF og Tyrkiet i 1970’erne?

I løbet af 1970’erne gik den politiske dialog mellem Tyrkiet og EF stort set i stå. Det skete især på grund af den negative holdning til EF hos Tyrkiets ministerpræsident i perioden 1974-75 og igen fra 1978, Bülent Ecevit. Ecevits udenrigsminister henvendte sig ganske vist til EF for at gøre opmærksom på, at Tyrkiet ønskede medlemskab af Fællesskabet. Men Ecevit afviste de betingelser, som EF-Kommissionen stillede for et tættere samarbejde. Ecevits officielle begrundelse for at afslå EU’s tilbud var, at de økonomiske vilkår var for dårlige. Men hans afvisning bundede formodentlig også i, at han opfattede det europæiske samarbejde som alt for kapitalistisk præget. Han ønskede at føre en uafhængig, socialistisk udenrigspolitik. Som alternativ til EF-Kommissionens udkast foreslog han, at processen mod medlemskab skulle stilles i bero i fem år, og at EF i stedet skulle give Tyrkiet et stort lån. Det afviste EF.  

Hvad skete der med forholdet mellem EF og Tyrkiet i 1980’erne?

Forholdet mellem EF og Tyrkiet blev yderligere afkølet, efter at der i 1980 fandt et militærkup sted i Tyrkiet. Militæret overtog magten og gennemtvang en forfatning, som gav militæret stor magt over de civile institutioner. Som reaktion på militærkuppet og den nye forfatning suspenderede EF associeringsaftalen med Tyrkiet. Først da der blev afholdt flerpartivalg til parlamentet i 1983, blev aftalen genetableret. Ved valget i 1983 blev den provestlige Turgut Özal ministerpræsident, og Özal gjorde en stor indsats for at genetablere et godt forhold til EF. Det var på hans foranledning, at Tyrkiet i 1987 formelt søgte om medlemskab af EF. 

Hvad skete der med Tyrkiet og EF’s forhold i1989?

Tyrkiet havde i 1987 formelt søgt om medlemskab af EF, og i 1989 kom EF-Kommissionen med en officiel vurdering af Tyrkiets ansøgning. Vurderingen lød på, at Tyrkiet var egnet til at søge om optagelse, men at EF alligevel ikke ville gå videre med at behandle ansøgningen. Tyrkiet var nemlig hverken økonomisk eller politisk klar til at indlede optagelsesforhandlinger med EF, lød Kommissionens vurdering. I 1980’erne havde der udviklet sig borgerkrigslignende tilstande i Tyrkiet, hvor kurdiske oprørsgrupper og militære sikkerhedsstyrker kæmpede mod hinanden. Militærets forsøg på nedkæmpelse af oprøret medførte en lang række menneskerettighedskrænkelser, blandt andet tvangsforflytninger af landsbyboere og drab og tortur på civile, og det var blandt andet med henvisning hertil, at EF-Kommissionen afviste Tyrkiets ansøgning om medlemskab. EF-Kommissionen afviste således at behandle Tyrkiets ansøgning om medlemskab, men samtidig anbefalede Kommissionen, at EF at gav finansiel bistand til Tyrkiet og intensiverede det økonomiske samarbejde med landet for på den måde at støtte en positiv politisk og økonomisk udvikling. 

Hvad skete der i forholdet mellem EF/EU og Tyrkiet i 1990’erne?

De økonomiske forbindelser mellem EU og Tyrkiet blev i løbende udbygget i første halvdel af 1990’erne, og i 1996 blev den sidste fase af associeringsaftalen fra 1963 gennemført: Der blev oprettet en toldunion mellem EU og Tyrkiet. I de følgende år modtog Tyrkiet trecifrede millionbeløb i finansiel bistand fra EU, og samhandlen mellem Tyrkiet og EU-landene steg betydeligt. Det øgede økonomiske samarbejde gav de tyrkiske politikere det indtryk, at vejen var banet for egentligt medlemskab. Men på Det Europæiske Råds møde i Luxembourg i december 1997 fik Tyrkiet ikke - i modsætning til en række central- og østeuropæiske lande - status som kandidatland. Tyrkiet var fortsat kun ’ansøgerland’. Den tyrkiske regering reagerede ved at afbryde den politiske dialog med EU, og de næste halvandet år var forholdet mellem EU og Tyrkiet på frysepunktet. På EU-topmødet i Helsingfors i december 1999 vendte stemningen. Her blev det besluttet at tildele Tyrkiet status af kandidatland.

Forhandlinger og reformer

Hvordan var Tyrkiets proces fra kandidatstatus til forhandlinger?

Tyrkiets officielle status som kandidatland fra december 1999 betød ikke, at EU umiddelbart ville indlede optagelsesforhandlinger. Først skulle Tyrkiet gennemføre en række reformer, ikke mindst på det politiske område. Den tyrkiske regering gik hurtigt i gang med reformarbejdet. Reformprocessen fik for alvor fart på, da det islamisk inspirerede AK-parti (AKP) overtog regeringsmagten i november 2002. AK-regeringen så det som sin mest presserende opgave at føre Tyrkiet tættere på EU. På EU-topmødet i København i december 2002 besluttede EU-lederne, at der skulle indledes forhandlinger med Tyrkiet, hvis det i 2004 kunne påvises, at Tyrkiet var kommet tættere på at opfylde EU’s krav. EU-Kommissionen fulgte de næste år udviklingen i Tyrkiet nøje, og i en rapport fra oktober 2004 vurderede Kommissionen, at Tyrkiet nu opfyldte det politiske Københavnskriterium i så høj grad, at der kunne indledes forhandlinger. I december 2004 besluttede EU’s stats- og regeringschefer, at optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet skulle begynde den 3. oktober 2005.  

Hvilke særlige krav har EU stillet Tyrkiet?

Officielt har EU lige fra Tyrkiets udnævnelse til kandidatland i 1999 behandlet det som alle andre kandidatlande. Men flere gange er det både fra Tyrkiets side og fra en række af EU-landenes ledere blevet understreget, at forholdet mellem EU og Tyrkiet er noget ganske særligt, og at forhandlingerne om optagelse derfor ikke kan sammenlignes med den proces, der er gået forud for de hidtidige udvidelser.

Forhandlingerne med de enkelte kandidatlande baserer sig på såkaldte tiltrædelsespartnerskaber, hvor det præciseres og konkretiseres, hvad det enkelte land skal gøre for at leve op til de såkaldte Københavns-kriterier. Tiltrædelsespartnerskaberne er altså forskellige fra land til land, og det er en almindelig vurdering, at EU i sine forhandlinger med Tyrkiet har lagt særlig vægt på overholdelse og sikring af menneskerettigheder. Menneskerettighederne indgår i det politiske Københavnskriterium for alle kandidatlande, men som noget nyt for Tyrkiet er der også et selvstædigt forhandlingskapitel om fundamentale rettigheder og domstole.

Storbritannien, Sverige og Spanien har derimod argumenteret for en blødere forhandlingslinje, hvor demokrati og menneskerettigheder ikke gøres til omdrejningspunkt for samtlige forhandlingskapitler.

Journalist og ekspert i europæiske forhold Nynne Bjerre Christensen har peget på, at medlemskab tidligere blev set som et redskab til at fremme demokrati og menneskerettigheder, mens det i de senere år snarere er blevet opfattet sådan, at det processen hen imod optagelse, der er fremmende for et lands demokratiske udvikling: ”hvor det i dag forlanges, at Tyrkiet skal blive demokratisk før optagelse, så var det er vigtigt argument for Spaniens og Grækenlands optagelser (hhv. 1986 og 1981) at styrke deres vakkelvorne demokratier - altså inden for EF’s rammer”, skrev hun i en artikel i tidsskriftet Mellemøstinformation i 2004 (se kilder). 

Hvilke særlige krav har enkelte EU-lande ønsket at stille til Tyrkiet?

· Nogle EU-lande, herunder Danmark og Frankrig, har argumenteret for, at forhandlingskapitlet om uddannelse skal indeholde strenge krav om tyrkiske skolebøgers beskrivelse af det kurdiske mindretal.

· Franske politikere har krævet, at det skal gøres til en betingelse for tyrkisk medlemskab, at Tyrkiet anerkender det folkedrab på armenierne, der fandt sted under Første Verdenskrig.

Ingen af delene er dog blevet gjort til specifikke krav til Tyrkiet, men begge dele indgår i den samlede vurdering af Tyrkiet fremskridt inden for demokrati og menneskerettigheder, og EU-repræsentanter har da også rost Tyrkiet for den opblødning i forholdet til Armenien - og diskussionen om folkedrabet - som har fundet sted de senere år.  

Hvilke reformer blev gennemført i Tyrkiet fra 1999-2005?

Da Tyrkiet i 1999 var blevet udpeget til kandidatland, udarbejdede EU en liste over de områder, som skulle reformeres, for at Tyrkiet kunne begynde forhandlinger om optagelse og siden blive medlem af EU. Listen, som er blevet revideret flere gange, har dannet udgangspunkt for den række af større reformer, der er blevet gennemført i Tyrkiet frem til forhandlingernes start i 2005. Reformerne har blandt andet omfattet følgende: 

· Oktober 2001: Forfatningsreform: Individuelle frihedsrettigheder, magtforhold mellem militær og  civile myndigheder. 

· November 2001: Lov om borgerlige rettigheder: Ligestilling, foreningsfrihed. 

· Februar 2002: 1. reformpakke: Ytringsfrihed. 

· April 2002: 2. reformpakke: Forsamlingsfrihed, pressefrihed, tortur. 

· August 2002: 3. reformpakke: Afskaffelse af dødsstraf i fredstid, lovliggørelse af tv- og radioudsendelser på kurdisk, legalisering af undervisning i kurdisk, rettigheder til ikke-muslimske samfund angående religiøs ejendom, foreningsfrihed. 

· Januar 2003: 4. reformpakke: Religionsfrihed, forebyggelse af tortur, ytringsfrihed, retssystem. 

· Februar 2003: 5. reformpakke: Retssystem, forstærket adgang til fornyet domstolsprøvelse efter vundne sager ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. 

· Juli 2003: 6. reformpakke: Ytringsfrihed, militærets plads i råd/organer, fuldstændig afskaffelse af dødsstraf. 

· August 2003. 7. reformpakke: Magtforhold mellem militær og civile myndigheder, foreningsfrihed,  ytringsfrihed. 

· Maj 2004: Forfatningsreform: Ophævelse af statssikkerhedsdomstole. 

· Oktober 2004. Straffelov: Diskrimination, ligestilling. 

Reformpakkerne og baggrunden for dem beskrives i Jesper Møller Sørensen og Erik Boels bog ”Tyrkiet - på vej gennem EU’s nåleøje” (se kilder) samt i temahæftet ”EU og Tyrkiet” fra Folketingets EU-oplysning (se kilder).  

Hvordan blev reformprocessen fra 1999-2005 vurderet af eksperter?

Flere fremtrædende iagttagere af tyrkisk politik vurderede, at reformprocessen frem mod optagelsesforhandlingernes start var hurtigere og mere omfattende end forventeligt. Formanden for Netværk for Tyrkiet i EU (TRiEU), Yildiz Akdogan, kaldte således i en artikel i Information 28. april 2006 (se kilder) udviklingen i Tyrkiet siden 1999 ”en revolution af hidtil uset karakter i tyrkisk politik”, og også forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) Ziya Önis vurderer i oversigtsartiklen ”Recent foreign policy attitudes in Turkey” fra november 2008 (se kilder), at reformprocessen og engagementet i at leve op til EU’s krav var imponerende stærk i perioden fra 2002 til 2006. 

Hvordan har reformprocessen udviklet sig siden forhandlingernes start i 2005?

De mange reformer, som blev gennemført fra 1999 og frem, førte til, at EU i december 2004 besluttede at indlede forhandlinger med Tyrkiet i oktober 2005.Herefter er reformprocessen fortsat, men tempoet i reformerne er ifølge EU-Kommissionens seneste rapporter gået betydeligt ned og i flere perioder er reformerne stort set gået i stå, blandt andet fordi den indre krise i EU og negative udtalelser om Tyrkiet fra politiske ledere i store EU-lande har fået tyrkerne til at miste modet og har gjort det sværere for AKP-regeringen at motivere befolkningen til flere reformer. En stigende polarisering af tyrkisk politik, hvor den nationalistiske, sekulære og EU-kritiske fløj har stået stejlt over for den EU-venlige AKP-regering og dennes støtter har bremset reformerne. Det vurderer forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) Ziya Önis i oversigtsartiklen ”Recent foreign policy attitudes in Turkey” fra november 2008 (se kilder).  

Hvilke store reformer har Tyrkiet gennemført i de seneste år?

I september 2010 satte AKP-regeringen en stor reformpakke med i alt 26 forslag til forfatningsændringer til folkeafstemning. I alt 78 % af vælgerne brugte deres stemmeret, og 58 % af disse stemte ja. Vejen er dermed banet for, at regeringen efter parlamentsvalget i 2011 kan udarbejde en helt ny forfatning, som skal afløse den forfatning, der blev udarbejdet af generalerne efter militærkuppet i 1980.

De 26 forfatningsændringer svækker blandt andet militærets magt og ophæver den immunitet, som generalerne fra kuppet i 1980 indtil videre har nydt godt af. Den giver desuden flere rettigheder til kvinder, børn og handicappede, øget sikkerhed mod statslig overvågning, giver offentligt ansatte ret til at forhandle om løn- og arbejdsvilkår, ophæver forbuddet mod politiske strejker og muliggør oprettelse af en ombudsmandsinstitution.

Mange iagttagere vurderer, at vedtagelsen af reformpakken udgør et væsentligt skridt i retning af et opgør militærets magt i Tyrkiet, men at der også er indlysende mangler. Tyrkiet-ekspert Mehmet Ümit Necef fra Center for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet skriver f.eks. i kronikken ”Tyrkiets store prøve på demokrati” i Information 10. september 2010 (se kilder): ”På samme måde kan man savne ændringsforslag, der anerkender kulturel mangfoldighed og retten til modersmålsundervisning og som gendefinerer ’tyrkiskheden’, så den inkluderer den kurdiske identitet under et udvidet borgerskab”. Andre iagttagere har påpeget det uheldige i, at et forslag om at gøre det langt vanskeligere at forbyde politiske partier, røg ud af reformpakken, inden den blev sendt til afstemning.

Indholdet i forfatningsændringen og EU’s vurdering heraf gennemgås i artiklen ”Et vigtigt skridt mod Europa” i Information 13. september 2010 (se kilder). 

Hvordan er optagelsesforhandlingerne forløbet?

Forhandlingerne mellem Tyrkiet og EU forløb i begyndelsen rimeligt effektivt. Men siden forhandlingernes start i oktober 2005 er kun ét kapitel, nemlig det om forskningspolitik, blevet afsluttet. I december 2006 besluttede EU’s stats- og regeringschefer at sætte den del af optagelsesforhandlingerne, der drejede sig om handelssamarbejde, i bero på ubestemt tid. Det drejede sig om otte af i alt 35 forhandlingskapitler. Begrundelsen var, at Tyrkiets regering fortsat nægtede at anerkende EU-medlemmet Cypern som en selvstændig stat og åbne sine havne for skibe og fly derfra. Siden forhandlingernes start er 13 kapitler blevet åbnet, men kun ét er blevet afsluttet. I første halvdel af 2010 under det spanske EU-formandskab blev kapitlerne om miljø og fødevaresikkerhed åbnet, men i anden halvdel af 2010 under det belgiske formandskab blev der ikke åbnet nye kapitler. Ingen forhandlingskapitler kan imidlertid afsluttes endeligt, så længe Cypern-problemet ikke er løst.  

Hvilke reformer mangler Tyrkiet at gennemføre for at leve op til EU’s krav?

Siden 1998 har EU-Kommissionen systematisk overvåget og afrapporteret om Tyrkiets udvikling mod medlemskab af EU. Stort set alle rapporter har indeholdt såvel ros som ris til Tyrkiet. I sin seneste rapport fra november 2010, ”Turkey 2010 Progress Report” (se kilder) konkluderer EU-Kommissionen, at Tyrkiet fortsat gør fremskridt, og at ikke mindst forfatningsændringen fra efteråret 2010 indeholdt mange positive ændringer. Men samtidig fremhæves det i rapporten, , at der også er en række områder, hvor Tyrkiet skal forbedre sig og gennemføre reformer. Rapporten nævner blandt andet:

· Ytringsfrihed

· Pressefrihed

· Religionsfrihed

· Rettigheder for kulturelle og religiøse minoritetsgrupper

· Rettigheder for kvinder

Ved lanceringen af rapporten udtalte EU’s udvidelseskommissær, Stefan Füle (se kilder), at tempoet i forhandlingerne var utilfredsstillende, og at Tyrkiet må sætte mere fart på reformerne, hvis der skal åbnes flere forhandlingskapitler i nær fremtid. 

Hvad handler kritikken af forholdene omkring ytrings- og pressefrihed om?

Både EU-Kommissionen og EU-Parlamentet pegede tidligt i forhandlingsforløbet på, at Tyrkiet burde ændre de paragraffer i straffeloven, der gjorde det muligt at retsforfølge og straffe borgere, der udtalte sig kritisk om blandt andet præsidenten, militæret og ’tyrkiskheden’. Flere sager, hvor kendte tyrkiske forfattere og journalister, blandt andre nobelpristageren i litteratur Orhan Pamuk, blev anklaget for at have fornærmet tyrkiskheden, blev fremhævet som eksempler på, at der ikke var reel presse- og ytringsfrihed i Tyrkiet. Især paragraf 301 i straffeloven, der kriminaliserede fornærmelser af ’tyrkiskheden’, blev udpeget som problematisk. I 2008 vedtog det tyrkiske parlament en ændring paragraf 301, så den ikke længere forbyder borgerne at fornærme ’tyrkiskheden’, men i stedet ‘den tyrkiske nation’, og at det nu også kræver justitsministerens godkendelse, før der kan rejses anklage efter paragraf 301. Ændringen er af EU blevet fremhævet som et trods alt positivt skridt, om end man stadig mangler at se den fulde effekt af ændringen.

I sine seneste rapporter har EU-Kommissionen desuden påpeget, at mange journalister, der skriver kritisk om regeringen eller behandler tabubelagte emner, bliver retsforfulgt og udsat for forskellige former for pres, ligesom flere medier er blevet idømt meget store bøder. Desuden har de tyrkiske myndigheder flere gange blokeret adgangen til internetsider som YouTube. Alt dette underminerer pressefriheden i praksis, vurderer Kommissionen.

De forringede vilkår for journalister afspejler sig også i det faktum, at Tyrkiet på to år røget over 30 plader ned til nr. 138 ud af 178 lande på organisationen Journalister Uden Grænsers pressefrihedsliste ”World Press freedom Index” (se kilder). 

Hvad handler kritikken af de religiøse minoriteters forhold om?

Det er fra forskellige internationale organisationer blevet fremhævet, at især forholdene for landets kristne minoritet er blevet forværret; blandt andet har der været flere drab og attentatforsøg på kristne debattører, præster og aktivister. Det beskrives i artiklen ”I Tyrkiet er det blevet risikabelt at være kristen” i Information 19. januar 2008 (se kilder).

EU er også kritisk over for det faktum, at religiøse mindretal fortsat møder mange restriktioner, når de ønsker at opføre bygninger til brug for deres aktiviteter, og at de ikke har mulighed for at uddanne egne prædikanter. Blandt andet er det græsk-ortodokse præseminarium på øen Halki tæt på Istanbul fortsat ikke blevet genåbnet, selv om tyrkiske ministre flere gange har varslet, at en genåbning var på vej.

Også den store muslimske minoritetsgruppe, alevierne, bør have bedre forhold, påpeger EU.

Kommissionen hæfter sig ved, at ministerpræsident Erdogan har udvist større åbenhed over for både alevier og kristne end tidligere regeringsledere; bl.a. har han mødtes med repræsentanter for både alevi-mindretallet og for flere kristne menigheder. Men møderne er ikke mundet ud i tilstrækkelige konkrete tiltag, og repræsentanter for mindretalsreligionerne udsættes stadig for trusler fra ekstremister, påpeger Kommissionen.

Den kristne minoritets forhold beskrives i en reportage i Religionsrapport på P1 den 16. august 2010 (se kilder). 

Hvad handler kritikken af de kulturelle minoriteters forhold om?

Kritikken retter sig især imod kurdernes forhold. Selv om AKP-regeringen har anlagt en langt blødere og mere åben kurs over for kurdiske ønsker om anerkendelse og kulturel selvbestemmelse og blandt andet har oprettet en 24 timers statslig tv-kanal på kurdisk, lider det kurdiske mindretal fortsat under fattigdom og sociale problemer, ligesom der er rapporter om uretmæssige anholdelser og udbredt brug af tortur på politistationer i den sydøstlige del af landet, hvor det især er kurdere, der rammes.

Regeringens såkaldte ’demokratiske åbning’ over for kurderne har kun skabt begrænsede resultater i praksis. Det vurderer EU-Kommissionen i sin Turkey Progress Report fra 2010. (se kilder). Af samme rapport fremgår det, at romaerne i Tyrkiet ligesom mange steder i det øvrige Europa udsættes for diskrimination. De har ringe muligheder for uddannelse og udelukkes i høj grad fra arbejds- og boligmarkedet.

Også i rapporter fra menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International (se kilder) og Minority Rights Group International (se kilder) påpeges det, at både det kurdiske mindretal og andre etniske og kulturelle minoritetsgrupper i Tyrkiet fortsat er udsat for menneskerettighedskrænkelser af forskellig art.

Debat om tyrkisk medlemskab

Hvilke økonomiske argumenter er der for tyrkisk medlemskab?

· Optagelse af Tyrkiet vil forhindre, at tyrkere i massevis immigrerer til EU for at søge arbejde. Derved forhindres en masseindvandring med eventuelle integrationsproblemer til følge. Argumentet lyder på, at optagelse i EU vil give nye økonomiske muligheder i Tyrkiet og dermed mindske tyrkernes incitament til at udvandre. ”Erfaringerne fra Grækenlands, Spaniens og Portugals optagelse i EU viser entydigt, at optagelse i EU kombineret med høj vækst og effektiv gennemførelse af en reformpolitik med sigte mod medlemskab reducerer og gradvist eliminerer immigrationspresset. Der er ingen grund til at tro, at det skulle forholde sig anderledes med Tyrkiet,” skriver Jesper Møller Sørensen og Erik Boel i deres bog ”Tyrkiet - på vej gennem EU’s nåleøje” (se kilder). 

· Flere økonomer samt erhvervsorganisationen Dansk Industri (DI) har vurderet, at tyrkisk medlemskab af EU vil være til gavn for dansk erhvervsliv. Vurderingen fra DI lyder på, at kombinationen af en ung arbejdsstyrke og et stigende uddannelsesniveau lover godt for tyrkisk økonomi og for EU-landene, fordi tyrkerne i stigende grad vil efterspørge flere af de dyre varer, som de gamle EU-lande producerer.  

· Tyrkiet kan være med til at løse den mangel på arbejdskraft, som vil opstå i Europa i de kommende årtier. Befolkningen i de nuværende EU-lande bliver ældre og ældre, og derfor vil der, når den nuværende arbejdsstyrke går på pension, opstå mangel på arbejdskraft. En løsning kan være at importere arbejdskraft, for eksempel fra Tyrkiet, som har en stor og forholdsvis ung befolkning. Importen af arbejdskraft er nemmere og mindre bureaukratisk, hvis arbejdstagerne kommer fra et EU-land. Derfor vil det være en fordel, at Tyrkiet bliver medlem af EU. Dette argument er blevet nævnt af EU-Kommissionen, flere europæiske samfundsforskere samt flere danske politikere. 

· Tyrkiet udgør med sine over 70 millioner indbyggere et stort potentielt marked, som vil åbne sig yderligere for EU-landenes erhvervsliv, hvis Tyrkiet bliver medlem af unionen. Desuden er den tyrkiske økonomi i fortsat vækst, og Tyrkiet har stort og stigende økonomisk samkvem med lande i Mellemøsten og Centralasien og kan dermed være med til at åbne nye markeder for gamle EU-lande. Dette argument nævnes blandt andet i journalist og mellemøstekspert Hugo Gården i artiklen ”Tyrkiet - landet vi gik glip af?” i Berlingske Tidende 29. juli 2010 (se kilder). 

Debatten om økonomiske aspekter af eventuelt tyrkisk medlemskab er emnet for et kapitel i bogen ”Tyrkiet - en del af EUropa?” (se kilder). 

Hvilke økonomiske argumenter er der imod tyrkisk medlemskab?

· Hovedargumentet er, at tyrkisk medlemskab vil medføre stor indvandring af tyrkere til andre EU-lande - herunder Danmark - med integrationsproblemer og pres på det danske velfærdssystem som konsekvens. Det forudser blandt andre Dansk Folkeparti. I en hvidbog fra 2005 om tyrkisk medlemskab af EU (se kilder) skriver partiet: ”Hvis Tyrkiet bliver medlem af EU, vil millioner af tyrkere vandre til EU - herunder til Danmark. Det kan ikke forventes, at de i nævneværdig grad kommer i arbejde. Men det står fast, at de vil nyde godt af vores velfærdsgoder. Danmarks ellers sunde økonomi kan komme under stærkt pres.”  

· Et andet argument lyder, at Tyrkiet formodentlig vil høre til blandt de økonomiske sværvægtere i fremtiden, men at den mest fornuftige måde at tackle den nye globale økonomiske magtfordeling vil være at sætte en grænse for EU, som udelukker Tyrkiet, og så oprette en frihandelszone, der blandt andet omfatter Tyrkiet. Dette argument fremføres af journalist og mellemøstekspert Hugo Gården i analysen ”Ny dynamik i Tyrkiet-Mellemøsten” i Berlingske Tidende 29. oktober 2009 (se kilder), hvor han skriver: ”Hvorfor ikke lægge grænsen for EU ved Bosperus-strædet og dernæst skabe et EU-Light, dvs. en frihandelszone som det gamle EFTA eller som NAFTA i Nordamerika? Det kan omfatte Tyrkiet, Ukraine og Georgien m.fl. i det østlige område, samt en række Mellemøstlande, herunder de nordafrikanske mod syd.” 

Debatten om økonomiske aspekter af eventuelt tyrkisk medlemskab er emnet for et kapitel i bogen ”Tyrkiet - en del af EUropa?” (se kilder). 

Hvilke religiøse og kulturelle argumenter er der for tyrkisk medlemskab?

· Tyrkiet er et sekulært land, som gennem historien har været orienteret mod Europa. Tyrkiet har mange kulturelle fællestræk med en del af de lande, der allerede er optaget i EU eller står til at blive medlemmer, for eksempel en række lande på Balkan, som i en lang periode var en del af det osmanniske rige (der havde hovedstad i Istanbul). 

· Det er ikke i sig selv noget problem, at omkring 99 % af Tyrkiets befolkning er muslimer, og at landets regerende parti har islamisk baggrund. Dels er Tyrkiets muslimske befolkning meget forskelligartet, så der er ikke tale om, at Tyrkiets omkring 70 millioner indbyggere står som én ensartet gruppe over for EU’s over 450 millioner overvejende kristne borgere. Dels har AKP-regeringen hidtil vist langt større vilje til at gennemføre de nødvendige reformer end de mere nationalistiske kræfter i Tyrkiet. 

· EU rummer allerede stor religiøs mangfoldighed og har gode erfaringer med at optage lande, som er indbyrdes forskellige. Blandt de nuværende EU-medlemmer er der katolsk dominerede lande som Italien, Polen og Spanien, protestantiske lande som Danmark og lande med store muslimske mindretal som Frankrig og England. Ved at optage Tyrkiet vil EU fortsætte sin rolle som forsoner. Dette argument blev nævnt af lederen af afdelingen for europæiske studier ved Bosporus Universitet i Istanbul, Kemal Kirisci, i en artikel i Kristeligt Dagblad 19. januar 2007 (se kilder): ”Europas succes skyldes dets evne til forsoning. Det er vigtigt at holde fast i. Europa har historisk set magtet at forsone katolikker og protestanter - og senere tyskere og franskmænd. Opgaven er nu at forsone muslimer og kristne. (…) Jeg vil påstå, at det har været 1000 gange sværere at forsone Tyskland og Frankrig, end det vil være at forsone Europas kristne med Tyrkiets muslimer.” 

En række religiøse og kulturelle argumenter for tyrkisk EU-medlemskab opregnes af Uffe Østergaard i notatet ”Tyrkiet i EU? EU’s identitet, værdier og grænser”, udgivet af Dansk Institut for Internationale Studier i 2006 (se kilder). Debatten om de religiøse og kulturelle perspektiver ved eventuelt tyrkisk medlemskab er desuden emnet for et kapitel i bogen ”Tyrkiet - en del af EUropa?” (se kilder). 

Hvilket religiøse og kulturelle argumenter er der imod tyrkisk medlemskab?

· Historisk har Tyrkiet og størstedelen af de nuværende EU-lande tilhørt forskellige kulturkredse, og Tyrkiets osmanniske fortid og dets stærke islamiske rødder står i skarp kontrast til den europæiske kultur, der er præget af kristendom og humanisme. Det mener blandt andre leder af Institut for Historie, Internationale Studier og Samfundsforhold ved Aalborg Universitet, Søren Doserode. I et debatinterview i Kristeligt Dagblad 20. januar 2007 (se kilder) siger han: ”der er tale om to vidt forskellige kulturer, som ikke i øjeblikket er forenelige. Disse to kernekulturer afgør hele den måde, samfundet er indrettet på, fordi den påvirker den måde vi opfatter og behandler hinanden på. (…) islam afspejler sig i den håndgribelige kultur i den måde, vi indretter vores samfund på. Når en muslimsk far i Danmark kan finde på at kræve en datter skudt, fordi hun overtræder familiens æreskodeks, er det et udtryk for en helt anden måde at se forholdet mellem forældre og børn på, end vi normalt gør i Europa.”  

· Hvis EU optager et stort muslimsk land, vil Europa blive grænseløst og miste sin kristne identitet. Desuden kan tyrkisk medlemskab medføre en islamisering af Europa. Det mener teolog Katrine Winkel Holm. I et debatinterview i Politiken 4. april 2004 (se kilder) siger hun: ”Hvis man optager et land uden for Europa, som i øvrigt tilhører en islamisk civilisation, opløser man Europa kulturelt og geografisk. Og dermed gør man også Europa grænseløst (…) Det vil også betyde en øget indvandring fra Tyrkiet, hvis de bliver omfattet af arbejdsmarkedets frie bevægelighed i EU. Atatürk forsøgte i 1923 med en sekularisering i Tyrkiet. Men det er en meget skrøbelig sekularisering, fordi den hele tiden er truet af islamiske kræfter. Jeg tror, det er naivt at tro, at man kan europæisere et muslimsk land.” 

Debatten om de religiøse og kulturelle perspektiver ved eventuelt tyrkisk medlemskab er emnet for et kapitel i bogen ”Tyrkiet - en del af EUropa?” (se kilder). 

Hvilke sikkerhedspolitiske argumenter er der for tyrkisk medlemskab?

· Tyrkiet kan som sekulært, demokratisk land med en muslimsk befolkning fungere som rollemodel, der kan inspirere lande i Mellemøsten, som er præget af manglende demokrati, islamisk fundamentalisme eller sekulære militærregimer. Det argument har både eksperter og politikere fremført. Ifølge et Ritzau-telegram i Politiken 8. januar 2008 (se kilder) fremførtes argumentet af den amerikanske præsident George W. Bush under et møde i Det Hvide Hus med Tyrkiets præsident Abdullah Gül: ”Tyrkiet er et fantastisk eksempel for lande rundt om i verden, der kan se, at det er muligt at have et demokrati, der sameksisterer med en stor religion som islam”. 

· Tyrkiet kan fungere som ’bufferzone’ mod Mellemøsten ved at indgå i kampen mod terrorisme. Siden terrorangrebet i USA 11. september 2001 har Tyrkiet sendt statsuddannede imamer til europæiske lande som Tyrkiet og Frankrig, hvor de prædiker imod radikal islam som en del af kampen mod radikalisering og terrorisme udført i islams navn. 

· Optagelsen af Tyrkiet vil være et ’bevis’ på, at EU-landene ikke er fjendtligt indstillet over for muslimer. Derfor vil det mindske risikoen for terrorhandlinger vendt mod europæiske lande. 

· Tyrkiet kan som medlem af EU give EU større legitimitet som fredsmægler i konflikter, hvor muslimske lande er involveret - for eksempel konflikten mellem Israel og Palæstina - samt på Balkan, i Centralasien m.m. Det fremhæves bl.a. af den tidligere tyske udenrigsminister Joschka Fischer, der i et debatindlæg i Information 26. juli 2010 under overskriften ”Hvem har tabt Tyrkiet på gulvet?” (se kilder) skriver: ” Tyrkiet har en i geopolitisk forstand meget følsom placering, især havde Europas sikkerhed angår. Den østlige Middelhav, Det Ægæiske Hav, det vestlige Balkan, regionen omkring Det Kaspiske Hav, det sydlige Kaukasus, Centralasien og Mellemøsten er alle områder, hvor Vesten vil opnå intet eller meget lidt uden Tyrkiets støtte.(…) Europas sikkerhed i det 21. århundrede vil i betydeligt omfang afhænge af forholdet til naboerne mod sydøst, og netop dér er Tyrkiet allerede nu af afgørende betydning for Europas sikkerhedsinteresser og vil i stigende grad blive det i fremtiden.” 

· Den store tyrkiske hær vil være et godt bidrag til EU’s militære kapacitet. 

De sikkerhedspolitiske argumenter for tyrkisk medlemskab gennemgås i bøgerne ”Tyrkiet - en del af EUropa?” og ”Tyrkiet - på vej gennem EU’s nåleøje?” (se kilder). 

Hvilke sikkerhedspolitiske argumenter er der imod tyrkisk medlemskab?

· Tyrkiet er fortsat for udemokratisk til at fungere som rollemodel for andre muslimske lande. Det er ikke attraktivt, at andre muslimske lande kopierer Tyrkiets samfunds- og styreform. Det kurdiske mindretal har for eksempel traditionelt haft dårligere forhold i Tyrkiet end i lande som Syrien, Irak og Iran, og begrænsningerne på ytringsfriheden i Tyrkiet vil gøre det svært for EU at kæmpe for ytringsfrihed i resten af verden uden at fremstå som dobbeltmoralsk. 

· Hvis Tyrkiet optages i EU, vil det blive sværere for EU at distancere sig fra konflikterne i Mellemøsten. Tyrkisk medlemskab vil tvinge EU til at engagere sig mere direkte i konflikterne. 

· Med Tyrkiet som medlem vil det blive sværere at forhindre terrorister, der bruger Tyrkiet som gennemgangsland, i at rejse frit i EU.  

· Tyrkiets historisk set nære forhold til USA vil forhindre EU i at fremstå som en neutral mægler i internationale konflikter som Israel-Palæstina-konflikten.

Disse og flere andre sikkerhedspolitiske argumenter imod Tyrkiets optagelse i EU gennemgås i bøgerne ”Tyrkiet - en del af EUropa?” og ”Tyrkiet - på vej gennem EU’s nåleøje?” (se kilder).

Fremtidsperspektiver

Hvad er holdningen til tyrkisk medlemskab blandt EU-borgere?

Holdningen blandt de nuværende EU-landes borgere er generelt skeptisk. EU-forskere taler om ’udvidelsestræthed’; det vil sige, at EU-borgerne synes, at EU allerede har brugt rigeligt med kræfter og penge på udvidelsen med de øst- og centraleuropæiske lande, og at de derfor ikke ønsker flere udvidelser foreløbig. Ifølge en såkaldt Eurobarometer-måling fra EU-Kommissionen fra foråret 2007 er et flertal af borgerne i de nuværende 27 EU-lande imod, at Tyrkiet bliver medlem af unionen, og kun 39 % siger ja til tyrkisk medlemskab. . En anden Eurobarometer-måling fra august-september 2009, foretaget i Frankrig, Tyskland, Polen, England og Spanien giver samme billede, det fremgår af analysen ”Det spanske EU-formandskab - en åbning for Tyrkiet?”, skrevet af mellemøstekspert Peter Seeberg fra Center for Mellemøststudier i februar 2010 (se kilder). I analysen refereres blandt andet følgende data fra Eurobarometer-undersøgelsen:

- Tyrkiet er det mindst populære af de nuværende kandidat-lande.

- Borgerne udtrykker, at de i høj grad følger de politiske ledere (og deres generelt negative holdning til Tyrkiet), når det skal tage stilling til spørgsmål om tyrkisk EU-medlemskab.

- De borgere, der er negative over for tanken om tyrkisk medlemskab, baserer især deres holdning på en opfattelse af, at tyrkerne har meget anderledes kulturelle værdier og normer end borgerne i de nuværende EU-lande.

- Blandt de, der støtter tyrkisk optagelse, er det især økonomiske faktorer, der er afgørende for deres holdning.

- Yngre europæere er mere positiver over for optagelse af Tyrkiet end ældre europæere: 57 % af alle 18-24-årige respondenter støtter tyrkisk optagelse, mens det kun gælder 35,2 % af respondenterne på 65 år og derover.

- Højt uddannede er generelt mere positive over for tanken om tyrkisk medlemskab end lavt uddannede.

- Europæere, der stemmer på venstreorienterede partier, er generelt mere positive over for tyrkisk medlemskab end europæere, der stemmer på højreorienterede partier.  

Hvad er holdningen til tyrkisk medlemskab i Danmark?

I den danske befolkning er der ligesom i de øvrige EU-lande en udbredt skepsis over for ideen om tyrkisk medlemskab, og modstanden mod ideen er vokset en anelse siden optagelsesforhandlingernes start i oktober 2005. En meningsmåling foretaget af Rambøll Management for Jyllands-Posten i sommeren 2007 viste, at 55,7 % af danskerne ikke ønskede at lukke Tyrkiet ind i EU, mens blot 29 % var positive over for tanken. Ifølge en meningsmåling foretaget af samme analysebureau var tilslutningen til tyrkisk medlemskab i 2009 faldet yderligere, så hele to tredjedele af danskerne på det tidspunkt var imod tyrkisk medlemskab. Den udbredte skepsis over for at optaget Tyrkiet i unionen har ifølge EU-ekspert Marlene Wind fra Københavns Universitet to årsager: ”Dels har ingen danske politikere på det seneste forsvaret tyrkisk medlemskab, dels har hele værdikampen i kølvandet på Muhammed-krisen gjort folk mere opmærksomme på de potentielle problemer ved at få Tyrkiet med. Spørgsmålet om religion fylder mere i dag, og det har skubbet til tvivlen om, hvorvidt man nu også kan forene de forskellige religioner” Meningsmålingen fra 2007 refereres i  i Jyllands-Posten 3. juli 2007 (se kilder), mens målingen fra 2009 og Marlenes Winds vurdering fremgår af en artikel i Information 11. maj 2009 (se kilder). 

Hvordan er holdningen til tyrkisk medlemskab blandt EU’s politikere?

EU’s politikere er delte i spørgsmålet, ligesom de generelt har været i forbindelse med tidligere udvidelser af fællesskabet. Man taler om, at der findes to grundlæggende forskellige tilgange til det europæiske samarbejde - en idealistisk og en funktionalistisk:  

· Idealisterne ser EU som en forsikring for fred, sikkerhed og stabilitet i Europa, og for idealisterne er det naturligt at udvide EU for at sikre sig, at flere og flere lande tilslutter sig europæiske værdier i stedet for at vende sig væk fra Europa. De fleste idealister vil mene, at Europas grænser ikke er geografiske, og at det vil være positivt at optage lande Tyrkiet, Ukraine og Georgien, hvis landene kan lave op til Københavnskriterierne.  

· Funktionalisterne derimod betragter EU som et samarbejde, der frem for alt giver økonomiske fordele, og som de enkelte lande deltager i ’for egen vindings skyld’. EU skal derfor efter funktionalisternes mening kun optage flere lande, hvis det vil være en økonomisk gevinst, og hvis det ikke går ud over effektiviteten i samarbejdet.  

De store beslutninger i EU, blandt andet om udvidelser, er som regel et kompromis mellem idealister og funktionalister, og det vil formodentlig også gælde den endelige beslutning om, hvorvidt Tyrkiet skal være medlem af EU. 

Hvilke EU-landes regeringer er positive over for tyrkisk medlemskab?

Enkelte stats- og regeringschefer bakker stærkt op om Tyrkiets EU-kandidatur og har talt varmt for, at Tyrkiet bør optages som medlem, så snart landet lever op til EU’s krav. Det gælder blandt andet lederne i Storbritannien, Sverige, Italien, Spanien, Belgien og Polen. Storbritanniens ministerpræsident David Cameron udtalte således under et besøg i juli 2010, at Tyrkiet efter hans mening vil bidrage til større politisk stabilitet i unionen, fordi Tyrkiet har et stort økonomisk potentiale og kan være med til at stabilisere Mellemøsten. ”Jeg vil forblive jeres størst mulige fortaler for et EU-medlemskab og for større indflydelse i toppen af det europæiske diplomati,” lød en del af Camerons tale ifølge et Ritzau/Reuters-telegram trykt i Information 27. juli 2010 (se kilder). Sveriges udenrigsminister, Carl Bildt, har også ytret sig positivt om tyrkisk EU-medlemskab og har kaldt AKP-regeringen ”ælgte europæiske reformister”.  

Hvilke EU-landes regeringer er negative over for tyrkisk medlemskab?

Flere stats- og regeringsledere har udtalt sig meget negativt om tyrkisk medlemskab. Det gælder blandt andre Frankrigs den nuværende præsident, Nicolas Sarkozy, der allerede som præsidentkandidat udtalte, at Tyrkiet ikke hører til i EU, og at Tyrkiet ikke ville blive medlem af EU, så længe han var præsident i Frankrig. Den holdning har han fastholdt i sin periode som præsident. Sarkozy har ligesom den tidligere og østrigske regeringschef Wolfgang Schüssel lovet sine borgere en folkeafstemning om tyrkisk medlemskab, og Sarkozy har flere gange opfordret til, at forhandlingerne med Tyrkiet annulleres, og at man i stedet arbejder på at finde en anden løsning på forholdet mellem EU og Tyrkiet. Også den tyske kansler, Angela Merkel, er skeptisk over for tyrkisk medlemskab og har talt for i stedet at give Tyrkiet et såkaldt privilegeret partnerskab. Hun er dog knap så kategorisk i sin afvisning af Tyrkiet som den franske præsident.

Hvad er holdningen til tyrkisk medlemskab blandt tyrkerne?

Et flertal i den tyrkiske befolkning var i en årrække været positivt indstillet over for EU-medlemskab. Men siden optagelsesforhandlingernes start år er flere og flere blevet skeptiske over for ideen, blandt andet fordi de føler, at EU stiller for strenge krav til Tyrkiet, og fordi de frygter, at optagelsesforhandlingerne aldrig vil resultere i fuldt medlemskab. En meningsmåling foretaget af analyseinstituttet A&G i efteråret 2006 viste, at næsten 70 % af tyrkerne i 2004 erklærede sig enige i, at Tyrkiet ”helt sikkert skal være medlem af EU”. I 2005 var andelen faldet til 57,4 %, og i 2006 var den helt nede på 32,2 %. En anden meningsmåling, foretaget af The International Strategic Reserach Organization (USAK) i 2006, viste, at 70 % af tyrkerne foretrak, at forhandlingerne om medlemskab af EU blev afbrudt, hvis EU fastholdt sit krav om, at Tyrkiet skal åbne sine havne og lufthavne for fartøjer fra den græske del af Cypern. Også senere holdningsundersøgelser har vist omtrent samme resultat. For eksempel viste 2010-udgaven af undersøgelsen Transatlantic Trends fra organisationen German Marshall Fund of the United States (se kilder), at kun 38 % af tyrkerne anså det for positivt, hvis Tyrkiet bliver medlem af EU, mens det gjaldt 73 % o 2004, og at hele 63 % af tyrkerne finder det usandsynligt, at Tyrkiet nogensinde bliver medlem af unionen, og 34 % mener ligefrem, at det er helt usandsynligt.

Holdningsændringen blandt tyrkerne samt de indenrigspolitiske forhold, der virker ind på tyrkernes holdning til EU, beskrives i bøgerne ”Tyrkiet - en del af EUropa?” og ”Tyrkiet - på vej gennem EU's nåleøje?” (se kilder) og analyseres desuden i oversigtsartiklen ”Recent foreign policy attitudes in Turkey. How to reverse the gradual shift away from Europeanization?, udgivet af Dansk Institut for Internationale Studier i november 2008 (se kilder). 

Hvilke årsager kan der være til tyrkernes skepsis over for EU-medlemskab?

Tyrkernes skepsis over for EU-medlemskab kan til dels hænge sammen med, at EU-medlemskab ikke fremstår så økonomisk attraktivt, fordi EU’s krav medfører store økonomiske udgifter i forbindelse med de krævede reformer. Det vurderer seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Fabrizio Tassinari ifølge artiklen ”Tyrkiets EU-udsigt er mere usikker end nogensinde”, bragt i Ugebrevet Europa 17. juni 2010 (se kilder). Her udtaler Tassinari: ”Hvis Tyrkiet skal leve op til bare de miljømæssige regler, der er i EU, vil det koste landet gigantiske summer. I en tid, hvor der er recession, er enhver regering nødt til at spørge sig selv, om det er den rigtige prioritering, eller om det måske er bedre at bruge pengene på arbejdsløshedsunderstøttelse.” Hun bakkes op af Tyrkiet-ekspert Daniella Kuzmanovic fra Københavns Universitet, der i samme artikel citeres for følgende vurdering: ” ”For tre-fire år siden var et af argumenterne for et EU-medlemskab i Tyrkiet den økonomiske gevinst. Men Tyrkiet har allerede et udvidet handelssamarbejde med EU, så mange spørger sig selv, om det ikke er bedre at klare sig med det og så uafhængigt af Europa at satse på nogle af de nye store spillere som Kina, Brasilien og Indien. Der er kommet tvivl om, hvorvidt EU i virkeligheden kan være en primus motor i forhold til økonomisk vækst. Om det ikke er bedre at knytte sig til større kraftcentre.” 

Hvad er tidshorisonten for tyrkisk medlemskab?

EU’s ledere har flere gange understreget, at Tyrkiet tidligst vil kunne blive medlem af unionen omkring 2015, og flere har nævnt et længere tidsperspektiv, mens Tyrkiets udenrigsminister Ali Babacan i februar 2009 udtalte, at Tyrkiet ville være klar til optagelse allerede i 2013, men at det ikke var sikkert, at EU på det tidspunkt ville have ryddet sine interne problemer af vejen og være klar til at optage Tyrkiet.

EU-eksperter har desuden påpeget, at valget af den tidligere belgiske ministerpræsident Herman van Rompuy til posten som EU’s første præsident kan vanskeliggøre eller udskyde tyrkisk EU-medlemskab, fordi vand Rompuy angiveligt er meget ”anti-tyrkisk”. Blandt andet udtalte han i 2004: ”Tyrkiet er ikke og vil aldrig blive en del af Europa. De universelle værdier, der hersker i Europa - og som grundlæggende er kristne værdier - vil tabe kraften med indtrædelsen af et stort islamisk land som Tyrkiet.« Citatet fremgår af artiklen ”Den konservative katolik” i Information 20. november 2009 (se kilder), hvor van Rompuy portrætteres.

EU-eksperter har også vurderet, at det er sandsynligt, at flere af de fire øvrige lande, der officielt er udpeget som kandidater til EU-medlemskab (Kroatien, Makedonien, Island og Montenegro), vil blive optaget før Tyrkiet, selv om de har opnået kandidatstatus senere end Tyrkiet. Det fremgår blandt andet af radioindslaget ”Kroatien overhaler i køen til optagelse i EU”, bragt i Orientering på P1 5. november 2008 (se kilder). 

Hvor stor er sandsynligheden for, at Tyrkiet bliver medlem af EU?

Hvor stor sandsynligheden er for, at Tyrkiet nogensinde bliver medlem af EU, er meget svært at afgøre. Det afhænger nemlig af en lang række faktorer. Dels skal Tyrkiet leve op til de krav, EU stiller om politiske og økonomiske reformer, og disse reformer kan gå blive umuliggjort, hvis der for eksempel vælges en mere nationalistisk og EU-fjendtlig regering i Tyrkiet, for eksempel ved parlamentsvalget i juli 2011. Det vil kræve, at der er opbakning til regeringens reformprogrammer og ifølge Tyrkiet-eksperten Ziya Önis forudsætter det også, at den mest liberale og vestligt orienterede del af den tyrkiske elite sætter ind med en modbevægelse mod nationalisterne. Det nævner han i sin DIIS-rapport “The new wave of foreign policy activism in Turkey” fra januar 2009 (se kilder).

Desuden spiller EU’s interne forhold ind på Tyrkiets muligheder for medlemskab. I flere år betød arbejdet med at blive enige om en ny reform-traktat for EU, Lissabontraktaten, for eksempel, at EU ikke kunne optage nye medlemslande. Traktaten blev først omarbejdet, og siden skulle den godkendes i alle medlemslande for at træde i kraft.

Desuden kræver det enighed blandt alle EU-lande, før et nyt land kan optages. Det vil sige, at holdningen blandt en del af EU-landenes stats- og regeringschefer skal ændre sig, før der kan skabes opbakning til tyrkisk medlemskab, og ifølge flere iagttagere går udviklingen snarere i retning af en mere anti-muslimsk, højrenationalistisk og Tyrkiet-fjendtlig holdning i mange EU-lande - både blandt vælgere og regeringer.

Endelig skal Europa-Parlamentet i sidste ende godkende optagelsen af et nyt land, så hvis et flertal af parlamentarikerne i Europa-Parlamentet er imod tyrkisk medlemskab, kan de afvise at optage Tyrkiet, selv om landet lever op til EU’s politiske, økonomiske og juridiske krav. Formand for EU-Kommissionen, José Manuel Barroso, formulerede Tyrkiets situation således i en artikel i Politiken 17. november 2006 (se kilder): ”Tyrkiet er nødt til at vinde hjerter og hjerner hos de europæiske borgere. Det er borgerne, der i sidste ende tager stilling til det tyrkiske medlemskab”. 

Hvilke alternativer er der til tyrkisk medlemskab?

Hvis et kandidatland ikke er i stand til på alle måder at opfylde EU’s krav til medlemskab, skal der ifølge EU’s regler opstilles et alternativ, som giver landet en stærk tilknytning til EU, men ikke samme rettigheder og pligter som egentlige medlemmer. Den tyske kansler, Angela Merkel, har kaldt dette alternativ for ’privilegeret partnerskab’. Hvad et sådant partnerskab mere præcist skal bestå i, er imidlertid ikke klart. Men det er blandt andet blevet nævnt, at det kan omfatte et omfattende handelsmæssigt samarbejde - i form af en udvidelse af den nuværende toldunion - samt eventuelt deltagelse i EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Til gengæld vil et privilegeret partnerskab formodentlig ikke omfatte adgang til EU’s strukturfonde og landbrugsstøtteordningerne, og det vil sandsynligvis heller ikke give tyrkerne adgang til de øvrige EU-landes arbejdsmarkeder. Et privilegeret partnerskab vil således minde om de aftaler, EU laver med lande i sine nærområder - under den såkaldte EPN, Den Europæiske Naboskabspolitik, ”dvs. en aftale med EU, hvor Tyrkiet på en lang række områder har adgang til EU’s institutioner og markeder, men uden at landet bliver egentligt medlem af EU”, som det beskrives i mellemøstekspert Peter Seebergs analyse ”Det spanske EU-formandskab - en åbning for Tyrkiet?” fra februar 2010 (se kilder). Ideen om privilegeret partnerskab ser ud til at få bredere og bredere opbakning i EU, men det kan dog vende afhængig af eventuelle regeringsskifter i de større EU-lande, vurderer Tyrkiet-ekspert Ziya Önis i oversigtsartiklen ”Recent foreign policy attitudes in Turkey” fra november 2008 (se kilder). Mulighederne i et privilegeret partnerskab analyseres i et indslag i Orientering på P1 5. maj 2009 (se kilder). 

Hvad vil der ske, hvis Tyrkiet får afslag på medlemskab?

I debatten om Tyrkiet og EU fremkommer både modstandere og tilhængere af medlemskab med forudsigelser om, hvordan Tyrkiet vil udvikle sig fremover. Fire af de mest almindelige refereres i bogen ”Tyrkiet - på vej gennem EU’s nåleøje?” (se kilder): 

- Islamisme: De sekulære principper opgives, og islamiske værdier kommer til at danne grundlag for lovgivningen. Udenrigspolitisk orienterer Tyrkiet sig mod Mellemøsten og resten af den muslimske verden. 

- Pantyrkisme: Tyrkiet forbliver sekulært, og der lægges øget vægt på de historiske og kulturelle bånd til tyrkisktalende grupper i Kaukasus og Centralasien. En slags kulturel nationalisme med udenrigspolitisk fokus mod nordøst vil udvikle sig. 

- Nationalisme: Stat, nation og territorium defineres ud fra ’det tyrkiske’. Der er fokus på at bevare den sekulære stat og på snævre egeninteresser. En indadvendt udenrigspolitik, som dog er vestligt orienteret.  

- ’Europæisering’: Visse af den nuværende tyrkiske statsideologis grundelementer fastholdes, men der åbnes for nyfortolkning. Den etniske mangfoldighed i landet accepteres, og religionsfriheden udvides. Fokus på liberale retsprincipper. 

Bogens forfattere, Jesper Møller Sørensen og Erik Boel vurderer, at især det tredje scenario er sandsynligt, hvis Tyrkiet får afslag på medlemskab af EU, mens det fjerde scenario i så fald vil være usandsynligt. De to forfattere frygter, at Tyrkiet vil vende sig i en mere nationalistisk retning, hvis forhandlingerne trækker ud, og at tyrkerne i sidste ende kan vælge selv at afbryde forhandlingerne med EU.

Kilder

Rapporter

EU-Kommissionens statusrapport over Tyrkiets fremskridt, november 2010.
Udgiver jævnligt rapporter og analyser om politiske forhold, herunder også tyrkisk indenrigspolitik og relationen mellem Tyrkiet og EU.
Tænketank etableret i Sarajevo i 1999. Udgiver rapporter og analyser om landene i det sydøstlige Europa og EU’s udvidelsespolitik. Udgiver jævnligt rapporter om Tyrkiet og EU.
Har blandt andet udgivet følgende rapport om minoriteters forhold i Tyrkiet: A Quest for Equality: Minorities in Turkey. 11. december 2007.
Amerikansk tænketanks afdeling for tyrkiske forhold - udgiver jævnligt rapporter om udviklingen i tyrkisk indenrigs- og udenrigspolitik - de fleste kan downloades gratis fra:
Årlig pressefriheds-indeks, der udarbejdet af organisationen Journalister Uden Grænser (Reporters Sans Frontiers).

Undersøgelser

Diverse holdningsundersøgelser, udgives af Public Opinion Analysis sector under EU-Kommissionen.
Har blandt andet udgivet undersøgelser om tyrkernes politiske, religiøse og kulturelle identitet.
Årlig undersøgelse fra German Marshall Fund of the United States (GMF) - indeholder bl.a. holdningsundersøgelser blandt tyrkere og EU-borgere om evt. tyrkisk medlemskab af unionen.
En artikel, der opsummerer udenrigspolitiske holdninger hos tyrkerne, findes på

EU-institutioner

Europa-Kommissionens hjemmeside om Tyrkiet og forhandlingerne. Her ligger rapporter om Tyrkiet og andre centrale dokumenter om optagelsesforhandlingerne.
Gruppe af Europa-Parlaments-medlemmer, der er kritiske over for eller imod tyrkisk medlemskab af EU. Info om gruppen og dens stiftelse i maj 2010.
Europa-Kommissionen - Repræsentationen i Danmark
(Delegation of the European Commission to Turkey).
- informationskontoret i Danmark.

Danske myndigheder og institutioner

Det danske udenrigsministerium har på hjemmesiden fakta om forholdet mellem EU og Tyrkiet samt landefakta om Tyrkiet.
Danmarks ambassade i Ankara, Tyrkiet har på hjemmesiden landeinformation om Tyrkiet.

Tyrkiske institutioner og organisationer

Den Tyrkiske Statsinstitution for Statistik (DIE).
Den Tyrkiske Stiftelse for Økonomisk Udvikling (IKV) har nyheder om forbindelserne mellem Tyrkiet og EU.
BIA, the Independent Communication Network er et medienetværk med speciale i menneskerettigheder, kvindespørgsmål og minoriteter.
EU politics today. Engelsk tekst.

Danske foreninger og organisationer

Har udgivet en række rapporter om menneskerettighedssituationen i Tyrkiet.
Har en række artikler og debatindlæg om tyrkisk EU-medlemskab på sin hjemmeside.
Foreningen Netværket for Tyrkiet i EU (TRiEU.dk) arbejder for tyrkisk EU- medlemskab og er en del af Den Danske Europabevægelse. (hjemmesiden er dog ikke opdateret siden 2006).

Tema- og baggrundsartikler på nettet

Database med forskningsbaserede artikler om politik, samfundsforhold, religion m.m. i Mellemøsten, herunder Tyrkiet.
temaside om Tyrkiet.

Avisartikler

Hebsgaard, Thomas og Marchen Neel Gjertsen:
Et vigtigt skridt mod Europa. Information, 2010-09-13.
Selsøe Sørensen, Martin:
’I Tyrkiet er det blevet risikabelt at være kristen’. Information, 2008-01-19.
Ritzau:
Bush: Tyrkiet bør blive medlem af EU. Politiken, 2008-01-08.
Gården, Hugo:
Tyrkiet - landet vi gik glip af? Berlingske Tidende, 2010-07-29.
Kongstad, Jesper:
Flertal siger nej til Tyrkiet i EU. Jyllands-Posten, 2007-07-03.
Poulsen, Ulla:
Er islam en hindring for at optage Tyrkiet i EU?. Kristeligt Dagblad, 2007-01-20.
Clausen, Bente:
”Det religiøse argument dominerer dansk EU-debat om Tyrkiet”. Kristeligt Dagblad, 2007-01-19.
Seidelin, Michael:
Tyrkiet håber trods kolde vinde. Politiken, 2006-11-17.
Grøndahl, Malene:
EU-ledere lægger sten i Tyrkiets sko. Information, 2006-04-28.
Boding, Julie Jo:
Konfrontation: Er vi alle europæere? Politiken, 2004-04-04.
Ritzau/Reuters:
Cameron kæmper for tyrkisk EU-medlemskab. Information, 2010-07-27.
Fischer, Joschka:
Hvem har tabt Tyrkiet på gulvet? Information, 2010-07-26.
Necef, Mehmet Ümit:
Tyrkiets store prøve på demokrati. Information 2010-09-10.
Sperling, Anna von:
Den konservative katolik. Information, 2009-11-20.
Gården, Hugo:
Ny dynamik i Tyrkiet-Mellemøsten. Berlingske Tidende, 2010-07-29.
Ritzau:
Øget modstand mod Tyrkiet. Information, 2009-05-11.
Mellemøstinformation nr. 10/2006. Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet.
Mellemøstinformation nr. 5/2005. Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet.
Mellemøstinformation nr. 1/2004. Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet.

Faglitteratur

Rojan, Polan:
Ergenekon. Tyrkiet bag facaden.
Fenger-Grøndahl, Carsten & Fenger-Grøndahl, Malene:
Turen går til Tyrkiet. Politikens Forlag, 2010 (11. udgave, 1. oplag).
Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet, februar 2010.
Fenger-Grøndahl, Carsten, Malene Fenger-Grøndahl og Michael Irving Jensen (red.):
Tyrkernes Istanbul - en guide. Klim, 2009.
Madsen, Peter, Krzystof Stala, Gert Sørensen (red.):
Europa - et uafsluttet projekt. Tiderne Skifter, 2009.
Dansk Institut for Internationale Studier, januar 2009.
Jung, Dietrich:
Religion, Politics and Turkey’s EU accession. Palgrave Macmillian, 2008.
Fenger-Grøndahl, Malene:
Tyrkiet - en del af EUropa? Informations Forlag, 2007.
Kjær, Helle Schøler:
1915- danske vidner til det armenske folkemord. Vandkunsten, 2010.
Furubrant, Kerstin:
Tyrkiet (Serien: Lande i lommeformat - Vest- og Sydeuropa). Det Udenrigspolitiske Selskab, 2009 (4. udgave).
DIIS Brief. Dansk Institut for Internationale Studier, November 2008.
DIIS Brief. Danish Institute for International Studies, januar 2007.
Dansk Institut for Internationale Studier, 2006.
Bo Nørgaard (red.):
Tyrkiet som ansøgerland til EU. Hvidbog. Dansk Folkeparti, 2005.
Sørensen, Jesper Møller og Erik Boel:
Tyrkiet - på vej gennem EU’s nåleøje? Gyldendal, 2005.
Mango, Andrew:
Arven efter Atatürk. Roskilde Universitetsforlag, 2004.
Folketingets EU-oplysning:
EU og Tyrkiet. EU Baggrund, nr. 8, februar 2004. Folketingets EU-oplysning.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på 'Tyrkiet og EU'