Hvad er tvangsfjernelse af børn?
En tvangsfjernelse vil sige, at myndighederne fjerner et barn fra dets hjem mod forældrenes vilje. I Lov om social service (se kilder) kaldes det 'anbringelse uden samtykke'. Som oftest er målet med tvangsfjernelsen, at barnet skal væk fra hjemmet i en periode for at undgå at lide overlast, men at det siden skal kunne vende tilbage til sine forældre. Dette sker dog ikke altid.
Hvad er en anbringelse uden for hjemmet?
En anbringelse uden for hjemmet vil sige, at et barn i en kortere eller længere periode bor på en institution eller hos en plejefamilie i stedet for hos sine forældre. Juridisk set er der tale om en anbringelse uden for hjemmet, når kommunen har været involveret i beslutningen om, at barnet skal væk fra hjemmet. De fleste anbringelser uden for hjemmet foregår med forældrenes samtykke og kaldes derfor for frivillige anbringelser.
Hvad er begrundelsen for, at børn tvangsfjernes?
Begrundelsen, den lovmæssige hjemmel, til at anbringe børn uden for hjemmet uden forældrenes samtykke, findes i Serviceloven § 58 (se kilder):
”Er der en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af
1) utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge,
2) overgreb, som barnet eller den unge har været udsat for,
3) misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge eller
4) andre adfærds eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge,
kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 7. Der kan kun træffes en afgørelse efter 1. pkt., når der er begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet.”
Begrundelsen for at tvangsfjerne et barn er altså, at der er risiko for, at barnets sundhed eller udvikling lider alvorlig skade, og at denne risiko ikke kan mindskes eller fjernes, så længe barnet bor hjemme. At fjerne barnet fra hjemmet er altså ifølge lovgivningen kun en mulighed, hvis der ikke findes andre måder at sikre barnets tarv på. Samtidig er der dog udbredt enighed om, at barnets tarv er det væsentligste, ikke forældrenes. Den svære afvejning i de enkelte sager handler således i høj grad om, hvor stor betydning det har for barnet at bo sammen med sine forældre i forhold til, hvilke problemer samværet med forældrene skaber for barnet.
Hvad er en 'tvungen frivillig anbringelse'?
Nogle forældre føler, at de bliver manipuleret og frataget indflydelse, når kommunen har sat en sag om deres barn i gang. De kan føle sig tvunget til at godkende en anbringelse af deres barn. Der kan desuden være visse fordele for forældrene ved at acceptere anbringelsen. På den måde bevarer de nogle rettigheder, som bliver nægtet dem, hvis sagen ender med tvangsfjernelse. Det gælder for eksempel retten til at kræve sit barn hjem igen til enhver tid. Ifølge Socialforskningsinstituttets undersøgelse ”Når børn og unge anbringes” fra 1997 (se kilder) føler 10-20 % af forældrene til anbragte børn, at kommunen vil tvangsfjerne deres barn, hvis de ikke giver samtykke til anbringelse.
Hvad er ’skjult tvangsfjernelse’?
Begrebet ’Skjult tvangsfjernelse’ dækker over, at kommunen helst vil undgå tvangsfjernelser og derfor forsøger at få forældrenes tilladelse til at fjerne barnet, også selv om forældrene i udgangspunktet er imod ideen. De tilfælde, hvor forældrene formelt accepterer, at deres barn bliver anbragt uden for hjemmet, og hvor kommunen i modsat fald ville have tvangsfjernet barnet, kan kaldes ’skjulte tvangsfjernelser’. Nogle eksperter mener, at der er for mange skjulte tvangsfjernelser, og at der burde være flere reelle tvangsfjernelser, fordi forældre, som ikke giver samtykke til, at deres barn fjernes, får flere rettigheder, blandt andet advokatbistand. Det argument nævner psykolog Elisabeth Bruhn Thomsen i Psykolog Nyt nr. 1/2004 i artiklen ”Svigt på første klasse” (se kilder).
Hvad er tvangsbortadoption?
Tvangsbortadoption indebærer, at et barn fjernes fra hjemmet, og at myndighederne beslutter, at det aldrig kan komme hjem og bo hos sine forældre igen. Forældrene har ikke krav på at se barnet og mister forældremyndigheden over det. De adoptivforældre, som myndighederne finder til barnet, får i stedet forældremyndigheden.
Tvangsbortadoption benævnes også ’adoption uden samtykke’, og reglerne herom findes i adoptionslovens § 10-12 (se kilder). En tvangsbortadoption er et voldsommere indgreb end tvangsfjernelse og forekommer meget sjældent i Danmark.
Ifølge et svar fra 1. november givet af Social og Indenrigsministeren på et spørgsmål om antallet af tvangsadoptioner, har Ankestyrelsen og Familiehuset i perioden 1. oktober 2015 til 1. oktober 2019 tilsammen truffet afgørelse om tvangsadoption vedrørende 35 børn og godkendt adoption uden samtykke til 18 af disse børn, mens der verserer sager ved domstolene vedrørende 14 børn. Det fremgår af et offentligt notat fra Folketingets Social- og Indenrigsudvalg (se kilder).
Hvad er genanbringelse?
Genanbringelse vil sige, at et barn, som tidligere har været anbragt uden for hjemmet og derefter har boet hjemme i en periode, bliver anbragt uden for hjemmet igen. Det kaldes genanbringelse, uanset om barnet har været anbragt samme sted før eller anbringes et nyt sted.
Hvad er svingdørsbørn og pendulbørn?
Svingdørsbørn og pendulbørn er begreber, der bruges om:
- børn, som er blevet anbragt uden for hjemmet flere gange og altså skiftevis bor hjemme og uden for hjemmet.
- børn, som har været anbragt på en række forskellige anbringelsessteder.
Ofte bruger forskerne en definition af svingdørsbørn og pendulbørn, som omfatter børn, der har skiftet opholdssted tre gange eller mere på grund af en anbringelsessag. Af de anbragte børn, som indgår i SFI-rapporten ”Små børn anbragt uden for hjemmet” fra 2004 (se kilder), er 14 % såkaldte svingdørsbørn, inden de fylder 8 år.
Hvor mange børn er anbragt uden for hjemmet?
Omkring 14.000 danske børn er anbragt uden for hjemmet og bor på døgninstitution, i plejefamilie eller i et andet tilbud væk fra den biologiske familie. Tallet er faldet en anelse de sidste par år, men er alt i alt steget de seneste 20 år: · I 1993 var cirka 12.000 børn anbragt uden for hjemmet,
· ved udgangen af 2002 var tallet 14.300 og
· i 2011 lå det på 14.978.
Det fremgår af opgørelsen ”Fortsat færre anbragte børn i 2018” på hjemmesiden for Danmarks Statistik (se kilder).
Hvor mange børn er tvangsfjernet?
Antallet af fjernede børn og andelen heraf, der var tvangsfjernet, har ifølge tal fra Danmarks Statistiks opgørelse ”Fortsat færre anbragte børn i 2018” (se kilder) udviklet sig således:
2011: Anbragt uden for hjemmet: 14.978
Tvangsfjernelse: 1.799
2015:
Anbragt uden for hjemmet: 14.180
Tvangsfjernelse: 2.353
2017:
Anbragt uden for hjemmet: 14.014
Tvangsfjernet: 2.592
Hvor mange børn modtager forebyggende foranstaltninger?
Forebyggende foranstaltninger, altså tilbud, som skal forhindre, at en sag ender med en anbringelse uden for hjemmet, er i stigning. Det ses af følgende tal fra Danmarks Statistiks opgørelse ”Fortsat færre anbragte børn i 2018” (se kilder). Antal børn, der modtog forebyggende foranstaltninger ved udgangen af det pågældende år:
- 1993: 5.400
- 2003: 14.600
- 2012: 15.889
- 2014: 15.784
- 2018: 16.728
Over halvdelen af de forebyggende foranstaltninger består af aflastningsophold for børn og unge, det vil sige kortvarige ophold på institutioner eller i plejefamilier. Andre har en kontaktperson tilknyttet eller får økonomisk tilskud til at gå på kost- eller efterskole.