Et arrangement for anbragte børn fejres på Årets børnehjælpsdag den 6. maj 2016 i Kongens Have i København.
Foto: Jens Astrup / Scanpix

Tvangsfjernelse af børn

journalist Malene Grøndahl, iBureauet/Dagbladet Information Senest opdateret af journalist og cand. comm. Anne Anthon Andersen, Bureauet, marts 2020.
Top image group
Et arrangement for anbragte børn fejres på Årets børnehjælpsdag den 6. maj 2016 i Kongens Have i København.
Foto: Jens Astrup / Scanpix

Indledning

I Danmark er omkring 14.000 børn anbragt uden for hjemmet, hvoraf cirka 20% er fjernet uden forældrenes samtykke. Det betyder med andre ord, at omkring 2.713 børn i 2018 bor uden for hjemmet efter at være blevet tvangsfjernet. Et barn tvangsfjernes, når myndighederne vurderer, at det tager skade af at blive hos sine forældre. Det kan eksempelvis være, hvis de er voldelige, alkoholiserede eller alvorligt psykisk syge.

Statsminister Mette Frederiksen (S) annoncerede i sin nytårstale den 1. januar 2020, at regeringen vil arbejde for at gøre det lettere og billigere for kommunerne at tvangsfjerne socialt udsatte børn.

 

Socialstyrelsen: Hverdagslivet og inddragelse i forbindelse med anbringelse. Fagpersoner fortæller om, hvorfor det er vigtigt at inddrage barnet/den unge, familie og netværk i tilrettelæggelse af indsatser i forbindelse med anbringelse.

 

Artikel type
faktalink

Definition og statistik

Ulla og Henning Rostgård Smith har fået deres deres tvillinger hjem efter halvandet års tvangsfjernelse.
Ulla og Henning Rostgård Smith har fået deres deres tvillinger hjem efter halvandet års tvangsfjernelse.
Foto: Lars K. Mikkelsen / Scanpix

Hvad er tvangsfjernelse af børn?

En tvangsfjernelse vil sige, at myndighederne fjerner et barn fra dets hjem mod forældrenes vilje. I Lov om social service (se kilder) kaldes det 'anbringelse uden samtykke'. Som oftest er målet med tvangsfjernelsen, at barnet skal væk fra hjemmet i en periode for at undgå at lide overlast, men at det siden skal kunne vende tilbage til sine forældre. Dette sker dog ikke altid.

Hvad er en anbringelse uden for hjemmet?

En anbringelse uden for hjemmet vil sige, at et barn i en kortere eller længere periode bor på en institution eller hos en plejefamilie i stedet for hos sine forældre. Juridisk set er der tale om en anbringelse uden for hjemmet, når kommunen har været involveret i beslutningen om, at barnet skal væk fra hjemmet. De fleste anbringelser uden for hjemmet foregår med forældrenes samtykke og kaldes derfor for frivillige anbringelser.

Hvad er begrundelsen for, at børn tvangsfjernes?

Begrundelsen, den lovmæssige hjemmel, til at anbringe børn uden for hjemmet uden forældrenes samtykke, findes i Serviceloven § 58 (se kilder):

”Er der en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af

1) utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge,

2) overgreb, som barnet eller den unge har været udsat for,

3) misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge eller

4) andre adfærds eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge,

kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 7. Der kan kun træffes en afgørelse efter 1. pkt., når der er begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet.”

Begrundelsen for at tvangsfjerne et barn er altså, at der er risiko for, at barnets sundhed eller udvikling lider alvorlig skade, og at denne risiko ikke kan mindskes eller fjernes, så længe barnet bor hjemme. At fjerne barnet fra hjemmet er altså ifølge lovgivningen kun en mulighed, hvis der ikke findes andre måder at sikre barnets tarv på. Samtidig er der dog udbredt enighed om, at barnets tarv er det væsentligste, ikke forældrenes. Den svære afvejning i de enkelte sager handler således i høj grad om, hvor stor betydning det har for barnet at bo sammen med sine forældre i forhold til, hvilke problemer samværet med forældrene skaber for barnet. 

Hvad er en 'tvungen frivillig anbringelse'?

Nogle forældre føler, at de bliver manipuleret og frataget indflydelse, når kommunen har sat en sag om deres barn i gang. De kan føle sig tvunget til at godkende en anbringelse af deres barn. Der kan desuden være visse fordele for forældrene ved at acceptere anbringelsen. På den måde bevarer de nogle rettigheder, som bliver nægtet dem, hvis sagen ender med tvangsfjernelse. Det gælder for eksempel retten til at kræve sit barn hjem igen til enhver tid. Ifølge Socialforskningsinstituttets undersøgelse ”Når børn og unge anbringes” fra 1997 (se kilder) føler 10-20 % af forældrene til anbragte børn, at kommunen vil tvangsfjerne deres barn, hvis de ikke giver samtykke til anbringelse.

Hvad er ’skjult tvangsfjernelse’?

Begrebet ’Skjult tvangsfjernelse’ dækker over, at kommunen helst vil undgå tvangsfjernelser og derfor forsøger at få forældrenes tilladelse til at fjerne barnet, også selv om forældrene i udgangspunktet er imod ideen. De tilfælde, hvor forældrene formelt accepterer, at deres barn bliver anbragt uden for hjemmet, og hvor kommunen i modsat fald ville have tvangsfjernet barnet, kan kaldes ’skjulte tvangsfjernelser’. Nogle eksperter mener, at der er for mange skjulte tvangsfjernelser, og at der burde være flere reelle tvangsfjernelser, fordi forældre, som ikke giver samtykke til, at deres barn fjernes, får flere rettigheder, blandt andet advokatbistand. Det argument nævner psykolog Elisabeth Bruhn Thomsen i Psykolog Nyt nr. 1/2004 i artiklen ”Svigt på første klasse” (se kilder).

Hvad er tvangsbortadoption?

Tvangsbortadoption indebærer, at et barn fjernes fra hjemmet, og at myndighederne beslutter, at det aldrig kan komme hjem og bo hos sine forældre igen. Forældrene har ikke krav på at se barnet og mister forældremyndigheden over det. De adoptivforældre, som myndighederne finder til barnet, får i stedet forældremyndigheden.

Tvangsbortadoption benævnes også ’adoption uden samtykke’, og reglerne herom findes i adoptionslovens § 10-12 (se kilder). En tvangsbortadoption er et voldsommere indgreb end tvangsfjernelse og forekommer meget sjældent i Danmark.

Ifølge et svar fra 1. november givet af Social og Indenrigsministeren på et spørgsmål om antallet af tvangsadoptioner, har Ankestyrelsen og Familiehuset i perioden 1. oktober 2015 til 1. oktober 2019 tilsammen truffet afgørelse om tvangsadoption vedrørende 35 børn og godkendt adoption uden samtykke til 18 af disse børn, mens der verserer sager ved domstolene vedrørende 14 børn. Det fremgår af et offentligt notat fra Folketingets Social- og Indenrigsudvalg (se kilder). 

Hvad er genanbringelse?

Genanbringelse vil sige, at et barn, som tidligere har været anbragt uden for hjemmet og derefter har boet hjemme i en periode, bliver anbragt uden for hjemmet igen. Det kaldes genanbringelse, uanset om barnet har været anbragt samme sted før eller anbringes et nyt sted.

Hvad er svingdørsbørn og pendulbørn?

Svingdørsbørn og pendulbørn er begreber, der bruges om:

  • børn, som er blevet anbragt uden for hjemmet flere gange og altså skiftevis bor hjemme og uden for hjemmet.
  • børn, som har været anbragt på en række forskellige anbringelsessteder.

Ofte bruger forskerne en definition af svingdørsbørn og pendulbørn, som omfatter børn, der har skiftet opholdssted tre gange eller mere på grund af en anbringelsessag. Af de anbragte børn, som indgår i SFI-rapporten ”Små børn anbragt uden for hjemmet” fra 2004 (se kilder), er 14 % såkaldte svingdørsbørn, inden de fylder 8 år.

Hvor mange børn er anbragt uden for hjemmet?

Omkring 14.000 danske børn er anbragt uden for hjemmet og bor på døgninstitution, i plejefamilie eller i et andet tilbud væk fra den biologiske familie. Tallet er faldet en anelse de sidste par år, men er alt i alt steget de seneste 20 år: · I 1993 var cirka 12.000 børn anbragt uden for hjemmet,

· ved udgangen af 2002 var tallet 14.300 og

· i 2011 lå det på 14.978.

Det fremgår af opgørelsen ”Fortsat færre anbragte børn i 2018” på hjemmesiden for Danmarks Statistik (se kilder).

Hvor mange børn er tvangsfjernet?

Antallet af fjernede børn og andelen heraf, der var tvangsfjernet, har ifølge tal fra Danmarks Statistiks opgørelse ”Fortsat færre anbragte børn i 2018” (se kilder) udviklet sig således:

2011: Anbragt uden for hjemmet: 14.978

Tvangsfjernelse: 1.799

2015:

Anbragt uden for hjemmet: 14.180

Tvangsfjernelse: 2.353

2017:

Anbragt uden for hjemmet: 14.014

Tvangsfjernet: 2.592

Hvor mange børn modtager forebyggende foranstaltninger?

Forebyggende foranstaltninger, altså tilbud, som skal forhindre, at en sag ender med en anbringelse uden for hjemmet, er i stigning. Det ses af følgende tal fra Danmarks Statistiks opgørelse ”Fortsat færre anbragte børn i 2018” (se kilder). Antal børn, der modtog forebyggende foranstaltninger ved udgangen af det pågældende år:

  • 1993: 5.400
  • 2003: 14.600
  • 2012: 15.889
  • 2014: 15.784
  • 2018: 16.728

Over halvdelen af de forebyggende foranstaltninger består af aflastningsophold for børn og unge, det vil sige kortvarige ophold på institutioner eller i plejefamilier. Andre har en kontaktperson tilknyttet eller får økonomisk tilskud til at gå på kost- eller efterskole.

Regler og processer

Blandt kritikerne af Barnets reform er tidligere formand for Børnerådet, Per Schultz Jørgensen, som peger på at reformen er et tilbageskridt for de svageste børn.
Blandt kritikerne af Barnets reform er tidligere formand for Børnerådet, Per Schultz Jørgensen, som peger på at reformen er et tilbageskridt for de svageste børn.
Foto: Niels Ahlmann Olesen / Scanpix

Hvilke danske love og regler regulerer anbringelse af børn?

Det er Servicelovens bekendtgørelse af lov om social service, der beskriver reglerne om anbringelse af børn og unge, både frivillig og tvungen. De relevante paragraffer findes især i kapitel 11 om særlig støtte til børn og unge. Desuden er der i kapitel 12 paragraffer om efterværn. Efterværn er et tilbud, som 18-22-årige, der har været anbragt, indtil de fylder 18 år, har ret til i form af en støtteperson, der kan hjælpe dem til at etablere et selvstændigt voksenliv i egen bolig og med uddannelse og arbejde.

Hvilke internationale regler er relevante for anbringelse af børn?

FN’s konvention om Barnets Rettigheder (se kilder) slår blandt andet fast, at når forvaltningsmyndigheder og lovgivende organer laver foranstaltninger for børn, skal barnets tarv altid komme i første række (artikel 3):

”1. I alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for socialt velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal barnets tarv komme i første række.”

Desuden står der, at det i særlige tilfælde kan være nødvendigt at adskille børn og forældre, for eksempel hvis forældrene vanrøgter barnet (artikel 9):

”1. Deltagerstaterne skal sikre, at barnet ikke adskilles fra sine forældre mod deres vilje, undtagen når kompetente myndigheder, hvis afgørelser er undergivet retlig prøvelse, i overensstemmelse med gældende lov og praksis bestemmer, at en sådan adskillelse er nødvendig af hensyn til barnets tarv. En sådan beslutning kan være nødvendig i særlige tilfælde, f.eks. ved forældres misbrug eller vanrøgt af barnet, eller hvor forældrene lever adskilt, og der skal træffes beslutning om barnets bopæl.”

I artikel 9 står der, at barn og forældre har ret til at opretholde kontakten med hinanden:

”Deltagerstaterne skal respektere retten for et barn, der er adskilt fra den ene eller begge forældre, til at opretholde regelmæssig personlig forbindelse og direkte kontakt med begge forældre, undtagen hvis dette strider mod barnets tarv.”

Hvem skal eller kan underrette om børn, der vantrives i deres hjem?

Alle borgere har pligt til at underrette myndighederne, hvis de får kendskab til, at et barn vantrives, altså har det dårligt og udsættes for dårlig behandling. Det fremgår af § 35 og 36 i Lov om social service (se kilder):

”Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen.”

Desuden kan socialministeren lave særlige regler, der pålægger ansatte i det offentlige, som har kontakt med børn og unge, en særlig forpligtelse til at være opmærksom på, om de børn og unge, de kommer i kontakt med, trives. Det fremgår af § 35 i Lov om social service, hvor der blandt andet står:

”Socialministeren kan fastsætte regler, hvorefter personer, der udøver offentlig tjeneste eller hverv, skal underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til forhold, der giver formodning om, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte.”

Hvis man har kendskab til ulovlige overgreb på et barn og undlader at underrette myndighederne, kan man blive straffet efter straffelovens § 141.

Offentligt ansatte, der nægter at udføre de pligter, som deres arbejde indebærer, kan straffes efter straffelovens § 156 og § 157.

Hvem beslutter, om et barn skal tvangsfjernes?

Det er kommunens børn- og ungeudvalg, der tager den endelige afgørelse om, hvorvidt et barn skal fjernes fra hjemmet. I alle kommuner findes et børn- og ungeudvalg, som blandt andet træffer afgørelse om, hvorvidt:

  • der skal gennemføres en undersøgelse af et barns forhold
  • der skal gennemføres en lægelig undersøgelse
  • barnet skal anbringes uden for hjemmet
  • forbindelsen mellem forældrene og et anbragt barn skal afbrydes.

Børn- og ungeudvalget består af tre kommunalbestyrelsesmedlemmer, udpeget af kommunalbestyrelsen selv, samt en byretsdommer og en pædagogisk-psykologisk sagkyndig. Udvalget er en selvstændig forvaltningsmyndighed, der tager stilling til konkrete sager.

Den kommune, der beslutter at anbringe et barn uden for hjemmet, fortsætter med at have ansvar for barnets anbringelse – også selv om forældrene flytter fra kommunen.

På hvilket grundlag træffes beslutning om tvangsfjernelse?

Børne- og ungeudvalget træffer deres beslutning ud fra en indstilling fra kommunens socialforvaltning. Kommunens socialforvaltning laver denne indstilling efter en undersøgelse af barnet og barnets forhold. I en sådan undersøgelse skal kommunen ifølge § 50 i Lov om social service ”inddrage de fagfolk, som allerede har viden om barnets eller den unges og familiens forhold. Dette kan ske ved at inddrage sundhedsplejerske, pædagoger, psykologer, lærere eller andre. (…) Hvis det er nødvendigt, skal kommunen lade barnet eller den unge undersøge af en læge eller en autoriseret psykolog.”

Som led i undersøgelsen skal der finde en samtale sted med barnet eller den unge. Denne samtale kan undlades, hvis barnets modenhed eller sagens karakter taler imod. Men da skal barnets synspunkt søges undersøgt på anden vis. Samtalen kan finde sted uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og uden dennes tilstedeværelse, når hensynet til barnets eller den unges bedste taler herfor. Undersøgelsen foretages normalt med forældrenes samtykke, men kan også, ifølge §51, foretages uden forældrenes samtykke ved at fjerne barnet kortvarigt fra hjemmet og indlægge det på sygehus eller anbringe det på institution. Det sker kun ”når det må anses for nødvendigt for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling.” 

Hvordan foregår undersøgelsen?

I praksis foretages der langt fra altid den grundige lovpligtige undersøgelse af barnets forhold. Det fremgår af rapporten ”Sagsbehandling i anbringelsessager. En undersøgelse af grundtakstreformens betydning for anbringelser af børn og unge” fra 2005 (se kilder), som bygger på 240 anbringelsessager fra det tidligere Københavns Amt og Søllerød Kommune. I over halvdelen af de sager, hvor kommunen har stået for anbringelsen alene, er der ikke lavet en forundersøgelse. Blandt andet derfor er det nu blevet indført i Lov om social service, at forundersøgelsen før en anbringelse skal indeholde følgende elementer:

  • Barnets eller den unges udvikling og adfærd
  • Familiens forhold
  • Skoleforholdene
  • Sundhedsforhold
  • Fritidsforhold og venskaber
  • Andre relevante forhold.

Organisationen Børnesagens Fællesråd (se kilder), der blandt andet arbejder for at forbedre forholdene for anbragte børn, påpeger på deres hjemmeside, at mange anbragte børn og unge stadig oplever, at de ikke bliver lyttet til og oplyst om deres rettigheder. Og at der ikke er tilstrækkeligt tilsyn med og åbenhed omkring eventuel magtanvendelse på de steder, de er anbragt. Derfor arbejder organisationen for, at anbragte børn på flere områder får større indflydelse på deres eget liv.

Hvad skal indstillingen om tvangsfjernelse indeholde?

Hvis kommunens socialforvaltning på baggrund af undersøgelsen af barnets forhold vurderer, at barnet bør fjernes uden forældrenes samtykke, laver socialforvaltningen en indstilling til børn- og ungeudvalget. Indstillingen skal ifølge §50 i Lov om social service indeholde:

  • En børnefaglig undersøgelse, herunder beskrivelser af at betingelser for anbringelsen er opfyldt.
  • Redegørelse for hvilke tilbud og foranstaltninger, der er forsøgt i familien, og hvorfor disse forsøg ikke er lykkedes eller ikke længere er tilstrækkelige
  • Redegørelse for hvorfor en anbringelse uden for hjemmet vurderes at kunne forbedre barnets situation
  • En handlingsplan for anbringelsen og en plan over den støtte og hjælp, forvaltningen forestiller sig, at barnet og familien skal tilbydes under og efter tvangsfjernelsen
  • Barnets eller den unges holdning til anbringelsen uden for hjemmet.

Filmen forklarer, hvad en børnefaglig undersøgelse er, og hvordan den foregår. Hvidovre Kommune.

 

Hvordan gennemføres tvangsfjernelsen?

Det er kommunalbestyrelsen, der har ansvar for, at en afgørelse om tvangsfjernelse føres ud i livet. Hvis forældrene modsætter sig det og ikke vil udlevere barnet, har kommunen ret til – uden retskendelse – at trænge ind i forældrenes hjem og tage barnet med. Hvis kommunen vurderer, at det er nødvendigt, kan politiet tilkaldes og hjælpe med at fjerne barnet med magt.

Hvor længe gælder beslutningen om en tvangsfjernelse?

Tvangsfjernelsen er i udgangspunktet midlertidig og skal ophøre, hvis:

  • Det mål, der er beskrevet i handlingsplanen, er nået
  • Det ikke længere er hensigtsmæssigt, at barnet er anbragt uden for hjemmet
  • Den unge er fyldt 18 år (anbringelsen kan dog forlænges, indtil den unge fylder 20 år, hvis den unge er indforstået med det).

Senest tre måneder efter en tvangsfjernelse skal kommunalbestyrelsen revurdere handlingsplanen for anbringelsen uden for hjemmet, og derefter genvurderes planen mindst hvert halve år. Senest et år efter tvangsfjernelsen skal børn- og unge-udvalget forny eller omstøde beslutningen. Udvalget kan dog i særlige tilfælde beslutte, at der kan gå mere end et år, før sagen skal genvurderes. Hvis sagen er anket, skal den først genoptages i børn- og unge-udvalget et år efter, at klagen er blevet afgjort. 

Hvem beslutter, om en tvangsfjernelse skal ophøre?

Hvis forældrene eller en ung over 15 år ønsker, at anbringelsen uden for hjemmet skal ophøre, skal kommunalbestyrelsen tage sagen op og beslutte, om det anbragte barn skal hjem igen. Hvis kommunalbestyrelsen beslutter, at den unge fortsat skal være anbragt uden for hjemmet, går sagen videre til børn- og ungeudvalget, som skal foretage afgørelsen.

Hvordan administreres og fortolkes reglerne om anbringelse?

Der er stor forskel på, hvordan sagsbehandlere fra forskellige kommuner og inden for samme kommune fortolker lovgivningen om anbringelse uden for hjemmet. To forskere fra Socialforskningsinstituttet har gennemført en undersøgelse for at finde ud af, hvordan sagsbehandlere i forskellige kommuner vurderer børnesager. De præsenterede sagsbehandlerne for nogle eksempler på børnesager og bad dem udfylde nogle spørgeskemaer. Herefter deltog de i gruppeinterview om, hvordan de vurderede børnenes situation, og hvilke foranstaltninger de ville vælge i de konkrete sager. Undersøgelsen ”En vignetundersøgelse om socialforvaltningernes vurderinger i børnesager” (se kilder) viste, at sagsbehandlernes vurderinger var meget forskellige, og de to forskere konkluderer: ”Forskellene er så store både mellem de forskellige kommuner og mellem forskellige sagsbehandlere inden for samme kommune, at klienter med identiske problemer må formodes at blive behandlet forskelligt fra kommune til kommune og fra sagsbehandler til sagsbehandler.” 

Hvad er Barnets Reform?

Barnets Reform er en reform, som et stort flertal af Folketingets partier blev enige om at gennemføre i 2010. Målet med reformen, som præsenteres i Servicestyrelsens udgivelse ”Håndbog om barnets Reform” (se kilder), er i forlængelse af Anbringelsesreformen fra 2004 at gå endnu videre i sikringen af de anbragte børns tarv. ”Reformen fastslår, at det altid er barnets tarv, som skal være i centrum for vores arbejde. Dette afspejler sig i den nye formålsbestemmelse. Og det går igen i alle bestemmelserne om særlig støtte til børn og unge”, lyder formålsbeskrivelsen til Barnets Reform, som for eksempel understreger anbragte børns ret til samvær med forældrene og til indflydelse på valg af anbringelsessted.

Hvilke ændringer medfører Barnets Reform?

Reformen medfører, at en række elementer i den nuværende praksis ændres eller styrkes. I stk. 1 i formålsbestemmelsen (Servicelovens § 46) (se kilder) bliver der som noget nyt formuleret fem konkrete formål, som støtten af anbragte skal forholde sig til:

  • Der sættes yderligere fokus på at skabe kontinuitet i anbragte børns liv og tryghed i form af nære og stabile relationer til voksne blandt andet ved at understøtte familiemæssige relationer og netværk.
  • Anbragte børn og unges muligheder for personlig udvikling og opbygning af kompetencer til at indgå i sociale relationer styrkes.
  • Barnets eller den unges skolegang og mulighed for at gennemføre en uddannelse skal styrkes.
  • De anbragte børn og unges sundhed skal fremmes.
  • De anbragte børn og unges overgang fra anbringelse til selvstændigt voksenliv skal styrkes med såkaldte efterværnsordninger, hvor de unge bliver tildelt en coach eller vejleder, der skal hjælpe dem til at få en bedre overgang fra anbringelsen til uddannelse og arbejdsmarked.

Med Barnets Reform sænkes alderen for, hvornår et barn kan klage, så børn, fra de er 12 år, kan klage over afgørelser, der vedrører dem. Kommunen skal desuden besøge anbragte børn mindst to gange om året mod tidligere én gang om året. Børnene får krav på at tale med deres sagsbehandler, uden at personale fra anbringelsesstedet er til stede. Kommunen får pligt til at hjælpe anbragte børn med at finde en person i deres netværk, som kan være støtteperson under anbringelsen.

Hvilken kritik er der blevet rejst af reformen?

Barnets Reform har fået ros, men er også blevet kritiseret, blandt andet for følgende:

  • At reformen har givet kommunerne frit spil til at lukke dyrere døgninstitutioner og spare sig til billigere anbringelser, der ikke nødvendigvis er i barnets bedste interesse. Det kan man læse i artiklen ”Barnets Reform er et tilbageskridt for de svageste børn” i Dagbladet Information (se kilder), som beskriver, hvorfor der stadig er behov for institutioner i nogle anbringelsessager. I alt lukkede omtrent 20 private opholdssteder og omtrent 10 offentlige kom under afvikling, herunder fem familiedøgninstitutioner, i 2011, efter indførelsen af Barnets Reform med afsæt i reformens formål om, at flere børn skulle anbringes i familiepleje frem for på institution.
  • Blandt kritikerne af reformen er Per Schultz Jørgensen, tidligere professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, tidligere formand for Børnerådet, og forhenværende forskningsleder på Socialforskningsinstituttet. Han peger i artiklen ’Barnets Reform er et tilbageskridt for de svageste børn i ’Dagbladet Information’ (se kilder) på en undersøgelse, der viser, at kommunernes tilsyn med familieplejerne ikke fungerer, idet 71 % af plejefamilierne ikke har fået den lovpligtige todages efteruddannelse.

”alt for mange kommuner lever simpelthen ikke op til hverken lovens ånd eller bogstav på børneområdet”, siger Per Schultz Jørgensen i artiklen. Han er særligt kritisk over for, at Barnets Reform har slækket kravene til socialfaglige undersøgelser, har medført færre krav til kommunerne om at lave handleplaner og har afskaffet kravet om, at kommunerne udarbejder en sagsbehandlingsstandard i anbringelsessager.  

  • En række kritikere har udtrykt bekymring for, at reformen giver kommunerne lettere adgang til at undersøge mistænkelige forhold i hjemmet uden tilladelse fra forældrene. Kritikerne er bekymrede for, at det vil skade samarbejdet med forældrene og dermed i sidste instans børnene.

”Vi bruger i dag kun meget sjældent tvang, men det her lægger op til, at man skal være mindre omhyggelig med at få et samtykke og få samarbejdet til at fungere. Det er ikke i barnets bedste interesse”, lyder det i artiklen ”Eksperter lunkne ved børnereform” i Berlingske Tidende (se kilder) fra Bettina Post, daværende formand for Dansk Socialrådgiverforening. Hun bakkes op af seniorforsker ved SFI Tine Egelund, som kalder den del af lovændringen ”tvivlsom” og ”en yderst uheldig bivirkning”.

  • Blandt andet Børns Vilkår har kritiseret, at anbringelse af børn fortsat ligger i kommunerne. Sagerne bør ligge hos regionerne, da det vil sikre større ensartethed og faglighed i sagsbehandlingen, mener Børns Vilkår.

Anbringelsessteder

Hvor kan børn anbringes?

Børn kan anbringes uden for hjemmet på forskellige typer af anbringelsessteder. Den mest almindelige form for anbringelse er familiepleje, men mange børn og unge anbringes på døgninstitution eller et andet socialpædagogisk opholdssted. Kostskoleophold eller anbringelse hos en familie i den anbragtes netværk eller slægt er en anden mulighed.

Kommunerne er forpligtet til løbende at føre tilsyn med barnets eller den unges forhold under opholdet og træffe afgørelse om f.eks. ændring af anbringelsessted og uddannelse.

Hvad er en døgninstitution?

Begrebet døgninstitution dækker over forskellige typer af institutioner, som har det til fælles, at beboerne opholder sig der døgnet rundt. Det kan være alt fra efterskoler til sikrede døgninstitutioner for kriminelle unge. Døgninstitutioner er opholdssteder, som drives af kommuner eller regioner for at sikre beboerne pleje, faglig hjælp, observation eller lignende døgnet rundt.

Hvad er familiepleje?

At et barn anbringes i familiepleje vil sige, at det fjernes fra eget hjem og anbringes i en anden familie. Ideen er, at barnet fortsat kan have en oplevelse af at høre til i et nært fællesskab i en familie i stedet for de mere anonyme omgivelser på en institution.

Hvordan udvælges og godkendes plejefamilier?

Plejefamilier skal godkendes af den kommune, de bor i. Det fremgår af § 66 i Lov om social service (se kilder):

I forbindelse med anbringelsesreformen er det besluttet, at alle plejefamilier skal gennemføre et kursus i at være plejeforældre. Det sker som reaktion på forlydender om store forskelle i kommunernes måde at godkende plejefamilier på.

Hvad er slægts- og netværksanbringelser?

Slægts- og netværksanbringelse er en form for familiepleje, hvor den plejefamilie, der vælges, er en del af barnets familie eller øvrige netværk. Ideen er at inddrage ressourcerne i barnets familie eller netværk og på den måde sikre, at barnet trods anbringelsen oplever en vis kontinuitet i sin tilværelse.

I andre lande, blandt andet Sverige, bruges slægtsanbringelser mere end i Danmark, og forskning fra flere lande peger på, at slægtsanbragte børn gennemsnitligt har bedre mulighed for at bevare kontakten med deres biologiske forældre end børn, der er anbragt andre steder.

Af en dansk undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet ”Slægtsanbringelser i Danmark” (se kilder) og de nyeste tal fra Danmarks Statistik fremgår det, at cirka 5 % af alle anbringelser i Danmark er slægtsanbringelser, og at de slægtsanbragte børn ifølge de kommunale sagsbehandlere klarer sig bedre udviklingsmæssigt end andre anbragte børn. Det kan dog skyldes, at de børn, der slægtsanbringes, generelt har det bedre på anbringelsestidspunktet end andre anbragte børn. Ifølge undersøgelsen har færre af de slægtsanbragte børn psykiske problemer og adfærdsproblemer.

Hvad er opholdssteder?

Opholdssteder er anbringelsessteder, der kan fungere som alternativer til familiepleje og døgninstitutioner. Det kan være særlige kollektiver, skibsprojekter og pladser på kost- og efterskoler. Ideen med at bruge den slags opholdssteder er, at kommunen kan få mulighed for at finde et optimalt anbringelsessted til det enkelte barn. Opholdsstederne skal godkendes som anbringelsessteder af kommunen.

Hvor mange børn anbringes på hver type anbringelsessted?

Ved udgangen af 2018 var fordelingen af anbragte børn på forskellige typer anbringelsessteder – ifølge Danmarks Statistik. Det fremgår af opgørelsen ”Fortsat færre anbragte børn i 2018”(se kilder):

  • Familiepleje: 8.703  
  • Døgninstitution: 2.366
  • Kostskole og lignende: 207
  • Eget værelse uden for hjemmet: 571  
  • Socialpædagogisk opholdssted: 1.921
  • Andet (akutinstitution, kommunalt døgntilbud eller skibsprojekt) og uoplyst: 55
  • Netværksplejefamilie: 1.041

Der findes ingen opgørelser over, hvordan tvangsanbragte børn placeres på forskellige typer anbringelsessteder sammenlignet med frivilligt anbragte børn.

De anbragte børn

BT og Børnehjælpsdagen har inviteret 4 danske anbragte børn med til Grønland. Her er det Patricia.
BT og Børnehjælpsdagen har inviteret 4 danske anbragte børn med til Grønland. Her er det Patricia.
Foto: Lea Meilandt Mathiesen / Scanpix

Hvor gamle er de tvangsfjernede børn?

Det er forskelligt, hvornår børn tvangsfjernes, og hvor længe tvangsfjernelsen varer. Men der er en tendens til, at børn, der tvangsfjernes, bliver anbragt tidligere end børn, som anbringes med forældrenes samtykke. Derfor er de tvangsfjernede børn forholdsvis små sammenlignet med andre børn anbragt uden for hjemmet. Det fremgår af SFI-rapporten ”Små børn anbragt uden for hjemmet” (se kilder), som viser, at en fjerdedel af de børn, der er anbragt, inden de fylder 8 år, er anbragt med tvang.

Ifølge opgørelsen ”Fortsat færre anbragte børn i 2018” Danmark Statistik (se kilder) var aldersfordelingen på de 1.848 tvangsfjernede børn ved udgangen af 2018:

  • 0-5 år: 662  
  • 6-11 år: 974
  • 12-17 år: 11.074

Hvorfor tvangsfjernes børnene?

Den mest almindelige begrundelse er ifølge SFI-rapporten ”Når børn og unge anbringes” fra 1997 (se kilder), at barnet eller den unge lide af adfærdsvanskeligheder. Rapporten opstiller følgende liste over, hvilke årsager sagsbehandlerne nævner som baggrund for både frivillige og tvungne anbringelser:

  • Adfærdsvanskeligheder hos barnet/den unge: 62 %
  • Manglende omsorg: 4 9%
  • Misbrug hos den voksne: 38 %
  • Barnet/den unge ønsker ikke at bo i hjemmet: 24 %
  • Psykisk lidelse/handicap hos den voksne: 22 %
  • Udviklingsproblemer os barnet/den unge: 21 %

Som det fremgår af tallene, er der ofte flere årsager til, at et barn anbringes uden for hjemmet.

Hvilke rettigheder har barnet under en tvangsfjernelsessag?

Alle børn og unge har ret til at blive hørt i sager om anbringelse uden for hjemmet, medmindre særlige omstændigheder taler imod det. Det fremgår af Lov om social service (se kilder) § 48:

”Forinden myndigheden træffer afgørelse i en sag om foranstaltninger efter kapitel 8, og forinden der træffes afgørelse i en sag om ophør af en anbringelse, skal der finde en samtale sted med barnet eller den unge herom.

Stk. 2. Samtalen kan undlades, i det omfang barnets modenhed eller sagens karakter i afgørende grad taler imod samtalens gennemførelse. Kan samtalen ikke gennemføres, skal barnets holdning til den påtænkte foranstaltning og til spørgsmålet om ophør af anbringelse søges tilvejebragt.” 

Børn over 15 år har ret til advokatbistand og til at se sagens akter og udtale sig om sagen, og børn over 12 år skal altid høres i deres egen sag. 

Bliver barnets rettigheder overholdt i praksis?

Ikke i alle tilfælde. Af SFI-rapporten ”Små børn anbragt uden for hjemmet” (se kilder) fremgår det, at i over halvdelen af sagerne har sagsbehandlerne ikke talt med børnene om emner, som er væsentlige for dem ved anbringelsen, for eksempel hvorfor de skal anbringes, og hvor længe anbringelsen skal vare.

Også fortællingerne i bogen ”Tabuka - tidligere anbragtes bud på kvalitet i anbringelsen af børn og unge” (se kilder) tyder på, at anbragte børns rettigheder bliver krænket. Næste alle tidligere anbragte, der medvirker i bogen, fortæller, at ingen talte med dem om anbringelsen.

I  undersøgelsen ”Sagsbehandling i anbringelsessager. En undersøgelse af grundtakstreformens betydning for anbringelser af børn og unge, som belyser 240 anbringelsessager fra det tidligere Københavns Amt og Søllerød Kommune fremgår det, at 85 % af de 6-9årige børn ikke er blevet hørt i deres egen sag, mens det gælder omkring hvert tredje barn mellem 10 og 14 år og 14 % af de 15-17-årige (se kilder). 

Hvilke rettigheder har barnet under tvangsfjernelsen?

Ifølge FN’s konvention om Barnets Rettigheder (se kilder) har et barn, der er adskilt fra den ene eller begge forældre, krav på at ”opretholde regelmæssig personlig forbindelse og direkte kontakt med begge forældre, undtagen hvis dette strider mod barnets tarv”.

Dette princip går igen i dansk lovgivning. I Lov om social service § 71 hedder det:

”Barnet eller den unge har ret til samvær og kontakt med forældre og netværk, herunder søskende, bedsteforældre, øvrige familiemedlemmer, venner m.v. under anbringelsen uden for hjemmet”.

Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at forbindelsen mellem barnet eller den unge og forældrene og netværket holdes ved lige. Ved tilrettelæggelse af samværet skal der lægges vægt på, at barnet eller den unge også på længere sigt har mulighed for at skabe og bevare nære relationer til forældre og netværk. Dog skal kommunen samtidig tage højde for, at samværet ikke må skade den unges sundhed og udvikling.

Børn over 12 år har ifølge § 72 i Lov om social service ret til gratis advokatbistand under en sag om anbringelse og ret til at klage over anbringelsesstedet.

Bliver disse rettigheder overholdt i praksis?

Det kan være svært at afgøre, om børnenes rettigheder overholdes. Det er for eksempel svært at vurdere, hvor meget kommunen skal gøre for at sikre kontakt mellem barn og forældre. Mange tidligere anbragte mener ikke, at deres kontakt til forældre og søskende er blevet prioriteret tilstrækkelig højt af kommunen. Det fremgår af bogen ”Tabuka - tidligere anbragtes bud på kvalitet i anbringelsen af børn og unge” (se kilder), hvor mange nævner, at deres forhold til forældre og søskende blev afbrudt eller skadet af anbringelsen.

Hvilke rettigheder er særlig relevante for etniske minoritetsbørn?

Ifølge FN’s konvention om Barnets rettigheder (se kilder) skal et barn, der tilhører et religiøst eller etnisk mindretal ”ikke nægtes retten til i fællesskab med andre medlemmer af sin gruppe, at udøve sin egen kultur, at bekende sig til og udøve sin egen religion eller at bruge sit eget sprog” (artikel 30).

For børn, som ”midlertidigt eller konstant er afskåret fra sine familiemæssige omgivelser eller som af hensyn til sit eget bedste ikke kan tillades at forblive i disse omgivelser”, gælder det, at ”Ved overvejelse af mulige løsninger skal der tages tilbørligt hensyn til ønskeligheden af sammenhæng i et barns opvækst og til barnets etniske, religiøse, kulturelle og sproglige baggrund” (artikel 20).

Overholdes disse rettigheder i praksis?

Børnenes ret til at bevare deres kultur, religion og sprog og ret til at bevare kontakten med forældrene bliver ofte krænket i det danske system. De etniske minoritetsbørn bliver som regel anbragt i familier eller på institutioner, hvor ingen taler barnets modersmål eller kender til dets kultur og religion.

Af SFI-rapporten ”Små børn anbragt uden for hjemmet” (se kilder) fremgår det, at en tredjedel af de små børn med minoritetsbaggrund, der er anbragt uden for hjemmet, ikke har dansk som modersmål. Alligevel tales der generelt kun dansk med dem på anbringelsesstederne. Seks ud af ti anbringelsessteder gør ikke noget for, at barnet kan vedligeholde sit modersmål. Konsekvensen er blandt andet, at mange små børn med etnisk minoritetsbaggrund efter et par års anbringelse ikke længere kan kommunikere med deres forældre. Det gælder ifølge SFI-rapporten ”Små børn anbragt uden for hjemmet” halvdelen af børnene med etnisk minoritetsbaggrund.

Samme tendens fremgår af SFI-rapporten ”Mit barn er anbragt” fra 2004 (se kilder), hvor 11 forældre med minoritetsbaggrund fortæller om deres erfaringer med at have et barn anbragt uden for hjemmet.

Hvad karakteriserer anbragte børn og unge?

Anbragte børn og unge har oftere end deres jævnaldrende fysiske og psykiske problemer. En undersøgelse af anbragte børn født i 1995, ”Små børn anbragt uden for hjemmet” fra SFI (se kilder), viser, at anbragte børn sammenlignet med deres jævnaldrende:

  • Oftere har en diagnose på en langvarig sygdom eller et handicap. Det gælder omkring hvert fjerde anbragte børn. Det er især psykisk udviklingshæmning, DAMP og psykiatriske diagnoser, der er hyppigere blandt anbragte børn
  • Oftere har problemer med deres kammerater og bliver mobbet
  • Oftere har en dårlig start i skolen og oftere får specialundervisning
  • Sjældnere dyrker en fritidsinteresse.

Hjælper anbringelserne?

Det er svært at afgøre, fordi man ikke ved, hvordan det ville være gået børnene, hvis de ikke var blevet anbragt. Ideen med anbringelserne er, at børnene fjernes fra en umiddelbar trussel mod deres sundhed og udvikling, og i praksis betyder en anbringelse ofte, at barnet i modsætning til tidligere får opfyldt sine basale behov for mad, søvn og omsorg.

Der er dog også en række problemer forbundet med anbringelserne; blandt andet går det ofte ud over børnenes skolegang, når de ved anbringelsen er nødt til at skifte skole. Det fremgår af artiklen ”Svigt på første klasse” i Psykolog Nyt nr. 1/2004 (se kilder).

I 2010 viste undersøgelsen Sammenbrud i anbringelser af unge. Erfaringer, forklaringer og årsager bag foretaget af Socialforskningsinstituttet, SFI (se kilder), at knap halvdelen af alle teenagere, der bliver anbragt uden for hjemmet, oplever sammenbrud i forløbet. Forskerne bag undersøgelsen kortlagde over fire år, hvordan det gik 227 anbragte unge mellem 13 og 18 år. 44 % af dem oplevede et eller flere sammenbrud under deres anbringelsesforløb.

”44 procent er et højt tal. Det er paradoksalt, at selvom formålet med at anbringe en ung uden for hjemmet ofte er et ønske om at skabe større stabilitet i de unges liv, så fortsætter ustabiliteten tit under anbringelsesforløbet,” udtalte programleder bag undersøgelsen Tine Egelund i artiklen ”Stor ustabilitet i unges anbringelser” på Videnskab.dk (se kilder).

Hvordan klarer børnene sig som voksne?

Voksne, der har været anbragt uden for hjemmet som børn, klarer sig generelt dårligere end deres jævnaldrende, hvad angår uddannelse, arbejde og familieliv. Det viser flere undersøgelser. Undersøgelsen ”Samfundets stedbørn” fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (se kilder) viser, at ”blandt 30-37årige i 2001, der 20 år tidligere var anbragt uden for hjemmet, var der i 2001 ca. 36 procent, der var førtidspensionister eller uden for arbejdsmarkedet i øvrigt. Blandt de 30-37-årige, der ikke havde været anbragt m.v., var den tilsvarende andel ca. 8 procent.” (Uden for arbejdsmarkedet i øvrigt vil især sige at være på langvarig kontanthjælp).

Desuden har hele 63,7 % af de tidligere anbragte ingen erhvervsuddannelse, og kun 7,7% har en længerevarende uddannelse, mens de tilsvarende tal for deres jævnaldrende er 27,2 % og 29 %.

Samme undersøgelse viser, at omkring 50 % af de tidligere anbragte som 30-37-årige lever alene (med eller uden børn), mens det kun gælder 22,1 % af deres jævnaldrende. 

Hvad sker der, når barnet fylder 18 år?

Når det anbragte barn fylder 18 år, ophører anbringelsen formelt. Det fremgår af Lov om social service (se kilder)

Inden den unge fylder 18 år, skal kommunalbestyrelsen i sørge for, at der er en plan for, hvad der skal ske, når anbringelsen ophører, blandt andet om den unge skal have særlig støtte for eksempel i form af efterværn eller fortsat anbringelse. Kommunalbestyrelsen skal forinden da i samarbejde med den unge have revideret handleplanen og have tagets stilling til den unges videre forløb med hensyn til uddannelse og beskæftigelse og øvrige relevante forhold.

Hvad vil efterværn sige?

Efterværn er tilbud til unge fra 18-22 år, som kommunen vurderer, har særligt behov for støtte. Det kan blandt andet gælde unge, som har været anbragt uden for hjemmet. Mulighederne fremgår af Servicelovens § 76 (se kilder).

Et efterværn kan indeholde flere forskellige muligheder for støtte og kan helt frem til den unge fylder 23 år, hvis den unge vurderes at have behov for det og præsenteres på Socialstyrelsens hjemmeside (se kilder):

· Opretholdelse af et døgnophold på et anbringelsessted som f.eks. i en plejefamilie, på døgninstitution eller i eget værelse (§ 76, stk. 3, nr. 1)

· At der udpeges en fast kontaktperson for den unge, eller at en kontaktperson kan opretholdes for de unge, som tidligere har modtaget denne form for støtte (§ 76, stk. 2 eller § 76, stk. 3, nr. 2)

· At der etableres en udslusningsordning i det hidtidige anbringelsessted (§ 76, stk. 3, nr. 3)

· Andre former for støtte, der har til formål at bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse for den unge (§ 76, stk. 3, nr. 4)

Baggrunden for efterværnsmuligheden fremgår af SFI-undersøgelsen ”Fra anbringelse til efterværn” (se kilder). I resumeet af undersøgelsen slår de to forfattere fast: ”Unge, der forlader anbringelsessystemet, står med en lang række af problemer, som gør dem udsatte i overgangen til en selvstændig voksentilværelse. De unge har ofte problemer med manglende uddannelse og svag arbejdsmarkedstilknytning, de har svært ved at finde egnede boliger, flere mangler basale livsfærdigheder, de har spinkle netværk og har ofte sociale problemer. (…) Det tyder således på, at efterværnsindsatsen er væsentlig for at sikre, at de unge, og dermed hele den forudgående indsats, ikke tabes på gulvet.” 

Forældre til anbragte børn

Hvilke rettigheder har forældrene før anbringelsen?

Forældrene har ret til at blive inddraget i løsningen af barnets problemer. Det fremgår af Lov om social service § 46:

Stk. 3. 

”Støtten skal bygge på barnets eller den unges egne ressourcer, og barnets eller den unges synspunkter skal altid inddrages med passende vægt i overensstemmelse med alder og modenhed. Barnets eller den unges vanskeligheder skal så vidt muligt løses i samarbejde med familien og med dennes medvirken. Hvis dette ikke er muligt, skal foranstaltningens baggrund, formål og indhold tydeliggøres for forældremyndighedsindehaveren og for barnet eller den unge.”

Denne ret gælder også ved en sag, der ender med tvangsfjernelse.

Før der træffes afgørelse i sag om tvangsanbringelse, skal forældremyndighedsindehaveren og en ung, der er fyldt 15 år, have lejlighed til at se sagens akter og udtale sig om sagen.

Får forældrene i praksis disse rettigheder?

Ikke altid. Ifølge SFI-rapporten ”Små børn anbragt uden for hjemmet” (se kilder) har over en fjerdedel af forældrene ikke været inddraget i den handleplan, der udarbejdes, når et barn anbringes uden for hjemmet. Ifølge samme undersøgelse er over halvdelen af forældrene desuden utilfredse eller meget utilfredse med den hjælp, de har fået fra kommunen både før og efter anbringelsen af deres barn.

Hvilke rettigheder har forældrene, mens deres barn er tvangsfjernet?

Advokatbistand: Når en sag udvikler sig sådan, at kommunen beslutter, at et barn skal fjernes uden forældrenes samtykke, har forældrene og unge, der er fyldt 12 år, ret til advokatbistand. Det fremgår af Lov om social service § 72:

”Kommunen tilbyder forældremyndighedens indehaver gratis advokatbistand under en sag om

  1. gennemførelse af en undersøgelse af barnets og familiens forhold,
  2. 2) anbringelse uden for hjemmet efter § 58 ( ... )”

Samvær med barnet: Desuden har forældrene ret til samvær med barnet eller den unge, hvilket fremgår af § 71:

”Kommunalbestyrelsen skal under hensyntagen til barnets eller den unges bedste og under hensyntagen til beskyttelsen af barnets eller den unges sundhed og udvikling og beskyttelsen af barnet eller den unge mod overgreb sørge for, at forbindelsen mellem barnet eller den unge og forældrene og netværket holdes ved lige.”
Støtteperson: Det fremgår af § 68b stk. 4, at ””Forud for anbringelsen skal kommunalbestyrelsen hjælpe barnet eller den unge med at finde en person i barnets eller den unges familie eller netværk, som kan udpeges til at være dennes støtteperson under anbringelsen.”

Støttepersonen kan gå med til møder med sagsbehandleren og hjælpe forælderen med at forstå sagsgangen. Støttepersonen skal derfor være kompetent inden for børnesager.

Hvilke muligheder har forældre for at klage over tvangsfjernelsen?

Forældrene har mulighed for at klage over børne- og ungeudvalgets afgørelse ved at indgive klage til Ankestyrelsen. Klagen kan både gå på selve beslutningen om at tvangsfjerne barnet og på forholdene under anbringelsen, for eksempel det sted, barnet er anbragt, eller eventuelle begrænsninger i samværet mellem barn og forældre. Desuden kan forældrene kræve, at Ankestyrelsens afgørelse bliver forelagt landsretten og afgjort endeligt der.

Hvad sker der, hvis forældre skjuler et tvangsfjernet barn?

Det er ulovligt at skjule et tvangsfjernet barn. Hvis forældrene skjuler et barn, som kommunen har tvangsfjernet, kan de straffes efter Lov om social service § 156:

”Den, som tilskynder eller hjælper et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet efter denne lov, til at undvige eller holder den undvegne skjult, straffes med hæfte eller fængsel i indtil 2 år eller under formildende omstændigheder med bøde.”

Hvis de fjerner barnet fra den institution eller plejefamilie, hvor det er anbragt, kan de straffes efter § 157 i Lov om social service: ”Den, der i strid med reglerne i denne lov anbringer eller modtager et barn eller en ung i pleje eller fjerner et barn eller en ung fra familiepleje, straffes med bøde.” 

Hvad karakteriserer forældre, hvis børn anbringes uden for hjemmet?

Forældre, der får tvangsfjernet deres børn, har typisk en række problemer, som tilsammen gør, at de ikke kan tage vare på deres børn. De er karakteriseret ved:

  • Brudte familieforhold: Et flertal af de forældre, hvis børn er anbragt, er flyttet fra hinanden eller har aldrig boet sammen. Undersøgelsen ”Samfundets stedbørn” fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (se kilder) viser, at omkring 90 % af børn, der var anbragt uden for hjemmet i 1981, ikke boede hos begge forældre.
  • Manglende uddannelse: Halvdelen af forældrene til anbragte børn, der blev født i 1995, har ikke en uddannelse ud over folkeskolen, og hver femte er gået ud af skolen i 7. eller 8. klasse. Det fremgår af SFI-undersøgelsen ”Små børn anbragt uden for hjemmet” (se kilder).
  • Dårlig økonomi og marginalisering på arbejdsmarkedet: Undersøgelsen ”Samfundets stedbørn” fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (se kilder) viser, at omkring 40 % af børn, der var anbragt uden for hjemmet i 1981, kom fra hjem, hvis primære indtægt var overførselsindkomster. Fordelingen var omtrent den samme i 2001 – dog var der her endnu flere af de forældre, hvis børn var anbragt, som ikke boede sammen med barnets anden forælder. I undersøgelsen konkluderes, at ”børn, der ikke bor hos begge forældre, og i en familie på overførelsesindkomst, (har) en risiko for anbringelse, der er 40-50 gange større, end man ser i parfamilier, hvor forældrene er i arbejde.”
  • Tidlige og uplanlagte graviditeter: SFI-undersøgelsen ”Små børn anbragt uden for hjemmet” (se kilder) fokuserer på børn, der er født i 1995, og er blevet anbragt uden for hjemmet som små. Undersøgelsen viser, at over halvdelen af de anbragte børns mødre ikke havde planlagt graviditeten, og at cirka 25 % af dem fødte deres første barn i teenageårene.
  • Dårligt helbred og misbrugsproblemer: Ifølge undersøgelsen "Små børn anbragt uden for hjemmet" (se kilder) har 44 % af de tidligt anbragte børns forældre en langvarig sygdom eller et handicap, oftest psykisk sygdom. 44 % har eller har haft et stort forbrug af alkohol, hash, narkotika eller beroligende medicin.
  • Kaotisk barndom: En forholdsvis stor del af de anbragte børns forældre har selv været anbragt uden for hjemmet som børn. 40 % af de anbragte børn i undersøgelsen ”Små børn anbragt uden for hjemmet” (se kilder) har mindst en forælder, der selv som barn har været anbragt uden for hjemmet.

Hvordan kan (tvangs)anbringelser forebygges?

Tvangsanbringelser kan blandt andet forebygges ved at sætte ind med:

  • Støtte til sårbare gravide og mødre. Ved at være opmærksom på gravide, som er i en sårbar situation og for eksempel har psykiske problemer og misbrugsproblemer, kan man sætte ind med støtte til disse kvinder. Det kræver, at læger og sundhedsplejersker er mere opmærksomme på faresignalerne allerede under en graviditet, fremhævede daværende formand for Børns Vilkår, Peter Albæk, i kronikken ”De glemte børn” i Politiken 4. februar 2005 (se kilder) og psykolog Niels Peter Rygård i kronikken ”Samfundets stedbørn” i Jyllands-Posten 6. juni 2004 (se kilder).
  • Familierådslagning: Ofte kan det ikke undgås, at barnet anbringes uden for hjemmet, men anbringelsen kan i mange tilfælde ske med forældrenes samtykke. Det viser forsøg med såkaldt familierådslagning, en metode som går ud på, at familien omkring et truet barn selv skal være med til at finde løsningsmuligheder på problemerne. Socialrådgivere i Faaborg Kommune har arbejdet med metoden i flere år, og i løbet af det første år førte det til, at ingen børn blev anbragt med tvang. Erfaringerne nævnes i artiklen ”Opgør med ekspertrollen” i Socialrådgiveren nr. 18/2002 (se kilder) og i rapporten "Familierådslagning i Danmark - 2. del af evalueringen af 'Det danske forsøg med familierådslagning'" (se kilder).

Familiebehandling med klare valgmuligheder for forældrene: Psykolog Elisabeth Bruhn Thomsen skriver i artiklen ”Svigt på første klasse” i Psykolog Nyt nr. 1/2004 (se kilder): ”Tilbydes familien en adækvat og tilstrækkelig behandlingsindsats, hvor forældrene konfronteres med det direkte valg, om de vil standse deres misbrug, eller om deres børn i modsat fald skal anbringes, kan vi nå flere af disse forældre.” En måde at stille de klare valgmuligheder op på er ved at lave familiekontrakter.

Tvangsanbringelser i andre lande

Hvor mange børn bliver tvangsfjernet i andre lande?

I de øvrige nordiske lande fjernes omkring halvt så mange børn og unge uden for hjemmet som i Danmark. Det fremgår af rapporten "Anbringelse af børn og unge uden for hjemmet – en forskningsoversigt" (se kilder). Rapporten, der baserer sig på tal fra 1995-1996, viser, at omtrent 9 promille af de danske 0-17-årige var anbragt uden for hjemmet, mens det gjaldt 5-6 promille i de øvrige nordiske lande. Andelen af tvangsanbringelser var omkring 10% i Danmark, mens det i Sverige gjaldt 31%. I Norge og Finland er alle anbragte børn anbragt med en eller anden grad af tvang, fordi reglerne er anderledes end i Danmark. 

Hvorfor er der forskel på andelen af tvangsfjernede i Danmark og andre lande?

Mange eksperter mener, at det skyldes, at den forebyggende indsats er for ringe. Den forklaring hælder psykolog Elisabeth Bruhn Thomsen til i artiklen "Svigt på første klasse" i Psykolog Nyt nr. 1/2004 (se kilder): "Når professionelle ikke ser andre muligheder end at gribe til anbringelse uden for hjemmet, er det, fordi der er noget rivende galt med den danske forebyggelses- og behandlingsindsats over for truede familier. (…) Fire ud af ti børn bliver anbragt uden for hjemmet, uden at man forudgående har forsøgt sig med andre indsatser. Det er dybt problematisk, at man ikke griber ind med familiebehandling længe før." 

Hvilke argumenter er der for at tvangsfjerne færre børn i Danmark?

Mange tvangsfjernede børn tilhører en gråzone, hvor det er sagsbehandlernes fordomme og normer, der afgør, om børnene fjernes. Disse børn fjernes ofte alene på baggrund af en mistanke om misrøgt, vold eller incest, ikke på baggrund af beviser. Dette argument fremføres af foreningen Danmarks Børn, blandt andet af foreningens næstformand, Kirsten Skovbo, i debatindlægget "Tvangsfjernede børn havner i et emotionelt koldt tomrum" i Politiken 14. maj 2005 (se kilder). 

Hvilke argumenter er der for at tvangsfjerne flere børn i Danmark?

Flere tvangsfjernelser er bedre end mange 'skjulte tvangsfjernelser': Nogle eksperter mener, at flere børn burde tvangsfjernes i stedet for at blive fjernet med samtykke fra forældrene. Mange forældre samtykker nemlig, fordi de ikke ser andre udveje, og dermed mister de muligheden for at få blandt andet advokatbistand. Det påpeger psykolog Elisabeth Bruhn Thomsen i Psykolog Nyt nr. 1/2004 i artiklen "Svigt på første klasse" (se kilder): "I virkeligheden er der alt for mange frivillige anbringelser og for få tvangsfjernelser. I sidstnævnte tilfælde er der nemlig større chancer for, at der leves op til intentionerne bag serviceloven, og at sagerne bliver grundigt belyst. Med færre tvangsanbringelser er tendensen, at der opstår demokratisk underskud i forhold til de svagest stillede familier i samfundet. De får ikke muligheden for at få advokat stillet til rådighed og afprøvet deres rettigheder."

Samfundet skal i højere grad tage vare på barnets tarv og tage mindre hensyn til forældrene: Det argument fremførte Socialdemokraternes daværende formand, Helle Thorning-Schmidt, i artiklen "Vi skal tvangsfjerne nogle flere børn" i Politiken 27. februar 2005 (se kilder): "Når det for eksempel mislykkes at få forældrene ud af et stofmisbrug, er børnene stadig i klemme. Forældrene kan man give en chance til, men i mellemtiden er der så stjålet et eller to meget vigtige år af børns liv. Derfor skal vi ikke være så bange for at gribe ind." 

Baggrundskilder

Originalkilder

17 børn og unge fortæller om deres erfaringer med at være anbragt uden for eget hjem.
Kroghs Forlag, 2004. 25 voksne fortæller om deres oplevelse af som barn at være anbragt uden for hjemmet, og om hvordan det har præget deres liv siden.

Rapporter og undersøgelser

UFC Børn og Unge. 2005. Om erfaringer fra to døgninstitutioner med arbejdet med anbragte børn og unge med anden etnisk baggrund end dansk samt deres familier.

Magasinartikler

Magasinet P, nr. 2 2020.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på tvangsfjernelse af børn

Kilder citeret i artiklen

En undersøgelse af grundtakstreformens betydning for anbringelser af børn og unge. Københavns Amt Psykiatri- og Socialforvaltningen og Søllerød Kommune Social og Arbejdsmarked, 2005.
Socialforskningsinstituttet, 2004. Om antallet af børn, der er anbragt hos slægtninge eller nære venner af familien.
Socialforskningsinstituttet, 2004. Etniske minoritetsforældre fortæller om deres oplevelse af, at deres børn er blevet anbragt uden for hjemmet. Desuden kommer forfatterne med forslag til, hvordan man kan tage hensyn til forældrenes og børnenes kulturelle, etniske og religiøse baggrund.
Socialforskningsinstituttet, 1997.
Socialstyrelsen, 2011.
Socialministeriet, Servicestyrelsen og KL, 2010.

Faglitteratur

Børn & Unge, 2005. Om 39 tidligere anbragtes erfaringer samt forslag til forbedringer af anbringelsessystemet.

Hjemmesider

På hjemmesiden findes er der i opgørelsen ”Fortsat færre anbragte børn i 2018” tal for anbringelser og andre forhold omkring udsatte børn og unge.
På Social- og Indenrigsministerets hjemmeside findes en håndbog, der gennemgår reglerne i anbringelsesreformen.
Om efterværn.
Notat med Sspørgsmål-svar vedrørende tvangsbortadoption.
Børnesagens Fællesråds hjemmeside med oplysninger om, hvordan organisationen arbejder for at sikre anbragte børn og unge bedre rettigheder og forhold.
På Ankestyrelsens hjemmeside findes reglerne om tvangsadoption og en undersøgelse af kommunernes brug af denne form for anbringelse.

Magasinartikler

Psykolog Nyt. Nr. 1/2004.
Socialrådgiveren. Nr. 18/september 2003.

Avis- og netartikler

Dagbladet Information, 2012-01-04.
Politiken, 2005-02-04. Kronik.
Politiken, 2004-04-29. Kronik.