Tvangsfjernelse af børn

Artikel type
faktalink
journalist Malene Grøndahl, iBureauet/Dagbladet Information Opdateret af journalist Anne Anthon Andersen, maj 2016
Main image
Et arrangement for anbragte børn fejres på Årets børnehjælpsdag den 6. maj 2016 i Kongens Have i København.
Et arrangement for anbragte børn fejres på Årets børnehjælpsdag den 6. maj 2016 i Kongens Have i København.
Foto: Jens Astrup / Scanpix

I Danmark er omkring 13.000 børn anbragt uden for hjemmet, hvoraf cirka 14 % er fjernet uden forældrenes samtykke. Det betyder med andre ord, at omkring 1.848 børn i 2014 bor uden for hjemmet efter at være blevet tvangsfjernet. Et barn tvangsfjernes, når myndighederne vurderer, at det tager skade af at blive hos sine forældre. Det kan eksempelvis være, hvis forældre er voldelige, alkoholiserede eller alvorligt psykisk syge. I 2011 vedtog Folketinget Barnets Reform. Reformen skulle rette op på nogle af de kritikpunkter, som var blevet rettet mod anbringelsesreformen fra 2004, der blev udskældt for at skade børnene mere, end den gavnede. Men de anbragte børns rettigheder er stadig ikke tilstrækkeligt sikret, mener fagfolk, som blandt andet efterlyser, at de anbragte børn i højere grad bliver informeret om deres rettigheder og hjulpet fra anbringelse til selvstændig voksentilværelse.

 

børn

Definition og statistik

Ulla og Henning Rostgård Smith har fået deres deres tvillinger hjem efter halvandet års tvangsfjernelse.
Ulla og Henning Rostgård Smith har fået deres deres tvillinger hjem efter halvandet års tvangsfjernelse.
Foto: Lars K. Mikkelsen / Scanpix

Hvad er tvangsfjernelse af børn?

En tvangsfjernelse vil sige, at myndighederne fjerner et barn fra dets hjem mod forældrenes vilje. I Lov om social service (se kilder) kaldes det 'anbringelse uden samtykke'. Som oftest er målet med tvangsfjernelsen, at barnet skal væk fra hjemmet i en periode for at undgå at lide overlast, men at det siden skal kunne vende tilbage til sine forældre. Dette sker dog ikke altid. 

Hvad er en anbringelse uden for hjemmet?

En anbringelse uden for hjemmet vil sige, at et barn i en kortere eller længere periode bor på en institution eller hos en plejefamilie i stedet for hos sine forældre. Juridisk set er der tale om en anbringelse uden for hjemmet, når kommunen har været involveret i beslutningen om, at barnet skal væk fra hjemmet. De fleste anbringelser uden for hjemmet foregår med forældrenes samtykke og kaldes derfor for frivillige anbringelser. 

Hvad er begrundelsen for, at børn tvangsfjernes?

Begrundelsen, den lovmæssige hjemmel, til at anbringe børn uden for hjemmet uden forældrenes samtykke, findes i Lov om social service (se kilder) § 42. Den vigtigste del af paragraffen, stk. 1, lyder sådan her:

"Er der en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af

  • utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge
  • vold eller andre alvorlige overgreb
  • misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge eller
  • andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge, kan børn- og unge udvalget uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, jf. § 40, stk. 2, nr. 11. Der kan kun træffes en afgørelse efter 1. pkt., når der er begrundet formodning for, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet."

Begrundelsen for at tvangsfjerne et barn er altså, at der er risiko for, at barnets sundhed eller udvikling lider alvorlig skade, og at denne risiko ikke kan mindskes eller fjernes, så længe barnet bor hjemme. At fjerne barnet fra hjemmet er altså ifølge lovgivningen kun en mulighed, hvis der ikke findes andre måder at sikre barnets tarv på. Samtidig er der dog udbredt enighed om, at barnets tarv er det væsentligste, ikke forældrenes. Den svære afvejning i de enkelte sager handler således i høj grad om, hvor stor betydning det har for barnet at bo sammen med sine forældre i forhold til, hvilke problemer samværet med forældrene skaber for barnet. 

Hvad er en 'tvungen frivillig anbringelse'?

Nogle forældre føler, at de bliver manipuleret og frataget indflydelse, når kommunen har sat en sag om deres barn i gang. De kan føle sig tvunget til at godkende en anbringelse af deres barn. Der kan desuden være visse fordele for forældrene ved at acceptere anbringelsen. På den måde bevarer de nogle rettigheder, som bliver nægtet dem, hvis sagen ender med tvangsfjernelse. Det gælder for eksempel retten til at kræve sit barn hjem igen til enhver tid. Ifølge Socialforskningsinstituttets undersøgelse "Når børn og unge anbringes" (se kilder) føler 10-20 % af forældrene til anbragte børn, at kommunen vil tvangsfjerne deres barn, hvis de ikke giver samtykke til anbringelse. 

Hvad er 'skjult tvangsfjernelse'?

'Skjult tvangsfjernelse' dækker over, at kommunen helst vil undgå tvangsfjernelser og derfor forsøger at få forældrenes tilladelse til at fjerne barnet, også selv om forældrene i udgangspunktet er imod ideen. De tilfælde, hvor forældrene formelt accepterer, at deres barn bliver anbragt uden for hjemmet, og hvor kommunen i modsat fald ville have tvangsfjernet barnet, kan kaldes 'skjulte tvangsfjernelser'. Nogle eksperter mener, at der er for mange skjulte tvangsfjernelser, og at der burde være flere reelle tvangsfjernelser, fordi forældre, som ikke giver samtykke til, at deres barn fjernes, får flere rettigheder, blandt andet advokatbistand. Det argument nævner psykolog Elisabeth Bruhn Thomsen i Psykolog Nyt nr. 1/2004 i artiklen "Svigt på første klasse" (se kilder). 

Hvad er tvangsbortadoption?

Tvangsbortadoption indebærer, at et barn fjernes fra hjemmet, og at myndighederne beslutter, at det aldrig kan komme hjem og bo hos sine forældre igen. Forældrene har ikke krav på at se barnet og mister forældremyndigheden over det. De adoptivforældre, som myndighederne finder til barnet, får i stedet forældremyndigheden.

Tvangsbortadoption benævnes også 'adoption uden samtykke', og reglerne herom findes i adoptionslovens § 10-12 (se kilder). En tvangsbortadoption er et voldsommere indgreb end tvangsfjernelse og forekommer meget sjældent i Danmark. Ifølge et svar fra Justitsministeren til Folketingets §71-udvalg fra oktober 2002 blev der fra 1992-2002 givet fire tilladelser til tvangsadoption. Tre af tilladelserne blev givet i perioden 1994-1996, og en tilladelse - om et barn bosiddende i Grønland - blev givet i 2000. Fra 2000-2002 blev der ikke givet nogen tilladelser til tvangsadoption, men i oktober 2002 var to sager om tvangsadoption ved at blive behandlet. På Ankestyrelsens hjemmeside kan man læse, at reglerne om tvangsadoption per 1. oktober 2009 blev udvidet, således at det herefter blev muligt at tvangsadoptere børn under 1 år og et barn, der har været tvangsanbragt i mindst 3 år (se kilder). Alligevel var kun et barn blevet bortadopteret, da Ankestyrelsen i februar 2011 begyndte at undersøge kommunernes kendskab til og anvendelse af reglerne om adoption uden samtykke. Det kan man læse af Ankestyrelsens undersøgelse ’Adoption uden samtykke’ (se kilder). 

Hvad er genanbringelse?

Genanbringelse vil sige, at et barn, som tidligere har været anbragt uden for hjemmet og derefter har boet hjemme i en periode, bliver anbragt uden for hjemmet igen. Det kaldes genanbringelse, uanset om barnet har været anbragt samme sted før eller anbringes et nyt sted. 

Hvad er svingdørsbørn og pendulbørn?

Svingdørsbørn og pendulbørn er begreber, der bruges om:

  • børn, som er blevet anbragt uden for hjemmet flere gange og altså skiftevis bor hjemme og uden for hjemmet.
  • børn, som har været anbragt på en række forskellige anbringelsessteder.

Ofte bruger forskerne en definition af svingdørsbørn og pendulbørn, som omfatter børn, der har skiftet opholdssted tre gange eller mere på grund af en anbringelsessag. Af de anbragte børn, som indgår i rapporten "Små børn anbragt uden for hjemmet" (se kilder), er 14% såkaldte svingdørsbørn, inden de fylder 8 år. 

Hvor mange børn er anbragt uden for hjemmet?

Omkring 13.000 danske børn er anbragt uden for hjemmet og bor på døgninstitution, i plejefamilie eller i et andet tilbud væk fra den biologiske familie. Tallet er faldet en anelse de sidste par år, men er alt i alt steget de seneste 20 år. I 1993 var cirka 12.000 børn anbragt uden for hjemmet, ved udgangen af 2002 var tallet 14.300, og i 2014 lå det på 13.379. Det fremgår af tal fra Danmarks Statistik (se kilder). 

Hvor mange børn er tvangsfjernet?

Omkring 14% af de cirka 13.000 børn, der er anbragt uden for hjemmet, er anbragt uden forældrenes samtykke, altså tvangsfjernet. Det svarer til omkring 1.850 børn. Antallet af fjernede børn og andelen heraf, der var tvangsfjernet, har ifølge tal fra Danmarks Statistik (se kilder) udviklet sig således:

  • 2003:
  • Anbragt uden for hjemmet: 14.131
  • Tvangsfjernede: 1.237
  • 2006:
  • Anbragt uden for hjemmet: 13.633
  • Tvangsfjernede: 1329
  • 2010:
  • Anbragt uden for hjemmet: 14.597
  • Tvangsfjernede: 1.713
  • 2014:
  • Anbragt uden for hjemmet: 13.379
  • Tvangsfjernede: 1.848

Hvor mange børn modtager forebyggende foranstaltninger?

Forebyggende foranstaltninger, altså tilbud, som skal forhindre, at en sag ender med en anbringelse uden for hjemmet, er i stigning. Det ses af følgende tal fra Danmarks Statistik. Antal børn, der modtog forebyggende foranstaltninger ved udgangen af det pågældende år: 

  • 1993: 5.400
  • 2003: 14.600
  • 2012: 15.889
  • 2014: 15.784

Over halvdelen af de forebyggende foranstaltninger består af aflastningsophold for børn og unge, det vil sige kortvarige ophold på institutioner eller i plejefamilier. Andre har en kontaktperson tilknyttet eller får økonomisk tilskud til at gå på kost- eller efterskole. Det fremgår af tal fra Danmarks Statistik (se kilder).

Regler og processer

Blandt kritikerne af Barnets reform er tidligere formand for Børnerådet, Per Schultz Jørgensen, som peger på at reformen er et tilbageskridt for de svageste børn.
Blandt kritikerne af Barnets reform er tidligere formand for Børnerådet, Per Schultz Jørgensen, som peger på at reformen er et tilbageskridt for de svageste børn.
Foto: Niels Ahlmann Olesen / Scanpix

Hvilke paragraffer kan bruges til at tvangsfjerne børn?

Tvangsfjernelse af børn og unge reguleres af en række paragraffer i Lov om social service (se kilder). De væsentligste er § 42-43 under overskriften 'Anbringelse uden for hjemmet uden samtykke'. Central er § 42 stk. 1:

"Er der en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af: 

  • utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge
  • vold eller andre alvorlige overgreb
  • misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge eller
  • andre adfærds eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge, kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, , jf. § 40, stk. 2, nr. 11. Der kan kun træffes en afgørelse efter 1. pkt., når der er begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet."

Hvilke danske love og regler regulerer anbringelse af børn?

Det er Servicelovens bekendtgørelse af lov om social service, der beskriver reglerne om anbringelse af børn og unge, både frivillig og tvungen. De relevante paragraffer findes især i kapitel 11 om særlig støtte til børn og unge. Desuden er der i kapitel 12 paragraffer om efterværn. Efterværn er et tilbud, som 18-22-årige, der har været anbragt, indtil de fylder 18 år, har ret til i form af en støtteperson, der kan hjælpe dem til at etablere et selvstændigt voksenliv i egen bolig og med uddannelse og arbejde.

Loven er blevet ændret i forbindelse med den såkaldte Barnets Reform, som et flertal af Folketingets partier vedtog i 2010.   

Hvilke internationale regler er relevante for anbringelse af børn?

FN’s konvention om Barnets Rettigheder (se kilder) blandt andet fast, at når forvaltningsmyndigheder og lovgivende organer laver foranstaltninger for børn, skal barnets tarv altid komme i første række (artikel 3):

"1. I alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for socialt velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal barnets tarv komme i første række."

Desuden står der, at det i særlige tilfælde kan være nødvendigt at adskille børn og forældre, for eksempel hvis forældrene vanrøgter barnet (artikel 9):

"1. Deltagerstaterne skal sikre, at barnet ikke adskilles fra sine forældre mod deres vilje, undtagen når kompetente myndigheder, hvis afgørelser er undergivet retlig prøvelse, i overensstemmelse med gældende lov og praksis bestemmer, at en sådan adskillelse er nødvendig af hensyn til barnets tarv. En sådan beslutning kan være nødvendig i særlige tilfælde, f.eks. ved forældres misbrug eller vanrøgt af barnet, eller hvor forældrene lever adskilt, og der skal træffes beslutning om barnets bopæl."

I artikel 9 står der, at barn og forældre har ret til at opretholde kontakten med hinanden:

"Deltagerstaterne skal respektere retten for et barn, der er adskilt fra den ene eller begge forældre, til at opretholde regelmæssig personlig forbindelse og direkte kontakt med begge forældre, undtagen hvis dette strider mod barnets tarv."  

Hvem skal eller kan underrette om børn, der vantrives i deres hjem?

Alle borgere har pligt til at underrette myndighederne, hvis de får kendskab til, at et barn vantrives, altså har det dårligt og udsættes for dårlig behandling. Det fremgår af § 36 i Lov om social service (se kilder):

"Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen."

Desuden kan socialministeren lave særlige regler, der pålægger ansatte i det offentlige, som har kontakt med børn og unge, en særlig forpligtelse til at være opmærksom på, om de børn og unge, de kommer i kontakt med, trives. Det fremgår af § 35 i Lov om social service, hvor der blandt andet står:

"Socialministeren kan fastsætte regler, hvorefter personer, der udøver offentlig tjeneste eller hverv, skal underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til forhold, der giver formodning om, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte."

Hvis man har kendskab til ulovlige overgreb på et barn og undlader at underrette myndighederne, kan man blive straffet efter straffelovens § 141.

Offentligt ansatte, der nægter at udføre de pligter, som deres arbejde indebærer, kan straffes efter straffelovens § 156 og § 157.  

Hvem beslutter, om et barn skal tvangsfjernes?

Det er kommunens børn- og ungeudvalg, der tager den endelige afgørelse om, hvorvidt et barn skal fjernes fra hjemmet. I alle kommuner findes et børn- og ungeudvalg, som blandt andet træffer afgørelse om, hvorvidt:

  • der skal gennemføres en undersøgelse af et barns forhold
  • der skal gennemføres en lægelig undersøgelse
  • barnet skal anbringes uden for hjemmet
  • forbindelsen mellem forældrene og et anbragt barn skal afbrydes.

Børn- og ungeudvalgets kompetence og arbejdsopgaver fremgår af Lov om social service (se kilder) § 42 og retsplejelovens § 18.

Børn- og ungeudvalget består af tre kommunalbestyrelsesmedlemmer, udpeget af kommunalbestyrelsen selv, samt en byretsdommer og en pædagogisk-psykologisk sagkyndig. Udvalget er en selvstændig forvaltningsmyndighed, der tager stilling til konkrete sager.

Den kommune, der beslutter at anbringe et barn uden for hjemmet, fortsætter med at have ansvar for barnets anbringelse – også selv om forældrene flytter fra kommunen.  

På hvilket grundlag træffes beslutning om tvangsfjernelse?

Børne- og ungeudvalget træffer deres beslutning ud fra en indstilling fra kommunens socialforvaltning. Kommunens socialforvaltning laver denne indstilling efter en undersøgelse af barnet og barnets forhold. I en sådan undersøgelse skal kommunen ifølge § 50 i Lov om social service "inddrage de fagfolk, som allerede har viden om barnets eller den unges og familiens forhold. Dette kan ske ved at inddrage sundhedsplejerske, pædagoger, psykologer, lærere eller andre. (…) Hvis det er nødvendigt, skal kommunen lade barnet eller den unge undersøge af en læge eller en autoriseret psykolog."

Undersøgelsen foretages normalt med forældrenes samtykke, men kan også, ifølge § 51, foretages uden forældrenes samtykke ved at fjerne barnet kortvarigt fra hjemmet og indlægge det på sygehus eller anbringe det på institution. Det sker kun "når det må anses for nødvendigt for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling."  

Hvordan foregår undersøgelsen?

I praksis foretages der langt fra altid den grundige lovpligtige undersøgelse af barnets forhold. Det fremgår af rapporten "Sagsbehandling i anbringelsessager. En undersøgelse af grundtakstreformens betydning for anbringelser af børn og unge" (se kilder), som bygger på 240 anbringelsessager fra det tidligere Københavns Amt og Søllerød Kommune. I over halvdelen af de sager, hvor kommunen har stået for anbringelsen alene, er der ikke lavet en forundersøgelse. Blandt andet derfor er det nu blevet indført i Lov om social service, at forundersøgelsen før en anbringelse skal indeholde følgende elementer:

  • Barnets eller den unges udvikling og adfærd
  • Familiens forhold
  • Skoleforholdene
  • Sundhedsforhold
  • Fritidsforhold og venskaber
  • Andre relevante forhold.

Organisationen Børnesagens Fællesråd (se kilder), der blandt andet arbejder for at forbedre forholdene for anbragte børn, påpeger på deres hjemmeside, at mange anbragte børn og unge stadig oplever, at de ikke bliver lyttet til og oplyst om deres rettigheder. Og at der ikke er tilstrækkeligt tilsyn med og åbenhed omkring eventuel magtanvendelse på de steder, de er anbragt. Derfor arbejder organisationen for, at anbragte børn på flere områder får større indflydelse på deres eget liv. 

Hvad skal indstillingen om tvangsfjernelse indeholde?

Hvis kommunens socialforvaltning på baggrund af undersøgelsen af barnets forhold vurderer, at barnet bør fjernes uden forældrenes samtykke, laver socialforvaltningen en indstilling til børn- og ungeudvalget. Indstillingen skal ifølge § 50 i Lov om social service indeholde:

  • En børnefaglig undersøgelse, herunder beskrivelser af at betingelser for anbringelsen er opfyldt.
  • Redegørelse for hvilke tilbud og foranstaltninger, der er forsøgt i familien, og hvorfor disse forsøg ikke er lykkedes eller ikke længere er tilstrækkelige
  • Redegørelse for hvorfor en anbringelse uden for hjemmet vurderes at kunne forbedre barnets situation
  • En handlingsplan for anbringelsen og en plan over den støtte og hjælp, forvaltningen forestiller sig, at barnet og familien skal tilbydes under og efter tvangsfjernelsen
  • Barnets eller den unges holdning til anbringelsen uden for hjemmet.

Hvordan gennemføres tvangsfjernelsen?

Det er kommunalbestyrelsen, der har ansvar for, at en afgørelse om tvangsfjernelse føres ud i livet. Hvis forældrene modsætter sig det og ikke vil udlevere barnet, har kommunen ret til – uden retskendelse – at trænge ind i forældrenes hjem og tage barnet med. Hvis kommunen vurderer, at det er nødvendigt, kan politiet tilkaldes og hjælpe med at fjerne barnet med magt. 

Hvor længe gælder beslutningen om en tvangsfjernelse?

Tvangsfjernelsen er i udgangspunktet midlertidig og skal ophøre, hvis:

  • Det mål, der er beskrevet i handlingsplanen, er nået
  • Det ikke længere er hensigtsmæssigt, at barnet er anbragt uden for hjemmet
  • Den unge er fyldt 18 år (anbringelsen kan dog forlænges, indtil den unge fylder 20 år, hvis den unge er indforstået med det).

Senest tre måneder efter en tvangsfjernelse skal kommunalbestyrelsen revurdere handlingsplanen for anbringelsen uden for hjemmet, og derefter genvurderes planen mindst hvert halve år. Senest et år efter tvangsfjernelsen skal børn- og unge-udvalget forny eller omstøde beslutningen. Udvalget kan dog i særlige tilfælde beslutte, at der kan gå mere end et år, før sagen skal genvurderes. Hvis sagen er anket, skal den først genoptages i børn- og unge-udvalget et år efter, at klagen er blevet afgjort. 

Hvem beslutter, om en tvangsfjernelse skal ophøre?

Hvis forældrene eller en ung over 15 år ønsker, at anbringelsen uden for hjemmet skal ophøre, skal kommunalbestyrelsen tage sagen op og beslutte, om det anbragte barn skal hjem igen. Hvis kommunalbestyrelsen beslutter, at den unge fortsat skal være anbragt uden for hjemmet, går sagen videre til børn- og ungeudvalget, som skal foretage afgørelsen. 

Hvordan administreres og fortolkes reglerne om anbringelse?

Der er stor forskel på, hvordan sagsbehandlere fra forskellige kommuner og inden for samme kommune fortolker lovgivningen om anbringelse uden for hjemmet. To forskere fra Socialforskningsinstituttet har gennemført en undersøgelse for at finde ud af, hvordan sagsbehandlere i forskellige kommuner vurderer børnesager. De præsenterede sagsbehandlerne for nogle eksempler på børnesager og bad dem udfylde nogle spørgeskemaer. Herefter deltog de i gruppeinterview om, hvordan de vurderede børnenes situation, og hvilke foranstaltninger de ville vælge i de konkrete sager. Undersøgelsen "En vignetundersøgelse om socialforvaltningernes vurderinger i børnesager" (se kilder) viste, at sagsbehandlernes vurderinger var meget forskellige, og de to forskere konkluderer: "Forskellene er så store både mellem de forskellige kommuner og mellem forskellige sagsbehandlere inden for samme kommune, at klienter med identiske problemer må formodes at blive behandlet forskelligt fra kommune til kommune og fra sagsbehandler til sagsbehandler."  

Hvad er Barnets Reform?

Barnets Reform er en reform, som et stort flertal af Folketingets partier blev enige om at gennemføre i 2010. Målet med reformen, som præsenteres i Servicestyrelsens udgivelse ’Håndbog om barnets Reform’ (se kilder), er i forlængelse af Anbringelsesreformen fra 2004 at gå endnu videre i sikringen af de anbragte børns tarv. ”Reformen fastslår, at det altid er barnets tarv, som skal være i centrum for vores arbejde. Dette afspejler sig i den nye formålsbestemmelse. Og det går igen i alle bestemmelserne om særlig støtte til børn og unge”, lyder formålsbeskrivelsen til Barnets Reform, som for eksempel understreger anbragte børns ret til samvær med forældrene og til indflydelse på valg af anbringelsessted.

Hvilke ændringer medfører Barnets Reform?

Reformen medfører, at en række elementer i den nuværende praksis ændres eller styrkes. I stk. 1 i formålsbestemmelsen (Servicelovens § 46) (se kilder) bliver der som noget nyt formuleret fem konkrete formål, som støtten af anbragte skal forholde sig til: 

  • Der sættes yderligere fokus på at skabe kontinuitet i anbragte børns liv og tryghed i form af nære og stabile relationer til voksne blandt andet ved at understøtte familiemæssige relationer og netværk.
  • Anbragte børn og unges muligheder for personlig udvikling og opbygning af kompetencer til at indgå i sociale relationer styrkes.
  • Barnets eller den unges skolegang og mulighed for at gennemføre en uddannelse skal styrkes.
  • De anbragte børn og unges sundhed skal fremmes.
  • De anbragte børn og unges overgang fra anbringelse til selvstændigt voksenliv skal styrkes med såkaldte efterværnsordninger, hvor de unge bliver tildelt en coach eller vejleder, der skal hjælpe dem til at få en bedre overgang fra anbringelsen til uddannelse og arbejdsmarked.   

Med Barnets Reform sænkes alderen for, hvornår et barn kan klage, så børn, fra de er 12 år, kan klage over afgørelser, der vedrører dem. Kommunen skal desuden besøge anbragte børn mindst to gange om året mod tidligere én gang om året. Børnene får krav på at tale med deres sagsbehandler, uden at personale fra anbringelsesstedet er til stede. Kommunen får pligt til at hjælpe anbragte børn med at finde en person i deres netværk, som kan være støtteperson under anbringelsen. 

Hvilken kritik er der blevet rejst af reformen?

Barnets Reform har fået ros, men er også blevet kritiseret, blandt andet for følgende: 

  • At reformen har givet kommunerne frit spil til at lukke dyrere døgninstitutioner og spare sig til billigere anbringelser, der ikke nødvendigvis er i barnets bedste interesse. Det kan man læse i artiklen ’Barnets Reform er et tilbageskridt for de svageste børn’ i Dagbladet Information (se kilder), som beskriver, hvorfor der stadig er behov for institutioner i nogle anbringelsessager. I alt lukkede omtrent 20 private opholdssteder og omtrent 10 offentlige kom under afvikling, herunder fem familiedøgninstitutioner, i 2011, efter indførelsen af Barnets Reform med afsæt i reformens formål om, at flere børn skulle anbringes i familiepleje frem for på institution.
  • Blandt kritikerne af reformen er Per Schultz Jørgensen, tidligere professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, tidligere formand for Børnerådet, og forhenværende forskningsleder på Socialforskningsinstituttet. Han peger i artiklen ’Barnets Reform er et tilbageskridt for de svageste børn i ’Dagbladet Information’ (se kilder) på en undersøgelse, der viser, at kommunernes tilsyn med familieplejerne ikke fungerer, idet 71% af plejefamilierne ikke har fået den lovpligtige todages efteruddannelse.

”alt for mange kommuner lever simpelthen ikke op til hverken lovens ånd eller bogstav på børneområdet”, siger Per Schultz Jørgensen i artiklen. Han er særligt kritisk over for, at Barnets Reform har slækket kravene til socialfaglige undersøgelser, har medført færre krav til kommunerne om at lave handleplaner og har afskaffet kravet om, at kommunerne udarbejder en sagsbehandlingsstandard i anbringelsessager.  

  • En række kritikere har udtrykt bekymring for, at reformen giver kommunerne lettere adgang til at undersøge mistænkelige forhold i hjemmet uden tilladelse fra forældrene. Kritikerne er bekymrede for, at det vil skade samarbejdet med forældrene og dermed i sidste instans børnene.

”Vi bruger i dag kun meget sjældent tvang, men det her lægger op til, at man skal være mindre omhyggelig med at få et samtykke og få samarbejdet til at fungere. Det er ikke i barnets bedste interesse”, lyder det i artiklen ’Eksperter lunkne ved børnereform’ i Berlingske Tidende (se kilder) fra Bettina Post, daværende formand for Dansk Socialrådgiverforening. Hun bakkes op af seniorforsker ved SFI Tine Egelund, som kalder den del af lovændringen ”tvivlsom” og ”en yderst uheldig bivirkning”.

  • Blandt andet Børns Vilkår har kritiseret, at anbringelse af børn fortsat ligger i kommunerne. Sagerne bør ligge hos regionerne, da det vil sikre større ensartethed og faglighed i sagsbehandlingen, mener Børns Vilkår.