Hvad er Tjernobyl-kraftværket?
Tjernobyl er en by i Ukraine, der tidligere var en del af Sovjetunionen. Samtidig er det navnet på et atomkraftværk, der ligger i byen Pripjat 18 kilometer nordvest for Tjernobyl, nær den hviderussiske grænse. Værket blev opkaldt efter den nærmeste større by, Tjernobyl. Pripjat blev grundlagt som en by til alle de mennesker, der arbejdede på at bygge og siden drive det store atomkraftværk.
Arbejdet på Tjernobyl-anlægget blev indledt i 1972. Anlægget består af fire atomreaktorer, som kan afgive varme, og generatorer, der kan skabe elektricitet. Til sammen udgør de hoveddelene i et atomkraftværk. Reaktor nummer fire i Tjernobyl-kraftværket – der eksploderede i 1986 – som er en ‘letvands-kølet grafitmodereret reaktor’, er en reaktortype, som kun var kendt i det daværende Sovjetunionen. Varmen, som produceres ved atomkernefissionen i denne type reaktor, bruges til at skabe strøm. Strømmen driver generatorens turbiner, som dermed skaber el. Inden atomulykken i 1986 dækkede Tjernobyl-værkets fire reaktorer en tiendedel af Ukraines samlede elektricitetsbehov.
Hvad var Tjernobyl-ulykken?
Tjernobyl-ulykken fandt sted lørdag den 26. april 1986 på Tjernobyl-atomkraftværket, da værkets reaktor nummer fire eksploderede. Ulykken anses for at være den hidtil værste på et atomkraftværk. Eksplosionen sendte en radioaktiv sky ud i atmosfæren, som især ramte det vestlige Sovjetunionen (nu Ukraine, Hviderusland og Rusland), men også Europa, Skandinavien og det østlige USA. Det vurderes, at ulykken udløste op til 400 gange så meget radioaktivt materiale som atombomben over Hiroshima. Det skønnes, at det kan tage op til 100.000 år, før radioaktiviteten fra ulykken er væk.
- 1986: Helikopter cirkler over den fjerde reaktor
i Tjernobyl efter eksplosionen 26. april 1986.
Foto APN/Polfoto
Hvad var baggrunden for ulykken?
Ingeniørerne på Tjernobyl ville teste nødsystemerne for at finde ud af, om reaktor fire – i tilfælde af strømsvigt – ville kunne bruge den overskydende energi i dens turbiner til at forsyne kølevandspumperne med strøm i det korte tidsrum, der ville gå, indtil reservemotorerne gik i gang. Det var meningen, at reaktorens effekt skulle sænkes fra 3.200 megawatt (MW) til de anbefalede 1.000 MW fredag eftermiddag for at gennemføre testen under mere sikre forhold. Men på grund af et uventet stort behov for strøm måtte lukningen udskydes til lørdag nat, og effekten blev indtil da bibeholdt på 1.600 MW. Først klokken 00.23 gjorde de klar til testen igen. Og derfra gik det hele galt.
Optakten til ulykken beskrives i artiklen ”Sådan skete verdens værste atomulykke i Tjernobyl for 30 år siden” i Berlingske Tidende (se kilder).
Hvad skete der under ulykken?
Klokken 01.23.04 blev strømmen slået helt fra. Testen begyndte. Der var tilsyneladende ingen indikationer i kontrolrummet på reaktorens ustabile tilstand, men da testen gik i gang, faldt trykket i kølerørene drastisk, og i reaktorkernen begyndte vandet at koge og blive til damp. Aktiviteten i reaktoren mangedobledes på splitsekunder og nåede 100 gange sikkerhedsgrænsen. Blot 35 sekunder efter, at testen var gået i gang, trykkede operatørerne på den røde nødknap, der skulle sætte de 205 kontrolstave tilbage på plads. Men stavene satte sig fast, da de kun var nået en tredjedel ind i reaktoren, da de kanaler, de skulle køre ned i, var vredet skæve.
Klokken 01:23:47 steg reaktor fires kapacitet til omkring 30 gigawatt – 10 gange den kapacitet, der var normalt for reaktoren. Kontrolstavene begyndte at smelte, damptrykket steg. Til sidst gav reaktoren efter og eksploderede. Eksplosionen løftede det tonstunge cementlåg af reaktoren og lod på den måde det radioaktive materiale slippe ud af den skadede reaktor. Ulykkens forløb beskrives i artiklen ”Sådan skete verdens værste atomulykke i Tjernobyl for 30 år siden” i Berlingske Tidende (se kilder).
Hvordan forsøgte man at inddæmme ulykken?
De første ti timer efter ulykken pumpede brandslukkere koldt vand ind i hjertet af reaktoren for at slukke branden og stoppe udslippet af radioaktive materialer. Effekten var dog minimal. På grund af de høje temperaturer, grafitten brænder med, kan den nemlig hverken slukkes med vand eller med kemiske slukningsmidler.
Fra den 27. april til 5. maj fløj mere end 30 helikoptere over den brændende reaktor og droppede mere end 2400 tons bly og 1800 tons sand for at kvæle branden og absorbere den radioaktive stråling. Dette forværrede dog blot situationen. Varmen forøgedes under de dumpede materialer, og temperaturen i reaktoren steg igen. Det betød, at mængden af radioaktiv stråling blev øget. Derfor måtte taktikken atter ændres, og i den sidste fase af brandslukningen blev reaktoren kølet med nitrogen.
Den 6. maj var både branden og den radioaktive frigivelse endelig under kontrol.
Herefter støbte man en 300.000 tons tung betonkonstruktion, som fra december 1986 indesluttede reaktor nummer fire helt. Den skulle sikre omgivelserne mod radioaktiv stråling de næste 20-30 år. Den var dog konstrueret i huj og hast, hvorfor der var stor risiko for, at dens skelet i form af 6.000 tons metal ville ruste. Derfor begyndte man i 2012 med støtte fra den europæiske udviklingsbank EBRD at bygge et kæmpe metalskjold, der skulle erstatte betonkonstruktionen. Skjoldet, der blev færdigt i 2016, er verdens største flytbare metalstruktur med en højde på 108 meter og en vægt på 36.000 ton. Det er bygget til at kunne modstå tornadoer, jordskælv og temperaturer fra 43 graders frost til 45 graders varme, og det vurderes at kunne holde i mindst 100 år.
Hvilken type forurening blev frigivet under ulykken?
Når urankerner splittes i en kernereaktor, dannes mange forskellige fissionsprodukter. Det betyder, at over 20 forskellige radionuklider blev frigivet fra den eksploderede reaktor fire. Udslippet var især stort de første 10 dage efter ulykken.
Der var stor forskel på, hvor farlige de forskellige stoffer fra udslippet var. Nogle af de farligere radioisotoper var cæsium-137, jod-135, strontium-90 og plutonium-241, der spredes via støvpartikler i luften. Det betyder, at de eksempelvis kan inhaleres og deponeres i jorden via regn, hvorved de indtræder i fødekæden via planter.
Hvad var rækkevidden af forureningen?
De varme gasser fra den brændende grafit transporterede den radioaktive substans over 1.500 meter op i atmosfæren. På grund af skiftende vejrforhold i dagene efter ulykken spredte atomforureningen sig til store dele af verden. Vind og regn spredte forureningen til jorden og vandet, hvorved det indtrådte i fødekæderne via planter og dyr. Op til tre fjerdele af Europa blev ramt af forureningen, som kunne måles så langt væk som den amerikanske vestkyst. I forbindelse med regnskyl i dagene efter Tjernobyl-ulykken, blev floder i området forurenede – især floderne Pripyat og Dneipner, hvor den radioaktive stråling langt overskred grænseværdien på 10 bq/liter.
Ifølge “TORCH 2006-rapporten” (The Other Report on Chernobyl) (se kilder), som EU-parlamentarikeren Rebecca Harms fra gruppen De Grønne fik lavet, blev Hviderusland og Østrig – med henholdsvis 22 og 13% af landarealet – mest påvirket af forhøjede mængder af radioaktiv stråling. Andre lande blev også alvorligt ramt; for eksempel blev mere end 5% af Ukraine, Finland og Sverige stærkt forurenet, mere end 80% af Moldova, den europæiske del af Tyrkiet, Slovenien, Schweiz, Østrig og Slovakiet samt 44% af Tyskland blev forurenet i mindre grad. Størstedelen af Ukraine blev ikke ramt, fordi vinden i dagene efter udslippet primært blæste mod nordvest, og Tjernobyl ligger i den nordøstlige del af Ukraine tæt på grænsen til Hviderusland. Ukraines hovedstad, Kijev, der ligger syd for Tjernobyl, blev derfor stort set ikke påvirket af forureningen.
Hvorfor skete ulykken?
Det har været svært at bestemme årsagerne til Tjernobyl-ulykken, især fordi de atomenergi-producerende lande var meget dårlige til at informere hinanden om erfaringerne med atomkraft. Det betød, at man ikke kunne drage nytte af hinandens viden. Derfor har man i vid udstrækning måttet ty til øjenvidneberetninger og eksperimentelle rekonstruktioner for at få en ide om årsagen til Tjernobyl-ulykken. Baggrunden for ulykken, mener man, er en kombination af menneskelige fejl og tekniske konstruktionsfejl i reaktoren. I 2019 udgav den britiskfødte journalist Adam Higginbotham bogen ”Midnight in Chernobyl. The Untold Story of the World’s Greatest Nuclear Disaster” (se kilder), hvor han – på baggrund af interviews og adgang til arkiver i Ukraine og Hviderusland – konkluderede, at det var atomkraftværkets konstruktion og sovjetmyndighedernes hemmeligholdelse af de sikkerhedsmæssige problemer på andre atomkraftværker af samme type, der var de egentlige årsager til ulykken.
The Chernobyl Disaster – How It Happened (Radio Free Europe).