Hvad er en dødssynd?
Ifølge den katolske kirke findes der to typer af synd. Der er den synd, som kan tilgives - også kaldet svaghedssynden - som dækker over, at synderen er offer for menneskelig svaghed, og så er der den rigtig alvorlige: dødssynden.
De syv dødssynder er laster, der alle er udtryk for det, som er syndefaldets kerne: At mennesket i sit hovmod “sætter Gud fra bestillingen og sætter sig selv på Hans trone”, som den store danske teolog Johannes Sløk formulerede det i “De europæiske Ideers historie”: Mennesket gør sig selv og sin egoisme til målet for sin tilværelse i stedet for at have det for øje, som var Guds mening med mennesket: At det skulle være Hans billede, Hans medarbejder i skaberværket.
I “Den Store danske Encyklopædi” (se kilder) hedder det, at dødssynder er “bestemt som bortvendthed fra Gud i form af en bevidst overtrædelse af hans lov [...]. Dødssynden er udtryk for et menneskes principielle og faktiske oprør mod Gud og river som sådan den troende ud af nåden; hvis ikke dødssynden skriftes og tilgives, fører den til åndelig død og fortabelse.”
Hvem tror på dødssynder?
Dødssynderne er et princip, som tilhører den romersk-katolske kirke. Det vil sige den kirke, som har hovedsæde i Vatikanet i Rom, og som har paven som overhoved. Det betyder dog ikke, at denne type synder kun er forkerte for katolikker. Meget af grundlaget for beskrivelsen af dødssynderne går igen i andre religioner, men det er katolikker, som har formuleret dødssynderne, og som betragter dem som særligt vigtige.
Ifølge “Den Store danske Encyklopædi” (se kilder) mener den protestantiske kirke - som for eksempel den danske - ikke, at der er noget, som er tilgivelig synd og andet, som er utilgivelig dødssynd. Protestanter er af den opfattelse, at al synd som udgangspunkt er oprør mod Gud.
Hvor stammer dødssynderne fra?
Dødssynder er et religiøst begreb, som knytter sig til den katolske kirke. I Bibelen står der ikke noget om dødssynder, men flere steder skrives der om laster, som man skal afstå fra. For eksempel skriver Apostlen Paulus i Galaterbrevet (5:19-21), at man skal afstå fra “umoral, urenhed, løsagtighed, afgudsdyrkelse, magi, had, strid, jalousi og vrede, egoisme, splittelse, partiånd, misundelse, druk, løssluppenhed og al den slags.” Årsagen til, at man skal holde sig fra den slags, er ifølge Paulus, at: “Den, der handler således, skal ikke arve Guds rige.”
Ifølge artiklen “De syv dødssynder er blevet misforstået” (se kilder) kan den første egentlige liste over dødssynder tilskrives Pave Gregor 1. den Store, som var pave fra 590–604. I skriftet “Moralia in Job” og i sine prædikener beskriver Gregor den Store syv sjælelige tilbøjeligheder, der gør det sandsynligt, at man vil handle ondt. Han skriver, at disse sjælelige tendenser er ophav til synd.
Gregor den Stores liste blev senere modificeret af den italienske teolog Thomas Aquinas, der levede fra 1225-1274. Aquinas værk “Summa Theologica” endte med at omfatte følgende syv dødssynder:
· Superbia (hovmod)
· Avaritia (gerrighed)
· Luxuria (utugt)
· Invidia (misundelse)
· Gula (frådseri)
· Ira (vrede)
· Acedia (dovenskab)