De syv dødssynder

Artikel type
faktalink
stud. mag. Espen Fyhrie, iBureauet/Dagbladet Information. 2009
Main image
Interview med præsten Flemming Pless om de syv dødssynder. 8. decemeber 2008.
Interview med præsten Flemming Pless om de syv dødssynder. 8. decemeber 2008.
Foto: Christian Als /Scanpix

Hovmod, gerrighed, utugt, misundelse, frådseri, vrede og dovenskab. Mange forbinder nok De syv dødssynder med filmen “Seven” fra 1995, hvor Brad Pitt sammen med Morgan Freeman skal fange en seriemorder, der bruger dødssynderne som motiv til sine drab. Men syndsopfattelsen har en meget længere historie tilbage i tiden. Den er vokset ud af oldgamle religiøse miljøer og omfattede til at begynde med mange flere synder end de syv. I middelalderen beskriver den italienske teolog og filosof Thomas Aquinas i værket “Summa Theologica” De syv dødssynder.

Baggrund

Hvad er en dødssynd?

Ifølge den katolske kirke findes der to typer af synd. Der er den synd, som kan tilgives - også kaldet svaghedssynden - som dækker over, at synderen er offer for menneskelig svaghed, og så er der den rigtig alvorlige: dødssynden.

De syv dødssynder er laster, der alle er udtryk for det, som er syndefaldets kerne: At mennesket i sit hovmod “sætter Gud fra bestillingen og sætter sig selv på Hans trone”, som den store danske teolog Johannes Sløk formulerede det i “De europæiske Ideers historie”: Mennesket gør sig selv og sin egoisme til målet for sin tilværelse i stedet for at have det for øje, som var Guds mening med mennesket: At det skulle være Hans billede, Hans medarbejder i skaberværket.

I “Den Store danske Encyklopædi” (se kilder) hedder det, at dødssynder er “bestemt som bortvendthed fra Gud i form af en bevidst overtrædelse af hans lov [...]. Dødssynden er udtryk for et menneskes principielle og faktiske oprør mod Gud og river som sådan den troende ud af nåden; hvis ikke dødssynden skriftes og tilgives, fører den til åndelig død og fortabelse.” 

Hvem tror på dødssynder?

Dødssynderne er et princip, som tilhører den romersk-katolske kirke. Det vil sige den kirke, som har hovedsæde i Vatikanet i Rom, og som har paven som overhoved. Det betyder dog ikke, at denne type synder kun er forkerte for katolikker. Meget af grundlaget for beskrivelsen af dødssynderne går igen i andre religioner, men det er katolikker, som har formuleret dødssynderne, og som betragter dem som særligt vigtige.

Ifølge “Den Store danske Encyklopædi” (se kilder) mener den protestantiske kirke - som for eksempel den danske - ikke, at der er noget, som er tilgivelig synd og andet, som er utilgivelig dødssynd. Protestanter er  af den opfattelse, at al synd som udgangspunkt er oprør mod Gud. 

Hvor stammer dødssynderne fra?

Dødssynder er et religiøst begreb, som knytter sig til den katolske kirke. I Bibelen står der ikke noget om dødssynder, men flere steder skrives der om laster, som man skal afstå fra. For eksempel skriver Apostlen Paulus i Galaterbrevet (5:19-21), at man skal afstå fra “umoral, urenhed, løsagtighed, afgudsdyrkelse, magi, had, strid, jalousi og vrede, egoisme, splittelse, partiånd, misundelse, druk, løssluppenhed og al den slags.” Årsagen til, at man skal holde sig fra den slags, er ifølge Paulus, at: “Den, der handler således, skal ikke arve Guds rige.”

Ifølge artiklen “De syv dødssynder er blevet misforstået” (se kilder) kan den første egentlige liste over dødssynder tilskrives Pave Gregor 1. den Store, som var pave fra 590–604. I skriftet “Moralia in Job” og i sine prædikener beskriver Gregor den Store syv sjælelige tilbøjeligheder, der gør det sandsynligt, at man vil handle ondt. Han skriver, at disse sjælelige tendenser er ophav til synd.

Gregor den Stores liste blev senere modificeret af den italienske teolog Thomas Aquinas, der levede fra 1225-1274. Aquinas værk “Summa Theologica” endte med at omfatte følgende syv dødssynder:

· Superbia (hovmod)

· Avaritia (gerrighed)

· Luxuria (utugt)

· Invidia (misundelse)

· Gula (frådseri)

· Ira (vrede)

· Acedia (dovenskab) 

De syv dødssynder

Hvad er hovmod?

Superbia er det latinske ord for hovmod. Det er den grundlæggende af de syv synder og bliver betragtet som den synd, som de andre udspringer fra.

Hovmod kaldes også stolthed. Det dækker over trangen til at stræbe efter at være bedre end andre og at skille sig klart ud fra andre. Den hovmodige stiller sig selv i et bedre lys end andre og anerkender ikke andres arbejde. Den hovmodige er fyldt af selvglæde og selvtilfredshed og vender sig bort fra Gud i søgen efter egen storhed og selvretfærdighed. I yderste konsekvens betyder det for den troende, at den hovmodige fornægter Gud for selv at sætte sig i Guds sted. 

Hvad er gerrighed?

Avaritia er det latinske ord for gerrighed. Det er den overdrevne trang til at forbruge, producere og rage til sig. Et mere moderne ord for gerrighed er griskhed. Den griske glemmer barmhjertigheden og fornægter andres tarv for selv at berige sig med materielle goder. 

Hvad er utugt?

Luxuria betyder egentlig ikke utugt, men derimod ekstravagance. Oprindelig dækkede det over både overdreven pyntesyge, lyst og utugt. Den katolske kirke i middelalderen mente dog, at denne trang var dækket af begrebet gerrighed, og derfor referer Luxuria til utugt, som egentlig hedder Cupidita. I “Den Guddommelige Komedie” foretgaer Dante en kobling mellem Luxuria og Cupidita ved at kalde det ‘overdreven kærlighed til næsten’. På denne måde kommer Gud i anden række, og det kan man ikke have. Utugt dækker over hor, kødets lyst og generelt alt, som er seksuelt eller har seksuelle undertoner, og som ikke foregår inden for ægteskabets rammer. 

Hvad er misundelse?

Invidia er det latinske ord for misundelse. Det dækker over ønsket om at have noget, som en anden har, at begære noget, der hører ens næste til, som der står i de ti bud. Misundelse er noget af det tidligst beskrevne i Bibelen, nemlig i historien om Kain og Abel. I misundelig vrede over, at hans bror får Guds gunst for sit høstoffer, slår Kain sin egen bror ihjel. Den gode kristne er gavmild og kan glæde sig over andres rigdom, selvom de selv har mindre. 

Hvad er frådseri?

Gula er det latinske ord for frådseri. Det dækker over overdreven indtagelse f.eks. af mad og drikke. Den frådsende synder lever ‘det gode liv’ uden tanke på mæthed og spiser og drikker både for meget og for luksuriøst. Modsat lever den gode kristne asketisk, hvilket betyder at forsage fråds og at frasige sig jordisk nydelse. Katolikker mener, at når man søger nydelsen i mad og drikke, glemmer man at ære Gud og hans skabning. Den frådsende tager mere af verdens goder, end han/hun bør. I middelalderen morede det ofte folk, at mange af kirkens repræsentanter, som havde tilgang til ganske store mængder mad og drikke, havde for vane at se lidt stort på denne synd, og blandt andet Thomas Aquinas var berygtet for at være endog meget glad for mad. 

Hvad er vrede?

Ira er det latinske ord for vrede. Den vrede person handler blindt og i affekt, og vrede er tøjlesløs. Når man er vred, kan man komme til at gøre ting, man senere fortryder, og vreden kan lede til masser af synd netop fordi, den er så uovervejet og ukontrolleret. Den gode kristne er derimod blid og tilgivende og lader aldrig sin vrede tage magten. At være vred er også et tegn på, at man har mistet troen på den retfærdige Gud - hvis troen er stærk nok, vil man udvise tålmodighed og tilgive syndere. 

Hvad er dovenskab?

Acedia er den latinske betegnelse for dovenskab. Det betyder ikke kun manglende lyst til at foretage sig noget, selvom dette også er syndigt. Det dækker også over den dovne sjæl, som ikke søger Gud eller søger forbedring. Den dovne sjæl tænker måske ikke ondt, men fravalget af stræben efter det gode gør sjælen svag og modtagelig for fristelser. Derfor siger kristne tit, at “dovne hænder er djævelens værktøj”. Acedia dækker også over mistrøstighed og melankoli, da mennesket skal glædes og frydes hver dag over Guds skabelser. Det er altså ikke syndigt at være ulykkelig, men det er syndigt ikke at kunne finde trøst i Gud. 

Hvordan soner man en dødssynd?

En dødssynd kan ikke sones. I den katolske kirke kan man godt nok få syndsforladelse og gøre bodshandlinger, men det gælder kun for svaghedssynder. Når en katolik har begået en svaghedssynd, går vedkommende i enerum med præsten og fortæller om sine synder. Præsten, som er den troendes kontakt til Gud, vil så virke som Guds talerør og fortælle den troende, hvordan dennes synd skal sones. I mange århundreder solgte den katolske kirke afladsbreve, så man kunne betale sig fra sin skyld med penge, men det er ikke almindelig praksis i dag. Derimod vil man oftest skulle bede et antal bønner og tænde et lys for nogle afdøde familiemedlemmers sjæle.

Katolikker mener, at der findes et efterliv, i hvilket det er mulgt at blive lukket ind i Himmerig, hvis man har levet et godt og kysk liv. Men hvis man har begået synder, som man ikke har sonet, skal ens sjæl renses. Det foregår i et sted, som kaldes skærsilden. Her bliver ens sjæl ‘udfriet’ for synder gennem smerte og lidelse, ofte symboliseret af flammer og ild. Når sjælen ikke længere bærer mere synd i sig, kan man blive genforenet med Gud i Himmeriget. Protestanter tror ikke på skærsilden og at sjælen kan renses for mindre synder, når man er død.

Ifølge den katolske teologi straffes de såkaldte svaghedssynder forskelligt af Gud. Hvad angår sødssynder mener mange katolikker, at disse slet ikke kan sones. At det, man har gjort, er så forkert, at det ikke er nok at angre og tale med Gud gennem præsten. Andre mener derimod, at de godt nok ikke kan sones gennem anger og syndsforladelse hos præsten, men at Gud skal åbenbare sig direkte for en og fortælle, hvordan man kan gøre op med sin skyld. 

Hvordan straffes en dødssynd?

Hvis man har levet for syndigt, vil man blive dømt til evig forbandelse. Hvis ikke man får syndsforladelse for en dødssynd, kan ens sjæl ikke genforenes med Gud, når man dør, og så ender man i stedet i helvede. Det er et frygteligt sted fyldt med smerte, pinsler og angrende syndere. Det er også her, dæmonerne bor. Helvede beskrives af katolikker, som den italienske middelalderforfatter Dante Alighieri, som det sted, hvor sjælen er evigt forladt af Gud.

Igennem historien har adskillige visioner om helvede været beskrevet. Forskellige forfattere, digtere, teologer og filosoffer har med stor fantasi brugt tid på at beskrive de mest grufulde og smertefulde pinsler, de kunne komme på. Der er dog visse træk, som går igen: Helvede ligger næsten altid under jorden. Dette har det kristne dødsrige tilfælles med både den græske og den nordiske mytologis dødsriger. Jøder tror derimod ikke på livet efter døden. Når man er død, ligger man livløs og begravet og venter på, at ens sjæl skal genopstå på dommens dag. Udover at ligge under jorden, er helvede også som oftest et mørkt sted. Og det er tit beskrevet som enten meget varmt, måske endda brændende, eller som meget koldt og frossent - ingen af delene er jo særligt rare steder at tilbringe evigheden. 

Hvad er syndens modsætning?

Dødssynderne har deres modsætning i dyderne. Ligesom der findes dødssynder, findes der også syv høje dyder, som ethvert individ bør tilstræbe. Hver især passer de til en af de syv dødssynder, og de bliver også nogle gange beskrevet som kardinaldyderne, fordi de er grundstenen i det gode, kristne liv. De syv kardinaldyder er:

· visdom

· retfærdighed

· mod

· selvbeherskelse

· tro

· håb

· kærlighed

Katolikker mener, at det gode og gudfrygtige menneske kan leve efter disse principper og være ren og syndfri. De oprindelige kardinaldyder var ikke et kristent begreb, men blev opfundet i det antikke Grækenland og omfattede kun visdom, retfærdighed, mod og selvbeherskelse. De tre andre blev tilføjet af den katolske kirke i middelalderen, dels for at de kunne passe til synderne, og dels for at dække over flere dydige handlinger.