Somalias pirater

Hvad er baggrunden for de somaliske pirater?

I 1991 blev den socialistiske diktator, Mohamed Siad Barre, væltet efter 22 år ved magten i Somalia. Barre flygtede og efterlod Somalia i kaos. Staten var brudt sammen, og borgerkrigen, som på det tidspunkt havet raset i tre år, fortsatte.

Efter statens kollaps var der hverken en velfungerende politistyrke eller nogen kystvagt, der kontrollerede Somalias 3.300 kilometer lange kyststrækning. Manglen på kontrol tiltrak udenlandske fisketrawlere, der kom sejlende fra Mellemøsten, Asien og nabolandene i Østafrika og fra europæiske lande som Tyskland, Frankrig og Spanien. Uden at tænke på fiskekvoter, kontrol og afgifter hev de tun, hajer, hummere og andre fisk og skaldyr op af vandet. Havet var et af verdens rigeste, og et skib kunne på kort tid fange flere tons fisk illegalt, som de kunne sælge videre for millioner af dollars.

Mange af de omkring 60.000 somaliske fiskere følte, at de udenlandske skibe pressede dem væk og forhindrede dem i at fange fisk, og flere af dem fortæller, at der blev færre fisk i havet. Om de har ret, er svært at dokumentere, da det er over 30 år siden, at der sidst er blevet foretaget en grundig undersøgelse af forholdene i det somaliske farvand. Men to somaliske forskere ved Det Maritime Institut i Mogadishu har fremlagt et studie, hvor de bekræfter, at de udenlandske fiskebåde overfiskede, ødelagde de lokale fiskeres net og beskadigede koralrevene ved at fiske med dynamit.  

Var de første pirater frihedskæmpere?

Flere af de lokale fiskere blev angiveligt så vrede på de udenlandske fiskeskibe, at de omkring 1994 begyndte at gå til modangreb, og konfrontationerne mellem de somaliske fiskere og industrifiskerne udviklede sig siden til pirateri. De første pirater opfattede sig selv som en form for frihedskæmpere, og en af de første piratgrupper kaldte sig for ”Badaadinta badah” (Havets beskyttere).

De første pirater påstår, at de i begyndelsen udelukkende angreb fiskerbåde og lod fragtskibene være i fred. Alligevel er det fragtskibe, der optræder øverst i statistikkerne over angreb og kapringer ud for Afrikas Horn i midten af 1990’erne. Forklaringen på det kan være, at fisketrawlerne ikke fortalte nogen om angrebene, da de ikke ville afsløre, at de havde fisket ulovligt. En anden forklaring kan dog også være, at piraterne taler usandt for at styrke deres image som beskyttere af havets fisk.

Lederen af ”Havets beskyttere”, Abshir Abdullahi ”Boyah” har i et interview indrømmet, at piraterne efter et par år begyndte at gå efter fragtskibe. Han forklarer udviklingen med, at det blev livsfarligt at gå efter fiskerfartøjerne, da de udenlandske fiskere selv havde våben eller bevæbnede vagter om bord. Oveni var piraternes vrede ikke længere kun rettet mod fiskerskibene, men hele den udenlandske handelsflåde, blandt andet fordi det rygtedes, at flere af skibene dumpede giftige affald i Somalias farvande. Boyah og hans mænd blev derfor ved med at kalde sig ”Havets beskyttere”, og gennem årene har gruppen og mange andre pirater holdt fast i, at de ikke kun er pirater for pengenes skyld: ”Vi ser os selv som helte, der flygter fra fattigdom. Vi opfatter ikke kapringerne som ulovlige, men som en afgift, vi opkræver, fordi vi ikke har nogen regering til at kontrollere vores farvand”, har Boyah sagt til den britiske avis The Guardian. 

Er det rigtigt, at Somalias hav er en giftlosseplads?

Ja, det er ikke pure opspind, når piraterne fortæller, at Somalias hav er blevet brugt som giftlosseplads. Hovedstaden Mogadishu blev efter statens sammenbrud i 1991 styret af to stridende krigsherrer. Den ene var Ali Mahdi, og han havde brug for midler til at styrke kampen mod sin rival, og en kilde til våben og penge var at indgå aftaler med europæiske firmaer om dumping af farligt affald i Somalia. I 1992 indgik han en aftale med et italiensk firma om projektet URANO 2, hvor den italienske forretningsmand Gianpierro Sebri var ansat til at stå for dumpingen i Somalia. I en dokumentarfilm fortæller han: ”Det lyder måske kynisk, men jeg var der ikke for at forære kager eller slik til børn, jeg var der for at eksportere farligt, giftigt og radioaktivt affald”.

I slutningen af 1990’erne blev det desuden afsløret, at også et schweizisk firma og en italiensk renovationsvirksomhed havde indgået aftaler med Ali Mahdi. Affaldet fra Europa blev dumpet i havet og på øde strande i containere og tønder, der lækkede. Men det var først, da den voldsomme tsunami ramte Somalia i 2004, at affaldet for alvor kom op til overfladen. Minimum 40 store tønder røg ind på kysten. Nogle var revet op, mens andre stadig var forseglede. FN’s miljøprogram UNEP havde svært ved at undersøge, hvad der var i tønderne på grund af den manglende sikkerhed i Somalia, men under et kort feltstudium i foråret 2005 så folk fra programmet flere somaliere, der var syge af radioaktiv stråling og fortalte, at flere mennesker omkring byerne Hobyo og Benadir havde åndenødsbesvær, åbne sår og voldsomt udslæt, og at de led af blødninger fra munden og underlivet. Det er aldrig siden blevet undersøgt om den radioaktive stråling kom fra det dumpede affald.

Selvom der blev dumpet giftigt affald i Somalias farvand, vurderer pirateksperter, at det var penge og ikke hævn, der var hovedårsagen til, at de fleste pirater begyndte at gå efter handelsskibene. De tidligere fiskere blev simpelthen grådige. De havde opdaget, hvor mange penge udenlandske firmaer var villige til at betale for at få et fiskeskib og dets besætning frigivet, og de var ikke blinde for, at det var en endnu bedre forretning at kapre handelsskibe end fiskekuttere.

Trods fiskernes vrede var pirateriet ikke særlig omsiggribende i de første mange år. Fra 1991 og frem til 2005 var der i gennemsnit ”kun” syv angreb og kapringer om året ud for Afrikas Horn. I 2005 steg tallet til gengæld til 48. 

Hvorfor er der kommet flere kapringer siden 2005?

I 2005 steg antallet af angreb og kapringer foretaget af somaliske pirater fra syv til 48. I 2008 var antallet steget til 111, og i 2010 var tallet 189.

I årene siden 2005 er pirateriet vokset til en reel industri. Det skyldes særligt den somaliske forretningsmand Mohamed Abdi Hassan ”Afweyne”. Han gennemskuede, at man kunne tjene flere penge på pirateriet, hvis man formåede at overbevise folk med penge i, at de skulle investere i piraterne. På den måde kunne piraterne få bedre udstyr og våben, så de på den måde havde større chance for at kapre skibe. Afweyne startede gruppen ”Somali Marines”, som benyttede sig af investorer, var bedre organiseret, og så var det den første gruppe, der benyttede sig af såkaldte moderskibe.

Moderskibene har fået deres navn, fordi det er større skibe, der fragter de små joller, som piraterne bruger til at angribe. Moderskibet er oftest en dhow, som er en arabisk træbåd med et lille styrehus og lastrum, som somaliske, yemenitiske, pakistanske og iranske fiskere benytter. Det er ikke svært for piraterne at få fat i en dhow. Enten skaffer de en fra kysten i Somalia, eller også sejler de ud og kaprer en på havet i deres joller.

Om bord på dhowerne er piraterne bedre beskyttet mod havets bølger og de to årlige monsuner, og de større skibe gør dem i stand til at være på havet i længere tid ad gangen. Hvad dhowen kan tilbyde af robusthed, er dog ingenting i forhold til, hvad de store tankere og containerskibe kan præstere. Piraterne begyndte at bruge dem som moderskibe i 2010, og det har betydet, at de kan sejle længere væk fra Somalias kyst. Det har været med til udvide deres jagtmark, som nu strækker sig som en trekant fra Yemen og Oman i nord til Seychellerne, Tanzania, Madagaskar og Mozambique i syd til Indien i øst. Et hold pirater satte rekord, da de i februar 2011 angreb et tankskib kun 40 sømil fra Indiens kyst, omkring 1.700 sømil eller lidt over 3.000 kilometer fra Somalia.

For piraterne er der også andre fordele ved at bruge de store handelsskibe som moderskibe, da de får adgang til radarer og andet kommunikationsudstyr. Radaren kan fortælle dem detaljer om skibe op til 60 sømil væk. De kan få oplyst, hvor andre handelsskibe sejler hen og styre moderskibet mod dem.

Alt i alt er Somalias pirater især siden 2008 blevet bedre organiseret og tungere bevæbnet. Det har en større bevidsthed og erfaring om, hvad der virker og ikke virker. Derudover formår de hele tiden at udvikle deres taktik, så de kan tackle de modforanstaltninger rederierne, og den internationale flåde sætter op for dem. Da FN’s generalsekretærs tidligere rådgiver Jack Lang i januar 2011 fremlagde en piratstrategi, sagde han: ”I kapløbet mellem omkring 1.500 pirater og det internationale samfund har piraterne klart vundet”.

Hvad kendetegner somalisk pirateri?

Der findes flere definitioner på, hvad pirateri er. De fleste er dog enige om, at pirateri er en kriminel handling i form af et angreb på et skib. Pirateriet foregår flere steder i verden, men de fleste angreb og kapringer foregår i dag ud fra Somalias kyst i Østafrika. Det somaliske pirateri begyndte så småt i begyndelsen af 1990’erne, men det er først efter 2005, at pirateriet for alvor har vokset sig stort og er blevet en alvorlig trussel for de handelsskibe og lystsejlere, der krydser Det Røde Hav, Adenbugten og store dele af Det Indiske Ocean.

Det somaliske pirateri adskiller sig fra tidligere tiders pirateri og fra det nutidige pirateri i Det Sydkinesiske Hav og Malaccastrædet i Sydøstasien. Somalias pirater går ikke efter skibenes last, men kaprer skibene, tager besætningsmedlemmerne som gidsler og kræver løsesum for at få gidslerne frigivet.

Siden begyndelsen af 1990’erne har Somalias pirater taget omkring 3.000 sømænd og enkelte lystsejlere til fange. Langt de fleste er blevet sluppet fri mod en løsesum. En løsesum som vokser år efter år. I 2010 var den gennemsnitlige løsesum på 5,4 millioner dollars, og alene i 2010 fik Somalias pirater samlet 240 millioner dollars i løsesum.

Det kan undre, at piraterne fra Somalia holder sig fra skibenes last, da den ofte er langt mere værd end de penge, piraterne får i løsesum for det kaprede skib og besætningen. Forklaringen er, at mens de somaliske pirater er forholdsvis velorganiserede, når det handler om at angribe handelsskibene, så halter logistikken bagefter, når skibene er blevet kapret. Piraterne fra Somalia har ikke som piraterne i eksempelvis Sydøstasien et stort forretningsnetværk bag sig, der kan sælge skibenes varer videre. Derudover er det en forhindring, at piraterne ikke har kraner til at løfte containere, biler og andre værdifulde varer fra containerskibene, og at den dårlige infrastruktur i Somalia gør det svært at få varerne transporteret videre. Dertil kommer, at der ikke er efterspørgsel på de fleste af skibenes varer i det fattige Somalia, hvor de fleste mennesker ikke engang har råd til helt basale fornødenheder. Hvis piraterne endelig tager noget med sig, er det derfor mad, medicin, olie og våben, som de selv kan bruge eller afsætte på land med det samme.  

Hvad karakteriserer Somalias pirater?

Ifølge bogen ”Piratjagt – Kampen om menneskeliv og millioner” (se kilder) er de fleste pirater i Somalia mellem 20 og 30 år gamle. Der er dog eksempler på, at nogle pirater ikke er mere end 15 år gamle, ligesom der er ældre pirater. Der findes til gengæld ingen eksempler på, at der skulle være kvinder blandt de somaliske pirater, der kaprer skibe. FN anslår, at der er omkring 1.500 aktive pirater i Somalia. Tallet er nogenlunde konstant, da nye pirater kommer til, hvis andre stopper.

De somaliske mænd bliver pirater, fordi de gerne vil have flere penge. De er altså ikke drevet af et ideologisk motiv. De drømmer om at bruge pengene på at opnå højere status i Somalia ved at vise, at de kan købe større huse, nyere biler og kan forsørge flere koner og børn. Andre bliver pirater for at komme væk fra Somalia. Et eksempel er den tidligere pirat Abdul Rashid Osman, som til den amerikanske radiostation National Public Radio har fortalt, hvordan han brugte sin del af en løsesum på at få sine søskende væk fra konflikten i den sydlige del af Somalia og på selv at flygte til Kenya.

De somaliske mænd er generelt fattige, før de bliver pirater, men det er ikke de allerfattigste, og intet tyder på, at det er decideret sult, der får mændene til at vælge piraterhvervet til.

De første pirater var hovedsageligt tidligere fiskere, men i dag kommer der mænd fra hele Somalia for at prøve lykken på vandet. I løbet af de sidste år har kamptrænede militskrigere også sluttet sig til, og det er en medvirkede faktor til, at pirateriet er blevet mere voldeligt.  

Hvordan er piraterne organiseret?

Der findes ikke meget dokumenteret materiale om, hvordan piraterne er organiseret. En af de få, der har fået et indgående kendskab til piraternes organisering, er den dansk-somaliske konsulent og filminstruktør Nasib Farah, som har interviewet flere af Somalias pirater og har opholdt sig i piratmiljøet i Somalia af flere omgange. Ifølge Nasib Farah er de færreste pirater en del af en fasttømret piratgruppe, men bliver for en kortere periode mere eller mindre tilfældigt en del af en gruppe. Gruppen består af en leder, et hold pirater og bagved står en eller flere investorer.

Kimen til et pirattogt bliver lagt, når en eller flere somaliske mænd, som kender hinanden en smule i forvejen, falder i snak om, at de kunne skaffe nogle flere penge gennem pirateri. Typisk er der en eller flere tidligere pirater blandt mændene, og den mest erfarne bliver udråbt til leder. Resten af mændene slutter sig til ham som pirater i den piratgruppe, der skal med ham på togt, eller også indtager de rollen som investor, der bliver på land.

Ifølge bogen ”Piratjagt – Kampen om menneskeliv og millioner” (se kilder) skal der til et pirattogt bruges både, våben, udstyr, mad og drikke for mellem 30.000 og 40.000 dollars. Det er lederens ansvar at skaffe de penge ind fra investorer. Hvis ikke han har mænd med penge omkring sig, må han forhøre sig rundt. Investorerne kan være tidligere pirater, der gerne vil investere deres løsesummer i nye piratangreb. De kan være velhavende forretningsmænd, eller de kan være almindelige forretningsdrivende, som sætter penge i pirattogterne på samme måde, som hvis de spillede på en væddeløbshest. Der er en chance for, at de vinder og mangedobler deres indsats. Men der er en endnu større risiko for, at indsatsen går tabt, fordi hesten taber – ligesom der er en risiko for, at piratgruppen ikke kaprer et skib.

Når lederen har skaffet penge, skal han sammensætte det rette hold af pirater. Han har både brug for nogle, der er gode til skyde, nogle der er gode til at sejle, og nogle der kan reparere jollerne, hvis der sker dem noget, når de sejler rundt efter et bytte i Det Indiske Ocean.

Kommer piratgruppen tomhændet hjem, får de ikke nogen løn, men skal som regel heller ikke betale for udgifterne – det står investorerne typisk for. Hvis piraterne til gengæld har held med at kapre et skib og får udbetalt en løsesum, bliver pengene fordelt efter en fordelingsnøgle, der som regel er blevet aftalt på forhånd. (Se afsnittet Hvad bliver der af løsesummerne?).

Mens skibet er kapret, er det ikke kun piraterne selv, men også et vagthold af somaliere, der holder øjet med skibet og gidslerne. Når løsesummen er udbetalt, opløses gruppen af investorer, pirater og vagter. Nogle af dem samarbejder igen senere, mens andre søger andre veje.