Social arv og udstødelse

Artikel type
faktalink
journalist Lisbeth Svalgaard, iBureauet/Dagbladet Information. Juli 2013
Main image
Negativ social arv betyder at forskellige former for ulighed og barrierer kan gå i arv fra forældre til børn.
Negativ social arv betyder at forskellige former for ulighed og barrierer kan gå i arv fra forældre til børn.
Foto: Esben Salling / Scanpix

Social arv er betegnelsen for den påvirkning, vi tager med os fra barndommen ind i voksenlivet. Vores forældre, opvækst og omgivelser har indflydelse på, hvordan vi bliver som voksne. Det gælder både uddannelse, privatliv, karriere og forbrug eller misbrug. Til en vis grad arver vi vores forældres sociale status, værdier, interesser, adfærd, problemer og evner. Social arv kan både være positiv og negativ. Kommer man fra et akademikerhjem, hvor begge forældre har karrierer og mentalt og økonomisk overskud, ender man højst sandsynligt i samme position. Kommer man derimod fra et hjem, hvor forældrene forlod uddannelsessystemet efter 9. klasse, ikke har et job og måske ikke har et stort overskud til deres børn, er der højere risiko for, at man selv ender uden uddannelse og uden job. Her taler man om negativ social arv. Selvom mange børn bryder med deres negative sociale arv, kan deres opvækst i et utrygt miljø, hvor forældrene har problemer, resultere i at børnene genskaber deres forældres mønstre, og det kan i værste fald føre til social udstødelse fra samfundet.

 

 

 

 

Social arv

Hvordan opstår social arv?

Negativ social arv betyder, at forskellige former for ulighed og barrierer kan gå i arv fra forældre til børn. Eksempelvis risikerer børn, der har en utryg barndom, fordi forældrene måske er alkoholikere, arbejdsløse, psykisk syge eller kriminelle at ende i selvsamme situation som voksne. Socialforskningsinstituttet (SFI) peger i undersøgelsen ”Vidensopsamling om social arv” (se kilder) på en række belastninger, der øger risikoen for, at børn på den ene eller anden måde genskaber forældrenes sociale liv. Det kan være:

· misbrug

·vold i familien

· kriminalitet

·arbejdsløshed

·skilsmisse

· sædelighedsforbrydelser eller

· psykiske problemer.

Social arv er et meget bredt begreb, og forskerne ved endnu ikke, hvordan mekanismerne præcist fungerer. Nogle udsatte børn bryder med deres negative sociale arv og bliver velfungerende voksne, mens andre ikke gør – omvendt kan børn fra velstillede hjem også ende i problemer, som børn med negativ social arv slås med. Det er altså ikke muligt at pege på en entydig sammenhæng mellem bestemte opvækstvilkår og et efterfølgende dårligt eller godt liv som voksen. Men vi ved, at psykiske belastninger i barndommen, kan nedbryde børns selvtillid og personlighed, og at det kan give alvorlige konsekvenser senere i voksenlivet. Derudover viser forskningen ifølge Mads Meier Jæger, seniorforsker ved SFI, at den sociale arv spiller ind tidligere end hidtil antaget – allerede i fosterstadiet påvirker forældrenes kulturelle vaner den fremtidige udvikling, for eksempel hvis moderen ryger, drikker alkohol eller er overvægtig, så har det en social slagside, der påvirker både under graviditeten og efter fødslen, skriver Mads Meier Jæger i ”Social arv i Danmark” (se kilder).

Hvordan kommer den negative sociale arv til udtryk i voksenlivet?

En meget lille gruppe af befolkningen udsættes for meget specifikke belastninger i barndommen, så som vold, alkohol- og stofmisbrug, incest og forældres selvmordsforsøg. Udenlandske undersøgelser refereret af Else Christensen i et arbejdspapir fra Socialforskningsinstituttet, "Social arv i voldsramte familier" (se kilder), viser for eksempel, at når børn oplever vold i barndommen, viser det sig i form af psykiske problemer, når de bliver voksne. Børnene har flere depressive symptomer, mener selv, de er mere stressede, har flere problemer med misbrug og angst, og de er mere fjendtlige over for omverdenen. I en dansk forløbsundersøgelse "Risikofaktorer i barndommen" (se kilder) foretaget af seniorforsker ved SFI, Mogens Nygaard Christoffersen, kan man konstatere en overdødelighed og overhyppighed af for eksempel forsøg på selvmord og narkomani blandt børn af alkoholiserede forældre og børn, hvis mødre var narkomaner.

Har man en forælder, der er eller har siddet i fængsel for kriminalitet, stiger risikoen for, at man selv ender bag tremmer. Forsømte børn har langt større risiko for at ende i kriminalitet end andre børn. Fem gange så mange af de børn, der har været udsat for alkoholiserede eller voldelige forældre, ender med at blive voldsforbrydere eller tyve end voksne, der har haft en barndom uden forældresvigt, det konkluderer en undersøgelse fra 2007, foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd for LO. En undersøgelse, der i 2013 bekræftes af forsker ved Aarhus Universitet, Pia Fuglsang Olsen: ”De børn, der har haft en forælder i fængsel, har en forøget risiko for at begå ejendomskriminalitet og ungdomskriminalitet.” (se kilder). Forskningen taler om en familietradition for kriminalitet. Hvis faren har fået en dom for kriminalitet, fordobles risikoen for, at hans søn senere for en dom. Det samme gælder for næsten halvdelen af de unge, der havde en mor, som var dømt for kriminalitet, viser S. Beck Petersen i et arbejdspapir fra SFI, "Børn af kriminelle familier" (se kilder).

Hvor udbredt er social arv i Danmark?

I Danmark og resten af Norden har børn officielt bedre vilkår for at kunne bryde den negative sociale arv. Danmark har et velfærdssystem, der blandt andet betyder, at alle børn kan komme i vuggestue, børnehave, folkeskole og tage en ungdomsuddannelse. Derudover skal SU'en på de videregående uddannelser sikre, at unge fra mindre velstillede hjem skal have råd til at læse videre på lige fod med velstillede unge. Desværre er Danmark ifølge flere undersøgelser ikke bedre til at bryde den negative sociale arv end andre OECD-lande. I 2012 var det 39 procent af de unge, hvis forældre er ufaglærte, der droppede en ungdoms- og videreuddannelse efter 9. eller 10. klasse, viser tal fra Danmarks Statistik (se kilder). Ifølge en redegørelse fra Ministeriet for Børn og Undervisning, referet i Politiken i artiklen "Social arv slår hårdt i Danmark" (se kilder), er Danmark på niveau med Tjekkiet og Slovakiet, når det gælder mønsterbrydere. Kun seks procent af de danske skoleelever er i stand til at løfte sig ud af den sociale arv, mens OECD-gennemsnittet ligger på 7,7 og i Finland, som Danmark ellers ofte sammenligner sig med, ligger gennemsnittet på 11,4 procent.

Hvad betyder institutioner og uddannelse for den sociale arv?

Der er stor enighed blandt forskere om, at uddannelsessystemet i dets nuværende form ikke bryder den sociale arv. I værste fald kan det øge uligheden. Kun 52 procent af unge med ufaglærte forældre gennemfører en ungdomsuddannelse, og det efterlader resten uden uddannelse på et arbejdsmarked, der i stigende grad vil have mindre ufaglært og mere uddannet arbejdskraft.

Danske forskere peger på, at det danske skolesystem ikke fungerer optimalt i forhold til at være opmærksom på og opløse negativ social arv. I artiklen ”Social arv slår hårdt i Danmark” i Politiken (se kilder) giver Anders Holm, professor og uddannelsesforsker på KU følgende bud på, hvorfor Finlands skolesystem er langt bedre end de danske: ”Noget tyder på, at jo mere håndfaste skolesystemerne er, jo bedre klarer de svage elever sig. Det er måske forskellen på Danmark og Finland: Vi har ikke en håndfast skole, hvor karakterer betyder noget, og det bliver de svage elever ofre for. Danmark er førende i realitetsfornægtelse.« Martin D. Munk, professor i sociologi og leder af Center for Mobilitetsforskning på Aalborg Universitet udtaler i samme artikel, at den danske folkeskole er usolidarisk, og de svage lades tilbage. Men faktisk tyder forskningen på, at indsatsen for at bryde negativ social arv skal begynde allerede før folkeskolen – i vuggestuen og børnehaven.

Sociologiprofessor ved Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) Mads Meier Jæger mener, at daginstitutionerne kan give børn fra svage familier de sociale og psykologiske færdigheder, som er vigtige for en god udvikling, men som forældrene ikke er i stand til at give. Daginstitutioner kan altså, optimalt set, kompensere for forældrenes mentale eller fysiske fravær, og dermed medvirke til, at den negative sociale arv brydes i større omfang end hidtil.

Hvordan kan man bryde ud af den sociale arv?

Taler man om social arv, taler man også tit om mønsterbrydere. Begrebet mønsterbryder anvendes som en karakteristik af personer, der oplever at kravle op ad den sociale rangstige. Forskningsprojektet "Den sociale arv og mønsterbrydere" foretaget af Danmarks Pædagogiske Universitet (se kilder) forsøger at afdække de mekanismer, der fører til, at et menneske fra et socialt belastet opvækstmiljø oplever at bevæge sig op ad den sociale rangstige. Det drejer sig primært om børn, hvis miljø har været præget af manglende uddannelse hos forældrene, høj arbejdsløshed, dårlig økonomi, ringe boligforhold og i nogle tilfælde også misbrug og vold, samt at de har haft en oplevelse af at blive klientgjort af de offentlige myndigheders støttende foranstaltninger.

Forskningsprojektet "Den sociale arv og mønsterbrydere" (se kilder) bygger på interview med 24 personer, der opfatter sig selv som mønsterbrydere. Projektet peger på, at motivationen for at bryde den sociale arv først og fremmest er relationer til personer, for eksempel en pædagog lærer eller en anden voksen, der betyder noget særligt for den enkelte. Og hvor den pågældende også oplever selvbestemmelse samt at være aktør i sit eget liv – ikke bare et objekt for en eller anden social indsats. Forskningen peger desuden på værdien af en pædagogik, der tager udgangspunkt i menneskets behov for at skabe helhed og mening i tilværelsen.

Seniorforsker Sven Thyssen, Danmarks Pædagogiske Universitet, har i arbejdspapiret "Pædagogers kompetencer i relation til børn i daginstitution" (se kilder) argumenteret for, at pædagogers evne til indlevelse, omsorg og fokus på at støtte svage børn kan være med til at overvinde barrierer for social mobilitet. En udvikling i kvaliteten af pædagogikken i daginstitutioner er ligeledes af stor betydning for mønsterbrydere, konkluderer Sven Thyssen.

 

Social udstødelse

Hvem er de socialt udstødte?

Narkomaner, hjemløse, sindslidende, alkoholikere og flygtninge og indvandrere er nogle af de mennesker, der hører til det danske samfunds allermest udsatte grupper. De lever et hårdt liv, som betyder, at de ofte dør meget tidligere end andre mennesker. Både mænd og kvinder, unge og gamle og folk med forskellig national eller etnisk baggrund kan opleve social udstødelse, hvis deres liv går skævt, og der ikke bliver taget hånd om dem. Begrebet social udstødelse bruges, når enkelte borgere eller en gruppe er afskåret fra resten af samfundet på forskellige måder. Det kan være økonomisk, hvis man har så lav en indkomst, at man ikke kan leve et liv, som andre mennesker. Det kan være, at man ikke har en bolig og derfor må overnatte i parker eller på herberger for hjemløse. Eller det kan være socialt, hvis man bliver isoleret fra omverdenen og ikke har kontakt til hverken venner, familie eller andre personer. At blive socialt udstødt af samfundet er ikke en situation, der opstår fra det ene øjeblik fra til det andet. Før man bliver udstødt har der som regel været et længere forløb, hvor man er blevet gradvist udstødt – for eksempel først fra arbejdsmarkedet, så fra det sociale liv og til sidst fra hele samfundslivet som sådan. Det er ikke nemt præcist at definere, hvad social udstødelse præcist er, fordi årsagerne varierer fra person til person. Derudover bruger forskere, politikere og medier ofte andre ord, når de taler om social udstødelse – for eksempel begreber som 'marginalisering', 'social eksklusion' eller 'Underdanmark' og nogle gange endda 'Udkantsdanmark'.

Hvorfor bliver man socialt udstødt?

Rådet for Socialt Udsatte vurderer, at omkring 50.000 danskere hører til gruppen af de allermest udsatte i Danmark. Der er ingen enkle forklaringer på, hvorfor nogle mennesker bliver socialt udstødte. Det kan være en ulykkelig kombination af begivenheder, hvor man for eksempel både mister job og familie, og derfor kommer ud i situationer, der ender med udstødelse af samfundet. Det kan også være, at man som meget ung kommer ind i et misbrug, der i sidste ende bliver vejen til udstødelse af samfundet. I sin kommentar ”Den udstødte – borger?” fra 1997 (se kilder) peger dr.med. Preben Brandt, der sidder i Rådet for Socialt Udsatte, på forskellige karakteristika, der kendetegner nogle af de mennesker, som bliver socialt udstødte. De er prægede af en anden måde at gøre tingene på end flertallet, fordi de ikke har kunnet, villet eller fået lov til at lære det. De socialt udstødte har tidligt blevet svigtede eller er følelsesmæssigt ikke blevet forstået eller accepteret. Den negative sociale arv kan altså også have indflydelse på, om man som voksen ender som socialt udstødt. Derudover spiller alder, køn og baggrund også en rolle for risikoen for at blive socialt udstødt. For eksempel er ældre er mere tilbøjelige til at falde uden for samfundet, fordi de enten bliver ensomme eller en stram økonomi på pension. Hvor unge har bedre mulighed for at rette op på deres livssituation, bliver fattigdom og isolation ofte et kronisk problem for ældre, fordi de ikke har udsigt til et nyt arbejde eller nye bekendtskaber. Indvandrere og flygtninge har også højere risiko for at ende som socialt udstødte, og antallet af indvandrere og flygtninge udgør en stadig voksende del af de socialt mest udsatte grupper i Danmark. Dertil kommer, at flygtninge og indvandrere i Danmark tilhører samfundets dårligst stillede grupper, hvad angår levevilkår. De har generelt dårligere job, lavere lønninger og væsentligt ringere boligforhold end deres danske medborgere. Hver tredje nydansker tilhører i dag underklassen, og lidt over hver 10. etniske dansker i dag tilhører underklassen mod lidt under hver 10. dansker i 1985, ifølge bogen ”Det danske klassesamfund” (se kilder).

Hvad er konsekvenserne af social udstødelse?

Kriminalitet, misbrug og hjemløshed kan både føre til social udstødelse og opstå som konsekvens af samme. Ofte lever de socialt udsatte af kontanthjælp, pension eller penge fra sort arbejde, kriminalitet eller prostitution. Udstødte mænd og kvinder lever det hårdeste liv og har den højeste dødelighed blandt borgerne i Danmark. Det viser undersøgelsen ”Èn gang marginaliseret- altid…?” fra Socialforskningsinstituttet (se kilder) om 1.000 menneskers livsforløb efter deres ophold på herberger, forsorgshjem og krisecentre i 1988-89, hvor de udstødte dengang var mellem 18 og 35 år. Undersøgelsen konkluderede blandt andet, at cirka 14 procent af de 1.000 mennesker var døde inden 1996. Det er en dødelighed, der er 14 gange større end hos den danske befolkning på samme alder.

Hvordan kan socialt udstødte hjælpes?

Selvom nogle socialt udstødte er så isolerede, at de næsten er umulige at komme i kontakt med for omverdenen, kan de hjælpes gennem frivillige organisationers arbejde. Det viser et forsøg under Socialministeriet med at nå de sværest belastede alkohol- og stofmisbrugere, ifølge artiklen ”Misbrugere lever som udstødte” fra Ritzaus Bureau (se kilder). Her har frivillige støtte- og kontaktpersoner for sindslidende opsøgt misbrugerne i deres eget miljø – derhjemme, på bænken eller i væresteder. Og det er lykkedes at få kontakt til de isolerede misbrugere, der på baggrund af kontakten er kommet i gang med at bygge et netværk op igen. Flere har også fået mod på at komme ud af deres misbrug. De frivillige organisationer yder en stor del af indsatsen over for samfundets allermest udsatte grupper og er et væsentligt supplement til det offentlige initiativ og indsats. Det frivillige arbejde består af foreninger, personer og organisationer, der for eksempel laver væresteder for hjemløse, rådgivning for prostituerede eller sørger for kontaktpersoner til sindslidende. De senere år har der været en kraftig vækst i projekter i både offentlig og privat regi i Danmark, hvor de frivillige udgør en stor del af arbejdskraften. Blandt andet arbejder organisationerne SIND, SAND, Reden og Fixelancens frivillige tæt sammen med de socialt udstødte, så de kan få rådgivning, menneskelig kontakt og en seng at sove i eller en sygeplejeske til at overvåge deres stofindtag.