Diskussion om selvmord

Citat
De unge ved ikke endnu, at der bestandigt gennem livet kommer nye foreløbige problemer, som har foreløbige løsninger, som igen skaber nye foreløbige problemer, som har foreløbige løsninger, som igen skaber nye foreløbige problemer osv. osv. Og sådan lever man videre - og det er det man skal
Poul Borum, dansk forfatter

Hvorfor skal medierne passe på med, hvordan de skriver og taler om selvmord?

I Pressenævnets vejledning for god presseskik (se kilder) står der, at journalister og medier bør afholde sig fra at omtale selvmord og selvmordsforsøg, “med mindre klar almen interesse kræver eller begrunder offentlig omtale, og i så fald bør omtalen være så skånsom som mulig”.

Men hvorfor er det sådan? For at forstå det, skal vi tilbage til 1774, da tyske Wolfgang von Goethes roman “Den unge Werthers lidelser” udkom. I bogen begår den unge hovedperson selvmord ved at skyde sig selv, fordi han ikke kan få den kvinde, han elsker. Og dét inspirerede i 1774 en række mænd til at tage livet af sig selv på samme måde, fordi de kunne identificere sig med hovedpersonen, skriver Center for Selvmordsforskning i rapporten ”Omtale af selvmord i medierne” (se kilder). Nogle af mændene havde endda klædt sig på som den unge Werther og blev fundet døde med et eksemplar af bogen ved siden af sig.

Siden dengang har man derfor talt om den såkaldte Werther-effekt, en forestilling om, at omtale af ét selvmord kan udløse endnu flere lignende selvmord. Men faktisk er det ikke tilfældet, skriver Center for Selvmordsforskning i førnævnte rapport. Tværtimod kan omtale af selvmord være med til at nedbryde tabuer og redde liv. “Det er ikke selvmord, der smitter, men en dårlig og uansvarlige medieomtale, som kan føre til imiterede selvmord og selvmordsforsøg blandt sårbare og selvmordstruede mennesker,” står der i rapporten.

I en artikel i fagbladet Journalisten under overskriften ”Vi bliver nødt til at skrive om selvmord” (se kilder) opfordrer journalist Susanne Sayers derfor til, at de presseetiske regler opdateres, så det ikke længere bliver frarådet journalister at omtale selvmord. I stedet skal journalister og medier undgå at lave sensationspræget journalistik om selvmord, mener hun. Hun henviser til WHOs retningslinjer for medieomtale af selvmord, som blandt andet anbefaler journalister og medier at:

· bringe korrekt og opdateret information om, hvor man kan få hjælp

· informere befolkningen om fakta om selvmord og selvmordsforebyggelse uden at sprede myter

· bringe historier om, hvordan man håndterer livskriser eller selvmordstanker, og hvor man kan søge hjælp

· være særlig varsom med kendissers selvmord

· være forsigtig, når man interviewer efterladte familiemedlemmer eller venner

· være opmærksom på, at journalister og andre professionelle mediearbejdere selv kan blive påvirket af selvmordshistorier

 

Vi skal tale om selvmord, hvis vi skal forhindre folk i at tage livet af sig selv eller forsøge at gøre det. Det siger Sadie Penn, der selv har overlevet et selvmordsforsøg og nu arbejder for at bremse andre unge i at gøre forsøget. Se hendes Ted Talk herover.

 

Hvilken rolle kan sociale medier spille?

Mens journalister hos trykte medier, tv-kanaler og radioprogrammer typisk afholder sig fra at omtale selvmord og selvmordsforsøg, er der på sociale medier som Facebook, Instagram, Twitter og Pinterest et væld af konti, der ligefrem glorificerer selvskade og selvmord. Det har blandt andre journalist Mikkel Danielsen beskrevet for Berlingske i artiklen “’Spillede Instragram en rolle i Mollys død? Storbritannien vil regulere sociale medier efter 14-årigs selvmord’” (se kilder).

På sociale medier findes der konti, som viser billeder af unge mennesker, der har skåret i sig selv. De laver billedbeskrivelser med hashtags som #suicide (der på dansk betyder selvmord), og deler andre opslag, der direkte opfordrer brugere til at begå selvmord. Og følger man bare én af disse konti, er for eksempel Instagrams algoritme lavet sådan, at den vil foreslå dig flere konti med lignende indhold.

På Facebook er der flere eksempler på, at unge har live-transmitteret deres selvmord og selvmordsforsøg til deres venner. Det har journalist Katja Majbom beskrevet for Ekstra Bladet i artiklen ”14-årig live-sendte sit selvmord: Nu reagerer Facebook” (se kilder).

Unge, sårbare mennesker kan altså på sociale medier nemt finde indhold, som romantiserer og opfordrer til selvmord. Og dét kan føre til en såkaldt smitte-effekt hos dem, der allerede går med selvmordstanker.

I Storbritannien har regeringen derfor i 2019 varslet at ville regulere sociale medier, så de ved lov bliver tvunget til at skærme brugerne mod skadeligt indhold og underskrive et lovpligtigt adfærdskodeks, hvor de tager ansvar for at beskytte unge og sårbare brugere, skriver Mikkel Danielsen i den førnævnte artikel hos Berlingske (se kilder).

Men det er ikke den eneste risiko, sociale medier udgør. I 2018 viste en ny undersøgelse at digital mobning – altså, mobning, der typisk finder sted på sociale medier – fordobler risikoen for at begå selvskade eller forsøge selvmord. Det beskrives i DR-artiklen ”Digital mobning fordobler risikoen for selvskade og selvmordsforsøg” (se kilder).

Flere og flere unge oplever den slags digital mobning på sociale medier. I 2019 beskrev Mikkel Danielsen i fornævnte artikel fra Berlingske (se kilder), at 11% af britiske børn mellem 12 og 15 år er blevet mobbet online. Det er en stigning på seks procent siden undersøgelsen blev foretaget i 2016.

 

Eksperter og politikere frygter, at sociale medier er skyld i en stigning i antallet af unge mennesker, der begår selvmord. Se BBCs nyhedsindslag om det herover.