Hvad var republikken Rom?
Hvis man skal tro romernes traditionelle myte, der stadig fortælles, blev Rom grundlagt den 21. april 753 f.v.t. af sagnhelten Romulus. Ifølge Erik Christiansens "Romerrigets historie" (se kilder) er en mere sandsynlig udlægning, at de spredte bebyggelser omkring det senere Forum Romanum (byens centrale plads) først blev en egentlig by i det sene 600-tal og tidlige 500-tal f.v.t. Rom blev i begyndelsen styret af etruskiske konger, der herskede over store dele af den italienske halvø.
Man regner med, at den sidste etruskiske konge blev fordrevet i 509 f.v.t., hvorefter Rom blev en republik.
Hvordan blev republikken Rom styret?
Republikken havde en tredeling af magten mellem folkeforsamlingerne (comitia), senatet (senatus) og embedsmændene (magistratus). På folkeforsamlingerne valgte byens borgere, hvem der skulle være embedsmænd, herunder byens øverste ledere, konsulerne. Når man havde været embedsmand, fik man sæde i senatet på livstid. Senatet var et rådgivende organ bestående af ældre, erfarne mænd.
For at undgå at konsulerne skulle prøve at opnå status af konger, kunne de kun sidde et år ad gangen. Ydermere blev der valgt to konsuler ad gangen, og de afløste hinanden med en måneds mellemrum.
Hvordan blev Rom en stormagt?
Rom vandt i 338 f.v.t. en vigtig militær sejr, og derefter blev Rom leder af en forbundsstat af byer i store dele af Mellemitalien. Fra da af kom de militære sejre hurtigt, og i 270 f.v.t. var hele den italienske halvø underlagt Rom. Den italienske halvø blev romernes kerneland, hvor borgerne senere skulle få samme rettigheder som Roms borgere og levere soldater til Roms krige. Erobringerne havde skaffet Rom store indtægter og blod på tanden, så felttogene fortsatte. Næste mål var Middelhavets dominerende magt Karthago. De havde deres hovedby i Nordafrika på samme sted som det nuværende Tunis.
I de tre puniske krige mod Karthago i årene 264 til 146 f.v.t. voksede Rom til at blive den dominerende stormagt i Middelhavet. I den sidste puniske krig blev Karthago komplet ødelagt. Ved afslutningen af den sidste puniske krig havde Rom erobret så meget land, at de havde store besiddelser i Spanien, Nordafrika og på Balkan og dominerede hele Middelhavet.
Hvad var de store borgerkrige?
I de sidste hundrede år af Roms tid som republik i årene 133–31 f.v.t. blev Rom ifølge historikeren Jesper Carlsens "Romerriget" (se kilder) rystet af sociale spændinger mellem rige jordejere og det fattige flertal. I samme periode var der også adskillige borgerkrige, hvor hærførere kæmpede om den øverste magt over Rom og dets besiddelser. Det forhindrede dog ikke, at Rom stadig erobrede nye områder.
Rom havde fået en stående hær af professionelle soldater, og det gav hærførerne større magt. Den brugte nogle af dem til at forsøge at tilegne sig magten i Rom. En af disse hærførere var Julius Cæsar, der blandt andet havde underlagt sig hele Gallien (Frankrig). I år 49 f.v.t. vendte han tilbage til Rom i spidsen for sin hær og tog magten. Cæsar fik på få år gennemført en lang række vigtige reformer og lod sig udnævne til diktator på livstid. Kort efter, i år 44 f.v.t., blev han myrdet af en gruppe senatorer, der mente, at han havde fået for meget magt.