Amfiteatret Colosseum i Rom
Amfiteatret Colosseum i Rom blev også anvendt til gladiatorkampe.
Foto: Mikkel Østergaard / Scanpix

Romerriget

cand.scient. Jesper Samson, iBureauet/Dagbladet Information, september 2016. Opdateret af journalist Malene Fenger-Grøndahl i februar 2017.
Top image group
Amfiteatret Colosseum i Rom
Amfiteatret Colosseum i Rom blev også anvendt til gladiatorkampe.
Foto: Mikkel Østergaard / Scanpix

Indledning

Romerriget var i mange århundreder den absolut dominerende magt i den vestlige verden. Det lykkedes at skabe fred og fremgang i et mægtigt rige, der længe virkede usårligt. Den romerske hær befæstede de ydre grænser, mens provinserne blev formet efter romersk forbillede, og økonomien og landbrugsproduktionen blomstrede ved hjælp af et enormt antal slaver, hvoraf de fleste var krigsfanger. Det endte dog med slaveopstande, social uro, forfald og undergang, men Romerriget har sat sig varige spor. Republikken Rom eksisterede fra 509 f.v.t. og blev et kejserrige fra år 27 f.v.t. I 476 faldt den vestlige del af det romerske rige, mens den østlige del bestod helt frem til 1453.

 

Artikel type
faktalink

Rom bliver stormagt

Forum Romanum. Det romerske torv var centrum i Romerriget. Her foregik senatets møder og alle andre vigtige romerske statsanliggender.
Forum Romanum. Det romerske torv var centrum i Romerriget. Her foregik senatets møder og alle andre vigtige romerske statsanliggender.
Foto: Christian Ringbæk / Scanpix

Hvad var republikken Rom?

Hvis man skal tro romernes traditionelle myte, der stadig fortælles, blev Rom grundlagt den 21. april 753 f.v.t. af sagnhelten Romulus. Ifølge Erik Christiansens "Romerrigets historie" (se kilder) er en mere sandsynlig udlægning, at de spredte bebyggelser omkring det senere Forum Romanum (byens centrale plads) først blev en egentlig by i det sene 600-tal og tidlige 500-tal f.v.t. Rom blev i begyndelsen styret af etruskiske konger, der herskede over store dele af den italienske halvø.

Man regner med, at den sidste etruskiske konge blev fordrevet i 509 f.v.t., hvorefter Rom blev en republik.

Hvordan blev republikken Rom styret?

Republikken havde en tredeling af magten mellem folkeforsamlingerne (comitia), senatet (senatus) og embedsmændene (magistratus). På folkeforsamlingerne valgte byens borgere, hvem der skulle være embedsmænd, herunder byens øverste ledere, konsulerne. Når man havde været embedsmand, fik man sæde i senatet på livstid. Senatet var et rådgivende organ bestående af ældre, erfarne mænd.

For at undgå at konsulerne skulle prøve at opnå status af konger, kunne de kun sidde et år ad gangen. Ydermere blev der valgt to konsuler ad gangen, og de afløste hinanden med en måneds mellemrum. 

Hvordan blev Rom en stormagt? 

Rom vandt i 338 f.v.t. en vigtig militær sejr, og derefter blev Rom leder af en forbundsstat af byer i store dele af Mellemitalien. Fra da af kom de militære sejre hurtigt, og i 270 f.v.t. var hele den italienske halvø underlagt Rom. Den italienske halvø blev romernes kerneland, hvor borgerne senere skulle få samme rettigheder som Roms borgere og levere soldater til Roms krige. Erobringerne havde skaffet Rom store indtægter og blod på tanden, så felttogene fortsatte. Næste mål var Middelhavets dominerende magt Karthago. De havde deres hovedby i Nordafrika på samme sted som det nuværende Tunis.

I de tre puniske krige mod Karthago i årene 264 til 146 f.v.t. voksede Rom til at blive den dominerende stormagt i Middelhavet. I den sidste puniske krig blev Karthago komplet ødelagt. Ved afslutningen af den sidste puniske krig havde Rom erobret så meget land, at de havde store besiddelser i Spanien, Nordafrika og på Balkan og dominerede hele Middelhavet. 

Hvad var de store borgerkrige?

I de sidste hundrede år af Roms tid som republik i årene 133–31 f.v.t. blev Rom ifølge historikeren Jesper Carlsens "Romerriget" (se kilder) rystet af sociale spændinger mellem rige jordejere og det fattige flertal. I samme periode var der også adskillige borgerkrige, hvor hærførere kæmpede om den øverste magt over Rom og dets besiddelser. Det forhindrede dog ikke, at Rom stadig erobrede nye områder.

Rom havde fået en stående hær af professionelle soldater, og det gav hærførerne større magt. Den brugte nogle af dem til at forsøge at tilegne sig magten i Rom. En af disse hærførere var Julius Cæsar, der blandt andet havde underlagt sig hele Gallien (Frankrig). I år 49 f.v.t. vendte han tilbage til Rom i spidsen for sin hær og tog magten. Cæsar fik på få år gennemført en lang række vigtige reformer og lod sig udnævne til diktator på livstid. Kort efter, i år 44 f.v.t., blev han myrdet af en gruppe senatorer, der mente, at han havde fået for meget magt. 

Romerriget i kejsertiden

Hvad var kejsertiden?

Efter endnu en borgerkrig trådte Cæsars adoptivsøn Octavian (senere kendt som Augustus) frem som den store sejrherre. Han bevarede republikkens institutioner, men gav samtidig sig selv uindskrænket magt som Imperator eller kejser (ordet stammer fra ’Cæsar’). Hermed var republikken endeligt død, og Romerriget under ledelse af kejseren var indført. 

Hvad var Pax Romana?

Kejser Cæsars søn Augustus kom til at sidde som kejser i 44 år fra år 27 f.v.t., og hans regeringsperiode var begyndelsen på flere århundreder præget af stabilitet samtidig med, at Romerriget blev endnu større. Denne periode betegnes som Pax Romana (romersk fred), for inden for Romerrigets grænser var der fred og sikkerhed. De besejrede provinser kunne leve i fred og fremgang, hvis blot de accepterede at betale skat til romerne.

Hvor stort var Romerriget i sin storhedsperiode?


Kortet viser Romerrigets største udbredelse i år 117 under kejseren Trajan. Hele Middelhavet var under Romerrigets kontrol. Mod nord var der bygget stærke befæstninger for at holde germanske stammer ude. 

Hvad afløste den fredelige periode Pax Romana?

Under kejser Marcus Aurelius (161-180) blev Romerriget både ramt af angreb fra øst og nord, men ikke mindst af en pestepidemi, der dræbte millioner af mennesker og svækkede Romerriget. Marcus Aurelius formåede alligevel at holde sammen på riget, men efter hans død var Romerriget mindre stabilt, og hårde år ventede forude. Historikeren Jesper Carlsen skriver i "Romerriget" (se kilder), at Rom mistede sin position som rigets absolutte centrum. Mange af 200-tallets kejsere nåede slet ikke til Rom, fordi de fandt det vigtigere at opholde sig i provinserne. 

Hvornår blev Romerriget delt?

Det er ifølge Jesper Carlsens "Romerriget" (se kilder) umuligt at sige præcist hvornår og hvorfor Romerriget begyndte sin lange nedtur. Men allerede i løbet af 200-tallet var der uro på de indre linjer med borgerkrige og mange, skiftende kejsere. Samtidig blev grænserne udsat for angreb. Kejser Diokletian, der regerede fra 284 til 305, var en ny stærk kejser, der fik gennemført en række reformer og styrket militæret. Han var den første af flere, der delte riget i flere dele for at lette administrationen af det kriseramte rige. Diokletian selv regerede fra Nicomedia (det nuværende Izmit i Tyrkiet) som et tegn på, at rigets tyngdepunkt var rykket fra vest mod øst.

Efter Diokletian havde trukket sig tilbage, fulgte en ny magtkamp. Den blev vundet af Konstantin, som blev ny kejser. Han delte på ny riget og grundlagde den nye hovedstad, Konstantinopel, det senere Istanbul. I 395 efter Theodosius den Stores død blev Romerriget permanent delt i en østlig del med Konstantinopel som hovedstad og en vestlig del med Rom som hovedstad. 

Hvordan gik det for Det Vestromerske Rige?

Det Vestromerske Rige, der hurtigt flyttede sin hovedstad fra Rom til den bedre beskyttede italienske by Ravenna, blev udsat for gentagne angreb fra germanske stammer. I 410 blev Rom erobret og udplyndret for første gang i 800 år. Det Vestromerske Rige var presset til det yderste og mistede mange besiddelser til fremmede folkeslag, der bevægede sig rundt i Europa på den tid, som også kaldes for folkevandringstiden. I 476 blev den sidste vestromerske kejser, den kun 15-årige Romulus Augustus, afsat, og riget splittet i forskellige selvstændige kongedømmer. 

Hvordan gik det for Det Østromerske Rige?

Det Østromerske rige klarede sig langt bedre. Konstantinopel lå centralt på vigtige handelsruter, var svært befæstet og blev fyldt med prægtige bygningsværker som den kristne kirke Hagia Sophia. Under kejser Justinian (527-65) var Det Byzantinske Rige, som man senere kom til at kalde det, dominerende i Middelhavsregionen og generobrede mange af de tidligere romerske besiddelser i Nordafrika og Sydeuropa. Senere mistede Det Byzantinske Rige meget af sit land og blev udsat for angreb, men var stadig en betydelig magt i mange århundreder. I 1453 faldt Konstantinopel til de muslimske osmannere, og dermed var det slut med Det Byzantinske Rige.   

Dagligliv i Romerriget

Moesgaard Museum modtog i april 2016 en sending unikt bevarede gladiatorhjelme fra Pompeji som skal indgå i en særudstilling, Gladiator - Colosseums helte. Hjelmene vejer 4,2 kilo.
Moesgaard Museum modtog i april 2016 en sending unikt bevarede gladiatorhjelme fra Pompeji som skal indgå i en særudstilling, Gladiator - Colosseums helte. Hjelmene vejer 4,2 kilo.
Foto: Flemming Krogh / Scanpix

Hvem var patricierne og plebejerne?

Romerrigets sociale forhold ændrede sig naturligvis i løbet af de mange århundreder, hvor riget eksisterede, og der var også forskellige forhold inden for det vidtstrakte område. Noget, der dog kendetegnede hele perioden, var skarpe sociale opdelinger, der delte samfundet langs forskellige skillelinjer. En af de bedst kendte opdelinger stammer fra den tidlige republik. Her havde man opdelingen mellem det gamle, privilegerede aristokrati, kaldet patricierne, og de øvrige frie borgere, plebejerne, hvoraf de fleste var fattige. Der opstod flere gange konflikter mellem de to grupper, men med tiden lykkedes det plebejerne at opnå øget indflydelse og flere rettigheder, og konflikten stilnede af. Der var dog løbende nye, sociale konflikter, særligt i republikkens sene år fra 131 f.v.t.-31 f.v.t., hvor jordløse og fattige søgte at få andel i jorden, men blev mødt med hård modstand fra de privilegerede klasser, herunder drab på de fattiges politiske ledere.

Hvem var slaverne?

Slaverne var en underklasse i Romerriget, som ifølge romerske love var at sammenligne med ’ting’, som deres ejere havde fuld råderet over. Ejerne kunne bruge, behandle og sælge slaverne, som de ville. Slaverne havde altså ingen borgerrettigheder. Slaveri var en væsentlig del af den romerske økonomi, især fra det tidspunkt hvor romerne for alvor begyndte erobringen af Middelhavsområdet. Under erobringstogterne tog de romerske hære et enormt antal krigsfanger, hvoraf mange endte som slaver. Mange slaver var altså krigsfanger, men romerske købmænd byttede sig også til slaver mod salt og korn, bl.a. i det nuværende Georgien, ligesom det skete, at romerske borgere, der havde forgældet sig håbløst, valgte at sælge sig selv som slaver, og fattige borgere kunne finde på at sælge deres børn til slaveri. Desuden var der borgere, der blev dømt til slaveri på livstid. Praksissen med at holde slaver var ikke nogen romersk opfindelse; der var også slaver i Grækenland, hvor man indførte slaveri i juridisk forstand, og i mange kulturer, der gik forud for den antikke middelhavskultur. Slaveriets betydning i Romerriget beskrives i artiklen ”Slavernes Rom” fra Illustreret Videnskab (se kilder).


Hvilke typer slaver var der og hvordan var deres forhold?

Blandt slaverne var der store forskelle på vilkår og arbejdsforhold. Bedst stillet var generelt de betroede husslaver, f.eks. læger, sekretærer og forretningsførere, mens de værst stillede var slaverne i minerne og på de store landbrug. Herudover fandtes slaver på mindre landbrug, der ofte arbejdede tæt sammen med gårdejeren, og der fandtes også gladiatorslaver, som skulle kæmpe mod hinanden og mod vilde dyr – i sidste ende altid med døden som resultat. Der fandtes desuden sexslaver og i et mindre omfang galejslaver, som var med til at ro romernes krigsskibe; dog blev skibene primært roet af frie mænd, som man kunne regne med loyalitet fra.
Mange slaver, især på store landbrug og i minerne, arbejdede sig til døde og blev mishandlet, tortureret og dræbt, hvis de gjorde modstand.
Husslaver i byerne havde ofte bedre forhold og en reel mulighed for at komme fri af slaveriet. Slaver måtte ganske vist ifølge romersk lov ikke eje noget, men særligt betroede slaver fik ofte lov at tjene egne penge i deres sparsomme fritid og kunne så efter mange års arbejde købe sig fri mod betaling af den pris, de i sin tid havde kostet. Nogle slaveejere indskrev også i deres testamente, at deres slaver skulle frigives. Kejsernes slaver havde endda mulighed for at nå meget magtfulde positioner ved at arbejde sig op gennem embedsmandssystemet og måske til sidst blive frigivet. Det gjaldt dog kun et meget lille mindretal.
De frigivne tidligere slaver blev en del af plebs, almuen, som ellers bestod af daglejere og arbejdere på landet og i byen, og i princippet kunne de ved held og flid tjene så mange penge, at de kunne komme op i ridderstanden.
Langt de fleste slaver opnåede dog aldrig frigivelse eller andre rettigheder, men i første del af kejsertiden blev der indført love, som forbedrede slavernes forhold. Bl.a. fik slaver mulighed for at føre retssag mod deres ejer, og fra ca. 150 e.v.t. kunne en slaveejer, der dræbte en slave uden rimelig grund, blive dømt for drab.


Hvor mange slaver var der i Romerriget?

I takt med, at romerne fra 200 f.v.t. erobrede større og større del af Middelhavsområdet og tog hundredtusinder af krigsfanger, blev slaveri mere og mere udbredt, og slavehold var ikke længere forbeholdt overklassen i byerne. Efterhånden havde selv ret fattige romere råd til at holde slaver. Historikere vurderer i dag, at op mod en tredjedel af indbyggerne i byen Rom var slaver, svarende til over 300.000 mennesker. Derudover var der hundredtusindvis af slaver, der arbejdede i minerne eller på markerne i landbruget i hele imperiet – ikke mindst på de store landbrug, de såkaldte latifundier, hvor der kunne være op til 20.000 slaver, der arbejdede med at dyrke og høste vin, korn og oliven. Ifølge artiklen ”Slavernes Rom” fra Illustreret Videnskab (se kilder) vurderer forskerne i dag, at Italien i årene 65 f.v.t. til 30 f.v.t. havde behov for omkring 100.000 nye slaver om året, og at der i hele imperiet fra 50 e.v.t. til 150 e.v.t. havde brug for over 500.000 nye slaver.


Hvilke slaveopstande var der?

Der var adskillige slaveopstande i den romerske republik, men tre af dem var særlig betydningsfulde og gjorde de romerske borgere og magthavere bekymrede for, om slaverne kunne tage magten permanent. Slaverne var nemlig så mange, at hvis de alle slog sig sammen, udgjorde de en stor magtfaktor.
Det første store slaveoprør fandt sted på Sicilien 135 f.v.t og kom hurtigt til at omfatte 60.000 slaver. Oprøret bredte sig til hele øen, og i tre år regerede slaverne på øen, indtil det lykkedes en stor romersk hær at nedkæmpe oprøret, hvorefter tusinder af slaver blev korsfæstet til skræk og advarsel. Efter slaveoprøret blev det bestemt, at slaver ikke længere havde ret til at bære våben. Slaver, der flygtede, blev ofte fanget af professionelle slavefangere, straffet hårdt og brændemærket. Slaver, der forsøgte at dræbe deres herre, blev desuden straffet med tortur og derefter brændt levende. Magthaverne håbede på den måde at afskrække slaverne fra at sætte sig op mod deres herrer eller organisere oprør.
I år 104 f.v.t. udbrød der imidlertid igen slaveoprør på Sicilien, men også denne gang blev det nedkæmpet.
Igen i år 73 f.v.t. brød endnu et slaveoprør ud, som udviklede sig til den voldsomste, men også sidste store slavekrig i Romerrigets historie. Det skete, da gladiator-slaven Spartacus og 70 andre gladiatorslaver undslap fra en gladiatorskole i Capua og samlede en hær, der efterhånden nåede op på ca. 70.000 mand, nogle mener op mod 120.000 mand, heraf mange landbrugsslaver. I løbet af de næste tre år vandt slavehæren adskillige slag over skiftende romerske hære, mens de søgte efter en vej at flygte ud af Italien. I 71. f.v.t. blev slavehæren tilintetgjort af den romerske hærfører Marcus Crassus, hvorefter 6.000 dræbte oprørsslaver til skræk og advarsel blev korsfæstet langs Via Appia, der går fra Rom til Capua.   


Hvordan udviklede omfanget af slaveriet sig?

I kejsertiden var slaveriet aftagende, og slaverne blev ifølge historikeren Peter Ørsteds bog om romersk hverdagsliv "Romerne" (se kilder) for det meste rimeligt behandlet og kunne som oftest se frem til at blive frigivet efter tro tjeneste. Slaver var dog i juridisk forstand ufri og at betragte som en anden mands ejendom. Derfor var deres frigivelse heller ikke op til dem selv. I kejsertiden blev mange slaver solgt som børn af frie forældre og kunne se frem til måske ti år som slave, inden de blev frigivet.
I kejsertiden faldt antallet af slaver betydeligt, bl.a. fordi romerne nu tog på færre plyndrings- og erobringstogter og dermed tog færre krigsfanger, som blev slaver. Desuden viste det sig med tiden, at det ikke var økonomisk rentabelt at holde slaver. Det fremgår af artiklen ”Slavernes Rom” i Illustreret Videnskab (se kilder). Slaverne ønskede at arbejde så lidt som muligt, mens lønarbejdere var interesserede i at beholde deres arbejde og derfor kunne motiveres til at arbejde hårdere. Desuden viste det sig, at innovation og udvikling af f.eks. landbrugsmetoder havde dårlige vilkår, når der stort set kun var slaver i produktionen. Desuden betød den massive import af slaver, at tusindvis af italienske småbønder blev udkonkurreret af de slavedrevne landbrug og måtte gå fra hus og hjem. Mange af dem søgte ind til Rom, hvor der opstod en ny underklasse af arbejdsløse bønder i voksende slumkvarterer. Det sociale system kom under voldsomt pres, og der opstod politiske magtkampe mellem dem, der argumenterede reformer til gavn for de fattige, og de, der ville holde den voksende underklasse nede. Disse magtkampe var en væsentlig del af baggrunden for, at det republikanske system brød sammen, og der i stedet blev indført kejserdømme.
Slaveriet fortsatte dog, fremgår det af artiklen ”Slavernes Rom” (se kilder): ”Slaveriet i Romerriget sluttede først, da imperiet faldt fra hinanden og magten overgik fra kejseren til en mængde lokale herremænd og småkonger. De afkrævede de fattige bønder på deres jorder både afgifter og total lydighed. Det traditionelle slaveri var ovre og fæstebøndernes trældom begyndt.”

Hvad var patron-klientforholdet?

Erik Christiansen skriver i "Romerrigets historie" (se kilder), at klientsystemet var den vigtigste forbindelse mellem høj og lav i det romerske samfund. Det var en slags gensidig social kontrakt, der samtidig bevarede og understøttede den sociale rangorden i det romerske samfund. Patronen påtog sig at beskytte klienten juridisk og økonomisk, hvis klienten kom i vanskeligheder. Til gengæld skulle klienten blandt andet hjælpe patronen politisk ved at stemme på patronen eller stemme efter patronens anvisninger.

De fornemme romere ydede en lang række synlige eller usynlige tjenester ("beneficia" på latin) til deres skarer af klienter, som så var forpligtet til at yde gentjenester ("officia" på latin). Disse klienter var så ofte patroner for klienter endnu længere nede i det sociale hierarki. Patron-klientforholdet lever stadig videre i dele af Sydeuropa. 

Hvilke religioner dyrkede man i Romerriget?

I mange århundreder havde romerne i bund og grund de samme guder som de antikke grækere. De hed godt nok ikke det samme, men var næsten identiske. Eksempelvis havde romernes kærlighedsgudinde Venus sin pendant i grækernes Afrodite. Samtidig var der også plads til et mylder af lokale guder og andre religiøse forestillinger, som spredtes fra de forskellige egne af det vidtstrakte romerske imperium. Også kejseren havde gudelignende status i Romerriget indtil kristendommens indførsel.

Kristendommen havde i de første århundreder efter Kristi fødsel kun forholdsvis begrænset udbredelse og primært i den region, hvor den var opstået. Dog blev der allerede på det tidspunkt sendt missionærer, fx apostlen Paulus, til Europa. Først i 200-tallet begyndte kristendommen dog for alvor at blive udbredt til store dele af Romerriget. Samtidig begyndte de romerske kejsere at se kristendommen som en trussel og begyndte at forfølge kristne i et forsøg på at tvinge dem til at omvende sig til de romerske guder. Mange omvendte sig, men nogle gik i døden for deres tro og blev martyrer. Martyrernes eksempel var et stærkt billede på den nye religions styrke, og antallet af kristne steg nu endnu hurtigere. I 311 beordrede kejser Galerius, at forfølgelserne skulle stoppe, og året efter besteg Konstantin kejsertronen og gjorde i praksis kristendommen til statsreligion.    

Hvordan var forholdet mellem kønnene?

Det romerske samfund var ifølge Susanne William Rasmussens bog "Politikens bog om romerne" (se kilder) tydeligt mandsdomineret og centreret om manden som familiens overhoved, som "pater familias". Den romerske familie omfattede hele husstanden og dermed også eventuelle slaver, som hørte til familieoverhovedets ejendom. Juridisk set var kvinder i ret stor grad underlagt mandens myndighed. Hvis kvinden var ugift, var det faren, der havde status som kvindens formynder. Kun mænd havde stemmeret og kunne deltage i det politiske liv.

Susanne William Rasmussen understreger dog, at kildematerialet om kvindernes position i samfundet er sparsomt, fordi de litterære kilder næsten alle er skrevet af mænd og for mænd. Blandt andet derfor fremstilles kvindernes position måske også som mere marginal, end den egentlig var. Der kan i hvert fald findes eksempler på kvinder, der har levet frie, selvstændige liv, og kvinder, der har levet ligeværdigt inden for ægteskabet. Kvindernes generelle forhold har lige som alt andet også varieret i takt med de sociale, økonomiske og politiske ændringer igennem Roms historie.

Hvilken betydning havde byerne i Romerriget?

Romerriget bestod ifølge Peter Ørsteds "Romerne" (se kilder) af bystater. Byerne var det administrative, politiske, sociale, kulturelle og handelsmæssige centrum, selv om de fleste mennesker boede og arbejdede på landet. Det var i byerne, at det særligt romerske islæt fandtes, for byerne var modelleret ud fra de romerske principper om byens fysiske, sociale og administrative opbygning. Livet på landet var mere upåvirket af romerne og derfor mere lokalt og traditionelt forankret. Til hver by hørte et territorium omkring byen, så hele Romerriget var delt op i en række mindre enheder. Byernes afgørende betydning kan illustreres ved, at romerne altid grundlagde nye byer i erobrede områder, hvis der ikke allerede fandtes byer på stedet. Disse byer blev politisk, administrativt og fysisk formet efter samme model som de øvrige byer i Romerriget.   
 

Hvordan var Romerrigets byer opbygget?

En udenbys besøgende i en af Romerrigets byer ville ifølge Peter Ørsteds "Romerne" (se kilder) umiddelbart føle sig hjemme, for byerne havde gennemgående en ensartet opbygning. De fleste byer var befæstet med en bymur, særligt i grænseregionerne. Bymurene var normalt gennembrudt af fire byporte, hvorfra to hovedveje krydsede hinanden vinkelret i byen. Hvor hovedvejene mødtes, fandt man forum, byens centrum for politik, administration og handel.

Resten af gadenettet inddelte byen i mindre kvadrater. En typisk romersk by indeholdt naturligvis beboelsesejendomme sammen med talrige badeanlæg, templer, teatre, kroer, bordeller og forskellige handels- og håndværkskvarterer.  

 

Arven efter Romerriget

Hvad er læren fra Roms undergang?

En af historievidenskabens helt store klassikere er værket "Det romerske Riges Forfald og Undergang", der blev udgivet af englænderen Edward Gibbon i 1776-1788. Gibbon forsøgte at nå til bunds i, hvordan og hvorfor verdenshistoriens måske stærkeste imperium til sidst alligevel gik under. Mange har forsøgt at drage paralleller fra Romerrigets undergang til senere tider for at advare om, at selv de stærkeste civilisationer kan gå under, hvis ikke man vogter sig for potentielle trusler.

Gibbon giver den forklaring på Romerrigets undergang, at det simpelthen bukkede under for sin egen succes. Det var så mægtigt og rigt, at romerne blev slappe og dekadente, og derfor mistede Romerriget styrken til at modstå angreb udefra: ”Roms nedgang var den naturlige og uundgåelige følge af den overdrevne storhed. Velstand modnede det princip, som førte til forfald. De ødelæggende faktorer mangedobledes i takt med erobringernes omfang, og så snart tiden eller tilfældet havde fjernet den kunstige understøttelse, sank den vældige bygning sammen under trykket af sin egen vægt.” (citat fra historieportalen.gyldendal.dk (se kilder)). Gibbon nævner også kristendommen som en medvirkende faktor, idet han mente, at den undergravede romernes aktive dyder og krigeriske ånd.

Susanne William Rasmussen er i "Politikens bog om Romerne" (se kilder) noget mere forsigtig med at angive enkeltstående årsager til Romerrigets forfald og undergang. Hun skriver: ”(…) Romerrigets undergang har mange og meget forskellige årsager af økonomisk, social, politisk og religiøs karakter. Der er altså ikke blot én enkelt grund til rigets undergang i form af pestsygdom, germanerpres, kejserlig dekadence, ødselhed, kristendom etc..”   

Hvad er Romerretten?

Den romerske lovgivning, kaldet Romerretten, har haft enorm betydning for den senere lovgivning i Europa og i andre dele af verden. Romerretten bygger på en idé om en naturret, der er uafhængig af tid og sted og derfor uforanderlig. Naturrettens principper er universelle og ikke-menneskeskabte og definerer, hvad der er rigtigt og forkert.

Den vigtigste kilde til Romerretten stammer fra Det Byzantinske Rige, hvor kejser Justinian omkring 530 fik samlet den vigtigste lovgivning i kæmpeværket "Corpus iuris Civilis". Hovedvægten ligger på civilretten, eksempelvis ægteskab, arv, formue, og beskæftiger sig mindre med strafferet og statsret. En stor del af sprogbrugen og kategorierne, vi kan finde i juraen i dag, er latinske og stammer fra Romerretten. For eksempel bruges begreberne ’optrådt culpøst’, ’overtrådt culpareglen’ (Culpa er latin for 'skyld') i en såkaldt culpabedømmelse for at vurdere, om der er handlet enten forsætligt eller uagtsomt. Den enorme betydning, som romerretten har haft for udviklingen af jura, samfundsnormer og retsvæsen især i Europa, men også i f.eks. USA, beskrives i artiklen ”Du kan takke Romerriget for, at du skal følge loven” på videnskab.dk (se kilder).

Hvor kan man finde interessante rester fra Romerriget?

Romerriget er for længst gået under, men det er stadig muligt at se mere eller mindre velbevarede fysiske rester af imponerende pragtbygninger såvel som mere ydmyge boliger, værksteder og gårde. Her følger en liste over nogle af de mest seværdige og interessante rejsemål, hvis man er interesseret i Romerriget: 

  • Rom, Italien: Rom var imperiets hovedstad og mest imponerende by. Her kan man stadig finde velbevarede rester af monumenter og bygninger som det kæmpemæssige amfiteater Colosseum, Forum Romanum og templet Pantheon. 
  • Pompeji, Italien: Den blomstrende romerske by Pompeji blev den 24. august år 79 dækket af aske fra Vesuv under verdenshistoriens mest berømte vulkanudbrud. Dermed blev byen ’nedfrosset’ og gemt til senere tiders arkæologiske udgravninger. I dag kan besøgende vandre rundt i ruinerne og danne sig et levende billede af romersk byliv. 
  • Efesos, Tyrkiet: Efesos var en stor og rig handelsby, der blandt andet husede Artemistemplet – et af verdens syv vidundere. I dag er store dele af byen tilgængelig for besøgende, blandt andet kan man tage plads på tilskuerrækkerne i antikkens største teater med 25.000 tilskuerpladser, ligesom der er åbnet en række såkaldte ’terrassehuse’, ruiner af nogle af de mest velhavende og betydningsfulde borgeres huse. 
  • Istanbul, Tyrkiet: I det tidligere Konstantinopel, hovedstad i det Østromerske Rige, kan man blandt andet se en underjordisk cisterne til byens vandforsyning, båret oppe af 336 søjler. 
  • Split, Kroatien: Den gamle bydel i Split huser den romerske kejser Diokletians palads, som han trak sig tilbage til efter frivilligt at have afgivet tronen i år 305. Det store kompleks har siden været beboet og brugt i mange århundreder, og det er endnu i dag en levende bydel med butikker, restauranter og masser af turister. 
  • Pont du Gard, Frankrig: Denne kombinerede bro og akvædukt i Sydfrankrig er et fornemt eksempel på romersk ingeniørkunst. Den krydser floden Gardon med en højde på op til 49 meter og en længde på 275 meter. 
  • Hadrians Mur, England: Det imponerende forsvarsværk strækker sig 140 km fra kyst til kyst i Nordengland. Muren var nordgrænse for Romerriget og skulle beskytte den romerske provins Britannia mod plyndringstogter fra skotske stammer nordfra. Det er muligt at vandre langs hele muren. 

Baggrundskilder

Originalkilder

Breve fra filosoffen og forfatteren Seneca til vennen Lucilius. Brevene er blandt de mest læste antikke tekster i nyere tid. Senecas breve har f.eks. dannet forbillede for essaygenren. Nedenstående hjemmeside fra Ribe Katedralskole rummer links til brevene samt meget andet stof om den antikke verden.

Romersk digtning

Forvandlingsfabler i heksameter-versemål om guder, helte og mennesker fra græsk-romersk mytologi.

Bøger

Roman om den 19-årige Augustus, som Cæsar har udpeget som sin efterfølger, og som må bære kejserværdigheden som en tung skæbne. Bogen følger Augustus fra de tidlige magtkampe til tiden som kejser.

Film

Hollywood-storfilm om hærføreren Marcus Vinicius, der i år 64 vender tilbage til Rom og forelsker sig i den kristne kvinde Lygia. For at vinde hendes hjerte må han søge at forstå og acceptere den nye religion.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Romerriget

Kilder citeret i artiklen

Artikler

Uddrag fra bogen ”50 ideer, der ændrede verden” (Aarhus Universitetsforlag. 2016-01-24.
Illustreret Videnskab, 2009-11-01.

Hjemmesider

Med uddrag fra Edward Gibbon: Det romerske Riges Forfald og Undergang 1-4, kapitel 38. 1962.

Bøger

Carlsen, Jesper:
Romerriget – samfund, familie, slaver. Systime, 2001.
Christiansen, Erik:
Romerrigets historie – Fra by til verdensrige og fra verdensrige til by. Aarhus Universitetsforlag, 4. udg., 2007.
William Rasmussen, Susanne:
Politikens bog om romerne. Politikens Forlag, 2006.
Ørsted, Peter:
Romerne – dagligliv i det romerske imperium. Høst & Søn, 5. udg., 2006.