Hvilke rødder har ordet ‘romantik’?
“Den Store Danske Encyklopædi” (se kilder) fortæller, at ordet ’romantisk’ oprindeligt blev brugt i Oplysningstiden for at betegne noget mærkeligt og fremmedartet, noget ‘der var som i romanerne’ og altså ikke i virkeligheden. Siden er ordet ‘romantisk’ blevet brugt om noget, der ikke er umiddelbart håndgribeligt, og som er særligt fuldt af følelse. Her tænkte man ofte på kærlighed, drøm, anelse og længsel. “Verdens Litteratur Historie” (se kilder) peger på, at ordet i dag bruges på to måder. Det kan have en positiv betydning af noget, der er skønt og fuldt af følelser. Og det kan bruges negativt om noget glansbilledagtigt og urealistisk. I begge tilfælde understreges det, at der er en afstand mellem det romantiske og den grå – eller nøgterne – og trivielle – eller fornuftige – dagligdag.
Hvad er Romantikken?
Perioden, der bliver kaldt Romantikken, havde sin blomstringstid i første halvdel af 1800-tallet. Den romantiske strømning udsprang i økonomisk og politisk forstand især fra England, mens den filosofisk og kunstnerisk særligt udsprang fra Tyskland. Perioden bliver ofte underinddelt i Universalromantikken, Nationalromantikken samt en række andre udløbere og understrømme. Universalromantikken hylder den geniale ener og den almægtige natur, og den henter en del af sit kunstneriske brændstof i den græske mytologi. Nationalromantikken er Romantikkens meget livskraftige politiske gren, der er kendetegnet ved at dyrke idealer om den stolte nation. Gennem sit fokus på den enkelte nations sprog, kultur og historie smedede den det enkelte lands borgere sammen i et folkeligt fællesskab, der grundlæggende var anderledes end alle andre nationers. Her var Oplysningstidens ideal om ‘verdensborgeren’ – det kosmopolitiske menneske, der havde blik for internationale sammenhænge – blevet afløst af en langt mere snæversynet dyrkelse af den nation, hvor individet havde rod. Nationen udgjorde her en afgrænset og unik størrelse – helt forskellig fra de omgivende nationer. Perioden var på en lang række fronter præget af et oprør mod tankerne i Oplysningstiden. Hvor de centrale begreber tidligere havde været den menneskelige fornuft og forstand, var det nu forestillinger om menneskets følelser og fantasi, der satte dagsordenen. Centralt i Romantikken stod især to kernebegreber:
· Individualisme: En sans for individets særegenhed. Man dyrkede det kunstneriske geni og den guddommelige ener.
· Historisk bevidsthed: En sans for, at alle fænomener er historisk forankrede og dermed indgår i historiens og traditionens ubrydelige kæde.
Disse to grundforestillinger bliver et vigtigt brændstof for den romantiske kunstner. Han – det var næsten altid en mand – tiltog sig en ‘guddommelig’ ret til at skabe nye kunstværker og kunstformer, der gik på tværs af traditionelle skel og normer for, hvordan kunst skulle være. Blandt kunstformerne er det lyrikken, der først var på banen som de romantiske kunstneres foretrukne udtryksform, men kort efter fulgte mange andre. Det er et afgørende kendetegn for Romantikken, at epokens ideer får betydning for hele samfundet. Hvor tidlige kulturelle strømninger – eksempelvis Oplysningstiden – først og fremmest var en elitekultur, så berørte Romantikken samfundet fra top til bund.