Romantikken i Danmark

Hvilke politiske og økonomiske strømninger prægede Danmark i Romantikken?

Sidste del af 1700-tallet havde i økonomisk og politisk forstand været ganske gunstige tider for Danmark, men ved indgangen til den romantiske periode begyndte det at gå ned ad bakke. Som følge af Napoleonskrigene, der rasede i Europa i slutningen af 1700-tallet og i starten 1800-tallet, var det danske rige blevet kraftigt reduceret i udstrækning. Tillige var landet udsat for et voldsomt økonomisk pres, der i 1813 førte til, at landet gik fallit. Under Napoleonskrigene – der faldt i tre afdelinger og sluttede endeligt i 1812 – lå de fleste af Europas stormagter i krig med hinanden, ikke mindst England og Frankrig. Den danske stat forsøgte at erklære sig neutral, hvorved man håbede at holde sig uden for stridighederne, men måtte erkende, at man befandt sig som en lus mellem de to stormagter, og en konfrontation kunne ikke udgås. Danmark havde oprindeligt indgået et neutralitetsforbund med Rusland, der stod på god fod med Frankrig. Dette var en torn i øjet på England, og landet lagde et enormt militært pres på Danmark for at få landet til at bryde forbundet. Det førte til ‘Slaget på Reden’ i 1801, hvor englænderne ganske vist ikke vandt en overbevisende militær sejr, men tvang Danmark ud af neutralitetsforbundet.

I 1807 vendte englænderne tilbage til København. Napoleon var på militær fremmarch, og englænderne frygtede, at den danske flåde – der på dette tidspunkt var Europas næststørste – ville falde i hænderne på franskmændene. Derfor forlangte englænderne at få den danske flåde udleveret, så de kunne beholde de danske skibe, til krigen var overstået. 30.000 engelske soldater belejrede hovedstaden, mens engelske krigsskibe sejlede ind i Øresund og afskar byen fra søsiden. I fem døgn overdængede det engelske militær København med brandbomber og kanonkugler, og efter at 1.600 københavnere var omkommet, overgav byen sig, og englænderne kunne sejle af sted med den danske flåde. Dette var verdens første større terrorbombardement af en bys civilbefolkning. Siden er det blevet en almindelig måde at føre krig på. På trods af, at perioden således kan betegnes som en økonomisk og politisk nedgangstid for det danske rige, er perioden alligevel blevet kaldt ‘en guldalder’ for Danmark, hvilket skyldes en lang række unikke frembringelser på det naturvidenskabelige og kulturelle område.

Hvilken rolle spillede naturvidenskaben for Romantikken i Danmark?

I 1820 opdagede den danske naturvidenskabsmand og filosof H.C. Ørsted (1777-1851) en sammenhæng mellem elektricitet og magnetisme – en opdagelse, der fik vidtrækkende konsekvenser. Ørsted var kraftigt inspireret af den romantiske naturfilosofi, der ser alle dele af naturen gennemstrømmet af en og samme guddommelige kraft. Denne enhedsskabende kraft findes både i menneskets intellekt, i den levende, organiske natur og i den døde, ikke organiske natur. Derfor kunne Ørsted i sit hovedværk “Ånden i naturen” fra 1850 slå fast at: “Naturlovene udgør et system af love, og da dette er et system af fornuftslove, følger deraf atter, at hele naturen er en fornuftsindretning, og at naturgranskerens forretning er at søge fornuften i naturen.”

Danmark fik sin første dampmaskine i 1795. Den gik imidlertid i stå efter syv år, da den ikke blev vedligeholdt ordentligt. De katastrofale politiske og økonomiske hændelser, som Danmark var ude for i starten af 1800-tallet, fremprovokerede imidlertid nytænkning og anvendelse af ny teknologi. I 1828 sejlede det første dampskib over Storebælt, og dampmaskinen var forudsætning for udbygningen af jernbanenettet, der i denne periode afløste hestevognen som hovedtransportmiddel i Danmark. Romantikkens kunstnere nærede en brændende interesse for naturvidenskaben og den nye teknologis landvindinger. På hjemmesiden www.da-net.dk (se kilder) citeres H.C. Andersens begejstrede rapport fra en togrejse: “Vor magiske hest spænder vi for, og rummet forsvinder; vi flyver som skyerne i storm, som trækfuglene flyver.”

 

Store danske videnskabsfolk: H.C. Ørsted

 

Hvilke kulturelle spor satte Romantikken i Danmark?

I en artikel om Adam Oehlenschläger, der findes på portalen www.forfatternet.dk (se kilder), fortælles det, hvordan en enkelt passioneret samtale – på 16 timer! – i 1802 tændte det romantiske bål i Danmark. Samtalens parter var den norsk-dansk-tyske filosofistuderende Henrich Steffens og hans fætter, den unge danske digter Adam Oehlenschläger. Steffens var lige kommet hjem fra en dannelsesrejse i Tyskland, hvor han var blevet revet med af samtaler med de førende tyske romantikere, herunder især bevægelsens ‘chefideolog’ Friedrich Schelling. Efter maratonsamtalen gik Oehlenschläger tilbage til skrivepulten, og på kort tid havde han skrevet Danmarks vel nok mest berømte romantiske digt: “Guldhornene” (se kilder). I dette epokegørende digt kommer den romantiske historie- og naturforståelse fuldt ud til udtryk: Guderne har skænket menneskene guldhornene, for at de skal give dem et glimt af en svunden, glorværdig fortid, en guldalder.

Hør Adam Oehlenschlägers digt "Guldhornene" læst højt

Hvad er guldalderen?

Guldalderen er i dag en bredt accepteret betegnelse for den danske Romantik i perioden fra cirka 1800 til 1850. Dette er blevet eftertidens betegnelse for en periode i dansk historie, hvor det boblede af kreativitet i næsten alle dele af det kulturelle og videnskabelige liv. Oehlenschlägers digt “Guldhornene” udtrykker et syn på historie, der gennemsyrer den romantiske guldaldertanke: Romantikerne oplevede deres egen samtid som et fald fra tidligere tiders storhed. Således kan romantikernes egen guldalderforestilling beskrives som periodens egen længsel efter en gloriøs fortid. I artiklen om Adam Oehlenschläger, der findes på Forfatterweb (se kilder), fortælles det, at begrebet om en guldalder stammer fra oldtidens Grækenland, hvor det betegner forestillingen om en fortid, der er præget af harmoni og lykke. I romantikernes syn på historien er guldalderen en glorværdig fortid, der kan genindvinde sig, hvis de rette omstændigheder – og ikke mindst den romantiske kunstner – er til stede. Romantikerne mener nemlig, at historien følger en bestemt rytme, og det, der sammenbinder historien, er den ånd, der gennemtrænger og forbinder alting. I “Guldhornenes” nationalromantiske forestillingsverden er Universalromantikkens sværmeri for den græske mytologi skiftet ud med henførte skildringer af den nordiske gudeverden.

I 1823 skrev Oehlenschläger – på bestilling – teksten “Der er et yndigt land” (se kilder), der siden hen er blevet Danmarks nationalsang. I artiklen om Oehlenschläger på Forfatterweb (se kilder) hedder det: “At vi stadig synger sangen, vidner om Oehlenschlägers uomgængelighed i dansk kultur, men der er langt fra ungdomsdigtningens lidenskab til nationalkvadet […] Den digteriske kamp for frihed bliver erstattet af en æstetik, der kræver besindighed, dyd og harmoni.” I denne sang spiller den stolte, svundne fortid stadig en stor rolle, men meget af Romantikkens oprindelige lidenskab og vildskab er her forsvundet til fordel for en småsentimental hyldest til den stille idyl i en stil, der har fået betegnelse ‘Biedermeier’. Alligevel beholder vi Oehlenschlägers kvad om ‘det yndige land, der i fordums tid var befolket af harniskklædte kæmper’ som vores nationalmelodi og skråler henført og stolt med i Parken.

 

Det danske herrelandshold i fodbold synger 'Der er et yndigt land'

 

Hvilken betydning havde Grundtvig for dansk Romantik?

Præsten Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1783-1872) spillede en afgørende rolle for den danske Romantik, især som åndeligt pejlemærke for det jævne, danske folk. Han var hele sit liv optaget af nordisk mytologi og verdenshistorie, men efter det danske nederlag i 1807, hvor landets hovedstad af englænderne var blevet bombet sønder og sammen, følte Grundtvig sig kaldet til at hjælpe til med at samle det danske folk, til at genrejse nationen. I Forfatterwebs artikel (se kilder) om den danske digterpræst fortælles det, at det skulle ske ved at fremhæve fortidens store bedrifter og koble dem sammen med kristendommen, som Grundtvig forestillede sig skulle være et levende, folkeligt samlingspunkt. I denne tanke om ‘det levende ord’, der skal dyrkes i fællesskab, findes udgangspunktet for Grundtvigs tanker om en højskole; tanker, som blomstrer i 1830’erne. Det grundlæggende ideal var her ‘folkeoplysning’ – en læring, der skulle nå ud til hele det danske folk, og hvor det levende – talte – ord skulle forbinde danskerne og deres fælles fortid. I Grundtvigs egen levetid spredte højskolerne sig som ringe i vandet. Foruden deciderede skoler blev der heftig foredrags- og fællessangsaktivitet i forsamlingshuse. Højskoleideen har siden bredt sig til det meste af Norden.

Hvad er poetisk realisme og romantisme?

Fra omkring 1820 begynder den første fase af Romantikken at klinge af. Herfra kan der spores to modsatrettede strømninger i danske litteratur: poetisk realisme og romantisme. De er med til at definere hinanden gensidigt – uden den ene ville den anden ikke være noget:

· Poetisk realisme: Denne strømning betegnes også ‘Biedermeier-kulturen’ efter den tyske romanfigur Gottlieb Biedermaier, der var en troskyldig spidsborger. Biedermeier-kulturens træk kan genfindes i store dele af den danske digtning i perioden fra cirka 1820. Betegnelsen er derfor knyttet til en borgerlig kultur, der holder den moralske fane højt og dyrker den stille, regelmæssige harmoni. Samtidig søger man at fortrænge det ukontrollable, det umoralske og det farlige. Nøgleord for denne strømning er det trygge, det hyggelige, det velkendte og det harmoniske. Familien og stokroseidyllen er i højsædet i en verden, hvor den senere danske forfatter Morten Korch ville føle sig hjemme.

· Romantisme: Løber omtrent parallelt med ‘Biedermeier-kulturen’ i dansk litteratur, men betoner det stik modsatte. Romantismen er fascineret af det farlige, det splittede, det erotiske og det dæmoniske i fortællingen. Flere af periodens mest kendte forfattere – eksempelvis H.C. Andersen og Steen Steensen Blicher – skrev fortællinger, der generelt hyldede de velkendte ‘Biedermeier-værdier’. Ind i mellem lister disse forfattere imidlertid elementer fra Romantismen ind i deres værker – eksempelvis en dragende og farlig kvinde, der lokker den renhjertede hovedperson i fordærv.