Når man går tur i skoven en søndag og pludselig støder på en flok unge klædt ud som elverfolk med spidse ører og kunstige sværd, så ved de fleste, hvad der er på færde: Der er et rollespil i gang i skoven. En ungdomsaktivitet, hvor deltagerne er del af en fantasiverden, og som indtil for få år siden var anset for at være en lille, nørdet subkultur. Men tingene har ændret sig, og antallet af rollespil er vokset. I dag er det en fritidsinteresse for tusinder af unge, og også erhvervsliv og undervisningsinstitutioner benytter rollespil.
Men hvor startede rollespil i Danmark, og hvordan fungerer det egentlig, når der spilles? Hvorfor spiller unge rollespil, og er det bare slåskamp, udklædning og "Ringenes Herre" live, eller er der mere at komme efter i spillet med roller?
Hvad er et rollespil?
Et rollespil er, som ordet siger, et spil, hvor "brikkerne" er roller - roller med eget navn og egen identitet, som deltagerne i rollespillet påtager sig, mens spillet står på. "Spillebrættet" er en fiktiv ramme, en historie eller en situation, som indeholder forskellige episoder eller konflikter, der kan dukke op hen ad vejen, afhængig af hvordan spillerne lader deres roller handle og reagere. Rammen sættes af en spilmester, en slags fortæller eller guide gennem historiens forløb, som desuden leder handlingen på vej. Rollespil handler typisk ikke om at vinde, men om at opleve et eventyr med sin rolle. Der kan samles point eller skatte, og man kan være heldig at udrydde sine fjender på vejen, men der står sjældent én person på vinderskamlen, når spillet er slut. I et rollespil fortælles en historie, og selve betegnelsen "spil" dækker i virkeligheden mest over, at historiens udvikling ikke er givet på forhånd.
Er der forskellige slags rollespil?
Der findes flere typer rollespil. De første og mest udbredte er bord- eller papirrollespil, hvor deltagerne bruger terninger, pointsystemer, kort eller spillebrikker til at bestemme handlingen og repræsentere rollerne.
I den type rollespil, som beskrives i denne artikel, klæder deltagerne sig i stedet ud og udspiller deres rolle fysisk gennem tale og handling. Den kaldes ofte
Hvor startede rollespil?
Den slags rollespil, som vi kender i dag, begyndte at tage form i 1970'ernes USA. Ifølge artiklen "Rollespil: På togt ind i fantasiens verden" fra Politikens temaavis "Fantasy" (se kilder), var det amerikaneren Garry Gygax, der først udviklede ideen til et spil, hvor man i stedet for en spillebrik havde en rolle, og i stedet for et bræt havde en fortæller, som skabte rammerne for spillets fremskriden. I 1974 udkom det første egentlige rollespil efter denne model på forlaget TSR. Det hed "Dungeons and Dragons", og i hælene herpå opstod adskillige spil. Genren var eventyr og fantasy, og det var helte, riddere og elvermøer, der flokkedes i spillenes manualer.
I begyndelsen af 1980'erne fandt grupper af entusiastiske rollespillere på at prøve eventyrene af på egen krop. Man begyndte at dyrke rollespil, hvor en fysisk verden blev skabt i for eksempel en skov eller en passende bygning, og så trak man selv i kostume og skuespillede sig frem til sin rolles personlighed. Kampenes udfald afhang nu ikke længere af spilmestre og terningeslag - nu var det spillernes evne til at kæmpe med bløde våbenattrapper, som gjorde udslaget.
Rollespillene, både dem på bordet og dem i skovene, blev først eksporteret til England i slutningen af 1970'erne, og herfra bredte de sig til resten af Europa, med Tyskland, Holland, Frankrig og norden som de mest ivrige aftagere.
Rollespil i Danmark
Bord- og papirrollespillene kom til Danmark omkring 1980, og både "Dungeons and Dragons" og det britiske Warhammer-spilsystem fandt i løbet af dette årti vej til flere og flere teenageværelser og ungdomsklubber. I 1989 gik der rygter om, at man i England og USA havde taget interessen med sig ud i skovene, og det måtte de rollespillende danske unge også prøve. De første tiltag bestod af grupper af venner, der samledes for at hygge sig og udkæmpe stunt-kampe med hjemmelavede, polstrede våben. Det siger meget om rollespillets seriøsitet dengang, at de første semi-organiserede rollespilsarrangementer i Århus og Odense havde titlen "Kamp og Kage".
I Københavnsområdet dannedes en fast gruppe af unge, som mødtes i Hareskoven for at slås med sværd, og efterhånden også for at spille roller på samme måde, som de gjorde omkring bordene derhjemme. I 1991 begyndte man at organisere et fast spil den første søndag i hver måned i Hareskoven, og samtidig oprettedes Danmarks første forening for live rollespil, Copenhagen Live Roleplaying.
I løbet af tre år samlede Hareskovsspillene nok deltagere til, at der var grundlag for at danne en forening. Denne fik navnet Semper Ardens (latin: Altid brændende), og blev med sin størrelse - cirka 100 medlemmer - det første "flagskib" for rollespillet. I kølvandet herpå opstod en række mindre foreninger med egne, små arrangementer landet over.
I Århus startede rollespil nogenlunde samtidig med Hareskovens første arrangementer, men i forhold til København gik der gik endnu et par år, før man i 1996 oprettede foreningen Einherjerne, som også begyndte at lave faste rollespil hver måned.
I 1997 afholdtes det første "Knudepunkt"-arrangement i Oslo, en internordisk kongres for levende rollespil. Mange danskere deltog og vendte hjem med ny inspiration. Dette betød, at spillene, som hidtil havde fokuseret meget på kamp, bulder og brag, lige så stille begyndte at handle mere om intriger, følelser og egentlig udforskning af de enkelte rollers potentialer.
I 1999 afholdtes "Knudepunkt" i Danmark, og herefter begyndte mængden af arrangementer at vokse, både i antal og i størrelse. Der blev arrangeret store sommer-rollespil både i Jylland og på Sjælland, hvoraf de største samlede over 500 deltagere.
I år 2000 udkom den første danske bog "Liverollespil - en håndbog" af Jesper Eising og Kjartan Kinch (se kilder), og ifølge hjemmesiden www.rolfo.dk (se kilder), et dansk site for forskning i rollespil, blev der dette år afholdt omkring 150 arrangementer.
I 2003 var der "Knudepunkt" igen i Danmark med gæster fra hele Norden samt Tyskland og Italien. Man oplevede samme år det hidtil største deltagerantal i et dansk rollespilsarrangement: Junior-rollespillet "Tempus Vivo" samlede i vinteren over 1.200 børn i Vestskoven ved København.