Rigsfællesskabet

Rigsfællesskabet er en betegnelse for forholdet mellem de tre dele af det danske kongerige, Danmark, Grønland og Færøerne. Det nuværende rigsfællesskab kan ses som resterne af det endnu større danske kongerige der fandtes før 1814. Der er en heftig debat om rigsfællesskabets fremtid hvor stærke kræfter både i Grønland og på Færøerne taler for – i det mindste på et tidspunkt – at opnå fuld selvstændighed ved at træde ud af rigsfællesskabet.

Den danske jurist Frederik Harhoff brugte begrebet ’rigsfællesskabet’ i sin doktordisputats fra 1993, og det har siden været det mest almindelige begreb om det retlige forhold mellem Danmark, Grønland og Færøerne. ’Rigsfællesskabet’ har dog ingen juridisk betydning og findes ikke i nogen lov. Harhoff forkastede det hidtil mest benyttede begreb ’rigsenheden’ med følgende begrundelse: ”Betegnelsen rigsenheden indeholder imidlertid ikke nogen realistisk karakteristik af forholdet mellem Rigets dele, for denne betegnelse peger på en grundlæggende fælles identitet, der efter min mening er en illusion. Ud fra en mere objektiv betragtning bør man slet og ret betegne Riget som dét, det er; nemlig et fællesskab mellem tre rigsdele, der er grundlæggende forskellige for så vidt angår sprog, kultur, klima, livsmønstre og identitet.” Citeret i Inge Adriansen: Nationale symboler i Det Danske Rige 1830-2000 (se kilder).

Hjemmestyre- og selvstyreordningerne betyder, at de grønlandske og færøske myndigheder varetager en lang række sagsområder, herunder de offentlige finanser, og de kan løbende overtage yderligere sagsområder. Den grønlandske selvstyreordning indebærer også, at det grønlandske folk anerkendes som et folk i henhold til folkeretten med ret til selvbestemmelse.

     På Statsministeriets side om rigsfællesskabet (se kilder) hedder det om rigsfællesskabet, at ”Færøerne og Grønland er dele af det danske rige. På grund af områdernes særlige nationale, historiske og geografiske forhold har de en udvidet grad af selvstyre. Med hjemmestyre-/selvstyrestyreordningerne har de færøske og de grønlandske myndigheder fået mulighed for selv at beslutte at overtage ansvaret for en række sagsområder.” Dog kan følgende områder ikke overtages af de grønlandske og færøske myndigheder: statsforfatningen, statsborgerskab, Højesteret, udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik samt valuta- og pengepolitik.

     Grønlændere og færinger har automatisk dansk indfødsret, også kaldet statsborgerskab.

Grønland er verdens største ø med et areal på 2.180.000 km². Grønlands areal er dermed 50 gange større end Danmarks. Der bor cirka 56.000 mennesker i Grønland, hvoraf de 17.000 bor i hovedstaden Nuuk. 80 % af Grønlands areal er dækket af indlandsis.

     Befolkningen består af 87 % grønlændere (inuitter og grønlandsk fødte danskere), mens danskere og andre nationaliteter udgør 13 %. Inuitter er den officielle fællesbetegnelse for arktiske folk, der tidligere har været kendt som eskimoer. De officielle sprog i Grønland er grønlandsk og dansk, men grønlandsk er klart mest udbredt. Grønlandsk er i familie med de øvrige inuit-sprog, der bliver talt i Arktis.

     Ifølge rapporten "Til gavn for Grønland" (se kilder) udgør den økonomiske støtte fra Danmark, kaldet bloktilskuddet, mere end en fjerdedel af Grønlands bruttonationalprodukt og lå i 2015 på 3,7 mia. kr. Langt den største del af vareeksporten stammer fra fiskeriet. Arbejdsløsheden ligger temmelig højt, på 9,4 %, og uddannelsesniveauet er lavt. 70 % af befolkningen i den arbejdsdygtige alder har ingen uddannelse udover grundskolen.

     Regeringen kaldes efter indførelsen af selvstyre i 2009 for Naalakkersuisut (på dansk Landsstyret), mens parlamentet hedder Inatsisartut (Landstinget). Grønland har to folkevalgte repræsentanter i det danske folketing.

Færøerne består af 18 øer og ligger i det nordlige Atlanterhav cirka midtvejs mellem Norge og Island. Færøernes areal er på cirka 1.400 km², hvilket er en smule større end Lollands areal. Der bor cirka 50.000 mennesker på Færøerne, hvoraf de 20.000 bor i hovedstaden Torshavn.

     Færingerne taler færøsk, som er nært beslægtet med islandsk. Foruden færøsk er dansk også officielt sprog, og det er obligatorisk andetsprog fra 3. klasse i færøske skoler. Dansk benyttes dog kun sjældent til daglig.

     Ifølge DenStoreDanske.dk’s opslag "Færøerne – økonomi" (se kilder) er Færøerne et velstående samfund, hvis økonomi er stærkt afhængig af fiskerierhvervet. I 2010 udgjorde fisk og fiskeprodukter ca. 91 % af eksporten. Landet modtager bloktilskud fra Danmark, som i 2015 var på 650 mio. kr.

     Færøerne har en hjemmestyreordning inden for rigsfællesskabet. Parlamentet kaldes for Lagtinget, mens regeringen kaldes landsstyret og ledes af lagmanden. Færøerne er ligesom Grønland ikke medlem af EU, men har indgået en fiskeri- og handelsaftale med EU. Færøerne har to folkevalgte repræsentanter i det danske folketing.

I tiden tilbage fra de tidlige vikingebosættelser var Grønland og særligt Færøerne faktisk mere forbundet med Norge end med Danmark. Hans Jacob Debes beskriver i ”Færingernes land” (se kilder), at Færøerne hørte under Norge fra vikingernes tid. Dette ændrede sig ikke, selv om øerne indgik som del af dobbeltmonarkiet fra 1380, hvor Danmark og Norge delte regent, men hvor magten lå i København. I løbet af det 17. og begyndelsen af det 18. århundrede blev forbindelsen til Norge svækket, mens Danmark overtog stadig flere sagsområder.   

     Grønland havde ifølge bogen "Det moderne Grønland" af Rasmus Augustesen og Krister Hansen (se kilder) været beboet af inuitter i flere perioder siden ca. 2500 f.v.t., men blev første gang beboet af vikinger fra Norge efter Erik den Rødes opdagelse af Grønland i 982. Efterkommerne af disse kolonister forsvandt af uvisse årsager omkring år 1500, men i 1721 ankom den norske præst Hans Egede og hans følge til Grønland, hvor der blev oprettet nye kolonier med henblik på hvalfangst og kristen mission. 

     Ved Kielerfreden i 1814 blev det afgjort, at Danmark skulle afstå Norge til Sverige. Det skete som en konsekvens af, at Danmark var på den tabende side i Napoleonskrigene. Grønland og Færøerne (samt Island, der fik fuld selvstændighed i 1944) forblev under den danske krone.

Grønland fik fra 1857 valgte forsamlinger til at administrere lokale forhold, og i 1908 oprettedes to landsråd med sæde i henholdsvis Godthåb (Nuuk) og Godhavn (Qeqertarsuaq). Relationen mellem grønlænderne og den danske kolonimagt var rolig og uden større konflikter.

     Grønlands befolkningstal blev i løbet af 1800-tallet næsten fordoblet til 11.000 indbyggere, og derfor kunne befolkningen ifølge Danmarkshistorien.dk’s opslag "Grønland" (se kilder) ikke længere alene ernære sig ved sælfangst. Af den grund blev der satset på fiskeri i større skala, som snart skulle komme til at udgøre grønlændernes vigtigste erhverv.

Færøerne havde ifølge Danmarkshistorien.dk’s opslag "Færøernes historie" (se kilder) i ret høj grad styret sig selv, men fik i 1816 fastlagt sin status som et dansk amt, der fra 1852 også havde eget amtsråd (Lagtinget). Færøerne blev i 1849 lagt ind under Grundlovens gyldighedsområde og fik repræsentanter i den danske rigsdag.

     Den største omvæltning inden for økonomien var indførelsen af eksportorienteret dybhavsfiskeri omkring 1880. Fiskene blev efter fangsten saltet og tørret, hvorefter de kunne eksporteres. Fiskeriet blev hurtigt det altdominerende erhverv, hvilket det stadig er.

     Omkring 1890 opstod der en bevægelse for det færøske sprog og den færøske kultur. Denne bevægelse blev hurtigt politisk og kæmpede særligt for, at det færøske sprog skulle indføres i kirken, skolen og retsvæsenet, hvor man på det tidspunkt primært brugte dansk. En sproglig ligestilling blev indført kort før 2. Verdenskrig, undtagen i retsvæsenet, og siden har færøsk været det dominerende sprog på Færøerne.

Da Danmark blev besat af Tyskland i 1940, blev Grønland og Færøerne for en tid isoleret fra Danmark.

     Færøerne blev på grund af sin strategiske beliggenhed midt i Nordatlanten fredeligt besat af englænderne med en styrke, der nåede op på 8.000 mand. Hans Jacob Debes skriver i "Færingernes land" (se kilder), at Færøerne pludselig stod i en ny situation, hvor man fik mulighed for at bevise, at man kunne klare sig selv. Der kom ikke længere økonomisk tilskud fra Danmark, men til gengæld solgte man nu fisk til England med enorme fortjenester.

     Efter 2. Verdenskrigs afslutning erklærede Færøerne sig i 1946 for en kort tid selvstændigt, hvilket dog hurtigt blev trukket tilbage efter et nyt lagtingsvalg. I 1948 fik færøske og danske politikere forhandlet sig frem til en hjemmestyreordning for Færøerne.

     Rasmus Augustesen og Krister Hansen skriver i bogen "Det moderne Grønland" (se kilder), at Grønland som lukket koloni ikke for alvor havde kontakter uden for Danmark før 2. verdenskrig. Dette ændrede sig med krigen, fordi Grønland var et vigtigt led i forsyningsruten fra USA til Europa. Også det amerikanske militærpersonel på Grønland var med til at vise, at der var en større verden uden for Grønland og Danmark og dermed skubbe Grønland ud af sin isolation.

2. Verdenskrig medførte, at både Grønland og Færøerne åbnede sig mod omverdenen, men hvor Færøerne øgede sin uafhængighed af rigsfællesskabet og fik en hjemmestyreordning, blev Grønland umiddelbart knyttet tættere til Danmark. De danske motiver for at knytte Grønland tættere til Danmark var dels at modernisere det forarmede Grønland, dels at undgå, at amerikanerne skulle beholde kontrollen over Grønland. I 1953 fik Grønland status som et dansk amt, der var ligestillet med de øvrige amter i Danmark. Dermed var Danmarks koloniherredømme officielt overstået, og blev i stedet afløst af en, på papiret, ligeværdig relation.

     Mads Lidegaard skriver i bogen "Grønlands Historie" (se kilder), at flere store kommissioner og udvalg nedsat af danske regeringer forelagde forslag og bestemmelser til Grønlands modernisering i løbet af 1950'erne og 1960'erne. Det førte blandt andet til, at udviklingen blev koncentreret i byerne og ikke i de små bygder, at skolen fik et tydeligt dansk indhold, at der blev bygget nye sygehuse, og at boligmassen blev fornyet. Samtidig forbedrede man i løbet af kort tid infrastrukturen, så man fik moderne havneanlæg, vandforsyning, elforsyning og veje. Erhvervsudviklingen skulle koncentreres om fiskeriet, og til det formål flød der store statslige investeringer til fiskefabrikker og trawlere. Man centraliserede og moderniserede altså Grønland på meget kort tid. Det hele blev i stort omfang udført af danskere, og mange grønlændere følte sig afkoblet fra udviklingen.

På Færøerne satte man sig for at opbygge et skandinavisk inspireret velfærdssamfund, og udviklingen af det blev i høj grad finansieret af Danmark. Ifølge Hans Jacob Debes’ "Færingernes land" (se kilder) blev der fra 1950’erne til 1970’erne investeret heftigt i udbygning af elnettet, vejnettet og havnene, i nævnte rækkefølge, mens man i 1980'erne byggede en række tunneler. De fede år under krigen havde også skaffet kapital til investeringer i fiskeriflåden, og sammenholdt med en udvidelse af de færøske fiskerigrænser betød det økonomisk vækst for det færøske fiskeri. Ingrid Falktoft Andersen skriver i "Færøerne – Historie og samfund, kunst og kultur" (se kilder), at Færøerne i de år fik materiel fremgang og blev mere internationalt orienteret.

Det stabile forhold mellem Grønland og Danmark begyndte ifølge Danmarkshistorien.dk’s opslag "Grønland" (se kilder) efterhånden at blive udfordret. En af kilderne til utilfredshed hos grønlænderne var det såkaldte fødestedskriterium fra 1964, der betød, at danskfødte ansatte fik højere løn end grønlændere. Endnu større problemer skabte det, da Grønland i 1972 blev tvunget til at følge Danmark ind i EF, selvom 70 % af de grønlandske vælgere havde stemt imod medlemskab af EF. Det førte til, at Landsrådet på Grønland begyndte at arbejde hen imod en hjemmestyreordning, så Grønland kunne holde sig uden for EF på samme måde som Færøerne gjorde. Der blev nedsat en dansk-grønlandsk kommission, der afgav en betænkning, som blev vedtaget af folketing og landsråd og derefter ved en folkeafstemning i Grønland i 1979. Senere på året blev hjemmestyret indført ved lov.

     Disse begivenheder førte også til dannelsen af partierne Siumut, IA og Atassut, der kom til at tegne den politiske udvikling i Grønland i mange år fremover.

De grønlandske politikere nedsatte i 2002 en selvstyrekommission. Kommissionens vigtigste krav var ifølge Rasmus Augustensen og Krister Hansens "Det moderne Grønland" (se kilder) at få grønlænderne anerkendt som et folk, og derfor mente man også, at selvstyre var en mere passende betegnelse end hjemmestyre. Derudover stillede kommissionen en lang række andre krav, blandt andet at Grønland selv skulle have råderet over sin undergrund og de råstoffer, den indeholder, at grønlandsk skulle anerkendes som officielt sprog, og at Grønland skulle have større selvbestemmelse i udenrigspolitikken.

     Forslagene dannede grundlag for en grønlandsk-dansk selvstyrekommission, der fremsatte et lovforslag om selvstyre i Grønland. Forslaget blev fremsat til folkeafstemning i Grønland i 2008, hvor 75 % af vælgerne stemte for. Den 21. juni 2009 blev der indført selvstyre i Grønland.

Efter valget til Landstinget den 28. november 2014 kom Landsstyret (regeringen) til at bestå af partierne Siumut, Demokraterne og Atassut med Siumuts Kim Kielsen som landsstyreformand. Den nye landsstyreformand har dæmpet retorikken om grønlandsk selvstændighed i forhold til den mere aggressive stil fra tidligere landsstyreformand, Aleqa Hammond. Kim Kielsen siger, at grønlænderne fortsat skal sigte mod selvstændighed, men at det skal foregå med tålmodighed. Han udtalte følgende til den grønlandske ugeavis Sermitsiaq i artiklen "Selvstændighed ikke sat på pause" (se kilder): ”Vi skal løse de tunge problemer, som udfordrer os i dag, og vi skal forberede os på selvstændighed. Det ene skal ikke vente på det andet, men skal forløbe side om side. Denne strategi betyder, at vi har en stærk og veluddannet ungdom den dag, hvor vi fejrer vor selvstændighed. (...) Vi skal fjerne de sten, som ligger i vejen for selvstændighed, og hvis vi stadig er i live til den tid, skal vi nok sætte et stort fedt kryds ved 'ja' på stemmeseddelen, hvis vore børn beder os om det.”

     En af de store udfordringer er den grønlandske økonomi, der er dybt afhængig af bloktilskuddet fra Danmark. Derfor arbejdes der ihærdigt på at finde andre indtægtskilder, eksempelvis fra minedrift eller olieboringer ud for de grønlandske kyster.

Bo Lidegaard skriver i bogen "En fortælling om Danmark i det 20. århundrede" (se kilder), at Færøerne frem til 1990’erne havde oplevet betydelig økonomisk fremgang. Det havde ført til en overophedet økonomi med gavmilde offentlige investeringer og en meget optimistisk udlånspolitik fra de færøske banker.

     Da fiskebestandene i løbet af få år begyndte at svinde, kollapsede den færøske økonomi i 1992 med høj arbejdsløshed, massiv udvandring og bankkrise til følge. Den danske stat greb ind med milliardlån, men vilkårene for støtten efterlod tvivl om, hvorvidt støtten skete for færingernes skyld eller for at beskytte danske interesser.

     Mange færinger følte sig kørt over af danskerne, og blandt andet derfor fik selvstændighedsbevægelsen fornyet kraft. Det kom så vidt, at en delegation med færøske politikere i 2000 tog til København for at forhandle om selvstændighed, men uenighed om vilkårene lagde en foreløbig dæmper på sagen. I 2005 fik det færøske hjemmestyre dog udvidet muligheden for at få overdraget en lang række sagsområder fra Danmark.

Efter lagtingsvalget den 1. september 2015 trådte den hidtidige lagmand, Kaj Leo Johannesen, fra Sambandspartiet (Forbundspartiet) tilbage efter et dårligt valg. Han blev afløst af Aksel Johannesen fra Javnaðaflokkurin (Socialdemokraterne), der står i spidsen for et landsstyre, som også omfatter partierne Tjóðveldi (Republikanerne) og det liberale parti Framsøkn.

     I regeringsgrundlaget for den nye regering står der blandt andet, at man vil have nedsat bloktilskuddet fra Danmark, når der er råd til det. Dertil skal arbejdet med at skrive en færøsk forfatning genoptages. I 2017 skal der være en folkeafstemning, hvor færingerne ifølge regeringsgrundlaget skal stemme om, hvorvidt den øverste myndighed skal ligge hos det færøske folk. Om dette siger lagmand Aksel Johannesen: ”Det betyder ikke, at Færøerne træder ud af rigsfællesskabet. Det fastsætter nogle grundlæggende rettigheder. Som situationen er i dag, så kan et lille flertal i lagtinget i princippet løsrive Færøerne fra Danmark.” Citeret i artiklen "Færøernes nye koalition vil lave en folkeafstemning" på Sermitsiaq.ag (se kilder).

Den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen udtalte i 2016 efter det årlige rigsmøde mellem regeringslederne for Danmark, Færøerne og Grønland, at Grønland og Færøerne frit kan arbejde med at skabe nye forfatninger for deres lande. Ifølge artiklen ”Løkke: Færøerne og Grønland kan frit arbejde med forfatning” i Berlingske (se kilder) respekterer Lars Løkke Rasmussen landenes ønske om selvstændighed og siger også: ”Jeg synes, rigsfællesskabet gør os stærkere, og det har jeg fået bekræftet på mødet i dag. Samtidig har jeg respekt for, at der både på Færøerne og i Grønland er ønsker om at arbejde med egne forfatninger. (...) Regeringen er positiv over for dialog med Færøerne og Grønland om de spørgsmål, der måtte opstå i forbindelse med forfatningsarbejdet. Det fremgår også af regeringsgrundlaget.”

     I artiklen fremgår det dog også, at der er en grænse for, hvor langt Færøerne og Grønland kan gå i arbejdet med at få egne forfatninger. Man kan ikke have en forfatning på sammen niveau som en selvstændig stat, hvis man ønsker at forblive i rigsfællesskabet.

I august 2019 kom det frem, at den amerikanske præsident Donald Trump ønskede, at USA skulle købe Grønland af Danmark, i det han betegnede som 'en stor ejendomshandel'. Tanken blev på forhånd affejet som absurd af den danske statsminister Mette Frederiksen, hvilket fik Donald Trump til at aflyse et forestående statsbesøg i Danmark. Mette Frederiksen bakkede op om landsstyreformand Kim Kielsens afvisning af et salg og understregede, at Danmark hverken kan eller vil sælge Grønland: ”Grønland er ikke til salg. Grønland er ikke dansk. Grønland er grønlandsk. Jeg håber vedholdende, at det ikke er noget, der er alvorligt ment.” Citat fra artiklen "Mette Frederiksen slår fast: Grønland er ikke til salg" (se kilder).

     Tanken om et salg af Grønland blev latterliggjort verden over, men flere iagttagere har udtalt, at hele forløbet kan styrke Grønlands position både internationalt og inden for rigsfællesskabet. Det grønlandske medlem af Folketinget Aaja Chemnitz Larsen fra venstrefløjspartiet IA udtalte følgende (se kilder): ”Set med grønlandske briller er det gavnligt, at den amerikanske interesse er kommet frem i lyset. Samtidig er det vigtigt for Danmark at forstå, at Grønland ikke bare er en udgift, men er en enormt værdifuld del af rigsfællesskabet, der udgør 98 procent af fællesskabets samlede areal og har en meget vigtig geostrategisk placering.” Citeret fra artiklen ”Grønlandsk medlem af Folketinget: 'Det falder jo ikke til jorden, bare fordi Trump udsætter sig besøg'” (se kilder).