Betydningen af redningsaktionerne

Hvordan var situationen for de danske jøder i forhold til jøder i resten af Europa?

Hvis man ser de danske jøders skæbne i forhold til den skæbne, som jøderne i de øvrige europæiske lande led, kan man godt forstå, at redningsaktionen er blevet betegnet som et mirakel. Da krigen var omme, var 78 procent – svarende til seks millioner mennesker – ud af den samlede jødiske befolkning i Europa blevet slået ihjel som følge af nazisternes udryddelsesprogram. I områder som Polen, de baltiske lande og Tyskland var udryddelsesprocenten endda omkring 90. I den modsatte ende af skalaen lå Finland, Bulgarien og Danmark, hvor næsten samtlige af de henholdsvis cirka 2000, 48.000 og 8000 jødiske indbyggere blev reddet. I Danmark undslap 95 procent af jøderne – svarende til 7.906 danske jøder og halvjøder. 481 blev sendt til koncentrationslejren Theresienstadt, hvoraf 52 døde. Samlet set overlevede således 99 procent af de danske jøder.

Hvordan er omverdenens syn på redningsaktionen?

Allerede i oktober 1943 skrev en række udenlandske medier om redningen af de danske jøder. Den israelske forsker Leni Yahil skriver i ”Et demokrati på prøve” (se kilder): ”Jødernes redning i Danmark var allerede legendarisk, mens den endnu stod på. Nyheden derom, som øjeblikkeligt spredtes i hele den frie verden, fremkaldte forundring og beundring og virkede dybt velgørende: her havde man et lille folk, på nåde og unåde i den almægtige erobrers kløer, som rejste sig og reddede det lille jødiske samfund i dets midte lige for næsen af forfølgeren til Sverige i en aktion, som har fået navnet ”Det lille Dunkerque”.”

Også sidenhen har Danmark fået positiv opmærksomhed på grund af redningen af de danske jøder. På holocaustmuseet i Jerusalem, Yad Vashem, er der plantet et træ til ære for den samlede danske modstand i oktober 1943.

Kutteren ”Astrid”, som fragtede jøder over Sundet fra Snekkersten, var fra 1968-1989 (hvor den brændte) opstillet som monument i Haifa i Israel, og båden Ö2, som blev brugt af Helsingør Syklub, er udstillet på holocaustmuseet i Washington. Herudover findes både i Danmark, Sverige og andre lande en række monumenter, som fejrer begivenheden.

Hvordan er historikernes syn på redningsaktionen?

Generelt har danske historikere fremhævet både den danske samarbejdspolitik over for tyskerne samt redningen af de danske jøder som et fornemt kapitel i Danmarks historie, ligesom mange af flygtningehjælperne er blevet hædret for deres indsats. Desuden er der skrevet utallige bøger om emnet, og der er også skrevet skuespil og lavet dokumentar- og spillefilm, der sætter de dramatiske begivenheder i oktober ’43 i scene. I de senere år har en række historikere dog kritiseret den efter deres mening meget unuancerede og ukritiske beskrivelse af det danske folk som særlig heltemodigt og jødevenligt. To af disse historikere, Bent Blüdnikow og Vilhjálmur Örn Vilhjálmson, bidrog i 2006 med et kapitel i antologien ”20 begivenheder der skabte Danmark” (se kilder). I kapitlet, der har overskriften ”Da jøderne reddede Danmark”, skriver de to historikere, at det ganske vist er svært at sidestille dansk antisemitisme i 1930’erne med antisemitisme hos andre europæere, men ”alligevel er det utroligt at være vidne til, at redningen af jøder i 1943, hvor kun en lille procentdel af danskerne deltog, stadig bruges som bevis for, at danskere simpelthen ikke kunne have været antisemitter, eller at motivationen for udvisninger og afvisninger af jøder fra Danmark ikke var antisemitisme.”

Der er ingen tvivl om, at motivationen for at hjælpe jøderne på flugt var mange facetteret, men uanset hvordan man end vender og drejer det, var jødernes situation i Danmark anderledes end i andre europæiske lande. Dels blev langt flertallet reddet til Sverige, og denne redningsaktion var ikke lykkedes uden, at mange stod sammen om at hjælpe. Dels blev de danske jøder, der blev taget af Gestapo og sendt til Theresienstadt, hjulpet. De danske embedsmænd fik således forhandlet, at Røde Kors måtte besøge lejren, og at danskerne måtte sende Røde Kors-pakker dertil. Og dels blev de danske jøder taget imod med flag og fejring, da de vendte hjem fra henholdsvis Theresienstadt og Sverige i ’45. Som også historiker Sofie Lene Bak skriver i ”Jødeaktionen oktober 1943”(se kilder): ”I et Europa, hvor de lokale befolkninger og de allierede – i international sammenhæng benævnt ”the bystanders” – i vidt og skræmmende omfang forholdt sig passivt eller endog deltog i terroriseringen af jøderne, handlede danskerne anderledes.”