demonstranter
Demonstranter kræver legalisering af prostitution i Ukraine i marts 2019.
Foto: Sergey Dolzhenko / Ritzau Scanpix

Prostitution

cand.mag Nina Trige Andersen/Bureauet, september 2019.
Top image group
demonstranter
Demonstranter kræver legalisering af prostitution i Ukraine i marts 2019.
Foto: Sergey Dolzhenko / Ritzau Scanpix
Main image
Franske sexarbejdere demonstrerer mod regeringens forslag om at forbyde prostitution. Paris den 7. juli 2012.
Franske sexarbejdere demonstrerer mod regeringens forslag om at forbyde prostitution. Paris den 7. juli 2012.
Foto: Tom Craig / Demotix

Indledning

Prostitution betyder at sælge seksuelle ydelser. Nogle kalder det sexarbejde. Køberne er primært mænd, og sælgerne er primært kvinder, men også mænd, transpersoner og børn sælger sex. I nogle dele af branchen er det voksne mennesker, der sælger sex for at skaffe en indkomst, og selv står for organiseringen af arbejdet. Andre dele af branchen er præget af tvang. Det gælder især, når dem, hvis seksuelle ydelser bliver købt, er børn, eller voksne, der er blevet kidnappet til arbejdet og/eller på anden vis sælger sex under trusler og vold. Prostitution/sexarbejde kan i forskellige dele af verden og i forskellige historiske perioder være lovligt – evt. statsligt reguleret – eller ulovligt.

 

Videoklip: Vice-reportage – What it is Really Like to be a Sex Worker.

 

 

Se filmen ”Når månen er sort” (instrueret af Anja Dalhoff) på Filmcentralen

 

Artikel type
faktalink

Introduktion til prostitution

Hvad betyder prostitution?

Prostitution kommer af det latinske ord ‘prostituere’, der er sammensat af ‘pro’, som betyder ‘frem’, og ‘statuere’, der betyder ‘stille’. Tilsammen betyder det at ‘stille offentligt til skue’. Gyldendals Den Store Danske (se kilder) definerer prostitution som en ”handel med seksuelle ydelser”, der ”omfatter mindst to parter: en køber (kunden) og en sælger (den prostituerede)”. ”Almindeligvis betaler kunden med penge, men betaling i form af for eksempel narkotika, medicin, tøj og rejser kan også forekomme.” I en rapport fra Rambøll (se kilder) defineres prostitution desuden ved, at ”handlen foregår i en kort, afgrænset tidsperiode, og betalingen for den seksuelle tjeneste sker umiddelbart før eller efter den seksuelle tjeneste leveres”.

Der er imidlertid ikke enighed om, hvornår noget reelt er handel med seksuelle ydelser og dermed falder under betegnelsen prostitution. Afgrænsning og gråzoner er betydningsfulde, fordi prostitution i nogle lande er ulovligt, og fordi prostitution de fleste steder i verden er stigmatiseret.

Hvad betyder sexarbejde?

Sexarbejde betegner i grove træk det samme som prostitution. Begrebet bruges imidlertid til at understrege, at det er en form for arbejde, herunder at den, der sælger seksuelle ydelser, kan have valgt dette arbejde frem for andet arbejde. De fleste anerkender imidlertid, at store dele af sexbranchen også er præget af tvang og vold i en grad, hvor det ikke giver mening at tale om valg. Ordet sexarbejde/sexarbejder er typisk det ord, som foretrækkes af personer, der sælger sex og har organiseret sig omkring egne rettigheder. Ifølge Gyldendals Den Store Danske (se kilder) opstod den første forening af sexarbejdere i San Francisco i 1973, da Margo St. James (f. 1937), en tidligere sexarbejder, grundlagde foreningen COYOTE (Call Off Your Old Tired Ethics): ”siden har sexarbejderbevægelsen spredt sig til over 60 lande verden over.”

Hvem køber og hvem sælger?

Ifølge Socialstyrelsen (se kilder) er de fleste købere af seksuelle ydelser i Danmark mænd. Den seneste opgørelse viser, at ca. 15 % af de danske 18-65 årige mænd har købt sex en eller flere gange. Sælgere af seksuelle ydelser er primært kvinder, men den præcise kønsfordeling kendes ikke. Den mest udbredte form for handel med sex er den heteroseksuelle, hvor kvinden sælger og manden køber. Der forekommer dog, at sælgeren er mand, og køberen er en kvinde. Homoseksuel prostitution/sexarbejde er de fleste steder kun udbredt blandt mænd.

Dertil kommer pædofil handel med sex, hvor voksne køber seksuelle ydelser fra børn (mindreårige). Denne form for sexhandel er de fleste steder ulovlig, eftersom pædofili er ulovligt. Børn, der sælger seksuelle ydelser vil også som oftest være børn, der lever på gaden, eller børn, som er tvunget af voksne, der har magt over dem.

Blandt både børn og voksne, der sælger seksuelle ydelser, er det ofte ikke dem selv, der organiserer arbejdet, og får (hele) indtjeningen. Sexbranchen er de fleste steder præget af mellemmænd, i daglig tale kaldet alfonser, som tager enten hele eller dele af indtjeningen. Enten som modydelse for beskyttelse og administration af arbejdet, eller fordi den, hvis seksuelle ydelser bliver købt, er i en form for fangenskab.

Hvor og hvor meget bliver der handlet sex?

Ifølge Socialstyrelsens opgørelser – de seneste er fra 2013-2014 – foregår salg af seksuelle ydelser i Danmark på massageklinikker, som escort, i privatsfæren, på gaden og i en kombination af disse former. Om omfanget skriver Socialstyrelsen (se kilder), at der i perioden juli 2013 til juni 2014 var mindst 2.908 personer, der solgte seksuelle ydelser i Danmark. Dette tal er baseret på ”den synlige prostitution”; altså på baggrund af annoncer og tal fra opsøgende socialt arbejde. Dertil kommer et ukendt antal personer, der ikke annoncerer og ikke er i kontakt med socialarbejdere.

Uddybning om prostitution

Hvorfor køber folk sex?

Ifølge Rambøll-rapporten fra 2013 (se kilder) inddeler mange forskere sexkundernes motiver i tre overordnede kategorier:

1. "De biologiske forklaringer, hvor mandens seksualdrift opfattes som et instinkt og en ukontrollerbar impuls, der kommer til udtryk i behovet for sex."

2. "De psykologiske-personlighedsrelaterede forklaringer, hvor mandens personlighed –ønske om bekræftelse, følelsesmæssig støtte, intimitet mv. – har indflydelse på behovsstyringen." 

3. "De sociologiske forklaringer, hvor mekanismerne omkring sexmarkedet er et produkt af omgivelserne og den sociale og kulturelle kontekst – f.eks. i forbindelse med maskuline fællesskaber, overgangsritualer og lign. eller i et magtudøvelsesperspektiv.”

Rapporten “Prostitution i Danmark” (se kilder) refereres en undersøgelse af kundernes motiver udført af Videns- og formidlingscenter for Socialt udsatte i 2005. Den bygger på en kvantitativ internetundersøgelse blandt 6.350 mænd og en kvalitativ undersøgelse baseret på 20 telefoninterview. Undersøgelsen viser, at den mest udbredte grund til at købe sex, er, at det skulle prøves af. Seks ud af ti mænd giver den begrundelse. Den næstmest udbredte årsag er, at sexkøb er uforpligtende. På tredjepladsen forklarede 30 procent af de mænd, der købte sex, at muligheden bød sig, og at situationen var opstået spontant. Omkring hver tiende mand svarede, at de købte sex, fordi de kunne stille betingelserne. 10 procent svarede, at de købte sex for at få opfyldt specielle ønsker.

Hvorfor sælger folk sex?

At sælge seksuelle ydelser er en måde at skaffe sig en indkomst. Langt de fleste mennesker i verden er tvunget til at arbejde, i den forstand, at hvis de ikke arbejder, kan de ikke overleve. Nogen sælger seksuelle ydelser, fordi de ser det som den bedste (eller mindst ringe) mulighed ud af de muligheder, de har til rådighed. For socialt udsatte, der sælger sex, kan det ifølge Rådet for Socialt Udsatte (se kilder) også være en levevej, den enkelte har valgt ”som det mindste onde i forhold til kriminalitet”. Rådet for Socialt Udsatte skriver desuden: ”Mennesker i prostitution har mange andre menneskelige og sociale problemer. Problemerne kan eksempelvis omhandle økonomi, misbrug, arbejdsløshed og psykisk sårbarhed, og prostitutionen opleves ikke nødvendigvis som det største problem for den enkelte.”

Nogle sælger sex, fordi andre på meget konkret vis har tvunget dem til det. Denne form for sexhandel er især et problem i Asien og Latinamerika (mens kunderne imidlertid ofte er fra USA og Europa), men findes også i Danmark. Ifølge Regeringens ”Handlingsplan til bekæmpelse af menneskehandel 2015-2018” (se kilder) vurderer Center Mod Menneskehandel, at der siden dets oprettelse i 2007 er sket en stigning i antallet af ”ofre for menneskehandel, både til prostitution og tvangsarbejde”. Størstedelen af de identificerede ofre for menneskehandel er ifølge handlingsplanen ”kvinder handlet til prostitution og i nogen grad kvinder og mænd handlet til tvangsarbejde, f.eks. inden for rengøring, restauration og husarbejde.”

Er handel med seksuelle ydelser lovligt?

I Danmark blev handel med seksuelle ydelser afkriminaliseret i 1999, men det er ikke anerkendt som erhverv. I en artikel i magasinet Friktion beskriver Lise Olivarius (se kilder) denne gråzone således:

Det betyder, at sexarbejdere betaler skat, men ikke har adgang til en række arbejdsrettigheder. Desuden vanskeliggør rufferiloven sexarbejderes arbejdsforhold. Loven har egentlig til formål at beskytte sexarbejdere mod udnyttelse af alfonser, men kriminaliserer stort set al aktivitet omkring sexarbejdet og forhindrer sexarbejdere i ting som at ansætte sikkerhedsvagter og at slutte sig sammen i arbejdskollektiver.”

I Sverige gik man i 1999 den modsatte vej og kriminaliserede køb af seksuelle ydelser. Argumentet for det var at sætte fokus på kunden frem for sælgeren, men mange mener, at forbuddet alligevel også rammer sælgeren, fordi det gør aktiviteterne i branchen ulovlige. Loven har heller ikke ført til et mærkbart fald i handelen, selvom køb af seksuelle ydelser kan straffes med op til et års fængsel. Det skriver SVT i artiklen ”Så har det gått sedan sexköpslagen började gälla” (se kilder).

I Holland er sexarbejde et lovligt, anerkendt erhverv. I teorien betyder det, at sexarbejdere har rettigheder på lige vilkår med andre arbejdere og f.eks. kan organisere sig i fagforeninger. Det har imidlertid ikke udryddet de problemer, der følger med kriminalisering. Ifølge Olivarius (se kilder) skyldes det ”det stigma, der får både sexarbejdere og deres kunder til at foretrække at operere i det skjulte. Derfor bliver de afhængige af de uformelle økonomier, der omgiver sexindustrien, og som både er nødvendige og begrænsende for sexarbejderen.”

New Zealand har en fjerde model, hvor fokus hverken er på at begrænse eller opmuntre handel med sex, men at reducere skadevirkningerne. Loven, The Prostitution Reform Act (PRA), blev vedtaget i 2003 og erstattede tidligere lovgivning, der kriminaliserede sexhandel. Ifølge Sexuality Policy Watch (se kilder) – et globalt forum af forskere og aktivister – har PRA medført øget fokus på sundhed og sikkerhed i branchen, og personer, der sælger sex, er blevet mere tilbøjelige til at anmelde overgreb til politiet. PRA skulle også gøre det lettere at forlade branchen, men det ser ikke ud til at have virket – først og fremmest fordi folk ikke umiddelbart har andre økonomiske alternativer.

Perspektiv på prostitution

Hvilke organisationer af sexarbejdere findes der?

Der findes over hele verden organisationer af og for personer, der arbejder i sexindustrien. I Danmark bl.a. Sexarbejdernes Interesseorganisation (SIO). På deres hjemmeside (se kilder) skriver SIO om formålet med organisationen:

”SIO arbejder for, at sexarbejdere får samme rettigheder og muligheder som andre arbejdstagere og selvstændige. Herunder adgang til A-kasse, dagpengeret, erhvervsforsikring m.v. Målet er at sikre gode og trygge arbejdsforhold, og der skal tilbydes kurser vedrørende bl.a. sundheds- og sikkerhedsmæssige forhold, regnskab og revision, sociallovgivning samt skatte- og momslovgivning.”

SIO er imod alle former for kriminalisering, også den model, de har i Sverige, som alene kriminaliserer køb – og ikke salg – af seksuelle ydelser. Det begrunder de således:

”Kriminalisering har alvorlige skadesvirkninger og vil alene skabe grobund for øget udnyttelse, forøget sundhedsrisiko, vold og kriminalitet i branchen. Og det er de dårligst stillede sexarbejdere, der vil blive hårdest ramt. Regulering eller kriminalisering bør ikke foreslås vedtaget alene ud fra “signalværdi”, hvor forbud blot indføres af principielle årsager.”

I New Zealand findes bl.a. New Zealand Prostitutes' Collective/New Zealand Sex Workers' Collective (NZPC). NZPC er ifølge deres hjemmeside (se kilder) “run by sex workers, for sex workers, and advocates for the rights, health, and well being of all sex workers. We are committed to working for the empowerment of sex workers, so that sex workers can have control over all aspects of their work and lives.”

I Holland har der været flere organisationer for sexarbejdere. En af de ældste er De Rode Draad (den røde tråd), grundlagt i 1984. Det var bl.a. efter pres fra dem, at Holland legaliserede handel med seksuelle ydelser i 2000. Som resultat af dette begyndte fagforeningen FNV (Federatie Nederlandse Vakbeweging) at optage sexarbejdere som medlemmer. Ifølge Global Network of Sex Work Projects (se kilder) har mange imidlertid haft vanskeligt ved at få råd til at betale deres fagforeningsmedlemsskab, og efter regeringen fjernede den økonomiske støtte til De Rode Draad gik foreningen konkurs i 2012.

Ifølge Gyldendals Den Store Danske (se kilder) har verdens største sexarbejderforening i Indien over 200.000 medlemmer.

Hvordan har handel med seksuelle ydelser været reguleret gennem tiden?

I Danmark har lovgivningen omkring handel med seksuelle ydelser skiftet gennem historien. KVINFO har samlet en tidslinje fra 1683-2000 (se kilder):

· 1683: ”Kvinder, der driver utugt i horehuse, straffes med kagstrygning eller indsættes i Spindehuset”

· 1815: Kong Frederik VI indførte et uofficielt politiregulativ, som skulle regulere de kvinder, der solgte sex, primært for at få kønssygdomme under kontrol. Kvinderne skulle hver måned lade sig undersøge og samme dag afgive forklaring på politikammeret om deres sundhedstilstand. Det var denne helbredsundersøgelse der i praksis lovliggjorde sexhandel.

· 1840: Kvinder, der ernærede sig ved salg af sex, skulle lade sig registrere som ”offentligt fruentimmer”

· 1863: Det uofficielle politiregulativ fra 1815 blev ophøjet til lov

· 1866: Eksplicit kriminalisering af både rufferi (alfonseri) og prostitution – sidstnævnte dog stadig lovligt, hvis kvinden lod sig registrere som ”offentligt fruentimmer”

· 1874: Politiet fik bemyndigelse til at tvangsindskrive kvinder som ”offentligt fruentimmer”, hvis de vurderede, at de ernærede sig ved prostitution.

· 1877: I København trådte Regulativ for Politiets Tilsyn med offentlige Fruentimmere i Kjøbenhavn i kraft. Politiet fik myndighed til ikke alene at føre tilsyn med prostituerede og deres lægeundersøgelser, men også deres bolig, færden på gaderne og bordellerne. Prostituerede skulle derudover bære en slags uniform, så man kunne kende dem. Derudover blev det bestemt, at de offentlige bordeller, skulle ligge i særlige gader. Prostituerede måtte ikke bo sammen med deres børn, andre prostituerede kvinder eller kærester.

· 1885: Loven om tvangsindskrivning som ”offentligt fruentimmer” blev afskaffet.

· 1906: Politiets tilsyn og registrering med de prostituerede afskaffes. Prostitution og bordelvirksomhed kriminaliseres igen og kan straffes med tugthusarbejde, fængsel eller tvangsarbejde.

· 1930: Handel med seksuelle ydelser bliver tilladt, hvis det er et bierhverv. Hvis en person anholdes for ”løsgængeri”, skal hun eller han ifølge den nye lov opfordres til at søge lovligt arbejde. Hvis personen ikke gjorde det, kunne den pågældende straffes med fængsel i op til 1 år.

· 1990-1991: Politiaktion, der forsøger at fjerne kvinder, der sælger sex, fra områderne omkring Hovedbanen i København. Mange tog derfor til Malmø for at arbejde der.

· 1999: Sverige kriminaliserer sexkøb, mens Danmark afkriminaliserer handel med seksuelle ydelser.

Hvilke holdninger er der til handel med sex?

EU har siden 2014 officielt anbefalet ”den svenske model”, også kendt som købesex-forbuddet, hvor kunder – men ikke direkte sælgere – kan straffes. Det fremgår af den såkaldte Honeyball-betænkning (se kilder) om ”Seksuel udnyttelse og prostitution samt indvirkning heraf på ligestillingen mellem kønnene”. Som det fremgår af betænkningens overskrift, mener mange, at handel med sex ikke blot afspejler, men også vedligeholder ulighed mellem køn. Logikken er, at hvis et samfund tillader, at mænd køber sig til sex med kvinder, så vil de få den opfattelse, at alle kvinder er ”til salg”.

Blandt fortalerne for købesexforbud mener mange også, at straf af kunder vil mindske menneskehandel, fordi hele efterspørgslen vil falde. Men som erfaringerne fra Sverige viser, er den logik ikke nødvendigvis helt realistisk. Fordi debatten om handel med seksuelle ydelser er polariseret, er der ifølge forskerne Holmström og Skilbrei (se kilder) imidlertid mange modstridende udlægninger af, hvorvidt den svenske model ”virker”. Amnesty International hører til dem, der mener, at kriminalisering i praksis svækker rettighederne for dem, der sælger sex, og derfor er organisationen fortalere for afkriminalisering (se kilder).

Udover Sverige har Frankrig, Norge, Island, Litauen, og Nordirland indført købesexforbud, som kun retter sig mod kunderne. I mange lande i Europa er det modsatte imidlertid gældende: Det er forbudt at sælge sex, men lovligt at købe sex.

Formålet med kriminalisering af kunderne er i sidste ende at afskaffe handel med seksuelle ydelser, og bygger dermed indirekte på en opfattelse af, at sex ikke bør være til salg i det hele taget, uanset under hvilke betingelser. Mens der er mange feminister på forbudssiden, er der også mange feminister, som er skeptiske overfor eller direkte modstandere af kriminalisering, også selvom den kun går på kunderne. I 2017 udgav tidsskriftet Feminist Economics et særnummer om ”sexarbejde og menneskehandel” (se kilder), hvor redaktørerne blandt andet advarede mod et ”moralsk korstog mod prostitution”. I dette særnummer forsøger tidsskriftet at gå åbent til følgende spørgsmål:

”Er prostitution (for nu at bruge ordet fra [Honeyball-]betænknningen] altid en form for slaveri? Er det i sig selv vold mod kvinder, og som følge heraf kan der så slet ikke være nogen handlekraft i sexarbejde? (…) Og, selvom det er uacceptabelt, at sexarbejde anses for at være en ’løsning’ for migrantkvinder, er det så passende at sidestille migrantsexarbejdere og handlede sexarbejdere? (…) Endelig, bidrager offergørelse af sexarbejdere og kriminalisering af kunder til at reducere det stigma, der er knyttet til ’verdens ældste erhverv’ og bidrager kriminalisering af kunderne til bedre velfærd for dem, der arbejder i branchen?”

Blandt feminister er det især uenighed om svarene på disse spørgsmål, der deler vandene.

Baggrundskilder

Originalkilde

På hjemmesiden for Sexarbejdernes Interesse Organisation ligger forskellige materiale, bl.a. ”Åbent brev fra en sexarbejder”.

Bøger

Mac, Juno og Molly Smith: Revolting Prostitutes. The Fight for Sex Workers’ Rights. Verso, 2018.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på prostitution