Hvad er postmodernitet?
'Post' er den latinske betegnelse for 'efter', og postmodernitet betyder derfor bogstaveligt talt 'efter moderniteten'. Postmoderniteten er kendetegnet ved, at vi har bevæget os videre fra de forskellige ideologier og ismer, som det moderne samfund, især i 1800-tallet og i starten af 1900-tallet, var karakteriseret af: industrialismen, nationalismen, kommunismen, kolonialismen osv. Disse holdepunkter er det postmoderne individ blevet skeptisk over for.
Derfor kalder Alan Macfarlane, britisk professor i antropologi og historie, også postmoderniteten for 'en verden uden et verdenssyn' (se kilder). I den postmoderne verden vokser individet ikke længere nødvendigvis op og overtager et verdenssyn fra sine forældre, sin sociale klasse eller staten, men bestemmer selv, hvordan han eller hun vil udtrykke sig selv. Vores udtryk er lig med identitet. Sagt på en anden måde er det postmoderne individ sin egen forfatter og kan skrive sit eget liv og sin egen identitet på tværs af social klasse, etnicitet, landegrænser, historien, traditionen, familien osv. Derfor bliver postmoderniteten også kaldt for individualismens tidsalder, fordi det postmoderne individ selv konstruerer sin verden.
Man begyndte for alvor at tale om postmodernitet i 1980'erne, efter at den franske filosof Jean-Francois Lyotard havde udgivet ”Viden og det postmoderne samfund", 1996 (1979), og det er ofte dette værk, man henviser til for at forklare, hvad det postmoderne går ud på. I stedet for verdenssyn bruger Lyotard begrebet 'metafortælling' eller 'en store fortælling' (se kilder). Den store fortælling er det verdenssyn eller den forståelsesramme, der ordner den måde, hvorpå vi opfatter verden. Den store fortælling giver os med andre ord et par briller på, som farver vores syn på verden. En stor fortælling er f.eks. fortællingen om videnskaben, som gør videnskabsmanden til en helt, idet kan formår at forklare og beherske verden igennem rationalitet. Denne store fortælling skaber dermed et billede af naturvidenskaben som vejen til absolut sandhed om verden. I det postmoderne samfund er troen på den store fortælling vendt til skepsis: der findes ikke én sandhed om verden, men lige så mange forskellige, som der findes mennesker i verden.
I sin gennemgang af Lyotards postmoderne teori ”Lyotard og det postmoderne samfund” peger Niels Brügger på, at Lyotard senere omdefinerer postmodernitet til ikke blot at være en epoke – det vil sige en periode i historien – som ligger efter moderniteten, men til også at betegne en bestemt kritisk måde at forstå den moderne verden på. I stedet for at være en tidsperiode efter moderniteten er det postmoderne nærmere en kritisk position inden for det moderne (se afsnittet ”Hvilken debat har der været om begrebet?”).
Hvad er postmodernisme?
Ved at bruge 'postmodernitet' betegner man den overordnede samfundsmæssige og sociale tilstand, som omfatter sociale, politiske, økonomiske og kulturelle mønstre, mens man ved at bruge 'postmodernisme' i højere grad peger på strømninger i litteraturen, kunsten og arkitekturen.
Ofte bruges termen postmodernisme eller blot 'det postmoderne' i stedet for postmodernitet. I Gyldendals leksikon Den Store Danske Encyclopædi er der f.eks. kun opslag om 'postmodernismen' og 'det postmoderne samfund' (se kilder). Det kan hænge sammen med, at man i samfundsvidenskaberne i høj grad er gået over til at tale om 'senmodernitet' i stedet for 'postmodernitet' i beskrivelsen af vores postindustrielle samfund i dag (se Faktalink-artiklen ”Senmodernitet”).
Hvordan adskiller postmodernitet sig fra modernitet?
Den polsk-britiske sociolog Zygmunt Bauman har beskrevet postmoderniteten som en moderne verden, der er blevet voksen og desillusioneret (se kilder). Hvor moderniteten er karakteriseret af enhed, er postmoderniteten karakteriseret af fragmentering og modsætninger. Hvis man forestiller sig det moderne som en stræben efter at ville bygge et Babelstårn – det vil sige tanken om, at der eksisterer en universel sandhed og ét sprog, som forener menneskeheden – så er det postmoderne derimod forestillingen om, at dette Babelstårn er styrtet til jorden. Forestillingen om det moderne er blot en bristet illusion. Babelstårnet er med Lyotards definition af det postmoderne en stor fortælling, som pludselig har mistet sin tiltrækning og legitimitet (se kilder).
Man kan også forklare forholdet mellem modernitet og postmodernitet som to forskellige måder at rejse på: Hvis man tænker den moderne tilværelse som en rejse mod et fast mål – jo længere op i Babelstårnet man kommer, jo tættere på den universelle sandhed om verden kommer man – er den postmoderne tilværelse ifølge Zygmunt Bauman en endeløs rejse og flakken omkring uden et fast mål. Virkeligheden er foranderlig, diffus og kompleks uden objektive standarder for, hvad det gode liv er, og derfor er det op til det enkelte individ at stole på sin dømmekraft og vælge sin egen vej (se kilder).