Hvad er piercing?
Piercing er betegnelsen for den udsmykningsform, hvor man gennemborer huden med en nål og sætter et smykke i hullet, så det ikke kan gro sammen igen.
Hvorfor udsmykker mennesket sig?
Mennesket har til alle tider forsøgt at forbedre sit udseende, og stå ud i forhold til andre, for at blive lagt mærke til, hvad enten det er for at blive den smukkeste, som folk der pynter sig med make-up og fint tøj, eller for at blive den grimmeste, som punkerne der tager laset tøj på, og stikker sikkerhedsnåle i f.eks. øjenbrynene eller kinderne.
Da det er et spørgsmål om æstetik og tilhørsforhold, vil den "pyntemetode", der er fremherskende inden for en bestemt gruppe som oftest blive betragtet som en forskønnelse af andre inden for samme gruppe, selvom den for udenforstående kan virke bizar og frastødende.
Af årsager til kropskunst i det hele taget, og herunder altså også piercing kan nævnes:
- Pynt/udsmykning.
- Religion.
- Politisk statement.
- Socialt tilhørsforhold.
- Opmærksomhed.
- Kunst.
- Sex.
- Provokation (mod "samfundet" eller som pubertetsoprør).
En piercet person ønsker at udsende signalet: "Min krop er min egen, og jeg gør med den hvad jeg vil"(2).
Hvilke former for kropskunst findes der?
Pyntningen kan gå lige fra den overfladiske make-up eller krigsmaling, som let lader sig fjerne, til de mere langtidsholdbare kropsmodifikationsformer som tatovering, ar-mønstring, piercing, eller decideret selvlemlæstelse.
Den vestlige verdens krigsmaling kan ses til fodboldkampe, hvor tilhængerne farver sig i ansigtetet med de farver deres favorithold har. En anden yderlighed er selvlemlæstelse, der f.eks. kan bestå i, at man lader det yderste led af sin lillefinger amputere.
Derudover vælger mange at jogge, motionere, styrketræne og gå på slankekure for at bevare kroppen. Andre dyrker bodybuilding eller får foretaget plastikkirurgiske indgreb for at leve op til tidens idealbillede.
Eksempler på kropskunst
Over hele verden har man til alle tider, alt efter modens skiften, forsøgt at ændre kroppen så den passede til idealet.
I Kina har man snørret pigespædbørns fødder ind, så de blev underudviklede og uegnede til at gå på, hvilket ansås for fint.
I Burma har man sat ringe om halsen på pigerne, og med tiden tilføjet flere ringe, så halsen til sidst blev så lang, at den ville knække hvis man fjernede ringene.
I Afrika har man udvidet underlæben til det groteske, ved at placere en skive i den, og så øge størrelsen på skiven gradvist.
I Ægypten, har man spændt et brædt på panden af spædbørnene, så de fik en næse, der gik ud i et med panden.
Mayaerne og andre indianske folk har brugt at snørre kraniet ind, så det ændrede facon.
I Vesten har kvinder lange negle, der gør dem uegnede til husligt arbejde, de tripper rundt i stramme nederdele og højhælede sko, der deformerer tæerne med alderen. I tidligere tider brugte damerne snørreliv, for at opnå en attraktiv hvepsetalje, der gang på gang fik dem til at falde besvimet om på grund af iltmangel.
Kropsfetichisme
I løbet af 1980'erne er den vestlige verdens optagethed og dyrkelse af kroppen accellereret. Kroppens form og udseende er i langt højere grad end tidligere blevet en symbolsk ting, som det er muligt at ændre på og omforme efter eget behov (3)
Som led i denne opblomstrende kropsfetishisme vælger flere og flere at lade sig pierce. Piercing er endda blevet så anerkendt, at det findes som opslagsord i telefonbogen (4)
Kilder
- Movin, Lars: De moderne primitive. - Information. - 1992-08-22.
- Schönherr, Johannes: Body play / Jack Stevenson, interview med Charles Gatewood. - Levende Billeder. - Årg. 11, nr. 111 (1995), side 14-16.
- Thesander, Marianne: Dekorationene som kropssprog - om tatovering, piercing og kropsbemaling. - HUG!. - Årg. 14, nr. 65 (1995). - Side 76-90.
- Trudsø, Mette: Højsæson for huller. - Jyllands-posten. - 1996-05-12.