Pakistans nyere historie

Hvornår begynder Pakistans historie?

Selvom staten Pakistan først blev oprettet i 1947 og dermed er et ungt land, rækker landets historie lige så langt tilbage i historien som de egyptiske pyramider eller Babylon. Pakistans tidlige historie hører uløseligt sammen med Nordindiens. Det, der i dag udgør Pakistan, var tidligere i varierende grad kontrolleret af forskellige indiske storriger. Den region, der i dag omfatter Pakistan, oplevede fra det 11. århundrede til slutningen af det 18. århundrede mindst 70 invasioner og fremmede dynastiers opstigninger og fald. De sidste fire tusind år har den pakistanske historie været præget af tre tendenser: For det første har landet oplevet at være behersket af kræfter fra vest eller nordvest som for eksempel Afghanistan, Persien eller Grækenland. For det andet har Pakistan været en del af større riger mod øst, for eksempel Maurya-dynastiet og Mogul-herskerne med omdrejningspunkt i Delhi. For det tredje har området omkring Pakistan bestået af mindre, regionale stater, der midlertidigt kunne frigøre sig fra en sådan dominerende magt, som eksempelvis sikhernes kortvarige rige i Punjab.

Pakistans tidlige historie er beskrevet i Gyldendals opslagsværk ”Den Store Danske” (se kilder). 

Hvor ligger Pakistan?

Pakistan er en del af det indiske subkontinent, som er en samlebetegnelse for landene Pakistan, Indien og Bangladesh, som alle ligger på den indiske tektoniske plade. Pakistan, der har godt 190 millioner indbyggere, grænser op til Iran, Afghanistan, Kina og Indien. Landets areal er på lige omkring 800.000 kvadratkilometer. Det svarer til størrelsen af Frankrig og England tilsammen. 

Hvilke religiøse kulturer dominerede det indiske subkontinent før tiden som britisk koloni?

Siden cirka 200 f.Kr. var det indiske subkontinent – og altså dermed også det område, der i dag udgør Pakistan – kulturelt bundet sammen af den hinduistiske religion, som imidlertid var og er delt i mange forskellige sekter og varianter. Islam begyndte imidlertid også at spille en varig rolle, da Delhisultanatet blev etableret af muslimer fra Centralasien i 1206. De erobrede store dele af det indiske subkontinent og skabte varige statsdannelser uden for Sindh i det nuværende Pakistan. Delhisultanatets nye herskende klasse fastholdt deres muslimske tro og bevarede kontakten til Centralasien. Hvor de tidligere hindufyrsters magt og legitimitet var baseret på den fælles hinduistiske religion, fastholdt de nye muslimske herskere deres magt gennem krigsførelse. Det viste sig imidlertid at være uholdbart i længden, og Delhisultanatet begyndte allerede at gå i opløsning i midten af 1300-tallet og ophørte med at eksistere i 1646. Delhisultanatets historie er beskrevet i Gyldendals opslagsværk ”Den Store Danske” (se kilder). 

Hvem var Mogulerne?

Mogulriget samlede fra begyndelsen af 1500-tallet til slutningen af 1600-tallet det indiske subkontinent under én stat. Mogulriget var baseret på en feudal magtstruktur. Det vil sige, at Mogulrigets fyrster gav jord til samfundets elite til gengæld for løfter om krigstjeneste. Mogulrigets herskere havde imidlertid enormt svært ved at få krigsaristokratiet og lokale fyrster til at makke ret. Så snart lejligheden bød sig, forsøgte guvernører og lydfyrster at løsrive sig fra den centrale kontrol. I første halvdel af 1700-tallet begyndte Mogulriget at gå i opløsning, og det indiske subkontinent blev endnu engang opdelt i en række mindre, regionale kongedømmer og dynastier. Efter år 1800 var Mogulriget således kun af symbolsk betydning, men det ophørte først med at eksistere i 1857. Mogulrigets historie er beskrevet i ”Den Store Danske” (se kilder). 

Hvordan blev området i og omkring det nuværende Pakistan britisk koloni?

Da den portugisiske opdagelsesrejsende Vasco da Gama i 1498 fandt søvejen rundt om Afrikas sydspids til Indien, øgede europæerne handlen med det indiske subkontinent. Gennem erobringer eller efter aftaler med lokale herskere oprettede de europæiske handelskompagnier kolonier i Indien, der skulle fungere som støttepunkter for den omfattende handel. I midten af 1700-tallet begyndte kompagnierne at blande sig i de indiske staters politiske forhold for at sikre deres handelsinteresser, og det nuværende Pakistan kom dermed under britisk indflydelse. De vigtigste handelskompagnier på det indiske subkontinent var det britiske East India Company og det franske Compagnie française des indes, der konkurrerede om magten i de indiske områder.

I 1840’erne erobrede Storbritannien blandt andet Punjab, som Sikherne ellers kortvarigt havde herredømmet over. I 1757 kom det til kampe mellem briter og franskmænd om Bengalen, som briterne vandt. Det dannede økonomisk grundlag for, at briterne i de efterfølgende årtier kunne ekspandere og erobre resten af de indiske kongedømmer, der endnu var under Mogulrigets symbolske overherredømme. I 1857 slog briterne det sidste store indiske oprør ned og blev den eneste tilbageværende magt på det indiske subkontinent. Pakistan blev dermed påtvunget direkte britisk styre. Det britiske imperiums rolle i Pakistans tidlige historie er beskrevet i bøgerne ”Indiens historie efter 1739” og ”Verdens farligste land? Pakistan mellem militærherredømme, ekstremisme og demokrati” (se kilder).

Hvornår blev Pakistan selvstændigt?

Staten Pakistan blev oprettet i 1947. De mange hundrede indiske fyrstedømmer, der havde udgjort den britiske kronkoloni, blev på dette tidspunkt indlemmet i de nye lande, Pakistan og Indien, der blev etableret som selvstændige stater. Baggrunden for løsrivelsen var, at den indiske nationalisme og Storbritanniens svækkelse efter Anden Verdenskrig tvang briterne til at opgive deres indiske kolonier. Staten Pakistan kom til at bestå af Vest- og Østpakistan, der lå på hver sin side af Indien. 

Hvorfor blev Pakistan og Indien delt?

Det politiske parti INC havde været altdominerende i den indiske uafhængighedskamp mod den britiske kolonimagt, men mange muslimer følte ikke, at det hinduistiske flertal i partiet tog tilstrækkeligt hensyn til det muslimske mindretals interesser. Derfor stiftede fremtrædende indiske muslimer i 1906 deres egen organisation, Den Muslimske Liga. Og i 1930’erne opstod der i nogle muslimske kredse en forestilling om et ”Pakistan”, der skulle være hjemland for Indiens muslimer. Forestillingen forenede de indiske muslimer om et fælles mål, og det dannede baggrund for, at Den Muslimske Liga kæmpede for at få kontrol over provinserne Punjab og Bengalen, som var domineret af muslimer. Det lykkedes endeligt i 1947. Delingen medførte, at de nordvestlige egne med muslimsk flertal samt de områder, der i dag udgør Bangladesh, dengang kaldet Østpakistan, blev lagt ind under Pakistan, mens hovedparten af de øvrige britiske besiddelser tilfaldt Indien. Delingen af Indien og Pakistan er beskrevet i bogen ”Indiens historie efter 1739” (se kilder). 

Hvad betød delingen af Indien og Pakistan for hinduer, sikher og muslimer?

Delingen af Indien og Pakistan blev præget af voldsomme sammenstød mellem hinduer og muslimer, fordi delingen ikke fulgte de etablerede grænser mellem Indiens provinser, men skar midt igennem flere af dem. Både i Pakistan og Indien blev millioner af mennesker drevet på flugt. Hinduer og sikher flygtede fra Pakistan til Indien og muslimer den modsatte vej. Det er anslået, at mere end ti millioner mennesker flygtede, og at sammenstødene mellem hinduer og muslimer resulterede i op mod en million dræbte. 

Hvorfor slås Pakistan og Indien til stadighed om Kashmir-regionen?

Særligt i Kashmir-provinsen og langs grænsen mellem Vestpakistan og Indien opstod der kort efter oprettelsen af de to stater voldsomme kampe. Hindufyrsten i Kashmir foretrak, på trods af at muslimerne i provinsen var i flertal, at tilslutte sig Indien. Den beslutning accepterede Pakistan ikke, og den første af flere krige mellem de to nabolande brød ud og resulterede i en reel deling af den strategisk vigtige Kashmir-provins mellem de to lande. Kampen om Kashmir er beskrevet i bøgerne ”Indiens historie efter 1739”, ”Konflikter og politik i verden – Nu” og ”Verdens farligste land? Pakistan mellem militærherredømme, ekstremisme og demokrati” (se kilder). 

Hvornår blev Østpakistan til Bangladesh?

Den nye pakistanske stats begyndelse blev besværliggjort af den 1.500 kilometer store afstand mellem Vestpakistan og Østpakistan, som lå på hver sin side af Indien. Selvom Østpakistan, der overvejende bestod af bengalere, skabte de største valutaindtægter, fik området kun en mindre del af de statslige investeringer, og indkomsten per indbygger i Vestpakistan var væsentlig højere end i øst. Desuden havde regeringen i vest overladt Østpakistan til sig selv i krigene mod Indien og gav dermed udtryk for, at Kashmir-provinsen var vigtigere end det østlige Pakistan. Det medførte, at bengalerne i øst frem mod de første frie valg i Pakistan i 1970 pressede på for at opnå større indflydelse i landet: de ville have en højere andel af de økonomiske ressourcer og rejste desuden krav om delvis selvbestemmelse. Bengalerne i øst udgjorde 55 procent af Pakistans samlede befolkning, men da de fik flertal i det nye parlament, nægtede det regerende parti dem regeringsmagten. Hæren blev sat ind i Østpakistan i et forsøg på at slå det bengalske oprør ned, hvilket medførte voldsomme kampe mellem bengalske oprørere og soldater, der var loyale mod Vestpakistan. Efter ni måneders borgerkrig i øst gik Indiens militær ind i konflikten, og resultatet blev, at Østpakistan løsrev sig, og den uafhængige stat Bangladesh blev oprettet i 1971. Østpakistans løsrivelse er beskrevet i bogen ”Verdens farligste land? Pakistan mellem militærherredømme, ekstremisme og demokrati” (se kilder). 

Hvilke regionale konflikter har udspillet sig i Pakistan?

Der har jævnligt været konflikter mellem nationale grupper i den vestlige del af Pakistan både før og efter delingen af landet i 1971. Minoritetsgrupper som pashtunere og baluchier har flere gange vendt sig mod regeringen, som man betragter for domineret af punjaber, der udgør godt 60 procent af befolkningen. De mest yderligtgående i minoritetsgrupperne har krævet selvstændighed, for eksempel i den sydlige provins Sindh. Interne stridigheder i Sindh har dog ofte overskygget oppositionen mod forbundsregeringen. De nationale stridigheder har sammen med konflikter mellem land og by samt uenigheder om islams rolle i det pakistanske samfund gjort det vanskeligt for landets ledere at regere på demokratisk vis. 

Hvilken rolle spiller militæret i pakistansk politik?

De demokratiske procedurer bliver ofte tilsidesat af både magtfulde islamiske fundamentalister og flere af landets store politiske partier i jagten på at opnå større indflydelse. De mange konflikter har flere gange fået det pakistanske militær til at gribe ind og overtage regeringsmagten, første gang i 1958. Herefter stod skiftende generaler i spidsen for landet frem til Østpakistans løsrivelse i 1971, hvorefter magten blev overladt til Zulfikar Ali Bhutto, som siden militærkuppet i 1958 fungerede som minister frem til 1966, hvor han forlod regeringen og dannede sit eget parti, Pakistan People’s Party (PPP). Bhutto var præsident fra 1971 til indførelsen af en ny forfatning i 1973, hvorefter han blev premierminister. På trods af at Bhutto var storgodsejer, førte han socialistisk politik og fik bred folkelig opbakning. Ved valget i 1977 fik PPP flertal, men uroligheder og beskyldninger om valgsvindel fik militæret til endnu engang at gribe ind og overtage magten. Bhutto blev fængslet, dømt til døden for påstået medvirken til drab og blev hængt i 1979. Samme år forbød militæret med general Mohammad Zia-ul-Haq i spidsen alle politiske partier. Under det nye militærstyre fik islam stadig større betydning i det pakistanske samfund. Militæret oprustede også betydeligt med amerikansk støtte efter Sovjetunionens invasion af Afghanistan i 1979.