istanbul
Tyrkerne indtog Konstantinopel, som i dag er Istanbul, i 1453 med Det osmanniske Riges Fathi Sultan Mehmet som sultan og gjorde den til hovestad for det osmanniske imperium.
Foto: Bax Lindhardt / Scanpix

Det Osmanniske Rige

journalist Malene Fenger-Grøndahl, iBureauet/Dagbladet Information. 2007
Top image group
istanbul
Tyrkerne indtog Konstantinopel, som i dag er Istanbul, i 1453 med Det osmanniske Riges Fathi Sultan Mehmet som sultan og gjorde den til hovestad for det osmanniske imperium.
Foto: Bax Lindhardt / Scanpix
Main image
Sultanen af Det osmanniske Rige, 1789-1807, tager imod ved en religiøs højtidelighed i Topkapi Paladset. Samtidigt maleri.
Sultanen af Det osmanniske Rige, 1789-1807, tager imod ved en religiøs højtidelighed i Topkapi Paladset. Samtidigt maleri.
Foto: The Grander Collection, New York/Scanpix

Indledning

Det Osmanniske Rige blev grundlagt af den muslimske hærfører Osman i 1281 og eksisterede i næsten 500 år. Da riget var på sit højeste omfattede imperiet hele det nuværende Tyrkiet og store dele af Mellemøsten og Europa. Kultur og videnskab blomstrede, og ved sultanens hof i Konstantinopel arbejdede både kristne, jøder og muslimer. Fra 1600-tallet begyndte rigets nedgang både militært, politisk og kulturelt, og under 1. Verdenskrig fra 1914-1918 kollapsede imperiet totalt. Men både geopolitisk og kulturelt satte osmannerne sig varige spor - også i Danmark.

Artikel type
faktalink

Introduktion til Det Osmanniske Rige

Hvad var Det Osmanniske Rige?

Det Osmanniske Rige var et imperium, der blev grundlagt i 1300-tallet og eksisterede frem til 1. Verdenskrig, hvor det faldt endeligt fra hinanden og blev opdelt i en række af de moderne stater, vi kender i dag. Imperiets centrale del blev til den moderne stat Tyrkiet. Imperiet blev grundlagt i Anatolien og havde i de første ca. 100 år skiftende hovedstæder i det, der i dag er det vestlige Tyrkiet. Fra 1459 og frem havde riget hovedstad i Istanbul, tidligere kendt som Konstantinopel. Her herskede rigets øverste leder, sultanen, omgivet af et storslået hof med kulturelle indslag, der afspejlede imperiets multietniske og multikulturelle karakter. 

Det Osmanniske Rige var med andre ord et verdensrige, der gennem adskillige århundreder var med til at sætte sit præg på store dele af verden. Samfundsforskeren Simon Viereck formulerer det således i sin artikel “Osmannerrigets storhed og fald” i tidsskriftet Politica nr. 1/2005 (se kilder): “Alene ved sit vidtstrakte territorium og sin mere end 600 år lange levetid udgør det en af de mest bemærkelsesværdige imperiedannelser i europæisk historie.”

Hvorfor hed det Det Osmanniske Rige?

Det Osmanniske Rige fik sit navn efter det dynasti af muslimske hærførere og herskere, der grundlagde imperiet. Det var et tyrkisktalende nomadefolk, som var et af flere folk, som kæmpede om magten i Lilleasien efter mongolernes hærgen i området. En af dynastiets mest succesfulde hærførere var Orhan, der i midten af 1300-tallet som den første muslimske hærfører erobrede en del af Balkan og efterhånden fremstod som en reel trussel mod Det Byzantinske Riges hovedsæde i Konstantinopel. Allerede Orhans far, Osman, havde antaget sultantitlen, og det var derfor ham, der siden fremstod som grundlægger af det rige, der snart voksede til et imperium. Riget blev derfor opkaldt efter Osman, og det samme gjorde den slægt, der sad på magten i imperiet, osmannerne. De osmanniske sultaner fik, når de overtog sultanværdigheden, overrakt Osmans sværd som symbol på dynastiets ubrudte magtposition.

Hvilket geografisk område dækkede Det Osmanniske Rige?

Det Osmanniske Rige udviklede sig fra at dække et forholdsvis lille område i Anatolien og Lilleasien til i slutningen af 1600-tallet at strække sig fra det centrale Europa over Mellemøsten til Iran, Den Arabiske Halvø samt det meste af Nordafrika. I slutningen af 1600-tallet begyndte imperiet imidlertid så småt at smuldre, og både den indre og ydre opløsning tog for alvor fart i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Ved udgangen af 1. Verdenskrig var der kun et lille område af det engang så enorme rige tilbage, og det var kun med nød og næppe, at det lykkedes den tyrkiske general Kemal Mustafa, senere kendt som Atatürk, Tyrkiets første præsident, at redde stumperne af riget og etablere en nationalstat på ruinerne af imperiet. Imperiets geografiske udvikling beskrives i artiklen “Osmannerrigets storhed og fald” i tidsskriftet Politica nr. 1/2005 (se kilder) samt i bogen ”Lords of the Horizons” (se kilder).

Det Osmanniske Riges etablering og udvikling

Hvordan blev Det Osmanniske Rige grundlagt?

Den tyrkiske hærfører Osman grundlagde omkring 1300 et muslimsk dynasti, som tog magten i det nordvestlige Lilleasien. Han opbyggede en hær, som hans søn Orhan supplerede med ansatserne til et statsapparat. Orhan fortsatte sin fars erobringer, og fordi de kristne i Sydøsteuropa var internt splittede og ikke stod sammen mod den nye fjende, havde Orhan og hans efterfølgere stor succes med deres forehavende. Allerede i 1453 indtog Mehmet den 2. Konstantinopel, Det Byzantinske Riges hovedby gennem mere end 1000 år, og hermed havde osmannerne for alvor etableret sig som en ny aktør på den verdenspolitiske scene. Institutleder ved Slavisk Institut på Aarhus Universitet, Thomas Petersen, beskriver betydningen af denne erobring således i en artikel i Jyllands-Posten i januar 1999 (se kilder): “Denne erobring fik for osmannerne en enorm symbolsk betydning. Sultanen opfattede sig selv som kejserens naturlige efterfølger og sin nye hovedstad, nu kaldet Istanbul, som centrum i sit verdensrige. Han hyldede dermed det universelle princip om, at der kun var plads til én arvtager til Romerriget.”

Hvordan var de politiske forhold i Det Osmanniske Rige?

En stor del af magten i Det Osmanniske Rige var samlet hos sultanen i Istanbul. Samtidig var riget dog organiseret ret decentralt med lokale guvernører, der tog sig af forholdene i de enkelte provinser. De højeste politiske poster kunne generelt kun bestrides af muslimer, men riget var i øvrigt multikulturelt og multietnisk, og det var loyaliteten over for sultanen, ikke etnisk eller religiøst tilhørsforhold, der blev opfattet som afgørende. 

Historiker Karsten Fledelius beskriver det politiske magtapparats karakteristika således i en artikel i Information den 24. december 2001 (se kilder): “Osmannernes administration var brutal, men smidig, og præget af total disciplin. Embedsmænd og officerer var teknisk set slaver, de havde ikke ret til at stifte familie og deres liv var helt i hænderne på herskeren, men de kunne se frem til store fordele og rigdomme efter endt tjeneste inklusive ægteskab - i særlige tilfælde med en af sultanens døtre eller konkubiner.  

Sultantitlen gik i arv, og ofte var der voldsomme magtkampe og intriger blandt sultanens koner og konkubiner, som hver især ønskede, at en af deres sønner ville blive den næste sultan. Det var ikke usædvanligt, at den øverste i arvefølgen blev dræbt af sin egne brødre eller halvbrødre.

Hvordan var de religiøse forhold i Det Osmanniske Rige?

Osmannerne var muslimer, og den osmanniske sultan opfattede sig selv som både politisk og religiøst overhoved for muslimerne i riget. Efter erobringen af Cairo i 1517, hvor titlen som kalif, den muslimske verdens religiøse og verdslige leder, var blevet afskaffet, opfattede sultanen i Istanbul sig som muslimernes leder og som beskyttet af de hellige steder i Mekka og Medina.

Det var dog langtfra alle indbyggere i riget, der var muslimer, og især i rigets vestlige og nordlige randområder boede der primært kristne. Andre steder i riget boede der store jødiske mindretal, og da Spanien efter 1492 forviste landets jødiske og arabiske mindretal, drog titusinder af jøder østpå ind i Det Osmanniske Rige, hvor de nød sultanens beskyttelse. En del af de flygtede jøder bosatte sig i hovedstaden Istanbul, der i det hele taget var præget af stor kulturel, etnisk og religiøs mangfoldighed.  

Forholdene for de forskellige religiøse grupper var organiseret på den måde, at hver religiøs gruppe havde status af selvstændig ’nation’ eller ’millet’. Hver af disse nationer eller millet’er skulle agere lydigt og loyalt over for sultanen og betale skat til ham. Til gengæld var de - modsat rigets muslimer - undtaget for militærtjeneste og havde en udstrakt grad af frihed til at organisere gruppens ’indre anliggender’, for eksempel i form af regler for ægteskab og skilsmisse.

Osmannerne tvangskonverterede således ikke undersåtterne i de områder, de erobrede. Ikke-muslimer blev til gengæld pålagt ekstra skatter - til gengæld for ikke at skulle stille med soldater til sultanens hær - og der var også i flere perioder begrænsninger på, hvilke poster de kunne bestride i rigets administration. Blandt andet derfor valgte en del kristne i de erobrede områder i Europa at konvertere til islam; andre gjorde det i taknemlighed mod de nye herskere, som behandlede dem bedre end de tidligere magthavere i området. Mange protestantiske ungarere foretrak for eksempel osmanniske herredømme frem for tysk, fordi de tyske, katolske kejsere var langt mindre tolerante over for protestantiske kristne, end osmannerne var over for kristne generelt.  

Jødernes forhold og historie i Det Osmanniske Rige beskrives i artiklen “Tyrkiets jøder - fra magt til afmagt” i Jyllands-Posten den 16. november 2003 (se kilder), mens de kristnes interne splittelse blandt andet beskrives i artiklen “Osmannerriget i 1600-tallets første del - det første forfald” i Information den 28. december 2001 (se kilder).

Hvordan udviklede Det Osmanniske Rige sig geografisk?

I 1453 indtog den osmanniske hærfører Murat 2. Konstantinopel, og af samme grund fik han siden tilnavnet Erobreren. Med indtagelsen af Konstantinopel, som osmannerne omdøbte til Istanbul, fik Det Osmanniske Rige en ny hovedstad, og derfra drog sultanerne i de følgende århundreder på adskillige erobringstogter mod vest og nord og fik blandt andet kontrol med Grækenland og det meste af Balkan samt Cypern. Også mod øst og syd erobrede osmannerne allerede i løbet af 1500-tallet store landområder. Under Selim den grusomme i 1512-20 erobrede osmannerne det nordlige Irak, , Palæstina, Egypten og det nordvestlige Arabien, og under de følgende herskere indtog de hele Nordafrika frem til Marokko, Den Arabiske Halvø med de islamiske helligsteder Mekka og Medina, resten af Irak, det vestlige Iran og hele Kaukasus-området. 

I 1683 toppede osmannernes magt og rigets geografiske udstrækning, da sultanens hær forsøgte at indtage Wien. Erobringsforsøget mislykkedes, og herefter begyndte riget langsomt at falde fra hinanden. I løbet af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet erobrede de europæiske stormagter væsentlige dele af de osmanniske besiddelser i Afrika og på Balkan, og under 1. Verdenskrig faldt de sidste rester af riget fra hinanden. Sultan-kaliffen Mehmet den 5. erklærede på Tysklands opfordring hellig krig mod fjenden, især England og Frankrig. Det var tyskernes håb, at en sådan krigserklæring ville få indbyggerne i hele riget til at kæmpe mod kolonimagterne, men i stedet kunne Frankrig uden problemer løsrive Egypten, Cypern og Kuwait helt fra Osmannerriget. Samtidig lykkedes det englænderne at samle et arabisk oprør mod sultanen - i protest mod den stigende tyrkiske nationalisme i riget, og efterhånden var kun et kerneområde omkring det nuværende Tyrkiet tilbage. Her lykkedes det en lille tyrkisk hærstyrke at forhindre de allierede i at trænge ind, og dermed var grundlaget for den tyrkiske republik lagt.

Hvordan udviklede Det Osmanniske Rige sig videnskabeligt?

De osmanniske sultaner samlede videnskabsfolk inden for mange forskellige discipliner omkring sig ved hoffet i Istanbul, og der udviklede sig et levende miljø med forskning inden for blandt andet tekniske videnskaber og naturvidenskab. Om videnskab og teknologi i Det Osmanniske Rige skriver antropologen Niels Olsen i en kommentar i Information den 10. juli 2004 (se kilder): “Det Osmanniske Rige omkring det 16. århundrede var såre rig på både oplysning og videnskab inden for rammerne af islam. Riget strakte sig den gang fra Sortehavet og Den Persiske Golf i øst til Budapest mod nord og Algeriet i vest, og dets tekniske og naturvidenskabelige frembringelser kunne snildt måle sig med Vesteuropas. Istanbuls astronomiske observatorium (bygget 1574-95) var i forhold til instrumenternes kvalitet fuldt sammenligneligt med Tycho Brahes Uranienborg, og man inkorporerede nemt ny vesteuropæisk krigsteknologi, navnlig nye mineringsteknikker. Også videnskabelige landvindinger inden for geografi og medicin blev hurtigt en del af den islamiske verden.” 

Efter det mislykkede forsøg på at indtage Wien i 1683 begyndte der til gengæld en videnskabelig nedtur i Det Osmanniske Rige, konkluder Niels Olsen: “Da mistede den islamiske verden sin videnskabelige selvtillid, nedprioriterede i årene derefter den selvstændige teoretiske forskning og forfaldt til plat kopiering af vesteuropæiske, videnskabelige bedrifter.” Den analyse bekræftes af en række historikere, heriblandt Karsten Fledelius, der i artiklen “Katastrofe og stabilisering - Osmannerriget 1648-1739” i Information den 29. december 2001 (se kilder) beskriver, hvordan de eksakte videnskaber blev trådt under fode af fundamentalistiske teologer, så Osmannerriget mistede sin position som teknologisk foregangsland.

Hvordan udviklede Det Osmanniske Rige sig kulturelt?

På det kulturelle plan ligesom på det videnskabelige var Det Osmanniske Rige præget af stor mangfoldighed. I Istanbul levede mange forskellige etniske og kulturelle grupper inden for bymurene, og mangfoldigheden blev generelt opfattet som noget positivt. Det fremgår blandt andet af et essay af Ulf Peter Hallberg i Information den 10. juni 2006: “1800-tallets Konstantinopel var et internationalt centrum, og et naturligt samlingssted for kulturer, sprog og mennesker fra et område, som omfattede hele Balkan, Grækenland og Egypten og strakte sig helt til Bagdad. Den italienske forfatter Edmondo de Amici beskriver i sin mesterlige rejseskildring Konstantinopel fra 1877, hvordan beduiner, tyrkere, grækere, franskmænd og alverdens dyr, hunde, tiggere og rigmænd i skumringen kommer gående hen over Galata-broen. ’Det er et fornøjeligt skue,’ skriver han, ’at kigge ned på alle forbipasserendes fødder og se al verdens sko gå forbi - fra Adams sandaler til de seneste mode-knapstøvler fra Paris…’”. 

De mange forskellige etniske grupper satte også deres præg på kulturen ved hoffet. Sultanerne hentede miniaturemalere, keramikere, skræddere, kokke og andre kunstnere og håndværkere fra hele imperiet, og der blev talt et væld af forskellige sprog, mens kunstneriske traditioner fra Armenien, Persien og de arabiske lande blandede sig med anatolsk og tyrkisk kultur.  

Også europæisk kultur prægede riget og inspirerede magthaverne, blandt andet blev der i 1730’erne i Istanbul oprettet et trykkeri efter europæisk model, og også europæisk tøjmode vandt efterhånden indpas blandt Istanbuls borgerskab og ved hoffet, ligesom arkitektoniske og kunstneriske idealer fra Europa fik stor indflydelse i Istanbul i løbet af 1700- og 1800-tallet.

Der var dog også konservative og reaktionære kræfter, der kæmpede imod nye kulturelle strømninger fra Europa. For eksempel protesterede skriverne mod det første trykkeri med det argument, at det var blasfemisk at trykke bøger. Baggrunden for deres protester var dog nok af økonomisk, snarere end af religiøs art, fremgår det af artiklen “Der var skam en muslimsk Oplysningstid” i Information den 16. maj 2002 (se kilder). Et tidligere eksempel på magtkampe mellem traditionelle islamiske og sekulariserede vestlige strømninger beskrives i Orhan Pamuks roman “Mit navn er rød”, der foregår i 1500-tallet Istanbul.

Hvordan udviklede Det Osmanniske Rige sig politisk?

Sultanens magt var i størstedelen af Osmannerrigets eksistensperiode formelt set nærmest ubegrænset. Men i realiteten mistede sultanembedet allerede i løbet af 1600-tallet en stor del af sin magt, og fra Murad den 4.s død i 1640 og omkring 150 år frem var det i realiteten sultanernes mødre, svigermødre, hustruer eller storvesirer, der havde den reelle magt og tog de store beslutninger om at gå i krig, slutte fred osv. Ikke mindst en række storvesirer af den albanske Köprülü-slægt og deres nærmeste venner og allierede havde stor indflydelse og førte reelt rigets politik i store dele af denne periode. Det var for eksempel en god ven af Köprülü-familien, Kara Mustafa, der stod bag det mislykkede erobringstogt mod Wien i 1683. 

Under de sene sultaner i 1800-tallet blev der indført parlamentarisme, men sultanen fratog flere gange - i samarbejde med konservative religiøse kræfter - parlamentet dets magt og satte dermed en stopper for reelle reformer og demokratisering.  

Udviklingen i rigets politiske forhold beskrives af historikeren Karsten Fledelius i en artikelserie i Information i december 2001 (se kilder).

Hvordan udviklede Det Osmanniske Rige sig militært?

Osmannerne var et krigerdynasti, der havde en lang tradition for militære erobringer. De udviklede desuden efterhånden et særligt militært system, hvor størstedelen af soldaterne blev rekrutteret blandt kristne undersåtter. Kristne drengebørn blev hentet til rigets hovedstad, Istanbul, hvor de blev konverteret til islam og uddannet og opdraget til lydighed og loyalitet over for sultanen. Mange fattige bondefamilier i de kristne dele af imperiet havde således en søn i sultanens hær, og det var med til at knytte de nyerobrede områder tættere til rigets magtcentrum. Teknisk set var officererne i hæren en form for slaver, hvis liv helt var i herskerens hænder. De havde ikke ret til at stifte familie og havde stort set ikke noget liv uden for kasernerne og slagmarkerne. 

Det loyale elitekorp, der bestod af konverterede kristne drenge, janitsharerne, var i mange år med til at gøre osmannernes hær særdeles effektiv og loyal, og janitshar-korpset var ifølge artiklen “Det osmanniske riges storhed og fald” i Politica (se kilder) “Europas første professionelle hær”. Men efterhånden udviklede elitekorpset sig til at blive en magtelite i sig selv, og flere gange satte den sig op mod eller dræbte sultanen, når han forsøgte at reformere militæret. Det var en af årsagerne til, at det osmanniske militær ikke tog nye krigsteknologier til sig, og efterhånden blev det de europæiske hære underlegent.

I årene op til 1. Verdenskrig søgte osmannerne hjælp hos det tyske militær, og tyske officerer hjalp med at reorganisere den osmanniske hær og uddanne en gruppe tyrkiske officerer. Forbindelsen til Tyskland betød dog samtidig, at osmannerne gik ind i 1. Verdenskrig på Tyskland og Østrig-Ungarns side, og det medførte, at riget smuldrede.  

Opbygningen af og udviklingen inden for det osmanniske militær beskrives i historikeren Karsten Fledelius’ artikelserie i Information i december 2001 (se kilder).

Hvordan var forholdet mellem Det Osmanniske Rige og Europa?

Forholdet mellem Det Osmanniske Rige og Europa var i lange perioder præget af konflikt og fjendskab, men også af sameksistens og kulturel udveksling.

De kirkelige overhoveder i Europa anså osmannernes erobring af Konstantinopel i 1453 som Guds straf for den indre splittelse mellem de kristne, og erobringen fik paven til at samle et korstog, som skulle drage mod Beograd. Her tørnede den sammen med den osmanniske hær og tvang osmannerne til tilbagetrækning, men blev herefter ramt af pest.

Siden blev osmannerne af mange kristne forfattere og teologer præsenteret som barbariske og civilisatorisk underlegne, ligesom osmanniske forfattere på deres side beskrev den kristne europæiske kultur som uforenelig med den muslimsk-osmanniske.  

Samtidig foregik der dog en flittig kulturel og økonomisk udveksling mellem Osmannerriget og det kristne Europa, og i begyndelsen af 1700-tallet udstationerede osmannerne ambassadører i de vigtigste central- og østeuropæiske hovedstæder for at blive bedre informeret om forholdene i de pågældende lande. 

Desuden betød de mange konflikter mellem Europas kristne stater, at der ikke var tale om nogen samlet enhed. Forskellige europæiske stater allierede sig således på skift med osmannerne; for eksempel søgte ungarske protestanter og calvinister sultanens beskyttelse mod den katolske østrig-ungarske kejser.  

I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet støttede England og Frankrig desuden i flere omgange osmannerne mod russerne, fordi de frygtede, at det ville lykkes for Rusland at erobre Konstantinopel og sætte sig på adgangen til Middelhavet. 

I samme periode betød Osmannerrigets gradvise svækkelse, at det - som Simon Viereck formulerer det i sin artikel i Politica (se kilder) “gik fra at være ’Verdens Skræk’ til ’Europas syge mand’ i den europæiske offentlighed.” Det ambivalente forhold mellem det kristne Europa og Osmannerriget beskrives af Karsten Fledelius i en artikelserie i Information i december 2001 samt i Simon Vierecks artikel “Osmanerrigets storhed og fald” i Politica nr. 1/2005 (se kilder).

Hvordan var forholdene, da det Det Osmanniske Rige var på sit højdepunkt?

Osmannerriget var både kulturelt, socialt, geografisk og økonomisk på sit højeste i midten af 1500-tallet under sultan Suleyman den Prægtige. Hans regeringsperiode (1521-1566) var præget af vellykkede militære erobringstogter og et blomstrende kulturelt liv ved hoffet i Istanbul. 

Historiker Karsten Fledelius beskriver forholdene under Suleyman den Prægtige således i en artikel i Information den 27. december 2001 (se kilder): “Vejnettet blev udbygget, nye broer konstrueret (…) Der byggedes landevejskroer, køkkener for de fattige, hospitaler, biblioteker, koranskoler, moskeer og tildækkede basarer, ofte kombineret med hinanden, så indtægterne fra den ene indretning var med til at finansiere den anden. (…) Hoffets kultur var præget af mange indflydelser udefra, ikke mindst den forfinede iranske kultur. Det store Topkapi Saray, rigets administrative centrum med sin pragtfulde beliggenhed ved Bosporus, fik den ene raffinerede bygning efter den anden, fyldt med rigdomme, hvoraf mange af kostbarhederne kom så langt væk fra som Indien og Kina. Udenlandske rejsende, som kom til hovedstaden i det mægtige og frygtede rige, undrede sig over fænomener som vandforsyning og kloakering. Det genrejste Konstantinopel mindede som by mere om det gamle Rom end om samtidens ret uhygiejniske europæiske byer, som endnu var små i sammenligning med den osmanniske storstad.”  

Det rige kulturelle liv under Suleyman den Prægtige beskrives også i bøgerne “Lords of the Horizons” (se kilder) og “Mellemøstens historie i de seneste 2000 år” (se kilder).

Det Osmanniske Riges nedtur og endeligt

Hvornår begyndte Det Osmanniske Riges nedtur?

Det er almindeligt blandt historikere at nævne 1683 som det tidspunkt, hvor Det Osmanniske Riges nedtur begynder. Det skyldes, at 1683 var året, hvor osmannerne for sidste gang forgæves forsøgte at indtage Wien. Hermed stoppede rigets ekspansion.

Man kan dog også argumentere for, at rigets nedtur begyndte eller blev forvarslet allerede i 1571, da sultan Selim den 2. sendte en flåde mod Italien i et forsøg på at invadere landet og i sidste ende indtage Rom. Det lykkedes langtfra; den osmanniske flåde led et stort nederlag i et søslag ved Leponto. 

Det var første gang i over 150 år, at osmannerne led et alvorligt nederlag, og det blev fulgt af store tab i den østlige del af imperiet i begyndelsen af 1600-tallet, hvor de vestiranske og kaukasiske besiddelser gik tabt. Nedturen kunne være fortsat umiddelbart, hvis ikke de kristne riger i Europa i 1600-tallet var røget så gevaldigt i totterne på hinanden, at det gav osmannerne endnu en chance. I 1618 udbrød den såkaldte trediveårskrig i Europa - en krig, der både var en religionskrig mellem katolikker og protestanter, en krig om kejserens magt internt i Tyskland og en krig om førerstillingen i det kristne Europa. Krigen svækkede de kristne magter i Europa og gjorde det muligt for osmannerne at bevare en forholdsvis stærk position frem til den mislykkede belejring af Wien i 1683.

De følgende år gik nærmest alt galt for de osmanniske hære, og de mistede kontrollen med de ungarske provinser, mens en kristen hær under ledelse af den tyske kejser trængte dybt ned på Balkan og erobrede dele af Makedonien. Siden fulgte en række opslidende krige mod Rusland, alt imens den lokale befolkning på Balkan gjorde oprør mod centralmagten.

Hvorfor blev Osmannerriget kaldt ’Europas syge mand’?

’Europas syge mand’ var et tilnavn, som de europæiske landes magthavere gav Osmannerriget i 1800-tallet. På det tidspunkt var Osmannerriget præget af både indre og ydre opløsning - med jævnlige magtkampe mellem sultanen og dele af den økonomiske og religiøse elite og et utal af oprør mod sultanen i de fjerneste af rigets provinser.

Osmannerne var hverken teknologisk eller organisatorisk fulgt med udviklingen i det kristne Europa, og de kristne landes magthavere opfattede Osmannerriget som sygt og svækket. Svækkelsen i det store rige fik de europæiske stormagter til at ’gå på rov’ i imperiets yderområder, og de rivaliserende stormagter brugte Det Osmanniske Rige som en slagmark for deres indbyrdes konflikter. Hvordan det spændte af, beskrives af historikeren Karsten Fledelius i artiklen “Osmannerrigets langvarige opløsning” i Information den 31. december 2001 (se kilder) og af Simon Viereck i artiklen “Osmannerrigets storhed og fald” i tidsskriftet Politica nr. 1/2005 (se kilder).

Hvad gjorde magthaverne for at forhindre nedturen?

Flere af de osmanniske sultaner forsøgte at reformere det politiske og militære system og gøre det mere effektivt og tidssvarende, ofte med inspiration fra Europa. I begyndelsen af 1700-tallet udsendte den osmanniske storvesir for eksempel ambassadører til europæiske hovedstæder for at hente inspiration derfra. 

I slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet forsøgte sultan Selim den 3. at gennemføre en række reformer af økonomien og opbygge en ny og mere moderne hær til afløsning for det gamle elitekorps, janitsharerne, som var præget af korruption. Janitsharerne afsatte ham imidlertid ved et kup, og det blev først hans efterfølger, Mahmud den 2., der i 1826 tilintetgjorde janitshar-korpset ved at skyde dem ned med kanoner.

I 1840’erne og 1850’erne under sultan Abdul Mecid blev der for alvor sat gang i reformerne, og derfor kendes perioden som tanzimat-perioden (tanzimat betyder ’gavnlige ordninger’). Tanzimat-reformerne indebar ifølge Simon Vicerecks artikel “Osmannerrigets storhed og fald” i Politica nr. 1/2005 (se kilder): “nogen europæisering af retspleje, højere uddannelse, skat og lokalforvaltning.” Blandt andet blev der efter fransk forbillede opbygget et ikke-religiøst skolesystem.  

Reformforsøgene beskrives af historikeren Karsten Fledelius i artiklen “Der var skam en muslimsk Oplysningstid” (Information den 16. maj 2002) samt i en artikelføjleton i fire dele i Information omkring årsskiftet 2001-2002 (se kilder).

Hvorfor lykkedes det ikke at bremse nedturen?

T.E. Lawrence eller Lawrence of Arabia, den britriske soldat som under 1. Verdenskrig samlede de arabiske fyrster og stammer til opstand mod Det Osmanniske Rige. Den 1. oktober 1918 lykkedes den sidste del af erobringen af arabisk område da den syriske hovedstad Damaskus faldt. Foto:Polfoto
T.E. Lawrence eller Lawrence of Arabia,
den britriske soldat som under 1. Verdenskrig
samlede de arabiske fyrster og stammer til
opstand mod Det Osmanniske Rige.
Den 1. oktober 1918 lykkedes den sidste del
af erobringen af arabisk område da den syriske
hovedstad Damaskus faldt.
Foto:Polfoto

De sultaner og storvesirer, der forsøgte at bremse nedturen ved at gennemføre reformer inden for politik, uddannelse og retsvæsen, havde ikke for alvor held med deres forehavende, og det skyldtes en række faktorer:

  • Reformerne mødte ofte modstand fra borgerskabet - herunder velhavende købmænd og håndværkere - samt præsteskabet. Begge grupper var typisk bange for at miste deres særlige privilegier og ønskede derfor at bevare tingenes tilstand. Det lykkedes flere gange en alliance af købmænd og præster at vende folkestemningen imod reformerne eller sågar at afsætte en reformivrig sultan. Det kunne lade sig ved at få en muslimsk retslærd til at udstede en fatwa, en juridisk erklæring, om, at sultanen havde overtrådt islamisk lov.
  • Sultanerne var ofte - samtidig med, at de ønskede reformer - meget ødsle. De brugte for eksempel enorme summer på at få opført paladser efter europæisk forbillede, og det vendte folkestemningen imod dem og tømte rigets pengekasse for midler til at gennemføre de planlagte reformer. Samtidig mistede osmannerne store indtægter, fordi handelsruterne skiftede. Silkevejen over land blev stort set afløst af den nye handelsrute syd om Kap det Gode Håb, som portugiserne åbnede. Samtidig betød klimaforandringer, at landbruget blev forarmet.
  • Sultanerne var ofte - samtidig med deres reformiver - meget brutale. Det gjaldt blandt andre Mahmud den 2., der i begyndelsen af 1800-tallet stod bag en række reformer af militær og økonomi. I 1821 lod han den græsk-ortodokse kirkes patriark hænge i porten til patriarkatet som straf for et oprør mod sultanen, der var brudt ud i Grækenland. Patriarken havde talt imod oprøret og var således ikke ansvarlig for det, og henrettelsen af ham fik den kristne modstand mod sultanen til at blusse yderligere op - og dermed forhindre reformernes gennemførelse i store dele af riget.
  • Det Osmanniske Rige var ikke nogen stramt centraliseret stat, men bestod af en række provinser, som ofte var meget selvstyrende. Det betød, at det var svært at få reformerne til at slå igennem i rigets randområder.
  • Samtidig benyttede de europæiske stormagter sig af muligheden for at tilrane sig nye landområder, hvilket beskrives af Karsten Fledelius i artiklen “Osmannerrigets langsomme opløsning” i Information den 31. december 2001 (se kilder): “Rusland var dets hovedfjende, mens England og Frankrig bakkede det op, men samtidig gjorde sig til gode med flere af dets provinser, fra Algeriet til Egypten. Østrig-Ungarn satte sig på Bosnien-Hercegovina i 1878, Italien på Libyen i 1911-12.”

Reformforsøgene og deres manglende succes beskrives af historikeren Karsten Fledelius i en artikelføjleton i Information i december 2001 (se kilder) og i opslaget ’Tyrkiet’ på www.leksikon.org (se kilder) samt i artiklen “Osmannerrigets storhed og fald” i Politica nr. 1/2005 (se kilder).

Det Osmanniske Riges betydning for eftertiden

Hvilken betydning har Det Osmanniske Rige haft for de religiøse forhold i Europa?

Det Osmanniske Riges udbredelse betød, at der i store områder, hvor befolkningen tidligere var kristen, var mange, der konverterede til islam. Det gælder dele af Balkan, især Bosnien og Kosovo, hvor majoriteten i dag er muslimer, samt Bulgarien og Rumænien, hvor der findes små muslimske mindretal med en lang historie. 

De muslimske mindretal i Europa, der kan føre deres historie tilbage til Osmannerrigets storhedstid, bekender sig typisk til en variant af sunniislam, hanifitisk islam, der også var hovedreligionen i Det Osmanniske Rige, og som er kendt som en liberal og tolerant form for islam. Det understreges blandt andet i artiklen “Balkan - brudzone mellem muslimer og kristne” i Berlingske Tidende den 10. august 2006 (se kilder), hvor en muslimsk indbygger i Kosovo udlægger sin religion således: “Vi betragter os som europæiske muslimer, og som sådan praktiserer vi vores religion. Vi er tolerante mod andre religioner, for vi har jo været vant til, at de også har været her.”

Hvilken betydning har Det Osmanniske Rige for de politiske forhold i Europa?

Nogle af de brudlinjer, der opstod i Europa under Det Osmanniske Riges ekspansion og siden under dets forfald, præger stadig Europa i dag. Ikke mindst på Balkan er de politiske forhold præget af nogle af de konflikter, der opstod under osmannernes indtrængen i Europa. 

Under de krige, der fandt sted i det tidligere Jugoslavien i 1990’erne, brugte politikere og militærfolk for eksempel ofte de religiøse skillelinjer, der kan føres tilbage til tiden under Osmannerriget, til at opildne til had. Det gjaldt ikke mindst i Kosovo, hvor der i slutningen 1990’erne opstod kampe mellem albansk-muslimske oprørere og serbiske hærstyrker. ”Omdrejningspunktet for opgøret i Kosovo - der formelt endnu ikke er slut - er det serbiske nederlag på Kosovo Polje i 1389 til en osmannisk/tyrkisk hærstyrke under ledelse af sultan Murat 1. ( ... ) Nederlaget på Kosovo Polje, et langstrakt stykke fladt bondeland en halv snes kilometer fra Pristina, som i dag er en pulserende og overbefolket heksekedel, har siden ætset sig fast i serbernes sind. Og nederlaget er gennem århundrederne blevet dyrket fra generation til generation.” Sådan beskrives baggrunden for konflikten i Kosovo i artiklen “Balkan - brudzone mellem muslimer og kristne” i Berlingske Tidende den 10. august 2006 (se kilder).

Det generelle billede er dog ikke, at de områder, der i dag præges af konflikter, også var i krigstilstand under osmannerne. Snarere er det sådan, at det lykkedes osmannerne at holde ro i de områder, der de seneste 50-60 år har været præget af konflikter. Som historikeren Karsten Fledelius udtrykker det i en artikel i Information den 24. december 2001 (se kilder): “Der er noget tankevækkende ved, at Osmannerriget cirka 1600 omfattede næsten alle de konfliktområder, som har skabt avisoverskrifter siden Anden Verdenskrig: Algeriet, Libyen, Palæstina, Irak, Kaukasus, Cypern og Balkan. Der var altså dengang en statsdannelse, som var i stand til at holde disse problemområder i ro. Men som bekendt ikke for evigt.”

Hvilken betydning har Det Osmanniske Rige for de kulturelle forhold i Europa?

Det Osmanniske Rige og dets kultur har sat sig en række varige spor i Europa, både konkret i form af bygningsværker og mere abstrakt i form af vaner, tænkemåder og talemåder. Det beskrives i artiklen “Arabisk arabesk og bask” i Kristeligt Dagblad den 26. maj 2006 (se kilder). Et par eksempler er:

  • En række tyrkiske/osmanniske badeanstalter (hammamer), blandt andet i Budapest, samt adskillige moskeer opført i traditionel osmannisk stil, blandt andet i Bosnien og Kosovo.
  • En række bygningsværker opført især i 1700- og 1800-tallet i såkaldt ’orientalsk stil’ inspireret af osmannisk og arabisk byggestil. Et eksempel er en arabisk inspireret bygning i Tivoli i København. Et andet eksempel er en skorsten på Østerbro i København, der blev bygget i 1907-1908 som udluftningskanal for en pumpestation, men opført, så den lignede en minaret.
  • Også i europæisk malerkunst og kunsthåndværk er der eksempler på værker, som er inspireret af osmannisk kunst eller har motiver fra Det Osmanniske Rige, især Konstantinopel (nutidens Istanbul). Det musselmalede porcelæn fra Den Kongelige Porcelænsfabrik, som blev designet i 1770’erne, men stadig findes i forskellige udgaver i mange danske hjem, er dekoreret med stiliserede blomsterranker - inspireret af kunsthåndværk fra Det Osmanniske Rige
  • En række mad- og drikkevarer, der findes i næsten ens form både i Tyrkiet og på Balkan. Det gælder for eksempel anis-snaps, i Grækenland kendt som ouzo, i Tyrkiet kendt som raki, en særlig slags kager kaldet baklava og fyldte vinblade, dolma.
  • Ord som divan, ottoman og kiosk er oprindeligt tyrkiske ord, der er gledet ind i det danske sprog.
  • En række store europæiske komponister lod sig inspirere af den særlige musikform, som blev spillet af sultanens militærorkester, og af beskrivelserne af livet ved det osmanniske hof. Et eksempel er Mozarts opera “Bortførelsen fra Seraillet”. Også i dag er der musikere, der er inspireret af osmannisk musik og historie. Det gælder blandt andet de to musikere Burhan Öcal og Pete Namlook, der i 2002 udgav en cd med titlen Sultan Osman, hvor de hylder udvalgte osmanniske sultaner med en kombination af elektronisk musik og slagtøjsmusik i tyrkisk tradition.

Hvilken betydning har Det Osmanniske Rige for forholdene i Tyrkiet?

I de områder, der hørte til den centrale del af Det Osmanniske Rige, er næsten alle indbyggere i dag muslimer. Det gælder ikke mindst Tyrkiet, som rummer rigets gamle hovedstad, Istanbul. I det moderne Tyrkiet bor der næsten 70 millioner mennesker, hvoraf cirka 99 % er muslimer. Etnisk set er det moderne Tyrkiet mere blandet, med et kurdisk mindretal på formodentlig 15-20 millioner mennesker og mindre arabiske og kaukasiske mindretal. Der er langtfra tale om samme etniske og religiøse mangfoldighed som under osmannerne, og det skyldes ikke mindst begivenhederne under og efter 1. Verdenskrig, hvor en stærk tyrkisk nationalisme voksede frem. De tyrkiske nationalister, der greb magten, udrensede stort set riget for armeniere i 1915, og efter den såkaldte frihedskrig mod Grækenland i 1921-22, blev det som en del af Lausanne-traktaten i 1923 besluttet at forflytte den græsktalende minoritet fra den nye tyrkiske stat til Grækenland og omvendt at flytte det tyrkisktalende mindretal i Grækenland til Tyrkiet.

Siden har det moderne Tyrkiet i høj grad været baseret på en nationalisme, som står i stærk modsætning til den multikulturalisme, der prægede Osmannerriget. I de senere år er der dog – blandt andet på grund af krav fra EU om minoritetsrettigheder - blevet større plads til kulturel og religiøs forskellighed inden for rammerne af den tyrkiske nationalstat. Det regerende AK-parti, som er islamisk baseret, betoner desuden den tyrkiske nationalisme mindre end sine forgængere og henter i stigende grad inspiration i den osmanniske fortid. Modstanderne af AK-partiet ser dog arven fra Osmannerriget som en trussel, blandt andet fordi de frygter en islamisering af Tyrkiet. Disse ideologiske brydninger i det moderne Tyrkiet beskrives af Jesper Møller Sørensen og Erik Boel i bogen “Tyrkiet - på vej gennem EU’s nåleøje” (se kilder).

Hvilken betydning har Det Osmanniske Rige for EU’s udvidelsesplaner?

Når det diskuteres, om Tyrkiet kan og bør optages i EU, argumenterer nogle politikere for et nej med henvisning til fortidens konflikter og modsætninger mellem det muslimske Osmannerrige og det kristne Europa. Andre argumenterer for, at eftersom nogle af de lande, der i dag er medlem af EU, for eksempel Grækenland, eller som har udsigt til engang at blive det, for eksempel Makedonien og Bosnien, tidligere var en del af Det Osmanniske Rige, er det ikke i sig selv nogen hindring for, at Tyrkiet kan blive medlem. Det gælder blandt andet historikeren Uffe Østergaard, der i artiklen “Tyrkiet i EU? EU’s identitet, værdier og grænse” (se kilder) argumenterer for, at Tyrkiet historisk set lige så godt kan opfattes som en del af Europa som en del af Asien.

Kilder

Opslagsværker

Alternativt dansk leksikon, som en større kreds af forfattere har arbejdet på siden 1998, og som har til formål at rette op på den skævhed, der opstår, fordi det “altid er sejrherrerne, der skriver historien”. Rummer især opslag om historiske emner med vægt på græsrodsorganisationer. Har et opslag om ’Tyrkiet’ med et afsnit om Det Osmanniske Rige.

Avisartikler

Jensen, Sten:
Balkan - brudzone mellem muslimer og kristne. Berlingske Tidende, 2006-08-10.
Hallberg, Ulf Peter:
Essay: Bosporus - et andet Øresund. Information, 2006-06-10.
Bach-Nielsen, Carsten:
Arabisk arabesk og bask. Kristeligt Dagblad, 2006-05-26.
Olsen, Niels:
Videnskab i Det Osmanniske Rige. Information, 2004-07-20. Debatindlæg.
Yalcinkaya, Lone:
Broen over Bosporus. Information, 2004-06-04.
Sperling, Vibeke:
Fjendebilleder står i vejen for Tyrkiet i EU. Politiken, 2004-05-10.
Nyholm, Per:
Tyrkiets jøder - fra magt til afmagt. Jyllands-Posten, 2003-11-16.
Fledelius, Karsten:
Der var skam en muslimsk Oplysningstid. Information, 2002-05-16.
Fledelius, Karsten:
Osmannerrigets langvarige opløsning. Information, 2001-12-31.
Fledelius, Karsten:
Katastrofe og stabilisering - Osmannerriget 1648-1739. Information, 2001-12-29.
Fledelius, Karsten:
Osmannerriget i 1600-tallets første del - det første forfald. Information, 2001-12-28.
Fledelius, Karsten:
Suleyman den Prægtige - Osmannerriget på toppen. Information, 2001-12-27.
Fledelius, Karsten:
Tyrkernes indtog. Information, 2001-12-24.
Petersen, Thomas:
Tyrken på Balkan. Jyllands-Posten, 1999-01-05.
Goldbæk, Henning:
Arven efter osmannerne. Berlingske Tidende, 1997-04-19.

Magasin- og tidsskriftsartikler

Østergaard, Uffe:
Tyrkiet i EU? EU’s identitet, værdier og grænse. Dansk Institut for Internationale Studier, 2006. Kan downloades fra: http://www.diis.dk/sw21089.asp
Viereck, Simon:
Osmannerrigets storhed og fald, i: Politica nr. 1/2005.

Fagbøger

Møller Sørensen, Jesper & Boel, Erik:
Tyrkiet - på vej gennem EU’s nåleøje. Gyldendal, 2005.
Garde, Peter:
Tyrkiet. Klematis, 2003.
Goodwin, Jason:
Lords of the Horizons. A History of the Ottoman Empire. Vintage, 1999.
Lewis, Bernard:
Mellemøstens historie i de seneste 2000 år. Gyldendal, 1998.
Mørk, Henning:
Balkan under tyrkisk herredømme 1350-1800. Aarhus Universitetsforlag, 1998.

Skønlitteratur

Andersen, H.C.:
En Digters Bazar. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Borgen, 2006.
Pamuk, Orhan:
Mit navn er rød. Lindhardt & Ringhof, 2002. Roman om konflikten mellem det traditionelle islamiske og de sekulariserede vestlige livssyn i 1500-tallets Istanbul. Handlingen udspiller sig især blandt hoffets miniaturemalere og det bedre borgerskab og er centreret omkring opklaringen af en række mystiske mord på miniaturemalere.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på 'Det Osmanniske rige'