Det Osmanniske Rige

Artikel type
faktalink
journalist Malene Fenger-Grøndahl, iBureauet/Dagbladet Information. 2007
Main image
Sultanen af Det osmanniske Rige, 1789-1807, tager imod ved en religiøs højtidelighed i Topkapi Paladset. Samtidigt maleri.
Sultanen af Det osmanniske Rige, 1789-1807, tager imod ved en religiøs højtidelighed i Topkapi Paladset. Samtidigt maleri.
Foto: The Grander Collection, New York/Scanpix

Det Osmanniske Rige blev grundlagt af den muslimske hærfører Osman i 1281 og eksisterede i næsten 500 år. Da riget var på sit højeste omfattede imperiet hele det nuværende Tyrkiet og store dele af Mellemøsten og Europa. Kultur og videnskab blomstrede, og ved sultanens hof i Konstantinopel arbejdede både kristne, jøder og muslimer. Fra 1600-tallet begyndte rigets nedgang både militært, politisk og kulturelt, og under 1. Verdenskrig fra 1914-1918 kollapsede imperiet totalt. Men både geopolitisk og kulturelt satte osmannerne sig varige spor - også i Danmark.

Introduktion til Det Osmanniske Rige

Hvad var Det Osmanniske Rige?

Det Osmanniske Rige var et imperium, der blev grundlagt i 1300-tallet og eksisterede frem til 1. Verdenskrig, hvor det faldt endeligt fra hinanden og blev opdelt i en række af de moderne stater, vi kender i dag. Imperiets centrale del blev til den moderne stat Tyrkiet. Imperiet blev grundlagt i Anatolien og havde i de første ca. 100 år skiftende hovedstæder i det, der i dag er det vestlige Tyrkiet. Fra 1459 og frem havde riget hovedstad i Istanbul, tidligere kendt som Konstantinopel. Her herskede rigets øverste leder, sultanen, omgivet af et storslået hof med kulturelle indslag, der afspejlede imperiets multietniske og multikulturelle karakter. 

Det Osmanniske Rige var med andre ord et verdensrige, der gennem adskillige århundreder var med til at sætte sit præg på store dele af verden. Samfundsforskeren Simon Viereck formulerer det således i sin artikel “Osmannerrigets storhed og fald” i tidsskriftet Politica nr. 1/2005 (se kilder): “Alene ved sit vidtstrakte territorium og sin mere end 600 år lange levetid udgør det en af de mest bemærkelsesværdige imperiedannelser i europæisk historie.”

Hvorfor hed det Det Osmanniske Rige?

Det Osmanniske Rige fik sit navn efter det dynasti af muslimske hærførere og herskere, der grundlagde imperiet. Det var et tyrkisktalende nomadefolk, som var et af flere folk, som kæmpede om magten i Lilleasien efter mongolernes hærgen i området. En af dynastiets mest succesfulde hærførere var Orhan, der i midten af 1300-tallet som den første muslimske hærfører erobrede en del af Balkan og efterhånden fremstod som en reel trussel mod Det Byzantinske Riges hovedsæde i Konstantinopel. Allerede Orhans far, Osman, havde antaget sultantitlen, og det var derfor ham, der siden fremstod som grundlægger af det rige, der snart voksede til et imperium. Riget blev derfor opkaldt efter Osman, og det samme gjorde den slægt, der sad på magten i imperiet, osmannerne. De osmanniske sultaner fik, når de overtog sultanværdigheden, overrakt Osmans sværd som symbol på dynastiets ubrudte magtposition.

Hvilket geografisk område dækkede Det Osmanniske Rige?

Det Osmanniske Rige udviklede sig fra at dække et forholdsvis lille område i Anatolien og Lilleasien til i slutningen af 1600-tallet at strække sig fra det centrale Europa over Mellemøsten til Iran, Den Arabiske Halvø samt det meste af Nordafrika. I slutningen af 1600-tallet begyndte imperiet imidlertid så småt at smuldre, og både den indre og ydre opløsning tog for alvor fart i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Ved udgangen af 1. Verdenskrig var der kun et lille område af det engang så enorme rige tilbage, og det var kun med nød og næppe, at det lykkedes den tyrkiske general Kemal Mustafa, senere kendt som Atatürk, Tyrkiets første præsident, at redde stumperne af riget og etablere en nationalstat på ruinerne af imperiet. Imperiets geografiske udvikling beskrives i artiklen “Osmannerrigets storhed og fald” i tidsskriftet Politica nr. 1/2005 (se kilder) samt i bogen ”Lords of the Horizons” (se kilder).

Det Osmanniske Riges etablering og udvikling

Hvordan blev Det Osmanniske Rige grundlagt?

Den tyrkiske hærfører Osman grundlagde omkring 1300 et muslimsk dynasti, som tog magten i det nordvestlige Lilleasien. Han opbyggede en hær, som hans søn Orhan supplerede med ansatserne til et statsapparat. Orhan fortsatte sin fars erobringer, og fordi de kristne i Sydøsteuropa var internt splittede og ikke stod sammen mod den nye fjende, havde Orhan og hans efterfølgere stor succes med deres forehavende. Allerede i 1453 indtog Mehmet den 2. Konstantinopel, Det Byzantinske Riges hovedby gennem mere end 1000 år, og hermed havde osmannerne for alvor etableret sig som en ny aktør på den verdenspolitiske scene. Institutleder ved Slavisk Institut på Aarhus Universitet, Thomas Petersen, beskriver betydningen af denne erobring således i en artikel i Jyllands-Posten i januar 1999 (se kilder): “Denne erobring fik for osmannerne en enorm symbolsk betydning. Sultanen opfattede sig selv som kejserens naturlige efterfølger og sin nye hovedstad, nu kaldet Istanbul, som centrum i sit verdensrige. Han hyldede dermed det universelle princip om, at der kun var plads til én arvtager til Romerriget.”

Hvordan var de politiske forhold i Det Osmanniske Rige?

En stor del af magten i Det Osmanniske Rige var samlet hos sultanen i Istanbul. Samtidig var riget dog organiseret ret decentralt med lokale guvernører, der tog sig af forholdene i de enkelte provinser. De højeste politiske poster kunne generelt kun bestrides af muslimer, men riget var i øvrigt multikulturelt og multietnisk, og det var loyaliteten over for sultanen, ikke etnisk eller religiøst tilhørsforhold, der blev opfattet som afgørende. 

Historiker Karsten Fledelius beskriver det politiske magtapparats karakteristika således i en artikel i Information den 24. december 2001 (se kilder): “Osmannernes administration var brutal, men smidig, og præget af total disciplin. Embedsmænd og officerer var teknisk set slaver, de havde ikke ret til at stifte familie og deres liv var helt i hænderne på herskeren, men de kunne se frem til store fordele og rigdomme efter endt tjeneste inklusive ægteskab - i særlige tilfælde med en af sultanens døtre eller konkubiner.  

Sultantitlen gik i arv, og ofte var der voldsomme magtkampe og intriger blandt sultanens koner og konkubiner, som hver især ønskede, at en af deres sønner ville blive den næste sultan. Det var ikke usædvanligt, at den øverste i arvefølgen blev dræbt af sin egne brødre eller halvbrødre.

Hvordan var de religiøse forhold i Det Osmanniske Rige?

Osmannerne var muslimer, og den osmanniske sultan opfattede sig selv som både politisk og religiøst overhoved for muslimerne i riget. Efter erobringen af Cairo i 1517, hvor titlen som kalif, den muslimske verdens religiøse og verdslige leder, var blevet afskaffet, opfattede sultanen i Istanbul sig som muslimernes leder og som beskyttet af de hellige steder i Mekka og Medina.

Det var dog langtfra alle indbyggere i riget, der var muslimer, og især i rigets vestlige og nordlige randområder boede der primært kristne. Andre steder i riget boede der store jødiske mindretal, og da Spanien efter 1492 forviste landets jødiske og arabiske mindretal, drog titusinder af jøder østpå ind i Det Osmanniske Rige, hvor de nød sultanens beskyttelse. En del af de flygtede jøder bosatte sig i hovedstaden Istanbul, der i det hele taget var præget af stor kulturel, etnisk og religiøs mangfoldighed.  

Forholdene for de forskellige religiøse grupper var organiseret på den måde, at hver religiøs gruppe havde status af selvstændig ’nation’ eller ’millet’. Hver af disse nationer eller millet’er skulle agere lydigt og loyalt over for sultanen og betale skat til ham. Til gengæld var de - modsat rigets muslimer - undtaget for militærtjeneste og havde en udstrakt grad af frihed til at organisere gruppens ’indre anliggender’, for eksempel i form af regler for ægteskab og skilsmisse.

Osmannerne tvangskonverterede således ikke undersåtterne i de områder, de erobrede. Ikke-muslimer blev til gengæld pålagt ekstra skatter - til gengæld for ikke at skulle stille med soldater til sultanens hær - og der var også i flere perioder begrænsninger på, hvilke poster de kunne bestride i rigets administration. Blandt andet derfor valgte en del kristne i de erobrede områder i Europa at konvertere til islam; andre gjorde det i taknemlighed mod de nye herskere, som behandlede dem bedre end de tidligere magthavere i området. Mange protestantiske ungarere foretrak for eksempel osmanniske herredømme frem for tysk, fordi de tyske, katolske kejsere var langt mindre tolerante over for protestantiske kristne, end osmannerne var over for kristne generelt.  

Jødernes forhold og historie i Det Osmanniske Rige beskrives i artiklen “Tyrkiets jøder - fra magt til afmagt” i Jyllands-Posten den 16. november 2003 (se kilder), mens de kristnes interne splittelse blandt andet beskrives i artiklen “Osmannerriget i 1600-tallets første del - det første forfald” i Information den 28. december 2001 (se kilder).

Hvordan udviklede Det Osmanniske Rige sig geografisk?

I 1453 indtog den osmanniske hærfører Murat 2. Konstantinopel, og af samme grund fik han siden tilnavnet Erobreren. Med indtagelsen af Konstantinopel, som osmannerne omdøbte til Istanbul, fik Det Osmanniske Rige en ny hovedstad, og derfra drog sultanerne i de følgende århundreder på adskillige erobringstogter mod vest og nord og fik blandt andet kontrol med Grækenland og det meste af Balkan samt Cypern. Også mod øst og syd erobrede osmannerne allerede i løbet af 1500-tallet store landområder. Under Selim den grusomme i 1512-20 erobrede osmannerne det nordlige Irak, , Palæstina, Egypten og det nordvestlige Arabien, og under de følgende herskere indtog de hele Nordafrika frem til Marokko, Den Arabiske Halvø med de islamiske helligsteder Mekka og Medina, resten af Irak, det vestlige Iran og hele Kaukasus-området. 

I 1683 toppede osmannernes magt og rigets geografiske udstrækning, da sultanens hær forsøgte at indtage Wien. Erobringsforsøget mislykkedes, og herefter begyndte riget langsomt at falde fra hinanden. I løbet af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet erobrede de europæiske stormagter væsentlige dele af de osmanniske besiddelser i Afrika og på Balkan, og under 1. Verdenskrig faldt de sidste rester af riget fra hinanden. Sultan-kaliffen Mehmet den 5. erklærede på Tysklands opfordring hellig krig mod fjenden, især England og Frankrig. Det var tyskernes håb, at en sådan krigserklæring ville få indbyggerne i hele riget til at kæmpe mod kolonimagterne, men i stedet kunne Frankrig uden problemer løsrive Egypten, Cypern og Kuwait helt fra Osmannerriget. Samtidig lykkedes det englænderne at samle et arabisk oprør mod sultanen - i protest mod den stigende tyrkiske nationalisme i riget, og efterhånden var kun et kerneområde omkring det nuværende Tyrkiet tilbage. Her lykkedes det en lille tyrkisk hærstyrke at forhindre de allierede i at trænge ind, og dermed var grundlaget for den tyrkiske republik lagt.

Hvordan udviklede Det Osmanniske Rige sig videnskabeligt?

De osmanniske sultaner samlede videnskabsfolk inden for mange forskellige discipliner omkring sig ved hoffet i Istanbul, og der udviklede sig et levende miljø med forskning inden for blandt andet tekniske videnskaber og naturvidenskab. Om videnskab og teknologi i Det Osmanniske Rige skriver antropologen Niels Olsen i en kommentar i Information den 10. juli 2004 (se kilder): “Det Osmanniske Rige omkring det 16. århundrede var såre rig på både oplysning og videnskab inden for rammerne af islam. Riget strakte sig den gang fra Sortehavet og Den Persiske Golf i øst til Budapest mod nord og Algeriet i vest, og dets tekniske og naturvidenskabelige frembringelser kunne snildt måle sig med Vesteuropas. Istanbuls astronomiske observatorium (bygget 1574-95) var i forhold til instrumenternes kvalitet fuldt sammenligneligt med Tycho Brahes Uranienborg, og man inkorporerede nemt ny vesteuropæisk krigsteknologi, navnlig nye mineringsteknikker. Også videnskabelige landvindinger inden for geografi og medicin blev hurtigt en del af den islamiske verden.” 

Efter det mislykkede forsøg på at indtage Wien i 1683 begyndte der til gengæld en videnskabelig nedtur i Det Osmanniske Rige, konkluder Niels Olsen: “Da mistede den islamiske verden sin videnskabelige selvtillid, nedprioriterede i årene derefter den selvstændige teoretiske forskning og forfaldt til plat kopiering af vesteuropæiske, videnskabelige bedrifter.” Den analyse bekræftes af en række historikere, heriblandt Karsten Fledelius, der i artiklen “Katastrofe og stabilisering - Osmannerriget 1648-1739” i Information den 29. december 2001 (se kilder) beskriver, hvordan de eksakte videnskaber blev trådt under fode af fundamentalistiske teologer, så Osmannerriget mistede sin position som teknologisk foregangsland.

Hvordan udviklede Det Osmanniske Rige sig kulturelt?

På det kulturelle plan ligesom på det videnskabelige var Det Osmanniske Rige præget af stor mangfoldighed. I Istanbul levede mange forskellige etniske og kulturelle grupper inden for bymurene, og mangfoldigheden blev generelt opfattet som noget positivt. Det fremgår blandt andet af et essay af Ulf Peter Hallberg i Information den 10. juni 2006: “1800-tallets Konstantinopel var et internationalt centrum, og et naturligt samlingssted for kulturer, sprog og mennesker fra et område, som omfattede hele Balkan, Grækenland og Egypten og strakte sig helt til Bagdad. Den italienske forfatter Edmondo de Amici beskriver i sin mesterlige rejseskildring Konstantinopel fra 1877, hvordan beduiner, tyrkere, grækere, franskmænd og alverdens dyr, hunde, tiggere og rigmænd i skumringen kommer gående hen over Galata-broen. ’Det er et fornøjeligt skue,’ skriver han, ’at kigge ned på alle forbipasserendes fødder og se al verdens sko gå forbi - fra Adams sandaler til de seneste mode-knapstøvler fra Paris…’”. 

De mange forskellige etniske grupper satte også deres præg på kulturen ved hoffet. Sultanerne hentede miniaturemalere, keramikere, skræddere, kokke og andre kunstnere og håndværkere fra hele imperiet, og der blev talt et væld af forskellige sprog, mens kunstneriske traditioner fra Armenien, Persien og de arabiske lande blandede sig med anatolsk og tyrkisk kultur.  

Også europæisk kultur prægede riget og inspirerede magthaverne, blandt andet blev der i 1730’erne i Istanbul oprettet et trykkeri efter europæisk model, og også europæisk tøjmode vandt efterhånden indpas blandt Istanbuls borgerskab og ved hoffet, ligesom arkitektoniske og kunstneriske idealer fra Europa fik stor indflydelse i Istanbul i løbet af 1700- og 1800-tallet.

Der var dog også konservative og reaktionære kræfter, der kæmpede imod nye kulturelle strømninger fra Europa. For eksempel protesterede skriverne mod det første trykkeri med det argument, at det var blasfemisk at trykke bøger. Baggrunden for deres protester var dog nok af økonomisk, snarere end af religiøs art, fremgår det af artiklen “Der var skam en muslimsk Oplysningstid” i Information den 16. maj 2002 (se kilder). Et tidligere eksempel på magtkampe mellem traditionelle islamiske og sekulariserede vestlige strømninger beskrives i Orhan Pamuks roman “Mit navn er rød”, der foregår i 1500-tallet Istanbul.

Hvordan udviklede Det Osmanniske Rige sig politisk?

Sultanens magt var i størstedelen af Osmannerrigets eksistensperiode formelt set nærmest ubegrænset. Men i realiteten mistede sultanembedet allerede i løbet af 1600-tallet en stor del af sin magt, og fra Murad den 4.s død i 1640 og omkring 150 år frem var det i realiteten sultanernes mødre, svigermødre, hustruer eller storvesirer, der havde den reelle magt og tog de store beslutninger om at gå i krig, slutte fred osv. Ikke mindst en række storvesirer af den albanske Köprülü-slægt og deres nærmeste venner og allierede havde stor indflydelse og førte reelt rigets politik i store dele af denne periode. Det var for eksempel en god ven af Köprülü-familien, Kara Mustafa, der stod bag det mislykkede erobringstogt mod Wien i 1683. 

Under de sene sultaner i 1800-tallet blev der indført parlamentarisme, men sultanen fratog flere gange - i samarbejde med konservative religiøse kræfter - parlamentet dets magt og satte dermed en stopper for reelle reformer og demokratisering.  

Udviklingen i rigets politiske forhold beskrives af historikeren Karsten Fledelius i en artikelserie i Information i december 2001 (se kilder).

Hvordan udviklede Det Osmanniske Rige sig militært?

Osmannerne var et krigerdynasti, der havde en lang tradition for militære erobringer. De udviklede desuden efterhånden et særligt militært system, hvor størstedelen af soldaterne blev rekrutteret blandt kristne undersåtter. Kristne drengebørn blev hentet til rigets hovedstad, Istanbul, hvor de blev konverteret til islam og uddannet og opdraget til lydighed og loyalitet over for sultanen. Mange fattige bondefamilier i de kristne dele af imperiet havde således en søn i sultanens hær, og det var med til at knytte de nyerobrede områder tættere til rigets magtcentrum. Teknisk set var officererne i hæren en form for slaver, hvis liv helt var i herskerens hænder. De havde ikke ret til at stifte familie og havde stort set ikke noget liv uden for kasernerne og slagmarkerne. 

Det loyale elitekorp, der bestod af konverterede kristne drenge, janitsharerne, var i mange år med til at gøre osmannernes hær særdeles effektiv og loyal, og janitshar-korpset var ifølge artiklen “Det osmanniske riges storhed og fald” i Politica (se kilder) “Europas første professionelle hær”. Men efterhånden udviklede elitekorpset sig til at blive en magtelite i sig selv, og flere gange satte den sig op mod eller dræbte sultanen, når han forsøgte at reformere militæret. Det var en af årsagerne til, at det osmanniske militær ikke tog nye krigsteknologier til sig, og efterhånden blev det de europæiske hære underlegent.

I årene op til 1. Verdenskrig søgte osmannerne hjælp hos det tyske militær, og tyske officerer hjalp med at reorganisere den osmanniske hær og uddanne en gruppe tyrkiske officerer. Forbindelsen til Tyskland betød dog samtidig, at osmannerne gik ind i 1. Verdenskrig på Tyskland og Østrig-Ungarns side, og det medførte, at riget smuldrede.  

Opbygningen af og udviklingen inden for det osmanniske militær beskrives i historikeren Karsten Fledelius’ artikelserie i Information i december 2001 (se kilder).

Hvordan var forholdet mellem Det Osmanniske Rige og Europa?

Forholdet mellem Det Osmanniske Rige og Europa var i lange perioder præget af konflikt og fjendskab, men også af sameksistens og kulturel udveksling.

De kirkelige overhoveder i Europa anså osmannernes erobring af Konstantinopel i 1453 som Guds straf for den indre splittelse mellem de kristne, og erobringen fik paven til at samle et korstog, som skulle drage mod Beograd. Her tørnede den sammen med den osmanniske hær og tvang osmannerne til tilbagetrækning, men blev herefter ramt af pest.

Siden blev osmannerne af mange kristne forfattere og teologer præsenteret som barbariske og civilisatorisk underlegne, ligesom osmanniske forfattere på deres side beskrev den kristne europæiske kultur som uforenelig med den muslimsk-osmanniske.  

Samtidig foregik der dog en flittig kulturel og økonomisk udveksling mellem Osmannerriget og det kristne Europa, og i begyndelsen af 1700-tallet udstationerede osmannerne ambassadører i de vigtigste central- og østeuropæiske hovedstæder for at blive bedre informeret om forholdene i de pågældende lande. 

Desuden betød de mange konflikter mellem Europas kristne stater, at der ikke var tale om nogen samlet enhed. Forskellige europæiske stater allierede sig således på skift med osmannerne; for eksempel søgte ungarske protestanter og calvinister sultanens beskyttelse mod den katolske østrig-ungarske kejser.  

I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet støttede England og Frankrig desuden i flere omgange osmannerne mod russerne, fordi de frygtede, at det ville lykkes for Rusland at erobre Konstantinopel og sætte sig på adgangen til Middelhavet. 

I samme periode betød Osmannerrigets gradvise svækkelse, at det - som Simon Viereck formulerer det i sin artikel i Politica (se kilder) “gik fra at være ’Verdens Skræk’ til ’Europas syge mand’ i den europæiske offentlighed.” Det ambivalente forhold mellem det kristne Europa og Osmannerriget beskrives af Karsten Fledelius i en artikelserie i Information i december 2001 samt i Simon Vierecks artikel “Osmanerrigets storhed og fald” i Politica nr. 1/2005 (se kilder).

Hvordan var forholdene, da det Det Osmanniske Rige var på sit højdepunkt?

Osmannerriget var både kulturelt, socialt, geografisk og økonomisk på sit højeste i midten af 1500-tallet under sultan Suleyman den Prægtige. Hans regeringsperiode (1521-1566) var præget af vellykkede militære erobringstogter og et blomstrende kulturelt liv ved hoffet i Istanbul. 

Historiker Karsten Fledelius beskriver forholdene under Suleyman den Prægtige således i en artikel i Information den 27. december 2001 (se kilder): “Vejnettet blev udbygget, nye broer konstrueret (…) Der byggedes landevejskroer, køkkener for de fattige, hospitaler, biblioteker, koranskoler, moskeer og tildækkede basarer, ofte kombineret med hinanden, så indtægterne fra den ene indretning var med til at finansiere den anden. (…) Hoffets kultur var præget af mange indflydelser udefra, ikke mindst den forfinede iranske kultur. Det store Topkapi Saray, rigets administrative centrum med sin pragtfulde beliggenhed ved Bosporus, fik den ene raffinerede bygning efter den anden, fyldt med rigdomme, hvoraf mange af kostbarhederne kom så langt væk fra som Indien og Kina. Udenlandske rejsende, som kom til hovedstaden i det mægtige og frygtede rige, undrede sig over fænomener som vandforsyning og kloakering. Det genrejste Konstantinopel mindede som by mere om det gamle Rom end om samtidens ret uhygiejniske europæiske byer, som endnu var små i sammenligning med den osmanniske storstad.”  

Det rige kulturelle liv under Suleyman den Prægtige beskrives også i bøgerne “Lords of the Horizons” (se kilder) og “Mellemøstens historie i de seneste 2000 år” (se kilder).