Hvilke spor satte Oplysningstiden?
Betydningen af Oplysningstidens måde at tænke og handle på er fundamental for udviklingen af de vestlige samfund i de perioder, der fulgte efter 1700-tallet. For mennesker i et moderne samfund betyder Oplysningen forestillingen om, at naturen, mennesket og samfundet kan og skal udforskes på systematisk vis. En række af Oplysningstidens konkrete spor er inden for følgende områder:
· Naturvidenskab: 1600-tallets videnskabelige landvindinger – eksempelvis anført af polske Nikolas Kopernikus og engelske Isaac Newton – blev ført endnu videre i Oplysningstiden. Et nyt mekanisk verdensbillede blev skabt. Englænderen James Watt fremstillede en dampmaskine, der fik afgørende betydning for den voldsomme industrielle udvikling i 1800-tallet. Videnskabelige ideer fra andre historiske perioder – for eksempel Antikken – gik i glemmebogen i de århundreder, der fulgte. Sådan gik det ikke med Oplysningstidens videnskab. Den blev vital for de følgende århundreders udvikling og er med os i dag.
· Religion: Oplysningens – til tider – respektløse tilgang til religionens hellige sandheder har slået en tone an, der har gjort det muligt for efterfølgende generationer at se kritisk på religiøse dogmer. Englænderen John Locke argumenterede i sine skrifter for en udbredt religionsfrihed blandt Europas befolkninger, en frihed, der for alvor slog igennem i århundrederne, der fulgte efter Oplysningstiden.
· Politik: Oplysningstiden lagde grunden til mange ideologier. En grundlæggende værdi i Oplysningstænkningen blev forestillingen om frihed for det enkelte menneske. Dette er en kerneværdi i liberalismen, der trækker sine rødder tilbage til tænkere som Locke og franskmanden Charles de Montesquieu. I FN’s erklæring om menneskets rettigheder fra 1948 er begreber som frihed og tolerance fundamentale. FN’s “Verdenserklæring om Menneskerettighederne”, der består af 30 artikler om borgerens rettigheder, er altså et tydeligt ekko af Oplysningstiden.
Hvilke reaktioner har der været mod Oplysningen?
Oplysningens tankesæt – der uomtvisteligt er en fundamental del af den moderne civilisation – har lige siden sin fremkomst i 1700-tallet mødt modstand. I århundrederne, der fulgte, er bølge efter bølge af kritik rullet mod Oplysningen:
· Den Franske Revolution står på mange måder som kulminationen og afslutningen på Oplysningens måde at tænke og handle på. John Lockes idealer om menneskets naturlige rettigheder spillede en central rolle. Forestillingen om, at folket naturligt er i stand til at regere på egen hånd gennem flertalsafstemning, var blevet fremført af den franske filosof Rousseau. Begge sæt af ideer blev indført under Revolutionens voldsomme opgør med samfundets traditionelle magthavere. Revolutionen, der altså byggede på en række af Oplysningstidens idealer, udviklede sig i løbet af få år til det såkaldte ‘terrorregime’. Her blev tusindvis af mennesker – mere eller mindre tilfældigt – udpeget som skyldige i eksempelvis forræderi og brutalt henrettet. Mange steder i Europa så man til med forfærdelse over, hvad Oplysningstidens idealer kunne udarte sig til.
· Romantikken, der var den periode, der fulgte umiddelbart efter Oplysningstiden, kan ifølge bogen “Oplysningstiden” (se kilder) både ses som et opgør med den fornuftsdyrkende Oplysning og som en videreførelse af den. Det slås i denne bog fast, at der omkring 1800 sker et tidsskifte – bort fra Oplysningstidens ensidige dyrkelse af menneskets fornuft. ‘Fornuften’ kan ikke stå alene, den må suppleres af ‘Følelsen’. Kritik af Oplysningens blinde tro på den menneskelige fornuft lød blandt andet fra den toneangivende tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804).
· I tiden omkring Den Første Verdenskrig (1914-1918) florerede en følelse af undergang, og der opstod en voldsom kritik af de værdier, som Oplysningstiden står for.
· Efter Den Anden Verdenskrig (1939-1945) kædede flere toneangivende kulturkritikere Oplysningens tankesæt sammen med rædslerne i de tyske koncentrationslejre og med nazismens andre forbrydelser.
· I tiden omkring 1968 rettede lederne af det såkaldte ‘Ungdomsoprør’ en voldsom kritik mod Oplysningstidens rationelle og beregnende tankesæt. Det blev kritiseret for at dominere hele den vestlige civilisation. Oplysningens ideer blev stemplet som en reaktionær og ‘borgerlig’ ideologi.
· Blandt Oplysningens seneste kritikere står de såkaldt ‘postmoderne’ filosoffer, der blandt andet anklager Oplysningstidens tænkning for intolerance og magtbegær.
Hvilken religiøs kritik rettes mod Oplysningen?
Oplysningstænkningen har lige siden sin fremvækst i 1700-tallet været udsat for en hård kritik fra nogle kirkelige kredse. Kritikken – der har løbet op gennem århundrederne – kan ifølge bogen “Lys forude” (se kilder) fremstilles således: “Oplysningsprojektets utopiske drøm bestod i en overtro på at frihed og fornuft ville føre til menneskelig lykke. Men sandheden er den, at projektet var umuligt, at frihed degenererede til anarki, fornuft til ren instrumentel [det vil sige kold, kynisk og beregnende] tænkning med deraf følgende menneskelig ulykke”. I Danmark fremføres denne kritik aktuelt af teolog og folketingsmedlem Søren Krarup og den religiøse bevægelse Tidehverv.
Betydningen af Oplysningstiden i dag
Oplysningstidens landvindinger har på gennemgribende vis formet dagens samfund. Det gælder på økonomiens og naturvidenskabens område. Men det er først og fremmest politisk, filosofisk og ideologisk, at vi hver dag føler Oplysningens ånde i nakken. Det gælder blandt andet:
· Rousseaus tanker om demokrati – at flertallet bestemmer – som er hos os i dag. Gennem folkeafstemninger placerer folket deres flertal bag en løsning på et specifikt problem. Der er mange mennesker i Danmark, der mener, at flere ting skulle lægges ud til folkeafstemninger og ikke alene besluttes i Folketinget.
· Lockes forestillinger om menneskets naturlige rettigheder satte et umiddelbart aftryk på sin samtid – eksempelvis gennem Den Amerikanske Uafhængighedserklæring – og også i dag er hans tankers indflydelse central. Dette ses blandt andet i den enorme udbredelse, som FN’s Menneskerettighedserklæring har opnået i den foreslåede traktat for EU. Traktaten blev underskrevet den 29. oktober 2004, men er ikke endeligt vedtaget. Ordvalget og ånden i denne europæiske ’grundlov’ er et tydeligt ekko af Oplysningstidens ideologi. I indledningen til den europæiske forfatnings første del tales der for eksempel om ”Europas kulturelle, religiøse og humanistiske arv, der er grundlaget for udviklingen af de universelle værdier: det enkelte menneskes ukrænkelige og umistelige rettigheder samt frihed, demokrati, lighed og retsstaten”. Uddraget stammer fra “Traktat om en forfatning for Europa”, der kan findes på EU-oplysningens hjemmeside www.eu-oplysningen.dk (se kilder).
· Voltaires enorme indsats for en fordomsfri og tolerant tilgang til eksempelvis religiøse spørgsmål har sat sig dybe spor i dagens vestlige samfund. Det gælder især den måde, hvorpå vi i dag taler om Kirkens plads i det moderne samfund.
· Montesquieus teorier om magtens deling gælder også i dagens danske samfund. Et land, der styres demokratisk, skal have en tredeling af magten. I Danmark vedtager Folketinget lovene og har derfor den lovgivende magt. Regeringen består af en række ministre, der skal sørge for, at lovene udføres – de har den udøvende magt. Er der mistanke om, at en af disse love er blevet overtrådt, bringes sagen for domstolene, som besidder den dømmende magt.
Oplysningstidens idealer har – på godt og ondt – gennemfarvet den måde, som et samfund og et individ tænkes på i den vestlige verden. Forestillinger om flertalsdemokrati, individets rettigheder og magtens tredeling er i dag udbredte i vores del af verden – de virker selvfølgelige, som om de altid har været her. Derfor bliver vi ofte først for alvor opmærksomme på begrebernes værdi, når de ikke er til stede.