Nobelprisen

Nobelprisen anses som den største og mest prestigefyldte anerkendelse, fagfolk kan få. Siden 1901 er der hvert år blevet uddelt Nobelpriser inden for områderne litteratur, kemi, fysik, medicin/fysiologi, fred og økonomi, og flere end 800 personer har nydt godt af den ære og anselige pengesum, der følger med prisen. På listen over prismodtagere er adskillige internationalt kendte personer, blandt andre politikerne Barack H. Obama, Nelson Mandela og Theodore Roosevelt og forfatterne Selma Lagerlöf og Rudyard Kipling.

     Men uddelingen af Nobelpriserne har ofte også vakt debat, og særligt Det Svenske Akademi og tildelingen af Nobelprisen i litteratur har været præget af skandale og debat de seneste år. I 2018 aflyste Det Svenske Akademi årets tildeling af Nobelprisen i litteratur efter beskyldninger om både seksuelle krænkelser og magtmisbrug, der involverede medlemmer og personer med forbindelse til akademiet. Og i 2019 skabte det debat, da Nobelprisen i litteratur gik til den østrigske forfatter Peter Handke, som har været kritiseret for at sympatisere med den serbiske krigsforbryder Slobodan Milosevic.

Alfred Nobel blev født i Stockholm den 21. oktober 1833. Faderen Immanuel Nobel var ingeniør, men året, hvor Alfred blev født, gik han konkurs. Som følge af dette besluttede han i 1837 at flytte til Rusland for at etablere en ny virksomhed. Alfreds moder, Andriette Ahlsell, var nu efterladt med Alfred og hans to ældre brødre, Robert og Ludvig. Hun åbnede en købmandsforretning og forsørgede således sig selv og sine sønner. I Rusland gik det hurtigt fremad med Immanuels nystartede virksomhed, og i 1842 havde han mulighed for at få familien til Skt. Petersborg i Rusland.

Som barn flyttede Alfred Nobel med sin familie fra Stockholm til Skt. Petersborg, hvor han og hans to brødre fik privatundervisning af nogle af de dygtigste undervisere. De blev undervist i naturvidenskab, litteratur og fremmedsprog. Alfred fattede hurtigt interesse for kemi og fysik, men også engelsk litteratur og poesi var blandt yndlingsfagene. Han var en dygtig elev, og allerede som 17-årig talte han flydende svensk, russisk, engelsk, fransk og tysk.

     Immanuel, Alfreds far, var ikke begejstret for Alfreds interesse for poesien, og for at opildne hans interesse for naturvidenskaben sendte han Alfred af sted på en slags dannelsesrejse, der kom til at vare to år og førte ham både til Sverige, Tyskland, Frankrig og USA. I Paris kom Alfred i lære i laboratoriet hos den berømte kemiprofessor T.J. Pelouze, og der traf Alfred den italienske kemiker Ascanio Sobrero, der nogle år tidligere havde opfundet sprængstoffet nitroglycerin. På dette tidspunkt var nitroglycerin endnu ikke taget i brug, da man vurderede, at det var for risikabelt. Netop dette problem blev Alfred meget optaget af, og han gik videre med forskningen, da han kom tilbage til Rusland. Imidlertid begyndte det at gå tilbage for faderens forretning, og familien valgte at flytte tilbage til Sverige.

Alfred Nobel opfandt dynamitten i 1866. Opfindelsen var et resultat af de eksperimenter med sprængstoffet nitroglycerin, som han var begyndt på under et studieophold i Paris omkring 15 år tidligere, og som han fortsatte med efter at være kommet tilbage til Skt. Petersborg og siden til Sverige. Han forsøgte sig med at tilsætte forskellige stoffer til nitroglycerin, og efter en del mislykkede eksperimenter, som medførte adskillige dødsulykker blandt besøgende i laboratoriet, herunder hans yngre bror Emil, lykkedes det ham at udvikle formlen til dynamit. I 1867 blev opfindelsen patenteret, og i løbet af kort tid havde Alfred åbnet over 90 dynamitfabrikker i mere end 20 forskellige lande. Han bosatte sig i Paris, hvor han fortsatte med at lave eksperimenter og nye opfindelser, og samtidig brugte han megen tid på at rejse rundt i verden for at tilse sine fabrikker og pleje sin forretning.

Selvom Alfred Nobel efter at have opfundet dynamitten var blevet en verdensberømt og succesfuld videnskabsmand, følte han sig ensom. Han havde hverken kone eller børn, og i hverdagen savnede han kvindeligt selskab. Derfor annoncerede han i en avis efter en “moden dame”, der kunne arbejde for ham som sekretær. En østrigsk dame ved navn Bertha von Suttner fik jobbet, men efter kort tids ansættelse vendte hun tilbage til Østrig for at gifte sig. Deres bekendtskab fik dog alligevel en vis betydning for Alfred - og siden hen for Nobelprisen. Efter at Bertha var rejst hjem, holdt de kontakten ved lige gennem hyppig brevveksling, og Bertha blev på den måde holdt underrettet om Alfreds videre eksperimenter med sprængstoffer, mens Alfred fik kendskab til Berthas engagement i fredsbevægelsen og hendes bog “Ned med vaabnene” (1889). Så muligvis var det med sin tidligere sekretær i tankerne, at Alfred Nobel mange år senere i sit testamente skænkede midler til oprettelsen af en fredspris.

Alfred Nobel døde i Italien den 10. december 1896. I hans testamente skrev han, at det meste af hans formue skulle doneres i form af priser til personer, som havde præsteret det ypperste inden for fysik, kemi, medicin/fysiologi, litteratur - eller som havde kæmpet for verdensfreden.

     De fem kategorier, som Nobel testamenterede sin formue til, var alle fagområder, der havde hans store interesse.

     Der var dog ikke fuld enighed om, hvordan testamentet skulle tolkes, og det var derfor først fire år efter hans død, at man nåede til enighed, og først efter fem år, 1901, at de første fem Nobelpriser blev uddelt. Den sjette pris, prisen for økonomi, kom først til senere og var formelt set ikke en del af Alfred Nobels testamente.

Nobelfonden er en privat institution, der blev etableret få år efter afsløringen af Alfred Nobels testamente. Formålet med fonden er at varetage de interesser og ønsker, som Alfred Nobel udtrykte i sit testamente, og dermed sikre, at Nobelpriserne bliver uddelt inden for de ønskede kategorier efter en procedure, der er i overensstemmelse med Nobels ønsker. Fondens vigtigste opgave er dog at administrere Nobels formue, som udgør selve fundamentet for priserne.

     Nobelfonden har ingen indflydelse på, hvem der nomineres til priserne, og hvem der modtager dem; den er blot det administrative og finansielle organ, der sikrer, at Nobelpriserne bliver korrekt uddelt hvert år.

Nobelfondens opgaver og ansvarsområder er nedfældet i et regelsæt, som slår fast, hvordan de forskellige aktiviteter og arbejdsområder bliver fordelt blandt grupper eller individer, der er tilknyttet Nobelfonden. Regelsættet er blevet revideret adskillige gange de sidste 100 år, og blandt de vigtigste ændringer kan nævnes, at Nobelfondens bestyrelsesformand ikke længere behøver at være en højtrangerende statsmand. Frem til 1960 var det nemlig kun ministre eller andre prominente embedsfolk, der fik lov at bestride formandsposten, men i dag kan formanden også rekrutteres blandt eksperter inden for de fagområder, som der uddeles priser inden for. En anden vigtig ændring i lovsamlingen skete i 1986, hvor man vedtog, at de fem bestyrelsesmedlemmer også kunne indbefatte nordmænd. Det var den oprindelige tanke, at nordmænd skulle indgå i bestyrelsen, men i 1901, da de første priser skulle uddeles, var Norge i gang med at løsrive sig fra Sverige, og man mente derfor ikke, at det var hensigtsmæssigt med nordmænd i bestyrelsen. Reglen, om at de fem bestyrelsesmedlemmer skulle være mænd, eksisterer heller ikke længere; begge køn kan nu være repræsenteret i fondens bestyrelse. Udover at administrere økonomi og investeringer er det også Nobelfondens opgave at arrangere den årlige prisoverrækkelse og dertilhørende banket.

Overrækkelsen af de fem priser inden for fysik, kemi, medicin/fysiologi, litteratur og økonomi og festen i forbindelse med prisoverrækkelsen finder sted i Stockholm, mens overrækkelsen af fredsprisen finder sted i Norge og derfor arrangeres af den norske Nobelkomité.

     Fra den første svenske overrækkelsesceremoni i 1901 og frem til 1925 fandt prisoverrækkelsen sted på Det Gamle Royale Musikakademi. Da arrangementet blev større og gæsterne flere, besluttede man i 1926 at flytte prisoverrækkelsen til Stockholm Koncerthal, og med ganske få undtagelser har overrækkelsesceremonien fundet sted dér lige siden.

     Den pompøse fest, banketten, der hvert år følger i kølvandet på prisoverrækkelsen, blev i mange år afholdt på det elegante Grand Hotel i Stockholm, men i begyndelsen af 1930´erne krævede også denne del af prisceremonien større lokaliteter, og fra 1933 blev banketten afholdt i “Den gyldne sal” på Stockholms Rådhus. Nobelbanketter, der har indbefattet ekstra mange gæster, har undtagelsesvis fundet sted i rådhusets Blå Sal.

Ifølge traditionen skal Nobelprisen overrækkes på årsdagen for Alfred Nobels død, den 10. december. Denne tradition er dog blevet brudt nogle gange, hvor prisen enten er blevet overrakt på et andet tidspunkt eller slet ikke er blevet uddelt.

     I 1919 valgte man - for at fejre 1. Verdenskrigs afslutning og den svenske sommer - at afholde Nobelceremonien i juni måned. På grund af dårligt vejr og afbud fra kongehuset blev dette arrangement dog en fiasko, og lige siden er Nobelfesten - de år, priserne er blevet uddelt - blevet afholdt den 10. december.

     Under både 1. og 2. Verdenskrig udgik Nobelarrangementet helt, bortset fra at litteraturprisen i 1939 blev overrakt ved en diskret ceremoni, og i 1924 blev prisoverrækkelsen aflyst, fordi adskillige af de nominerede var forhindrede i at møde op.

Nobelprisen uddeles i følgende seks kategorier:

• Kemi 
• Fysik 
• Medicin/fysiologi 
• Litteratur 
• Fred 
• Økonomi

Nobels fredspris adskiller sig fra de øvrige ved, at den bliver uddelt i Norge og ikke i Sverige. Fredsprisen overrækkes i Norge, samme dag som de øvrige Nobelpriser uddeles i Stockholm. Prisen overrækkes af en komité bestående af fem personer, som alle er udpeget af det norske folketing, Stortinget, men ikke må være medlemmer heraf. Der er ingen krav om, at komité-medlemmerne skal være norske statsborgere, men det har dog indtil videre været tilfældet for alle komité-medlemmer.

Blandt de mest kendte vindere af fredsprisen kan nævnes Den Internationale Røde Kors Komité, der har vundet prisen tre gange, Barack H. Obama (f. 1961), Nelson Mandela (f. 1918), Henry Kissinger (f. 1923) og Martin Luther King Jr. (1929-1968). At Mahatma Gandhi (1869-1948) trods sine fem nomineringer aldrig vandt Nobels fredspris har efter Nobelfondens eget udsagn vakt stor offentlig forundring.

Økonomiprisen adskiller sig fra de øvrige priser, da den ikke var en del af Nobels testamente. Prisen for økonomi blev først stiftet i 1968 i anledning af den Svenske Riksbanks 300 års jubilæum, hvor banken donerede et anseligt beløb til Nobelfonden. Dette beløb skulle finansiere en Nobelpris i økonomi. Prisen er blevet uddelt siden 1969 efter de samme principper som de øvrige Nobelpriser. Nobelfonden har siden vedtaget, at der ikke kan tilføjes flere nye kategorier.

Et eksempel på en berømt prismodtager i denne kategori er matematikeren John Nash (f. 1928), der modtog Nobelprisen i 1994. Da han modtog prisen, var han et kendt navn i videnskabelige kredse, men først, da hans livshistorie blev filmatiseret i “Et smukt sind” med Hollywood-stjernen Russel Crowe i hovedrollen som Nash, blev han verdensberømt i bredere kredse. Filmen modtog fire Oscars i 2002.

I Nobels testamente stod der, at tre af de mere velrenommerede universiteter i Sverige skal nedsætte en komité for hver af de kategorier, der skal uddeles priser inden for, og hver komité skal så afgøre, hvem der skal have tildelt prisen.

• Det Kongelige Videnskabs Akademi afgør - via tre komitéer - hvem der skal have priserne inden for kemi, fysik og økonomi 
• Karolinska Instituttet afgør, hvem der skal have prisen inden for fysiologi/medicin 
• Det Svenske Akademi afgør, hvem der skal have prisen for litteratur.

     Det er ikke det samme antal medlemmer, der er tilknyttet de forskellige akademier, men fælles for dem er det dog, at de alle har opnået stor anerkendelse og meget overbevisende resultater inden for deres individuelle forskningsområder. Eksempelvis består Nobelakademiet ved Det Kongelige Videnskabs Akademi af 350 svenske og 164 udenlandske medlemmer. Det er selve akademierne ved de forskellige undervisningsinstitutioner, der står for udvælgelsen af komiteerne inden for hvert fagområde. Det er dernæst de enkelte komitéers opgave at afgøre, hvem der skal tildeles Nobelpriserne.

     De tre komiteer, som er udpeget af akademiernes medlemmer, arbejder efter følgende regler:

     Komiteerne består af 3-5 personer samt en sekretær, men de har mulighed for at hente ekstern vejledning, hvis de ikke mener, de er tilstrækkeligt rustede til at forholde sig til en given problematik. Udover de 3-5 personer, der sidder i den aktive komité, udpeges fra akademiet yderligere 10 supplerende medlemmer, der kun sidder i komiteen fra marts til april, hvorimod de faste medlemmer af komiteerne bliver valgt for en treårig periode.

De såkaldte Nobelkomiteer, hvis medlemmer er udpeget af et stort antal forskere ved velrenommerede svenske universiteter, står både for udvælgelsen af nominerede og for at afgøre, hvem af de nominerede der bliver de endelige vindere af Nobelpriserne. Personer uden for komiteerne har dog også indflydelse på nomineringerne, idet komiteerne hvert år inviterer institutioner, universiteter og enkeltpersoner til at give deres bud på potentielle kandidater. Blandt de adspurgte hører eksempelvis universitetsprofessorer, højtrangerende videnskabsmænd og tidligere Nobelprismodtagere. Nobelkomiteerne bestræber sig på at favne bredt, så det bliver en broget blanding af nationaliteter og universiteter, der får mulighed for at give deres mening til kende.

     Inden for alle kategorierne gør det sig gældende, at ingen må nominere sig selv. Når de nominerede kandidater skal udvælges, foregår det hvert år efter samme procedure, der “groft” kan opdeles i tre faser:

1. Forslagene indsendes til akademiet. Indsendte forslag skal altid være akademiet i hænde inden 1. februar det pågældende år.

     2. Akademiet gennemgår de indsendte forslag, hvorefter det i april løfter sløret for en liste bestående af 15-20 potentielle kandidater.

     3. Listen reduceres til fem navne. Valget træffes endeligt i oktober, hvor kandidaterne også bliver offentliggjort.

Medlemmerne i de aktive Nobelkomitéer er principielt valgt til stillingen for livstid. Dog er det hændt, at medlemmer af Nobelkomiteerne har trukket sig tilbage, fordi der er blevet truffet beslutninger, som de ikke har kunnet stå inde for. Den seneste konflikt, som kom til offentlighedens kendskab, opstod i 2004, da det blev besluttet at tildele den østrigske forfatter Elfriede Jelinek litteraturprisen. Det fik ifølge artiklen “Bomben fra stor nr. 7” i Politiken (se kilder) litteraturprofessoren Knut Ahnlund fra det Svenske Akademi til at forlade sin post i protest, fordi han ikke mente, at Jelineks forfatterskab gjorde hende kvalificeret til at modtage prisen. En anden konflikt opstod ifølge artiklen “Nobel-forløsning” i Dagbladet Information (se kilder) i 1996, hvor to medlemmer forlod komitéen i protest mod beslutningen om at tildele forfatteren Salman Rushdie prisen. Informations leder påpeger dog, at de to typer konflikter er af vidt forskellig karakter. Hvor den første konflikt om Jelinek opstod på baggrund af forskellig litterær smag, var Rushdie-konflikten et spørgsmål om, at de implicerede ikke ville tage offentlig politisk stilling til den omdiskuterede forfatter.

Udover ære og verdensberømmelse modtager Nobelprisens vindere en medalje, et diplom og 8 millioner svenske kroner. I Sverige overrækkes priserne af den svenske konge, mens fredsprisen i Norge overrækkes af formanden for Nobelkomitéen, med den norske konge som observatør blandt det øvrige prominente publikum. I Nobelprisernes første år var beløbene end ikke i nærheden af 8 millioner. I årene 1901 til 1910 svingede beløbet mellem 138.089 til 150.782 svenske kr. Det laveste beløb var i 1923, hvor der blev overrakt 114.935 svenske kr.

Det sker jævnligt, at en Nobelpris deles mellem flere personer, som har samarbejdet om et vindende projekt eller sammen repræsenterer en vindende organisation. Det maksimale antal personer, der kan dele en pris, er tre, men det er sjældent, at dette sker. Det er muligt for enkeltpersoner og organisationer at vinde Nobelprisen flere gange. For eksempel har det Internationale Røde Kors vundet Nobelprisen tre gange.

Det er sket to gange, at prisen er blevet afvist af en vinder. Første gang var i 1964, da forfatteren og filosoffen Jean-Paul Sartre (1905-1980) afslog at modtage Nobels litteraturpris. Ifølge Nobelprisens hjemmeside afslog Sartre at modtage prisen, fordi han af princip var modstander af officielle hædersbevisninger. Den anden gang var i 1973, hvor den vietnamesiske politiker Le Duc Tho (1910-1990), der var indstillet til at modtage fredsprisen sammen med Henry Kissinger, afviste at modtage den. Kissinger og Le Duc Tho var indstillet til prisen på grund af de fredsprojekter, de havde lanceret i Vietnam, men fordi situationen i landet fortsat var meget kritisk, afviste Le Duc Tho at modtage prisen.

Flere danskere har fået en Nobelpris. Eksempelvis kan nævnes Henrik Pontoppidan (1857-1943), der i 1917 modtog litteraturprisen, som han delte med en anden dansk forfatter, Karl Gjellerup (1857-1919). De to følgende danske Nobelprismodtagere var Henrik Dam (1895-1976), der i 1943, sammen med amerikaneren Edward Adelbert Doisy, modtog Nobelprisen i medicin for opdagelsen af K-vitaminet. Året efter - 1944 - modtog forfatteren Johannes V. Jensen (1873-1950) Nobels litteraturpris. Også en fredspris er det blevet til blandt de danske Nobelprismodtagere. Forfatteren og politikeren Frederik Bajer (1837-1922) modtog i 1908 Nobels fredspris sammen med svenskeren Klas Pontus Arnolsen (1844-1916). På Nobelprisens hjemmeside Nobelprize.org (se kilder) kan man læse mere om alle de andre danske Nobelprismodtagere og deres videnskabelige bedrifter.

Indtil videre har kun 41 kvinder fået en Nobelpris. En forklaring på den skæve kønsfordeling blandt prismodtagerne kan være, at der var meget få kvindelige videnskabsmænd i begyndelsen af 1900-tallet, da man begyndte at uddele Nobelpriser. Blandt de mest berømte kvindelige Nobelprismodtagere kan nævnes den franske forsker Marie Curie (1867-1934), der modtog Nobelprisen i fysik i 1903 og Nobelprisen i kemi i 1911. Den katolske nonne og missionær Mother Teresa (1910-1997) vandt i 1979 Nobels fredspris, og den svenske forfatter Selma Lagerlöf (1858-1950) vandt i 1909 Nobels litteraturpris. Det er inden for kategorierne litteratur og fred, at de kvindelige Nobelprismodtagere er stærkest repræsenteret. I 2009 gik økonomiprisen for første gang til en kvinde, amerikanske Elinor Ostrom.

Nobelprisen er blandt de største hædersbevisninger, der findes, og med hæderen følger typisk stor berømmelse og opmærksomhed og også en række forventninger om at påtage sig forskningsmæssige og repræsentative opgaver. Den amerikanske forfatter T.S. Eliot (1888-1965), der modtog Nobelprisen i litteratur i 1948, udtrykte det i sin takketale således, at Nobelprisen er meget mere end blot anerkendelse. Med prisen følger også, mente han, en forpligtelse til at udfylde en særlig rolle. Det har også stamcelleforskeren Christine Nüsslein-Volhard, der vandt prisen for medicin/fysiologi i 1995, understreget. I artiklen “Nedtur på Nobel-klasse” i Weekendavisen (se kilder) citeres hun for, at hun som kvindelig Nobelprismodtager har et ansvar, fordi hun er blevet en slags rollemodel, og at det samtidig forventes af hende, at hun engagerer sig politisk i sit forskningsområde. I artiklen, der har fokus på de potentielle omkostninger ved at modtage en Nobelpris, udtaler canadieren Sydney Altman, der fik Nobelprisen i kemi i 1989, at han var “ved at slå sig selv ihjel ved al den faren rundt” - formodentlig henviser han til alle de formelle arrangementer, Nobelprisvindere ofte forventes at deltage i.

All Nobel Prizes in Chemistry

All Nobel Prizes in Physics

All Nobel Prizes in Physiology or Medicine

All Nobel Prizes in Literature

All Nobel Peace Prizes

All Prizes in Economic Sciences

Nobels fredspris blev to år i træk, i 2009 og 2010, genstand for verdensomspændende kritik. Priserne blev uddelt til hhv. den amerikanske præsident Barack H. Obama og den kinesiske systemkritiker og menneskerettighedsaktivist Liu Xiaobo. At prisen gik til Obama, der endnu var ny i embedet, vakte stor kritik, da mange mente, at han med sin korte politiske karriere endnu ikke havde vist sine fredsbevarende evner og i øvrigt var øverstbefalende for USA’s væbnede styrker.

     Kritikken af Liu kom hovedsageligt fra den kinesiske regering, der lagde pres på den norske regering og advarede dem mod at give prisen til en kinesisk dissident. Liu måtte modtage prisen in absentia, da han i 2008 blev tildelt en 11 år lang fængselsstraf for at tilskynde til at undergrave statsmagten. Til prisoverrækkelsen i Oslo stod der en tom stol som repræsentant for Liu Xiaobo. Formand for den norske nobelkomite, Thorbjørn Jagland, har i en artikel (se kilder) forsvaret de to kontroversielle valg med, at Nobelkomiteen både hædrer en realist som Obama og en idealist som Liu, og at menneskerettigheder er nært forbundet med fred.

     I de senere år har det været kritiseret, at Aung San Suu Kyi, der i 1991 modtog Nobelprisen for sit arbejde for demokrati i Myanmar, ikke får frataget sin pris. Kritikken kommer på baggrund af, at hun som et ledende medlem af regeringen i Myanmar bærer en del af ansvaret for landets forfølgelse af det etniske mindretal rohingyaerne. Mens flere priskomiteer har valgt at tilbagekalde deres hæder, afviser Nobelpriskomiteen at fratage Aung San Suu Kyi fredsprisen, fremgik det af et Ritzau-telegram bragt i Fyens Stifttidende i 2018 (se kilder). Olav Njølstad forklarer ifølge telegrammet, at Nobelpris-komitéens regler ikke tillader, at en pris trækkes tilbage, og forsvarer yderligere beslutningen således (se kilder): ”Det er vigtigt at huske, at en Nobelpris, hvad enten den er givet for fysik, litteratur eller fred, er tildelt for en prisværdig indsats eller præstation i fortiden.”

I 2011 gik Nobels litteraturpris til den svenske digter Tomas Tranströmer, og det er faldet flere amerikanske kritikere for brystet, at det igen er en europæer og endda en svensker, der modtager prisen. Ifølge artiklen ”Amerikanske medier: Det Svenske Akademi er eurocentrisk” (se kilder) har både det faktum, at syv af de seneste ti modtagere af prisen har været europæere, og at daværende sekretær Horace Engdahl for et par år siden kritiserede amerikanske forfattere for litterært snæversyn, givet anledning til kritik af Det Svenske Akademi som eurocentrisk. Kritikken går endvidere på, at de 16 svenskere, der uddeler prisen, umuligt kan have indgående kendskab til alle de forfattere, de skal forestille at vurdere. Den amerikanske forfatter og journalist Alexander Nazaryan har dog givet Engdahl ret og kalder den nye store generation af amerikanske forfattere for ”Store Mandlige Narcissister”, der kun skriver om den verden, de kender.

     I 2016 overraskede Nobelpriskomiteen verden ved at tildele litteraturprisen til den amerikanske musiker og sangskriver Bob Dylan, hvilket vakte jubel hos Dylan-fans verden over, men som også blev kritiseret af andre. Berlingskes litteraturredaktør skrev således efterfølgende på Berlingske.dk (se kilder): ”Bob Dylan burde aldrig have haft Nobelprisen i litteratur. Det er en joke. [...] En sangskriver, som nok, i sine bedste øjeblikke, og dem har der været mange af, har skrevet sange, der står som klassikere, ikke bare i amerikansk musik, men i det hele taget. Men altså også en sangskriver, som netop er dét, sangskriver. Og som i den egenskab nok har skabt brugskunst, i ordets bedste betydning, men ikke i den forstand stor litteratur, der kan stå alene, sådan som stor litteratur kan og skal.”

     Igen i 2019 blev tildelingen af Nobelprisen i litteratur mødt med kritik, da prisen blev overrakt til den østrigske forfatter Peter Handke. Peter Handke har været voldsomt kritiseret i offentligheden for at støtte den serbiske krigsforbryder Slobodan Milosevic og for at deltage i hans begravelse i Beograd i 2006. Ifølge en artikel fra Information, ”Det svenske Akademi har åbnet en sprække for at se et politisk aspekt af Nobelprisen” (se kilder), mener kritikere, at det er forkert at give en så prestigefuld pris til en mand, der støtter en dømt krigsforbryder, mens andre forsvarer valget af Peter Handke med, at hans politiske holdninger intet har at gøre med hans evne til at skrive litteratur, og at Peter Handkes politiske overbevisninger desuden ingen steder i hans forfatterskab fremgår direkte, heller ikke i hans essays fra Serbien.

     Blandt de danske kritikere er den bosniskfødte forfatter Alen Meskovic, som flygtede til Danmark i 1994 på grund af borgerkrigen på Balkan. Mens han fremhæver Peter Handkes litterære talent, mener han samtidig, at det er forkert at give ham Nobelprisen: ”Peter Handke er en forfatter i nobelprisklassen, og jeg synes absolut, at man skal gå ud og købe hans bøger, for hans skønlitterære værker fortjener bestemt at blive læst. Men jeg synes ikke, at han skulle have haft Nobelprisen. [...] Nobelprisen i litteratur er noget meget stort, og med prisen får modtagerens hidtidige udsagn, både dem i værkerne og i offentligheden, en helt ny tyngde og troværdighed,” siger han i en artikel i Kristeligt Dagblad den 19. oktober 2019 (se kilder).

     Valget af Peter Handke blev ikke kun kritiseret udefra. Også internt i Nobelpriskomiteen genlød kritikken, og en uge inden overrækkelsen i december 2019, valgte to medlemmer at forlade Nobelkomiteen i protest.

I 2018 valgte Det Svenske Akademi, at Nobelprisen i litteratur det år ikke ville blive uddelt. Det skete i kølvandet på, at akademiet blev blandt ind i en skandale, der både handlede om seksuelle krænkelser og magtmisbrug. 18 kvinder med forbindelse til Det Svenske Akademi havde i slutningen af 2017 fortalt til en svensk avis, hvordan de var blevet udsat for enten seksuel chikane eller overgreb fra teaterinstruktør Jean-Claude Arnault. Ifølge en artikel i Information, ”Kulturprofilens dom for voldtægt hjælper næppe Det Svenske Akademi med at løse sin dybe krise” (se kilder), blev akademiet blandet ind i skandalen, da mange af overgrebene havde fundet sted i kulturklubben Forum, som Jean-Claude Arnault ejede sammen med sin hustru, digteren Katarina Frostenson, som også var medlem af Det Svenske Akademi. Sagen udviklede sig til også at handle om magtmisbrug i Det Svenske Akademi, da det i en intern undersøgelse kom frem, at kulturklubben havde modtaget økonomisk bistand fra akademiet.

     Af samme artikel i Information (se kilder) fremgår det, at skandalen – og ikke mindst håndteringen af skandalen – splittede Det Svenske Akademi i to: På den ene side var en fløj med den permanente sekretær Sara Danius, som havde iværksat den interne undersøgelse af relationen mellem akademiet og Jean-Claude Arnault, og som havde været åben over for offentligheden omkring skandalen. På den anden side var en fløj med forfatter og akademimedlem Horace Engdahl i spidsen, som mente, at anklagerne skulle være blevet håndteret internt i institutionen.

     I protest over, hvordan akademiet håndterede skandalen, valgte flere medlemmer i løbet af 2018 at forlade akademiet, ligesom også Jean-Claude Arnaults hustru, digteren Katarina Frostenson, forlod akademiet.

     Kritikere mener, at skandalen omkring Jean-Claude Arnault har vist, at Det Svenske Akademi er en håbløs gammeldags institution og infiltreret af magtmisbrug. I en artikel fra Kristeligt Dagblad (se kilder) citeres den svenske forfatter Jonas Gardell, der i et debatindlæg i en svensk avis skriver følgende: ”Endnu sidder alle medlemmerne og klamrer sig patetisk fast til magt og privilegier (…) vi må finde nye regler for, hvordan medlemmerne vælges, og hvilke relationer de kan have til hinanden (…) Og kræve åbenhed (…) Dem, der har misbrugt magten og beskyttet sig selv eller vennerne i skyggen af institutionens høje, velisolerede vægge. Dem, som har vidst det, men ladet svineriet foregå, de skal ud. Punktum,” skriver han.