Udbredelsen af online dating

Hvor udbredt er online dating?

Netdating på datingsider er stadig udbredt, men i løbet af 2010’erne blev diverse datingapps til mobiltelefonen mere og mere populære og overhalede datingsider som den foretrukne platform for dating. I 2017 undersøgte Danmarks Statistik udbredelsen af netdating i et lille, men repræsentativt udsnit af befolkningen (se kilder). Undersøgelsen viser, at 7% af alle adspurgte i alderen 16-89 år inden for de seneste tre måneder havde benyttet datingsider eller datingapps. Størst var udbredelsen i Region Hovedstaden, hvor 8% havde brugt online dating.

En mindre undersøgelse foretaget af YouGov i 2018 blandt cirka 1.000 respondenter i Norden over 18 år (se kilder) viste, at Danmark er det land i Norden, hvor flest har prøvet online dating. 38% af de adspurgte danskere i undersøgelser har på ét tidspunkt i deres liv brugt det. Ser man på aldersgruppen mellem 18 og 49 år, havde 55% prøvet online dating.

Hvem er det typisk, der online dater?

Online dating tiltrækker et bredt udsnit af den danske befolkning: den nysgerrige teenager, der har lyst til at flirte; singlen, der drømmer om børn og den eneste ene; alene-moren, som hverken har tid eller lyst til at gå på diskotek, men gerne vil have en partner; enkemanden, der længes efter en livsledsagerske; kvinden, der keder sig i ægteskabet og vil krydre tilværelsen med en elsker; parret, der gerne vil have en tredje person at dyrke sex med og mange andre typer mennesker. I dag er variationen enorm på de forskellige datingsider og -apps.

En undersøgelse, som Danmarks Statistik foretog i 2017 blandt et repræsentativt udsnit af befolkningen (se kilder), viser, at det primært er yngre singler mellem 16 og 34 år, der bruger datingsider og datingapps. I alt 7% af de adspurgte svarede, at de havde brugt online dating inden for de seneste tre måneder, og heraf befandt 60% sig i aldersgruppen 16-34 år, og tre og ud af fire var single.

Men det betyder ikke, at online dating ikke også er noget for seniorerne. Undersøgelsen viste, at over 10% af netdaterne var over 55 år.

I en artikel i Berlingske, ”Så populært er netdating i din alders- eller indkomstgruppe” (se kilder), gennemgås en større del af undersøgelsen. Heri fremgår det, at særligt folk med en lav indkomst samt folk uden for arbejdsmarkedet som f.eks. studerende eller arbejdsløse i højere grad bruger online dating.

Hvad søger folk i online dating?

Den eneste ene, nye venner, spændende bekendtskaber, uskyldige flirts, uforpligtende sex, sjov, skæg og ballade. Det er meget forskelligt, hvad netdaterne søger på datingplatformerne. Det er også forskelligt, hvilket publikum de forskellige datingsider og -apps henvender sig til. Hvor Scor.dk for eksempel mest henvender sig til folk, der søger sex og flirts, er Dating.dk i højere grad et mødested for folk, der gerne vil have en kæreste.

Især på de nye datingapps som Tinder og Happn er det meget forskelligt, hvad folk søger. Nogle leder seriøst efter en fast partner, men ofte er det blot følelsen af at søge efter en partner eller det selvtillidsboost, det giver at matche med nogen, som er målet med online dating. Selvom folk måske bruger meget tid på Tinder, er det ikke sikkert, at de mødes med mange af dem, de matcher med.

 

I dette klip spørger en ung reporter sig selv og andre unge, om datingkulturen i dag er blevet for overfladisk? TV2 ECHO, 2018.