modeller
Modeller på catwalken ved Versace's modeshow i Milano i september 2017.
Foto: Jonas Gustavsson / Scanpix

Mode

Artikel type
faktalink
journalist Louise Juncker, iBureauet/Dagbladet Information. 2004. Opdateret af journalist og cand.comm. Anne Anthon Andersen, november 2017.
Top image group
modeller
Modeller på catwalken ved Versace's modeshow i Milano i september 2017.
Foto: Jonas Gustavsson / Scanpix
Main image
Pige i lårkort mode på Strøget i København på en sommerdag.
Pige i lårkort mode på Strøget i København på en sommerdag.
Foto: Scanpix

Indledning

Mode kan bruges til at signalere, at man tilhører en bestemt social gruppe, og at man ønsker at udtrykke sin individualitet. Samtidig er moden et spejl af samfundsudviklingen, hvor man f.eks. kan sammenligne kjolernes sømlængde med det 20. århundredes høj- og lavkonjunkturer.

Siden den moderne mode opstod i begyndelsen af 1800-tallet, har den fået omfattende identitetsmæssig og økonomisk betydning.

Tøjbranchen er i dag verdens fjerdestørste industri. Ifølge Dansk Mode & Textile omsætter den europæiske modebranche alene for omkring 79,6 milliarder euro årligt og beskæftiger lidt over 1 million mennesker. Tilsvarende er tøj blevet Danmarks fjerdestørste eksportvare. Vores stigende forbrug af tøj har miljømæssige og menneskelige konsekvenser. På verdensplan står tøjproduktion for over 10 % af verdens samlede udledning af CO2, underbetalte arbejdere i fattige lande bliver udsat for alvorlige sundhedsskadelige risici i produktionen, og promovering af modetøj presser modeller til at forfølge ekstremt tynde kropsidealer.

 

Introduktion til mode

Hvad er mode?

Ordet mode er oprindeligt fransk og kommer af det latinske ord "modus", der betyder "måde". Udtrykket "mode" betyder bogstaveligt, at en genstand eller en adfærd er den måde, der er mest anerkendt af så stor en gruppe som muligt. Hvis man ikke følger denne "måde", følger ens adfærd eller udseende ikke "moden". Modebegrebet anvendes på områder, der har med adfærd, kultur og samfund at gøre. I forhold til påklædning er mode en given måde at klæde sig på, som skaber en tavs dialog mellem mennesker, og samtidig indgår i forskellige sociale sammenhænge. Et af de vigtigste aspekter ved mode er, at den både kan bruges til at signalere, at man ønsker at skille sig ud fra mængden og/eller, at man tilhører en bestemt social gruppe.

I dag er moden et resultat af forskellige processer mellem for eksempel en designers kreative skaben, den teknologiske produktion, og hvordan den mod- og optages af den almindelige forbruger.

Hvad er antimode?

Antimode er ifølge Modeleksikon (se kilder) et oprør mod den fremherskende mode. Den første antimode-bevægelse startede i sidste halvdel af 19. århundrede som modreaktion på periodens strenge krav til påklædningen – primært kvinders brug af korset. Korsettet snørede kvindens talje ind, ofte til halvdelen af det naturlige taljemål, og var særdeles usundt. Brugen af korset kunne medføre skæve ribben, punkterede lunger og beskadigelse af indre organer. Med Reformkjolen, introduceret af den østrigske maler Gustav Klimt i slutningen af 1800-tallet, behøvede man ikke at bære korset. Klimt ønskede en mere naturlig stil, der lige som hans billedkunst tog udgangspunkt i naturens og kroppens former. Reformkjolen krævede ikke, at man bar korset, og den fulgte kroppens naturlige former og frigjorde derfor kvinden til et mere aktivt og smertefrit liv.

I midten af 20. århundrede afstedkom de mange kulturelle og samfundsmæssige ændringer forskellige antimoder. For eksempel signalerede hippiemoden modstand mod det kapitalistiske, materialistiske og forbrugerbestemte samfund. Tøj fra militærlagre blev brugt ironisk, og genbrugstøj, blomster og billeder af revolutionære ikoner var alt sammen symboler på denne modstand.

Antimode mister dog ofte sin oprindelige betydning, idet den selv kan blive mode, der optages af en større befolkningsgruppe.

Hvad er modens særkende?

At moden skifter i en mere eller mindre regelmæssig cyklus er ofte det, man opfatter som modens vigtigste karakteristika. Som regel starter modens skiftende cyklus hos designeren, som formgiver tøjet. Dernæst skal tøjet produceres og promoveres for til sidst at ende som færdigt produkt i forretningen.

Samtidig gentager moden sig selv med forskellige tidsrum, men oftest med et twist. Denne udvikling startede i begyndelsen af 1800-tallet. Opdagelsen og udgravningen af antikke civilisationer i slutningen af 1700-tallet skabte en enorm interesse for den græske og romerske påklædning i antikken. Dermed opstod "empire"-moden, som lignede antikkens med draperede, tynde, hvide stoffer, men blev tilført et moderne twist med pufærmer, stram talje flyttet til under barmen og kysehatte. Disse tilføjelser understregede barmen og bevarede samtidig en vis ærbarhed i forhold til kjolerne. I forhold til den foregående mode var "empire"-stilen noget ’uanstændig’, da man for første gang i flere århundreder kunne se kvindernes ben og oftest mere end ane kroppens konturer.

Denne form for gentagelse kaldes retro eller nostalgi og er et gennemgående tema i moden. I starten af 00’erne var det 1930’ernes engelske landadel-stil, 50’ernes vide skørter og smalle talje samt 60’ernes miniskørt og grafiske A-linje, der igen blev moderne. Mode udtrykker derfor både, at historien gentager sig, og at samfundskulturen ændrer sig.

Moden historisk

Hvordan opstod mode?

Ifølge den psykoanalytiske modeteoretiker John C. Flügel i bogen ”The Psychology of Clothes” (se kilder) skyldes modens opståen menneskets behov for at dekorere sig. Ifølge Flügel er seksualiteten den vigtigste grund til, at mennesker dekorerer sig. For i ønsket om at gøre sig attraktiv over for en potentiel partner ligger også menneskets basale instinkt for at avle børn og dermed sikre artens overlevelse. I begyndelsen dekorerede mennesker kroppen, for eksempel ved tatoveringer, gennemboringer og skamfering af huden. Det vil sige, at man brugte ben og metaller som smykker og skar et dekorativt mønster i huden. På den måde signalerede man en vis status og ønske om at gøre sig attraktiv over for andre.

Det køligere klima skabte et behov for at beskytte sig mod kulde, og derfor begyndte man at iklæde sig dyrepels og -skind. Her var der endnu ikke tale om mode, men blot om en praktisk måde at undgå at fryse ihjel på.

Efterhånden som påklædning blev en naturlig del af udseendet og en norm i menneskers måde at omgås hinanden, fik tøjet også større dekorativ betydning. Dermed voksede behovet for at udtrykke sig gennem påklædningen. Ifølge modesociologen Christopher Breward i bogen ”Fashion” (se kilder) reflekterer mode en kulturs eller et samfunds økonomiske, politiske og kulturelle ændringer. For eksempel var der i 1960’erne en stærk optimisme omkring rumkapløbet mellem Sovjetunionen og USA. I 1964 skabte den franske designer André Courrèges derfor nogle "rumtøjs"-kollektioner, der havde et enkelt, geometrisk snit, var ensfarvede i sølv, og som havde tilbehør som rumhjelme og flade sølvstøvler. Det blev straks udråbt som indbegrebet af både 1960’ernes og fremtidens mode, men virkeligheden var, at tøjet aldrig blev populært i den brede befolkning og derfor aldrig dannede mode. Dette skyldes, at Courrèges tøj lå alt for langt fra den eksisterende mode, og dets stil for ekstrem. Ifølge modeteoretikeren Fred Davis i bogen ”Fashion, Culture and Identity” (se kilder) bliver en mode aldrig populær, hvis den ligger for langt fra den foregående mode eller er for ekstrem.

Hvornår opstod den moderne mode?

Indtil midten af 1800-tallet var mode primært bestemt af de europæiske regenter og deres hoffer. Regenten fastsatte love og bestemmelser for, hvordan hver samfundsklasse måtte klæde sig, idet tøjet skulle afspejle personens position i samfundshierarkiet. De dele af befolkningen, som forsøgte at aspirere mod en samfundsklasse, der var højere end deres egen, forsøgte at klæde sig i den pågældende klasses modesymboler. Men ved overtrædelse af kodekserne blev den pågældende ofte pålagt bøder og udsat for social ringeagtelse. Moden startede derfor ved landenes overhoveder og sivede videre ned gennem hierarkiet til adelen, borgeren og arbejderen. De lavere samfundsklasser påvirkede overhovedet ikke de højere klassers måde at klæde sig på.

Mode, som vi kender den i dag, udviklede sig i sammenhænge med de store samfundsændringer, Den Franske Revolution skabte i Europa. Indtil da havde mænds påklædning været lige så pyntet som kvindernes. For eksempel ved den franske solkonges hof, hvor mænd bar enorme parykker, sko med store sløjfer og høje hæle og et hav af broderier på tøjet. Efter revolutionen blev den mandlige tøjstil inspireret af militæruniformens enkle elementer: sorte bukser og jakke og en hvid skjorte. I dag er mænds påklædning stadig påvirket af denne 'uniform', især ses det hos mænd med funktionær- eller lederstillinger og til festlige, gerne lidt formelle begivenheder, som konfirmation eller bryllup.

Hvem var nutidens modes foregangsfigur?

Englænderen Charles Frederick Worths grundlagde i 1858 det første haute couture-hus i Paris, hvis opbygning og image ifølge Modeleksikon (se kilder) var inspiration for senere modehuse og -designere. Worth iscenesatte sig som det kunstneriske geni, som kunne diktere moden ud fra sit ophøjede talent, og var den første designer, som fik dette image. Hans enorme internationale succes skyldtes i høj grad, at hans tøj var særdeles populært hos datidens forbilleder som kejserinderne Eugénie af Frankrig og Elizabeth af Østrig og skuespillerinder som Sarah Bernhardt.

Hvor designeren før var underlagt sin kundes ønsker, var billedet nu vendt. Nu opstod den sæsonbestemte mode, som designeren og modehuset dikterede. Herfra begyndte moden at forløbe som en cyklus med halvårlige shows, der bestemte, hvordan næste halve års mode skulle se ud. Moden blev nøje fulgt af såvel kunder, der købte de dyre haute couture-kreationer, som personer, der ikke havde de økonomiske midler til at anskaffe sig originalproduktet, men kun billigere kopier.

Hvordan var moden i 1910 erne?

Indtil 1910 erne var moden præget af "Belle Epoque"-stilen, som var kendetegnet ved megen dekoration og stor brug af materialer. Før Første Verdenskrig var moden eksotisk, farvesprudlende og i "empire"-snit og var især inspireret af den russiske ballet, der besøgte Paris i 1909. Den vigtigste designer var Paul Poiret, som overførte den russiske ballets orientalske kostumer til europæisk klædningsform. Ifølge Modeleksikon (se kilder) var Poiret en af de designere, som introducerede kvindetøj uden korset; som indtil da den vigtigste faktor i kvinders beklædning. Poirets dalende popularitet var en konsekvens af Første Verdenskrig og skyldes især, at kvinder i højere grad kom ud på arbejdsmarkedet, og at krigen skabte en generel økonomisk krise. Resultatet blev enklere linjer, billigere materialer og større vægt på kvindens nye og mere aktive livsstil.

Hvordan var moden i 1920’erne?

Moden i 20’erne var en videreførelse af ideerne, der opstod af Første Verdenskrig: et enkelt snit og et aktivt look, der dyrkede det ungdommelige udseende. Korsettet var nu helt ude af billedet, og silhuetten derfor mere naturlig. Den moderne type blev drengepigen, hvis drengede krop skulle modsvares af et tilsvarende snit i tøjet: et firkantet snit med en lav talje på hoften og – for første gang i moderne vestlig historie – utildækkede ben. Den vigtigste designer af 1920’ernes mode var Coco Chanel, der også opfattes som den designer, der startede det 20. århundredes moderne påklædning for kvinder. Selv om Chanels tøj kun var tilgængeligt for velhavende kvinder, var tøjstilen og ideerne bag mulig at kopiere for alle.

Hvordan var moden i 1930’erne?

Moden i 30’erne var stærkt præget af børskrakket i Wall Street i 1929. Den økonomiske krise afstedkom tøj, der kunne bruges til flere anledninger, og en mere feminin stil. Skørtelængden faldt til foden, silhuetten blev blødere, og tøjet skulle igen understrege kvindens timeglasfigur. Det mest populære snit var bias-skæringen – en skrå skæring, der ligger diagonalt på stoffet og som skaber en flydende og flatterende understregning af figuren. Hollywood var stor inspirationskilde, og pga. filmcensuren, der forbød dybe brystudskæringer, kreerede designerne i stedet meget dybe rygudskæringer.

Den mest indflydelsesrige designer i 30’erne var Madeleine Vionnet, som opfandt bias-skæringen, og som var unik i sin arbejdsmetode, idet hun draperede stoffet direkte på en gine. Vionnet var inspireret af den græske antiks flydende og løse snit.

Hvordan var moden i 1940’erne?

Moden i 40’erne var opdelt i to: Under og efter Anden Verdenskrig. Krigen havde en afgørende betydning på moden, fordi man rationerede tekstiler og tøjmaterialer, og fordi det generelt ikke var velset, at man klædte sig overdådigt i trange tider. På grund af påvirkningen fra militæruniformerne og rationeringen var snittet derfor enkelt, stramtsiddende og med maskuline udtryk som brede skuldre og smalle hofter. I Paris lavede man fantasifulde og dekorative hatte af billige materialer og sko med tykke korksåler, som resulterede i en meget lang og lettere grotesk figur. Men parisernes påklædning var både et signal om, at de ville bevare deres image som et modebevidst folk, og at de ikke ville lade sig undertrykke på af de tyske besættelsesstyrker.

I 1947 skabte Christian Dior en kollektion i Paris, som blev en revolution i modeverdenen. Kollektionen blev døbt "New Look" af modemagasinet Harper’s Bazaars modejournalist Carmel Snow. Stilen regnes som en stærkt feminin og romantisk modreaktion på krigens maskuline stil og som udtryk for et håb om bedre tider. Desuden mindede stilen om Charles Frederick Worths kreationer, dvs. med smalle skuldre, løftet buste, rundet hoftesnit, enorm vidde i skørterne og smal talje, som blev endnu mindre ved genindførslen af korsettet. Selv om "New Look" blev kritiseret for at være en stilmæssig modreaktion på kvindens nyfundne frihed og øgede indflydelse på arbejdsmarkedet, opnåede den international udbredelse og blev den dominerende mode op igennem 1950’erne.

Hvordan var moden i 1950’erne?

Moden i 1950’erne var både præget af "New Look" og fænomenet, der opstod i kølvandet på USA’s og Europas økonomiske vækst, nemlig ungdomskulturerne og teenagerne. I Europa var det især mod- og beatstilen, som blev dyrket af Paris’ og Londons intellektuelle bohememiljø, der dannede mode blandt de unge. Beatstilen var dels udtryk for ungdommens modreaktion på den meget voksne "New Look"-stil, dels for de intellektuelles og antiautoritæres afstandtagen fra det borgerlige samfund. Snittet var enkelt med smalle bukser og stramme nederdele, farverne var mørke, primært sort, og skoene flade. Skuespilleren Audrey Hepburn var nok det største forbillede for beatstilen.

Hvordan var moden i 1960’erne?

1960’ernes mode var broget og præget af ungdommens gryende oprør mod autoriteterne og de etablerede samfundsnormer. Den måske mest kendte mode, som symboliserede dette, var miniskørtet, som formodentlig blev opfundet af den engelske designer Mary Quant i 1965. Miniskørtet, som i nogle versioner lige netop dækkede bagdelen, blev først optaget af unge piger og derpå af voksne kvinder i alle aldre. Det at have et ungdommeligt udseende var efterhånden blevet et af 60’ernes vigtigste moder, hvilket især kom til udtryk i Lolita-moden, hvor tøjet var i klare farver, lige-op-og-ned snit og afslørede den magre krop, som nu var et ideal.

Inden studenteroprørene i 1968 var "Mod"-stilen populær. Stilen var især inspireret af Beatles’ lange hår og stramme jakkesæt med rullekraver i mørke farver. Fra midten af 60’erne opstod hippiemoden, der udtrykte oprør mod et samfund, hvor ungdommen og minoriteter ikke havde indflydelse. Hippierne klædte sig i batiktøj, genbrug, trompetbukser, plateausko og etnisk inspireret, løst flagrende tøj.

Hvordan var moden i 1970’erne?

Hippiemoden fortsatte ind i 70’erne, og derudover var moden præget af forskellige retninger som disko, nostalgi og punk. I begyndelsen af årtiet var der stigende fokus på økologi og ”tilbage til naturen”-mentalitet, hvilket også kom til udtryk i den nostalgiske mode. Med neutrale farver, etnisk og landligt inspireret tøj kunne man signalere, at man var miljøbevidst. I kontrast til den nostalgiske mode var diskomoden, som blev dyrket i diskoteksmiljøerne. Ifølge Seeling i bogen ”Mode” (se kilder) var diskomodens motto: Dårlig smag er den bedste smag. Med festen og dansen som udgangspunkt klædte man sig i kropsnært tøj i kunstige stoffer og stærke farver.

Punkmoden opstod i punkbevægelsen, som både var en modbevægelse mod hippierne og en antiautoritær gruppe, der ønskede at provokere omverdenen. Dette gjorde punkerne ved at farve og forme håret på ekstreme måder, pierce og tatovere kroppen og ansigtet og gå i alt, hvad der blev opfattet som grimt: sort, iturevet tøj, affaldsposer, tøj fra militære overskudslagre og slidte militærstøvler. Designere som engelske Vivienne Westwood, franske Jean Paul Gaultier og italienske Gianni Versace brugte punkens symboler og gjorde dermed en ikkekommerciel mode kommerciel.

Unge i Kings Road i London, 1978:

 

Hvordan var moden i 1980’erne?

Moden i 80’erne var stærkt præget af samfundets positive økonomiske udvikling, og det blev vigtigt at signalere, at man havde eller ønskede økonomisk succes. Dette var især vigtigt for yuppierne, de unge erhvervsfolk i byerne, og deres tøj afspejlede 80’ernes motto ”dressed for succes” – at klæde sig til succes. Som kvinde gjorde man det bedst ved at optage mandens tøjsymboler som for eksempel jakkesæt med skulderpuder. Derudover var en kort, stram nederdel og bluse eller en buksedragt fra et luksusmærke også vigtige arbejdsuniformer. Inden for mandemoden var jakkesæt med skulderpuder i et meget maskulint snit moderne. Det var vigtigt for begge køn at klæde sig i mærketøj, da man med mærkerne kunne vise sin økonomiske succes. En anden måde at vise sin succes på var gennem en veltrænet krop, og moden i 80’erne var derfor også kropsnær og inspireret af fitness-tøj.

I kontrast til yuppiemoden og kropsdyrkelsen var der de japanske designere, som gjorde en mere skulpturel og individualistisk stil moderne. Hiphopkulturen opstod også i 80’erne og gjorde baggy-pants, kondisko, baseballkasketter og store guldkæder om halsen moderne for andre end hiphoppere og hiphop-fans. Det var også vigtigt inden for hiphop-moden, at man gik i luksusmærker og mærker, som signalerede den gruppe i subkulturen, man var med i eller gerne ville tilhøre.

Hvordan var moden i 1990’erne?

Moden i 90’erne var præget af en ”slutningen af århundredet”-stemning. Det kom til udtryk i en tilbageskuende mode – retrobølgen – som var stærkt inspireret af århundredets mange moder, men tilført et nyt twist. Som eksempel kan nævnes nyhippiemoden, Pradas 60ermode i midten af 90’erne og Guccis diskostil. Seattle grungerocken – med gruppen Nirvana i spidsen – inspirerede fra 1990 til antipoden grunge. Her gik man i Dr. Marten’s støvler, ternede skovmandsskjorter og slidte jeans til mændene og underkjoler til kvinderne. Grungemoden afspejlede også starthalvfemsernes økonomiske krise. En anden populær mode var ”babydoll”-moden, som bestod af miniskørt, strømper til knæene og stramme T-shirts – en stil, nogen har tolket som et opgør med den aldersbestemte mode. Den måske vigtigste mode var dog minimalismen, der opstod som reaktion på en hurtigere skiftende modecyklus, en større fokus på økologi og den økonomiske krise i starten af 90’erne. Den bestod af diskret ”basis”-tøj, neutrale farver og var uden dekorative elementer som for eksempel smykker. Fælles for modestrømningerne i 90’erne var, at de opstod på alle niveauer – fra haute couture til gaden.

Kurt Cobain fra Nivarna som stilikon: