De involverede parter i mobning

Hvem mobber?

Ifølge den norske psykolog Dan Olweus i undersøgelsen “Mobning og selvmordsadfærd” (se kilder) kommer mobberne fra alle sociale lag i samfundet. Det er derfor ikke muligt at give en entydig beskrivelse af, hvem der mobber, men forskellige undersøgelser udleder alligevel nogle karakteristika: Børn og unge som mobber er ofte aggressive over for deres forældre, lærere og klassekammerater, og de har som regel en trang til at dominere andre. Derudover har de typisk en manglende indlevelse og medfølelse over for deres ofre.

Drenges mobning er ofte af en fysisk karakter, altså voldelig, mens piger i højere grad er involveret i psykisk mobning af relationel karakter, hvor de bruger forhold til veninder som middel til at skade andre. I drengenes fysiske mobning er mobberne ofte karakteriseret ved at være fysisk stærkere end deres kammerater og især stærkere end den mobbede.

Der er en klar overvægt af drenge, der mobber, i forhold til piger. Ifølge undersøgelsen “Mobning og konflikt 2006” (se kilder) har 13,1 % af drengene i 9. klasse mobbet mindst et par gange om ugen inden for de seneste par måneder, mens kun 0,3 % af pigerne har gjort det. Det kan dog være et udtryk for, at drengene blot er mere bevidste om, at de mobber, hvor pigernes mobning ofte er af mere indirekte karakter.

Hvem bliver ofre for mobning?

Børnerådets undersøgelse “Mobning og konflikt 2006” (se kilder) viser, at piger og drenge bliver mobbet næsten lige meget. På samme måde som i karakteristikken af mobberen er det svært at tegne et entydigt billede af den mobbede. Undersøgelser viser dog, at ofre for mobning ofte er usikre, forsigtige, følsomme og stilfærdige typer, som har svært ved at opretholde deres selvværd. Den norske psykolog Dan Olweus skelner i rapporten “Mobning og selvmordsadfærd” (se kilder) mellem to typer af mobbeofre:

· Det passive offer, som ikke tør forsvare sig, hvis han/hun bliver mobbet og ofte er fysisk svagere end sine klassekammerater

· Det provokerende offer, som er hyperaktiv, ukoncentreret og irriteret.

Det passive offer ses hyppigere end det provokerende. Der findes desuden en stor gruppe, der både mobber andre og selv bliver mobbet – de bliver kaldet dobbeltaggressorer. Undersøgelsen “Mobning og konflikt 2006” (se kilder) viser, at 40 % af dem, som bliver mobbet, også mobber andre.

Hvorfor mobber nogen andre?

Den mest almindelige forklaring på, hvorfor nogen bliver mobbet, er, at det er fordi, de skiller sig ud fra flokken. Ifølge Red Barnets brochure “Fri for mobberi – sådan gør vi” (se kilder) peger de mobbende børn imidlertid selv på andre årsager til mobning, for eksempel:

· Kedsomhed

· Ønsket om at blive populær

· Jalousi

· At finde en aflastningsventil for sine aggressioner

· At opleve en fællesskabsfølelse med de andre ikke-mobbede

· At opnå den anerkendelse, som hjemmet ikke vil give

· At føle (misbruge) magt

· Angst for ikke at slå til

· Angst for ikke at blive agtet

· Angst for selv at blive mobbet

Mobning er et tegn på, at der er en meget lav tolerance i gruppen over for, hvilken opførsel der er acceptabel, og at der er en meget skarp opdeling af ‘rigtigt’ og ‘forkert’. Årsagerne til den lave tolerance er komplicerede. Det tyder på, at mobning forstærkes af, at børnene omgås voksne (forældre/lærere) med en lav tolerance. Desuden kan det spille ind, at vi befinder os i en meget individualiseret konkurrencekultur, hvor en stærk medieverden retter kraftige budskaber mod børn og unge om, hvad der er ‘normalt’, og hvad der er ‘afvigende’. Mobberen og mobbeofret deler den samme angst for ikke at slå til. Men hvor det hos mobberen udmønter sig i udadrettet aggressiv adfærd, er den mobbedes angst af underkastende karakter.

Hvilken rolle spiller de passive og medløberne?

Undersøgelser peger på, at når der mobbes i en skoleklasse, indtager de fleste børn en position som tilskuere. De deltager altså ikke direkte og aktivt i udstødelsen, men passiviteten og fraværet af handling bliver en del af mobbemønstret. Den manglende indgriben fungerer som en form for stiltiende legitimering og accept af mobningen. Ifølge DR og Dansk Center for Undervisningsmiljøs nyeste undersøgelse som led i antimobbekampagnen “Attention mobning” (se kilder) svarer 41 %, at de en eller flere gange har haft lyst til at gribe ind over for mobningen, men at de ikke har gjort det. De passive tilskuere er ofte bange for at blande sig og skride ind over for mobning, fordi de tror, at de så selv vil blive det næste offer.

Medløberne er dem, der direkte hjælper mobberen. De kan synes, det er synd for ofret, men føler ikke, de kan gøre andet end at føje mobberen. En velkendt psykologisk reaktion i gruppen er, at når man er flere om de negative handlinger, forsvinder den enkeltes følelse af samvittighed, hvilket forklarer, hvorfor børn med normal evne til at føle empati alligevel deltager i mobning.

Hvilken rolle spiller forældrene?

Center for Selvmordsforsknings undersøgelse “Mobning og selvmordsadfærd” (se kilder) viser, at forældre til mobbere ofte selv har været mobbere, da de var børn. En del mobberes forældre har ægteskabelige problemer og/eller har slået deres børn, men dette er dog langt fra altid tilfældet.

Ifølge forsker i mobning, Helle Rasbøl Hansen, har forældrene til de børn, der mobber, et meget stort ansvar. Hun udtaler i artiklen “Klokken ringer til mobning” (se kilder), at “De forældre, der har som vane at tale grimt og bagtale andre, det være sig kolleger eller hvem som helst hjemme ved køkkenbordet, præger deres børn til at kopiere denne negative adfærd. De børn, der mobber andre, kan ofte referere til, at sådan taler deres forældre.”

Børnerådets undersøgelse “Mobning og konflikt 2006” (se kilder) viser, at blandt de, der ikke har mobbet andre, har 67 % aldrig hørt deres forældre snakke nedladende om andre, mens kun 31,9 % af de, der ofte hører deres forældre tale nedladende om andre, ikke har mobbet andre.

Hvilken rolle spiller skolen og lærerne?

Nogle skoler er bedre til at forebygge mobning end andre. Kendetegnende for de skoler, hvor der foregår mest mobning, er, at der ofte mangler en klar aktiv stillingtagen. Mobning trives bedst, hvor der ikke er sendt tydelige signaler fra rektor og lærere, ikke er klare retningslinjer for indgriben, og hvor der ikke er formuleret en fælles holdning til mobning. I DR og DCUMs undersøgelse som led i antimobbekampagnen “Attention mobning” (se kilder) svarer 23 %, at de tvivler på, at læreren ved, at der foregår mobning i klassen, ligesom 41 % svarer “nej” eller “ved ikke” på spørgsmålet, om deres skole har regler omkring mobning.

Læreren har en meget central rolle i forebyggelsen af mobning, da han/hun skal skabe rammerne for, at eleverne har det godt og hjælpe dem med at udvikle fælles sociale normer. Derfor er det afgørende, at læreren er opmærksom på elevernes trivsel og tager problemer og konflikter op, så snart de viser sig. En del af forebyggelsen af mobning kan for eksempel være, at klassen holder fællesmøder for at give eleverne oplevelsen af et klassefællesskab, og at man lærer eleverne om demokrati. Ved klassemøder er det vigtigt, at eleverne får medbestemmelse og føler medansvar for fællesskabet i klassen.

Hvilken betydning har de fysiske rammer for mobning på skolen?

DCUMs artikel “Mobning i skolen” (se kilder) refererer til en undersøgelse fra 1970’erne, der viste, at der var mere mobning på skoler med store asfalterede skolegårde end på skoler med spændende og varierede udearealer. Dårlig vedligeholdelse af skolen sender et signal om ligegyldighed til eleverne – at skolen er et sted, hvor det er i orden ikke at behandle sine omgivelser ordentligt. Hvis der ikke bliver taget hånd om skolens fysiske og æstetiske miljø, kan man heller ikke forvente, at eleverne som noget naturligt tager hånd om hinanden.