Hvad er et missilskjold?
Engang var det kun de absolutte stormagter, der havde de militære muskler til at affyre missiler, der kunne nå fra et land til et andet. Men i dag har flere end 20 lande de ballistiske missiler, og ni af disse har endda de tekniske forudsætninger for at udstyre missilerne med atomvåben, hvis de skulle ønske det. Dermed er alene risikoen for fejlaffyringer mangedoblet, ligesom USA frygter, at Iran og Nordkorea vil bruge deres våben til at true sig til større politisk magt.
Et missilskjold er et forsvarssystem, som kan opdage fjendtlige missiler og skyde dem ned, mens de endnu er i luften - og på den måde forhindre, at missilernes når deres mål. Et perfekt missilskjold er derfor en garanti mod, at andre lande kan bruge de ballistiske missiler som et pressionsmiddel. At udvikle et sådant missilskjold er imidlertid ikke nogen enkel opgave. Ballistiske missiler kan alt efter typen flyve 300-6.000 km på under en halv time, og missilskjoldets alarmsatellitter og radaranlæg skal derfor inden for meget kort tid kunne opsnappe de fjendtlige missilers bane og give besked til anti-ballistiske missiler på jorden eller på skibe, der kan skyde de fjendtlige missiler ned, mens de endnu er i luften.
Mens ekspræsident George W. Bushs missilskjold koncentrerede sig om at kunne nedskyde interkontinentale atomraketter, altså raketter der kan flyve fra en verdensdel til en anden, er præsident Barack Obamas missilskjold i Europa i første omgang indrettet til at nedskyde kort- og mellemlangtrækkende missiler, som blandt andet Iran allerede er i besiddelse af, og som potentielt kan ramme Israel, USA’s allierede. På længere sigt skal også Obamas missilskjold dog kunne nedskyde interkontinentale raketter over hele verden.
Hvordan virker et missilskjold?
Der findes flere forskellige typer missilskjold. Når det amerikanske projekt engang står færdigt, kan man dele det op i varsling og sporing, analyse, indfangning og endelig ’drabet’, som man kan læse mere om hos det amerikanske missilforsvarsagentur (se kilder):
- Varsling og sporing: Et system af stationære og mobile satellitsystemer opdager den fjendtlige raket straks efter, at den er blevet affyret, og satellitsystemerne sender med det samme besked til fire ’tidlig varsling’-radarsystemer på jorden, bl.a. på Thule-basen i Grønland. Radarerne skal primært skelne raketter med ’rigtige’ sprænghoveder fra vildledende raketter, der er tomme.
- Analyser: Informationer fra radaranlæggene samles i Kommandocentret, der er hele ’hjernen’ i raketskjoldet. Her analyseres alle oplysninger om de fjendtlige raketters hastighed og kurs, og informationer og ordrer sendes løbende til hele systemet.
- Indfangning: De anti-ballistiske missiler, der er placeret på baser i USA og krigsskibe i Middelhavet og Atlanterhavet, sendes af sted mod den fjendtlige raket og guides hele vejen af ’hjernen’ i systemet, Kommandocentret.
- ’Drabet’: Den fjendtlige raket rammes af anti-ballistiske missiler undervejs på sin bane fra affyringsstedet til målet - enten nær afsendingspunktet, under flyvningen, eller når den kommer ned i atmosfæren igen. Det antiballistiske missil bringes ind i den fjendtlige rakets bane og rammer den med en hastighed på 20.000 km i timen. Raketten pulveriseres ved sammenstødet.
Der forskes endvidere i brug af laservåben til at supplere de anti-ballistiske missiler. Gigantiske laserkanoner skal efter planen kunne monteres på snuden af et Boeing 747-fly, hvorfra de skal kunne ramme den fjendtlige raket umiddelbart efter affyringen med så enorme energimængder, at raketten tilintetgøres.