USA’s missilskjold

Artikel type
faktalink
journalist Emil Rottbøll, iBureauet/Dagbladet Information. 2009
Main image
Den amerikanske præsident Obama og den russiske præsident Medvedev poserer med den netop underskrevne kontrakt hvor Washington og Moskva forpligter sig på at nedruste de nucleare våben. Prag den 8. april 2010.
Den amerikanske præsident Obama og den russiske præsident Medvedev poserer med den netop underskrevne kontrakt hvor Washington og Moskva forpligter sig på at nedruste de nucleare våben. Prag den 8. april 2010.
Foto: Scanpix

Siden Sovjetunionen udviklede atomvåben i 1949, har USA drømt om at trække et beskyttende skjold henover sig for igen at blive en urørlig supermagt. De sidste 25 år har skiftende præsidenter arbejdet på at realisere denne vision, og den nuværende præsident Barack Obama fortsætter bestræbelserne. Men han gør det med andre midler og ambitioner end sin forgænger, George W. Bush. Mens Bush ønskede at etablere et globalt missilskjold, der blandt andet skulle placeres i Tjekkiet og Polen, har Barack Obama annulleret forgængerens planer og i stedet lanceret et nyt system i mindre målestok baseret på krigsskibe. Selv om det af og til præsenteres, som om Obama helt har skrottet sine forgængeres arbejde, er det altså fortsat præsidentens ønske, at USA skal kunne beskytte sine egne soldater og sine europæiske allierede mod raketangreb fra blandt andre Iran - og teknisk set kan det nye missilskjold stadig underminere Rusland og Kinas status som atommagter. Truslen om et nyt våbenkapløb er således ikke forsvundet, men Barack Obama har i højere grad end sine forgængere åbnet døren på klem for et samarbejde med verdens atommagter. Danmark er direkte berørt af de amerikanske missilskjoldsplaner, da Thule-radaren i Grønland stadig er en vigtig del af skjoldet.

Introduktion til missilskjoldet

Hvad er et missilskjold?

Engang var det kun de absolutte stormagter, der havde de militære muskler til at affyre missiler, der kunne nå fra et land til et andet. Men i dag har flere end 20 lande de ballistiske missiler, og ni af disse har endda de tekniske forudsætninger for at udstyre missilerne med atomvåben, hvis de skulle ønske det. Dermed er alene risikoen for fejlaffyringer mangedoblet, ligesom USA frygter, at Iran og Nordkorea vil bruge deres våben til at true sig til større politisk magt.

Et missilskjold er et forsvarssystem, som kan opdage fjendtlige missiler og skyde dem ned, mens de endnu er i luften - og på den måde forhindre, at missilernes når deres mål. Et perfekt missilskjold er derfor en garanti mod, at andre lande kan bruge de ballistiske missiler som et pressionsmiddel. At udvikle et sådant missilskjold er imidlertid ikke nogen enkel opgave. Ballistiske missiler kan alt efter typen flyve 300-6.000 km på under en halv time, og missilskjoldets alarmsatellitter og radaranlæg skal derfor inden for meget kort tid kunne opsnappe de fjendtlige missilers bane og give besked til anti-ballistiske missiler på jorden eller på skibe, der kan skyde de fjendtlige missiler ned, mens de endnu er i luften.

Mens ekspræsident George W. Bushs missilskjold koncentrerede sig om at kunne nedskyde interkontinentale atomraketter, altså raketter der kan flyve fra en verdensdel til en anden, er præsident Barack Obamas missilskjold i Europa i første omgang indrettet til at nedskyde kort- og mellemlangtrækkende missiler, som blandt andet Iran allerede er i besiddelse af, og som potentielt kan ramme Israel, USA’s allierede. På længere sigt skal også Obamas missilskjold dog kunne nedskyde interkontinentale raketter over hele verden.

Hvordan virker et missilskjold?

Der findes flere forskellige typer missilskjold. Når det amerikanske projekt engang står færdigt, kan man dele det op i varsling og sporing, analyse, indfangning og endelig ’drabet’, som man kan læse mere om hos det amerikanske missilforsvarsagentur (se kilder):

  • Varsling og sporing: Et system af stationære og mobile satellitsystemer opdager den fjendtlige raket straks efter, at den er blevet affyret, og satellitsystemerne sender med det samme besked til fire ’tidlig varsling’-radarsystemer på jorden, bl.a. på Thule-basen i Grønland. Radarerne skal primært skelne raketter med ’rigtige’ sprænghoveder fra vildledende raketter, der er tomme.
  • Analyser: Informationer fra radaranlæggene samles i Kommandocentret, der er hele ’hjernen’ i raketskjoldet. Her analyseres alle oplysninger om de fjendtlige raketters hastighed og kurs, og informationer og ordrer sendes løbende til hele systemet.
  • Indfangning: De anti-ballistiske missiler, der er placeret på baser i USA og krigsskibe i Middelhavet og Atlanterhavet, sendes af sted mod den fjendtlige raket og guides hele vejen af ’hjernen’ i systemet, Kommandocentret.
  • ’Drabet’: Den fjendtlige raket rammes af anti-ballistiske missiler undervejs på sin bane fra affyringsstedet til målet - enten nær afsendingspunktet, under flyvningen, eller når den kommer ned i atmosfæren igen. Det antiballistiske missil bringes ind i den fjendtlige rakets bane og rammer den med en hastighed på 20.000 km i timen. Raketten pulveriseres ved sammenstødet.

Der forskes endvidere i brug af laservåben til at supplere de anti-ballistiske missiler. Gigantiske laserkanoner skal efter planen kunne monteres på snuden af et Boeing 747-fly, hvorfra de skal kunne ramme den fjendtlige raket umiddelbart efter affyringen med så enorme energimængder, at raketten tilintetgøres.

Historie og baggrund

Hvornår begyndte USA at planlægge et missilskjold?

Missilskjoldet er en videreudvikling af de ideer om et ’Strategisk Forsvars Initiativ’, populært kaldet Star Wars, som USA’s daværende præsident, Ronald Reagan, lancerede i 1983. Star Wars var et rumbaseret forsvarssystem, som ved hjælp af avanceret radar- og laserteknologi skulle kunne ødelægge sovjetiske atomraketter, før de nåede mål i USA. Star Wars-planerne satte gang i en del forskning, men blev aldrig til noget konkret, inden truslen fra Sovjetunionen forsvandt med Den Kolde Krigs afslutning. I 1998 fremlagde præsident Bill Clinton en stærkt udvandet udgave af Star Wars-projektet, kaldet National Missile Defense (NMD) - et system baseret på forsvarsmissiler på land, som var beregnet til at indfange og destruere fjendtlige raketter, mens de var uden for atmosfæren. Clinton udsatte i september 2000 udviklingen af NMD på grund af flere fejlslagne tests og stor modstand fra Rusland, Kina og USA’s allierede i Europa.

Hvordan udviklede missilskjoldsplanerne sig under George W. Bush?

USA’s næste præsident, George W. Bush, erklærede straks efter sin indsættelse i januar 2001, at USA ville udvikle og opstille et missilskjold - beregnet til at forsvare USA og allierede lande mod angreb med atomraketter, affyret af fjendtlige stater. Planerne vakte stor skepsis i en række europæiske lande og direkte modstand i Rusland og Kina. Kritikerne frygtede en øget global oprustning. Den 17. september 2009 ændrede den efterfølgende præsident, Barack Obama, den europæiske del af missilskjoldet til i første omgang at forsvare Israel og Europa mod missiler med kortere rækkevidde, og ikke mod endnu ikke-eksisterende interkontinentale missiler, der kan nå fra Mellemøsten til USA.

Hvad var ABM-traktaten?

I 1972 indgik verdens to daværende supermagter, USA og Sovjetunionen, en traktat, der forbød landene at udvikle antiballistiske missiler (ABM). Et forsvarssystem baseret på anti-ballistiske missiler ville kunne gøre den ene supermagt usårlig over for atomvåbenangreb fra den anden, og på den måde ville man ikke risikere gengældelsesangreb, hvis man selv benyttede atomvåben. Derfor mente koldkrigsfjenderne, at et missilskjold ville være et katastrofalt brud med filosofien om, at den bedste garanti for slet ikke at bruge atomvåbnene var, at begge supermagter var sårbare over for dem. Da præsident George W. Bush kom til magten i USA i 2001, havde verden imidlertid ændret sig radikalt, og den globale politiske situation var ganske anderledes. Bushs storstilede planer for et missilskjold udgjorde da også et markant brud med ABM-traktaten, og præsidenten erklærede samtidig med sin lancering af missilskjoldsplanerne, at han anså ABM-traktaten for overflødig. Den Kolde Krig var slut, Rusland var ikke længere USA’s primære modstander; det var tværtimod de nye atombevæbnede ’slyngelstater’, som ifølge den amerikanske præsident ikke ville lade sig påvirke af atomafskrækkelsesdoktrinen. Rusland forsøgte forgæves at genforhandle en moderniseret udgave af ABM-traktaten, men Bush holdt fast, og i 2002 trådte USA formelt ud af aftalen. Som beskrevet i artiklen ”Den sidste traktat?” i Weekendavisen (se kilder) havde USA og Rusland forinden aftalt at reducere antallet af atomsprænghoveder med op til 4.000 hver, men iagttagere af international politik opfattede alligevel opsigelsen af ABM-traktaten som et alvorligt tilbageslag for nedrustning af kernevåben.