Hvad er Microsoft?
Microsoft forkortes ofte MS. Navnet er en sammentrækning af ‘micro’ og ‘soft’. Micro betyder en milliontedel eller lille, mens soft refererer til selskabets hovedprodukt, nemlig software. Software er ligeledes en sammentrækning af to ord, nemlig ‘soft’ og ‘ware’. ‘Ware’ betyder vare, og ‘soft’ skal i den sammenhæng forstås som computerindhold, som i sagens natur hverken fylder eller vejer noget, men hurtigt kan ændres og slettes. Software kan opdeles i tre kategorier:
· Systemsoftware, som hjælper computeren med at køre computerhardwaren og
-systemerne. Et eksempel på systemsoftware er et operativsystem som Windows.
· Programmeringssoftware er som regel værktøjer, som programmører benytter til at lave computerprogrammer og software.
· Applikationssoftware tillader brugeren at udføre en eller flere ikke-computerrelaterede opgaver. Typiske applikationer – eller ’apps’ – er virksomhedssoftware, uddannelsessoftware, medicinalsoftware, databaser og computerspil.
Ud over software udvikler og sælger Microsoft også̊ hardware, altså computerens fysiske dele, som er nødvendige for at lagre og køre softwaren.
Størstedelen af Microsofts udviklingsarbejde foregår i hovedkvarteret, der i dag er placeret i Seattle-forstaden Redmond i staten Washington, men der er også forskningscentre i blandt andet Kina, England, Indien og Tyskland.
Hvordan har Microsoft udviklet sig?
Microsoft blev grundlagt den 4. april 1975 i New Mexico af computernørderne Bill Gates og Paul Allen. De mødte allerede hinanden i teenageårene på en privatskole i Seattle og delte en fælles passion for computerprogrammering.
Microsofts første internationale kontor blev grundlagt i Japan den 1. november 1978. Året efter flyttede selskabet til Bellevue i den amerikanske stat Washington, og Bill Gates blev præsident og bestyrelsesformand, mens Paul Allen blev vicepræsident.
I 1980 indtrådte Steve Ballmer i virksomhedens ledelse, og året efter havde selskabet hundrede ansatte. 20 år senere i 2000 udpegede Bill Gates Ballmer til præsident for Microsoft, mens Gates selv blev som bestyrelsesmedlem og direktør.
Microsoft flyttede i 1986 til Redmond i Washington, hvor selskabet også i dag har sit hovedkvarter. 13. marts samme år blev Microsoft børsnoteret, hvilket på kort tid gjorde flere af medarbejderne i virksomheden millionærer. .
27. juni 2008 trådte Bill Gates tilbage fra sit daglige arbejde i Microsoft for at vie sin tid til arbejdet i fonden Bill and Melinda Gates Foundation, som arbejder for at bekæmpe sundheds- og uddannelsesproblemer. Han overlod direktørposten til Steve Ballmer.
4. februar 2014 overdrog Steve Ballmer rollen som Microsoft-direktør til Satya Nadella, der har været i selskabet siden 1992.
Oplysningerne er fundet på Microsofts hjemmeside samt på onlineleksikonet Wikipedia (se kilder).
Hvem er Bill Gates?
Bill Gates bliver født den 28. oktober 1955 i Seattle, Washington. Allerede i skoletiden spirer den første interesse for software, og i en alder af 13 år begynder han at programmere. I 1973 starter Bill Gates på Harvard Universitet for at studere jura ligesom sin far. Han bruger dog det meste af sin tid i Harvards computercenter, og her udvikler han en version af programmeringssproget BASIC til den første Microsoft-computer MITS Altair. På studiets tredje år dropper han ud for at hellige sine kræfter Microsoft, et firma han starter i 1975 med vennen Paul Allen. Fra 1975 til 1998 er Bill Gates præsident for Microsoft, og han har stadig en fremtrædende rolle som bestyrelsesformand. På mange måder er Gates blevet synonym med den verdensomspændende it-virksomhed og med de enorme pengesummer, som forbindes med it-industrien. I magasinet Forbes står Bill Gates listet som verdens rigeste mand med en personlig formue på mere end 400 milliarder danske kroner.
I 2000 grundlægger han sammen med sin kone Melinda fonden Bill and Melinda Gates Foundation, som fokuserer på at afhjælpe globale sundheds- og uddannelsesproblemer. I 2014 har fonden 219 milliarder kroner til rådighed, og har i 2013 rejst 19 mia. dollar til udvalgte formål.
I 2008 trækker Bill Gates sig fra posten som chef for Microsofts softwareafdeling. Han meddeler, at han vil forblive i selskabets bestyrelse, men vil fokusere på at forvalte sin fond.
Hvad er Microsofts produkter?
Microsoft udvikler og markedsfører først og fremmest software, hvoraf de mest populære produkter er operativsystemet Windows, kontorpakken Office, der blandt andet inkluderer tekstbehandlingsprogrammet Word, regnearket Excel og e-mail- og kalenderprogrammet Outlook samt internetbrowseren Internet Explorer.
Derudover udvikler og sælger selskabet telefonen Windows Phone, tablet-computeren Surface samt spilkonsollen Xbox og en række onlinetjenester, hvoraf Skype og MSN er blandt de mest kendte.
I mindre omfang produceres og sælges også hardware såsom tastaturer og mus.
Hvordan har Microsofts produkter udviklet sig?
-
12. august 1981 introducerer computerproducenten IBM den første pc med Microsofts operativsystem, MS-DOS 1.0. Microsoft beholder rettighederne til DOS, som efterfølgende også markedsføres til andre pc-producenter under navnet MS-DOS. DOS bliver hurtigt standard på alle pc'er, og således er startskuddet affyret for Microsofts dominans på softwaremarkedet.
-
Skriveprogrammet Word bliver lanceret i foråret 1983.
-
I 1983 skaber Microsoft hjemmecomputeren MSX i samarbejde med en række andre virksomheder. MSX indeholder sin egen version af operationssystemet DOS, som hedder MSX-DOS, og det bliver relativt populært i Japan, Europa og Sydamerika.
-
2. maj 1983 lanceres en Microsoft-mus.
-
20. november 1985 lanceres første version af Microsoft Windows, og herefter kan pc-brugere som noget nyt have forskellige dokumenter åbne på samme tid samt åbne og lukke ’vinduer’.
-
I august 1986 går IBM og Microsoft sammen om udviklingen af det nye operativsystem OS/2. I 1987 lanceres den første udgave af OS/2, som forudinstalleres på computerne allerede inden, de leveres fra forhandlerne.
-
8. august 1989 introduceres den tidligste version af Office, en cd-rom der indeholder produkter som Word, Excel og lignende.
-
22. maj 1990 markedsføres Windows 3.0 – samme år vurderes det, at 90 procent af verdens computere bruger Windows.
-
I marts 1992 lancerer Microsoft Windows 3.1, som bliver fulgt op af Microsofts første tv-reklamekampagne.
-
Den 22. marts 1993 lanceres Microsoft Encarta, det første leksikon der kan bruges på en computer.
-
24. august 1995 lanceres Windows 95, virksomhedens hidtil mest avancerede styresystem, og den sælger mere end en million kopier på de første fire dage.
Kort efter lanceringen af Windows 95 overraskes Microsoft af internettets fremvækst, og Windows 95 indeholder ikke søgeredskabet Internet Explorer, som dog inkluderes i en senere version,̊ Windows 95 Plus!
I efteråret 1995 lanceres onlineservicen MSN (Microsoft Network).
-
I 1996 begynder Microsoftudgivelsen af onlinemagasinet Slate, som indeholder politiske og sociale kommentarer samt tegneserien Doonesbury.
-
25. juni 1998 lanceres Windows 1998.
-
17. februar 2000 lanceres Windows 2000.
-
25. oktober 2001 lanceres Windows XP.
-
15. november 2001 går selskabet ind på spilmarkedet med konsollen Xbox, der skal konkurrere med Sony og Nintendo.
-
7. november 2002 lanceres ’tablet’-pc'en, en ny slags bærbar computer med berøringsfølsom skærm.
-
14. November 2006 introduceres mp3-afspilleren Zune som konkurrent til musikafspilleren iPod.
-
3. juni 2009 lancerer Microsoft søgemaskinen Bing i takt med at muligheden for netopkobling er forbedret og flere derfor køber bærbare pc’er.
-
22. oktober 2009 lanceres Windows 7, der skal gøre det lettere at bruge Windows på farten.
-
10. november 2010 lanceres Windows Phone 7.
-
3. oktober 2011 meddeler Microsoft, at Zune ikke har tilkæmpet sig nok markedsandele fra Apples iPod, og afspillerens hardware vil ikke længere blive solgt.
-
13. oktober 2011 køber Microsoft Skype, den største handel i selskabets historie.
-
25. juni køber Microsoft vidensdelingsværktøjet Yammer.
-
26. oktober 2012 lanceres Windows 8 – et styresystem designet til tablets og smart phones, som folk bruger mere og mere. Desuden lanceres Surface-maskinen, der skal konkurrere med Apples iPad.
-
29. oktober 2012 lanceres Windows Phone 8, der skal tage konkurrencen op med Apples iPhone.
-
I 2013 er Windows 7 verdens mest populære styresystem.
-
25. april 2014 overtages Nokias mobilenhed for 40,5 mia. kroner. Det sker efter Microsofts flerårige forsøg på at trænge ind på mobilmarkedet, som Apple og Google dominerer.
Oplysningerne er alle fundet på Microsofts hjemmeside og på onlineleksikonet Wikipedia (se kilder).