Hvad er Manga?
Manga er den japanske betegnelse for tegneserier, og mere direkte oversat betyder det “tilfældige billeder” eller “billeder, der er i modstrid med sig selv”. Manga er en tegneserieform, som i dag er et massemedie og en af de vigtigste eksportvarer i Japan.
Mangagenren har sine helt egne særtræk. De ofte meget tykke tegneseriehæfter skal læses fra højre mod venstre. Under den farvede forside (som vi i Vesten normalt ville se som bagsiden) gemmer sig et par hundrede sider i sort-hvid, hvor historien udvikler sig fra øverste højre hjørne mod det nederste venstre. Billederne er fyldt med action, og fartstriberne flyver figurerne om ørerne i nærmest filmiske sekvenser, mens der suppleres med masser af lydord. Figurerne i tegneserierne har strittende hår, kæmpestore øjne og meget overdrevne ansigtsudtryk. Alt kan ske i disse mangahistorier, som krydser mellem fantasi og virkelighed, og som gerne fortsætter over 10 til 20 hæfter. Når mangategneserierne laves om til tegnefilm, kaldes det “anime”, som er det japanske ord for animation (tegnefilm).