spiller
Danske spil lokker ludomaner til at spille.
Foto: Karen Bleier / Scanpix

Ludomani

journalist Mikkel Danielsen, Bureauet, december 2018.
Top image group
spiller
Danske spil lokker ludomaner til at spille.
Foto: Karen Bleier / Scanpix
Main image
Døgnåben spillehal på Frederikssundsvej i Brønshøj i København.
Døgnåben spillehal på Frederikssundsvej i Brønshøj i København.
Foto: Mads Jensen / Scanpix

Indledning

Det kan være sjovt at spille om penge. Men for nogle mennesker udvikler lysten til pengespil sig til en sygelig trang, som nærmest gør det umuligt at stoppe igen. Det kaldes ludomani. Flere og flere danskere lider af ludomani og alvorlige spilleproblemer. Stigningen skyldes formentlig, at vi bliver bombarderet med reklamer for online-spil, og at internettet har gjort det lettere at spille om penge end nogensinde før. Flere af Folketingets partier ønsker da også totalt forbud mod tv-reklamer for pengespil på eksempelvis sport.

 

Lasse lider af ludomani. Da han var mest afhængig af at spille, tog han 17 kviklån og var typisk på kasino fire-fem gange om ugen, fortæller han til TV2 Echo.

Artikel type
faktalink

Baggrund om ludomani

Druk, hor og spil er et gammelt triumvirat, som også i Danmark enten besynges i høje romantiske toner, eller forbandes i sort dommedagsprædiken, - tre foreteelser, der således ofte har lidt den skæbne at blive bedømt under ét, enten som udtryk som fri og ypperlig livsudfoldelse eller som den sikre vej til fortabelse og undergang
Niels Frimodt-Møller

Hvad er ludomani og ludomaner?

Personer, der lider af ludomani, er afhængige af at spille om penge. Typisk er ludomaner afhængige af at indgå væddemål på sportskampe, bruge spillemaskiner eller gå på kasino. Ludomaner formår ikke at stoppe eller begrænse deres spil, selvom de er klar over, at adfærden er problematisk.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, definerer ludomani som en psykisk lidelse og opstiller disse kriterier for diagnosen (se kilder):

· Manglende kontrol over pengespil.

· Spil får så stor opmærksomhed, at det overtager fokus fra andre livsinteresser og daglige aktiviteter.

· Spillet fortsætter, selvom det tydeligvis har negative konsekvenser.

På dansk kaldes ludomani også spilafhængighed.

Hvilke spil er ludomaner afhængige af?

Ludomaner i Danmark bliver særligt afhængige af pengespil, hvor der er mulighed for en hurtig gevinst og mulighed for at spille nærmest døgnet rundt. Det er oftest pengespil på internettet, der fører til ludomani, oplyser Center for Ludomani, der er Nordens største behandlingscenter for ludomaner.

· 66% af centerets klienter har især problemer med onlinespil, fremgår det af informationssiden Tal og Statistik (se kilder).

· Heraf foretrækker 54% at vædde på sportskampe – såkaldt odds og live-betting. 23% af dem, der har problemer med online-spil, foretrækker spilautomater.

· 34% af klienterne foretrækker fysiske spil, såsom odds i butikker/kiosker, fysiske spilleautomater eller kasinobesøg.

Den seneste store undersøgelse af udbredelsen af spilleproblemer i Danmark er rapporten “Pengespil og spilleproblemer i Danmark 2005-2016” fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (se kilder). Den viser, 64% af de personer, der har moderate eller alvorlige spilleproblemer (ikke nødvendigvis i form af egentlig ludomani), har indgået væddemål og spillet på sportskampe det seneste år. Det har blot 4% af de personer, som har prøvet pengespil inden for det seneste år, men ikke har problemer med spilleadfærden.

Hvor mange ludomaner er der i Danmark?

SFI-rapporten “Pengespil og spilleproblemer i Danmark 2005-2016” (se kilder) vurderer, at 9.600 personer i Danmark lider af ludomani. Der er dog en vis usikkerhed om det reelle tal. Rapporten anslår, at man må regne med, at det reelle tal er mellem 4.000 personer og 15.500 personer.

Derudover estimerer undersøgelsen, at der findes 125.000 risikospillere. De er ikke ludomaner, men er personer, hvis spil risikerer at komme ud af kontrol.

Det er især yngre mænd, der lider af ludomani og spilleproblemer. Ifølge undersøgelsen udgør mænd 96% af de personer, der lider af “moderate eller alvorlige spilleproblemer”, 29% er mellem 18 og 24 år, mens 36% er i aldersgruppen 25-39 år.

Hvorfor stiger antallet af ludomaner?

Fra 2005 til 2016 steg antallet af ludomaner i Danmark med 61%, fremgår det af undersøgelsen “Pengespil og spilleproblemer i Danmark 2005-2016” (se kilder).

En del af forklaringen på den stigning skal findes i liberaliseringen af det danske spilmarked i 2012, vurderer forskere. Liberaliseringen betød, at udenlandske spiludbydere og online-kasinoer fik mulighed for at operere i Danmark; tidligere havde Danske Spil monopol. Omtrent 40 udenlandske udbydere har siden fået adgang til det danske spillemarked, skriver Aarhus Stiftstidende i artiklen “Ludomani: Flertal af danskere siger nej tak til spilbonusser” (se kilder). Det store antal nye udbydere betyder, at danskerne har fået langt flere muligheder for at spille om penge. Desuden reklamerer de nye udbydere omfattende og meget aggressivt på tv og på internettet, hvilket gør det sværere for spilafhængige at modstå fristelsen til at bruge penge på spil.

“Det store flertal af befolkningen siger, at reklamerne ikke påvirker deres spilleforbrug. Men dem, der har et spilleproblem, de siger, at reklamer faktisk påvirker deres forbrug,” siger Torben Fridberg, en af forfatterne bag SFIs ludomani-rapport til DR.dk i artiklen “Boom i antallet af danskere med spilleproblemer” (se kilder).

Internettet har også medført, at spil om penge er langt mere tilgængeligt end tidligere. Det medfører, at det er lettere at komme i gang med pengespil, hvilket kan føre til flere tilfælde af ludomani, vurderer organisationen Ludomaniforeningen, der hjælper personer, der lider af ludomani (se kilder).

Hvilke konsekvenser kan ludomani medføre?

Spilafhængighed kan medføre en lang række problemer, og de personer, der lider af ludomani, oplever ofte store konsekvenser:

· Mange får livsvarig gæld og store økonomiske problemer, skriver DR i artiklen “Ludomani rammer få, men har store konsekvenser” (se kilder). Personer med “moderate eller alvorlige spilleproblemer” bruger i gennemsnit 3.895 kr. om måneden på spil, fremgår det af SFI-rapporten “Pengespil og spilleproblemer i Danmark 2005-2016” (se kilder).

· Afhængigheden kan også slide hårdt på parforholdet og familien. Undersøgelser har vist, at ludomaner har en større skilsmisserate end andre personer, skriver LudomaniLinjen i artiklen “Følger af ludomani” (se kilder).

· Ludomani og de økonomiske problemer, det medfører, kan i nogle tilfælde føre til kriminalitet. Ludomaner bliver sigtet for kriminalitet 2,5 gange så ofte som ikke-ludomaner, viser undersøgelsen “Problem Gambling Associated with Violent and Criminal Behaviour” fra Statens Institut for Folkesundhed (se kilder).

· Ifølge Nordens største behandlingssted for ludomani, Center for Ludomani, har 43% af deres klienter overvejet selvmord (se kilder).

 

Henrik Tingleff, psykolog hos Dansk Ludomani Behandling, forklarer, hvilke problemer ludomani kan medføre.

Forebyggelse og behandling af ludomani

"Et kendetegn på vor civilisation, der næsten ikke bemærkes, når vi diskuterer landets problemer, er vor hastigst voksende industri: hasardspil"
Paul Simon, amerikansk senator

Hvordan behandles ludomani?

Rundt om i Danmark findes en række centre, som hjælper personer med at komme ud af ludomani. Der findes ikke medicinsk behandling mod ludomani. Centrene tilbyder i stedet klienterne forskellige former for terapi. Centeret Dansk Ludomani Behandling deler behandlingsforløbet op i en række faser (se kilder):

1. Først hjælper en psykolog med at fastslå, hvor omfattende klientens spilafhængighed er, og hvordan behandlingen skal strikkes sammen.

2. Ludomanen mødes med en behandler én gang om ugen i cirka 12 uger. Her handler det om, at klienten skal indse ulemperne ved den nuværende livssituation. Klienten skal hjælpe sig selv til en erkendelse af, at det er nødvendigt at komme ud af spilafhængigheden.

3. Behandlingen fokuserer på at skabe nye adfærdsmønstre hos klienten. Klienten lærer at forstå, hvornår og hvordan spilletrangen opstår, så disse situationer kan undgås.

4. Der sættes fokus på, at klienten lærer at registrere de tanker, der kan føre til spillelyst. Klienten lærer at håndtere tankerne og skal opnå forståelse for, hvor negative konsekvenser spilafhængigheden har.

5. Efter behandlingen vil klienten løbende blive indkaldt til samtaler, der skal sørge for, at klienten ikke falder tilbage i spilafhængighed.

 

En kort film fra Center for Ludomani, der viser, hvordan spilafhængighed udvikler sig i hjernen, og hvordan man kan træne sig ud af sin afhængighed.

 

Hvad er ROFUS?

ROFUS står for Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere (se kilder). Det er et register, som spillere selv kan tilmelde sig, hvis de frygter, at deres spilleadfærd er ved at komme ud af kontrol. Dermed kan man udelukke sig selv fra at få adgang til online-spiludbydere og fysiske kasinoer i en periode. Man har mulighed for at udelukke sig selv i alt fra 24 timer til permanent udelukkelse. Det er umuligt at fortryde sin registrering i ROFUS, hvis spilletrangen melder sig igen.

Flere end 15.000 danskere har tilmeldt sig i ROFUS, skriver DR.dk i artiklen “Lækre reklamer lokker konstant: Tusinder må blokere sig selv fra spilletrangen” (se kilder).

Hvad er “StopSpillet”?

StopSpillet er en ny telefon-hotline, som skal hjælpe ludomaner og pårørende til ludomaner. Den nye telefonlinje er åbnet januar 2019 og bliver drevet af Spillemyndigheden. Det er dermed den første uvildige ludomani-hotline i Danmark, da den ikke bliver drevet af en spiludbyder, skriver DR.dk i artiklen Ny livline til ludomaner og deres pårørende” (se kilder). Stop Spillet” erstatter telefonlinjen Ludomanilinjen,” som er blevet drevet af Danske Spil. Telefonlinjen passes blandt andet af en psykolog og to socialrådgivere.

Stop Spillet har til formål også at nå spillere, som spiller hos andre udbydere end blot Danske Spil. Dermed håber man også, at kunne indsamle data og ny viden om, hvordan ludomani rammer danskerne, siger Michael Bay Jørsel, der leder behandlingscenteret Center for Ludomani.

Nu kan vi se på, om der er noget med demografi, køn, alder eller er der nogle spil, der gør folk mere tilbøjelige til at blive afhængige. Det har vi ikke kunne tidligere,” siger han til DR.

Hvad gør politikerne for at bremse ludomani?

Siden det danske spilmarked blev liberaliseret i 2012, har Folketinget vedtaget en række love, der skal regulere spiludbyderne og beskytte spillere mod afhængighed. Den seneste stramning hedder “Aftale om nye tiltag mod spilafhængighed og justering af spilaftaleblev” (se kilder) blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget i juni 2018. Aftalen indeholder en række tiltag, der skal bremse stigningen i antallet af ludomaner og personer med spilleproblemer:

· Der etableres en ny hotline for spillere, der har brug for hjælp til at komme ud af deres spilafhængighed. Den skal alle spiludbydere henvise til på deres hjemmeside.

· Spiludbydere reklamerer ofte med at fordoble kundens første indskud. En sådan bonus må nu maksimalt lyde på 1.000 kr.

· Spillere, der har udelukket sig selv fra spil via ROFUS, må ikke længere få tilsendt markedsføring fra spiludbydere.