Landminer

I gennemsnit bliver et menneske dræbt eller lemlæstet af en landmine hver eneste time. Minerne er ofte levn fra blodige borgerkrige, men de fortsætter med at skabe død og ødelæggelser længe efter, at krigene er afsluttet. Ofte er det civile, ikke soldater, der bliver såret eller dræbt af landminerne. Børn kan støde på landminer, når de leger, og voksne kan f.eks. ramme en mine, når de genopdyrker deres marker efter krigens afslutning.

     I dag har de fleste af verdens lande forbudt brugen af landminer, og mineryddere verden over arbejder på at destruere dem. Men det er en langvarig og vanskelig opgave at uskadeliggøre alle minerne, ikke mindst fordi der stadig lægges miner ud i krigshærgede lande som Syrien, Myanmar, Ukraine, Afghanistan og Yemen. Man regner med, at der stadig findes mere end 100 millioner aktive landminer spredt rundt om i 61 forskellige lande.

En landmine er en sprængladning, der er konstrueret til at eksplodere, når den bliver udsat for tryk – eksempelvis fra en fod eller et bilhjul. Våbnet bliver oftest placeret på jorden eller lige under jordoverfladen. Typisk inddeler man landminer i to kategorier:

• Panserminer: Disse miner har til formål at beskadige eller destruere køretøjer. Ældre panserminer udløses, når de bliver udsat for tryk fra køretøjets hjul. Nyere udgaver af panserminer kan være udstyrede med elektroniske sensorer, så minen sprænger, når et køretøj blot er i nærheden. 
• Antipersonelminer: Disse miner er typisk mindre kraftige end panserminer og har til formål at dræbe eller skade soldater. Antipersonelminer kan placeres manuelt, men kan også kastes ud fra fly eller køretøjer.

Simple udgaver af de landminer, vi kender i dag, blev allerede anvendt under Den Amerikanske Borgerkrig (1861-1865), skriver tidsskriftet Historie i artiklen “Krudtgal general opfandt landminen” (se kilder). Men først under Anden Verdenskrig (1939-1945) blev landminer brugt i stor stil – med henblik på at skade både fjendens soldater og køretøjer. De blev anvendt af alle krigens parter. Mange steder i verden ligger der stadig miner fra Anden Verdenskrig.

     Siden er landminer igen og igen blevet anvendt i internationale krige, konflikter og borgerkrige verden over.

Brugen af landminer har de seneste årtier været faldende, fremgår det af rapporten ”Landmine Monitor 2017” (se kilder), der bliver udgivet af International Campaign To Ban Landmines – en paraplyorganisation for en række organisationer, der rydder landminer og dokumenterer udbredelsen af miner.

     Det skyldes ikke mindst, at 164 af verdens lande har underskrevet Ottawa-traktaten, som er en international aftale, der forbyder underskriverne at bruge landminer. Mere om den aftale senere.

     Der bliver dog stadig lagt nye landminer ud. I dag lægges de fleste landminer af ikkestatslige militære grupper såsom Islamisk Stat, og det kan være vanskeligt at få kendskab til det reelle omfang af brugen af landminer. Siden 2015 er der særligt lagt nye landminer i lande, som er plaget af borgerkrig, såsom Syrien, Myanmar, Ukraine, Afghanistan og Yemen. Det fremgår af rapporten ”Landmine Monitor 2017”.

Landminer skelner ikke mellem militære mål og civile personer. De kan lige så vel dræbe eller lemlæste børn, der leger i græsset, som soldater, der kæmper under en borgerkrig. De er billige at producere og lette at sprede over et større område, men meget dyre og vanskelige at fjerne, skriver Folkekirkens Nødhjælp– en af de danske organisationer, der støtter rydning af landminer– i artiklen “Kampen mod landminer: Der er lang vej endnu” (se kilder).

     Minerne forsvinder desuden ikke, efter at en konflikt er overstået. De bliver liggende på og i jorden og kan skabe død og lemlæstelse årtier efter en krigs afslutning.

I 2016 blev 8.605 mennesker dræbt eller såret af landminer, viser den seneste opgørelse fra rapporten Landmine Monitor 2017 (se kilder), som hvert år dokumenterer mine-relaterede dødsfald og udbredelsen af miner. Det er det højeste antal ramte siden 1999 og svarer til, at et menneske bliver dræbt eller såret af en landmine hver eneste time. I 2016 mistede mindst 2.000 af de ramte livet.

     Civile udgør langt størstedelen af de sårede og dræbte. I 2016 var 78% af de ramte civile, og omtrent 40% af de ramte var under 18 år gamle. Ifølge støtteforeningen Danmark Mod Landminers faktaside om landminer (se kilder) er børn særligt sårbare, da de er mindre og fysisk dårligere rustede til at modstå eksplosioner fra landminer. Børn er også mere tilbøjelige til at røre og forsøge at lege med minerne, hvis de støder på dem

     Ifølge Landmine Monitor skyldes det stigende antal dræbte og sårede siden 1999, at der er blevet spredt mange nye miner under borgerkrige i særligt Yemen, Afghanistan og Libyen.

Der ligger stadig mere end 100 millioner aktive landminer spredt rundt om i 61 forskellige lande, fremgår det af rapporten ”Landmine Monitor 2017” (se kilder), der årligt beskriver udbredelsen af landminer. Miner er især udbredt i lande, som har været plaget af borgerkrig. ”Landmine Monitor” nævner 10 lande, hvor udbredelsen af landminer bliver betegnet som “massiv”. I disse lande er mere end 100 km2 dækket af landminer – det svarer til et område på størrelse med Københavns Kommune. De 10 lande er:

• Angola 
• Chad 
• Afghanistan 
• Cambodja 
• Thailand 
• Azerbaijan 
• Bosnien-Hercegovina 
• Kroatien 
• Tyrkiet 
• Irak

     Af rapporten fremgår det desuden, at det mest heftigt minerede område i verden er den koreanske demilitariserede zone på grænsen mellem Nord- og Sydkorea.

Efter flere års pres fra menneskerettighedsorganisationer og kendte aktivister – heriblandt Storbritanniens Prinsesse Diana – besluttede 122 lande i 1997 at underskrive en aftale, der forbyder brugen antipersonelminer. Aftalen blev indgået i Canadas hovedstad Ottawa og fik derfor navnet Ottawa-traktaten (se kilder).

     I dag har 164 lande underskrevet aftalen, hvis vigtigste punkter er:

• Landene har forbud mod at fremstille, sælge eller opfordre til brug af antipersonelminer. 
• Underskriverne skal destruere deres lager af antipersonelminer. 
• Staterne fik en deadline på 10 år til rydde miner fra alle områder, som de har under deres kontrol.

     Flere stater har dog været nødt til at bede om udskydelse af denne deadline, fordi minerydningen har vist sig sværere og dyrere end forventet, skriver foreningen Danmark Mod Landminer i faktaarket ”Fakta om landminer” (se kilder). Ti år efter aftalen blev indgået, var det lykkedes at destruere 40 millioner miner, skriver DR i artiklen “40 mio. landminer destrueret på 10 år” (se kilder).

Ad flere omgange har Ottawa-traktaten fået kritik for at være svag og hullet. Det skyldes blandt andet, at en lang række lande ikke har underskrevet aftalen og dermed ustraffet kan fortsætte brugen af antipersonelminer. Det gælder blandt andet Syrien og Myanmar, som spreder mange landminer i disse år. Heller ikke Rusland har underskrevet aftalen. USA har underskrevet aftalen, men har krævet at få lov til at fortsætte med at levere landminer til Sydkorea, skriver Reuters i artiklen “U.S. says will abide by Mine Ban Treaty except on Korean Peninsula” (se kilder).

     Desuden er det blevet kritiseret, at Ottawa-traktaten kun omfatter antipersonelminer – altså miner, der kan udløses, hvis man træder på dem – mens panserminer, som er beregnet til at ramme køretøjer, ikke er omfattet. Det Internationale Fredsinsititut i Stockholm (SPIRI) skriver, at antallet af ulykker, hvor civile rammer panserminer med eksempelvis biler eller traktorer, er stigende. “Det er et ofte overset problem,” fremgår det af SPIRIs artikel (se kilder).

Minerydning er langsommeligt arbejde. Det er vigtigt at være omhyggelig, da et tidligere minefelt blot vil blive endnu farligere, hvis man giver lokalbefolkningen et falsk indtryk at, at området er sikkert at færdes i. Minerydning er også dyrt arbejde. En landmine, som kun koster tre dollar at producere, kan koste mellem 300 og 1000 dollar at fjerne, skriver støtteforeningen Danmark Mod Landminer i teksten “Fakta om landminer” (se kilder). Der bliver dog løbende opfundet nye teknikker, som skal gøre minerydning billigere og mere effektiv, skriver Illustreret Videnskab i artiklen “Ny teknik renser jorden for miner” (se kilder).

     Typisk foregår minerydning i to faser:

• Først lokaliseres minerne. Det kan gøres manuelt ved hjælp af en avanceret metaldetektor. Det er risikabelt arbejde, men minerydderen bevæger sig typisk langsomt frem ad en smal sti, hvor hver en centimeter er blevet undersøgt for landminer, inden minerydderen kan tage det næste skridt frem. I dag kan metaldetektorerne også spændes på køretøjer og afsøge større områder. I Angola har Folkekirkens Nødhjælp f.eks. anvendt et køretøj, som scanner et otte meter bredt område og ved hjælp af GPS-teknologi indsætter minernes placering på et detaljeret kort. Det skriver Kristeligt Dagblad i artiklen “Ny maskine skaber sensation i minerydning” (se kilder). Det er også muligt at bruge specialtrænede hunde til at lokalisere miner. Nogle hunderacers lugtesans gør dem i stand til at genkende de mineraler, som er anvendt i minerne, skriver Dansk Veterinærtidsskrift i artiklen “Minerydning i Cambodja” (se kilder). 
• Herefter skal minerne destrueres eller udløses. Dertil findes flere forskellige teknikker. Gøres det manuelt, vil en minerydder iført sikkerhedsudstyr forsigtigt grave sig frem til minen. Herefter kan minen sprænges i luften eller medbringes til senere destruktion. En mere effektiv teknik er at bruge såkaldt mekanisk minerydningsmateriel. Det kan eksempelvis være traktorer eller militære køretøjer, som har roterende jernkæder spændt foran, fremgår det af Den Store Danskes artikel om “minerydning” (se kilder). Når jernkæderne rammer en mine, vil minen detonere eller blive knust.

Da mineryddere i 2012 sprængte den sidste mine på halvøen Skallingen vest for Esbjerg, blev Danmark officielt erklæret minefri. Det skrev Politiken i artiklen “Danmarks sidste minefelt er ryddet” (se kilder). Der havde på det tidspunkt været miner i Danmark i 70 år, siden 1942. Under Anden Verdenskrig spredte den tyske besættelsesmagt omkring 1,4 millioner landminer på den jyske vestkyst, skriver Aarhus Universitet i artiklen “Landminerydningen på den jyske vestkyst” (se kilder). De fleste miner blev fjernet eller destrueret umiddelbart efter krigens afslutning.

Rydningen af minerne er et kontroversielt kapitel i Danmarkshistorien. Den farlige opgave blev pålagt 2.500 tyske soldater, som netop havde overgivet sig, da Tyskland kapitulerede i begyndelsen af maj 1945. Soldaterne havde blot en gennemsnitsalder på 18 år, fremgår det af artiklen “Landminerydningen på den jyske vestkyst” fra Aarhus Universitet (se kilder). 150 soldater mistede livet, og knap 400 blev såret i forbindelse med opgaven. I artiklen bliver det diskuteret om soldaterne udførte opgaven under tvang, og om Danmark dermed har gjort sig skyldig i, hvad der i dag ville blive betegnet som krigsforbrydelser. I Kristeligt Dagblads artikel “Historiker gør op med myte om minerydning i 1945” (se kilder) hævder historiker John V. Jensen dog, at det dengang hverken var kontroversielt eller et spørgsmål om hævntørst at lade de unge tyskere stå for minerydningen. ”Det er en tragisk historie. Men det er ikke noget, man i samtiden skammede sig over eller mente, der var brug for at mørklægge. Dengang mente man, at alt var gået efter bogen, men de moralske standarder har ændret sig,” siger han.

     I 2015 havde den anmelderroste film ”Under Sandet” (se kilder) premiere. Den handler om de tyske soldater, som ryddede miner langs den jyske vestkyst med deres bare hænder. Filmen gjorde dog ikke krav på at være historisk korrekt i alle detaljer.

Mellem 1997 og 2006 brugte Danmark knap én milliard kroner af udviklingsbistanden på at støtte minerydningsprojekter rundt om i verden, oplyser Udviklingsministeriet i rapporten “Danmarks Støtte til Minerydning” fra 2006. Der findes ikke nyere offentligt tilgængelige tal for støttens størrelse, men minerydning er stadig en prioritet i den danske udviklingsbistand. Hvert år giver Danmark 15 millioner kroner til FNs Organisation for Minerydning (UNMAS) plus direkte støtte til en række projekter, der har med minerydning at gøre, skriver regeringen i rapporten “Regeringens udviklingspolitiske prioriteter 2019” (se kilder).

     I Udviklingsministeriets strategi om landminer fra 2006 fremgår det, at støtten ikke blot skal handle om at nedbringe antallet af direkte ofre for miner. Støtten har også til formål at skabe bedre levevilkår i udviklingslande. I områder med mange miner kan adgangen til skoler og lægehus være vanskelig eller umulig. Det kan skabe fattigdom, hvis landbrugsarealer ikke kan dyrkes på grund af miner, og mennesker kan blive fordrevet, hvis deres hjem ligger i et mineramt område.

     En række danske organisationer arbejder desuden med minerydning verden over, bl.a. Danish Demining Group, som hører under Dansk Flygtningehjælp, og Folkekirkens Nødhjælp.