Kulturrevolutionen i Kina

Hvad er Folkerepublikken Kina?

Folkerepublikken Kina er det officielle navn for den nuværende stat Kina, der blev udråbt som Folkerepublik i 1949 efter kommunisternes endelige sejr over det nationalistiske Kuomintang-parti. Under ledelse af general Chiang Kai-shek trak Kuomintang sig til øen Taiwan, hvor han etablerede Republikken Kina. Det kommunistiske Sovjetunionen ydede fra starten støtte til Kinas nye magthavere under ledelse af Mao Zedong. Forholdet mellem de to stormagter blev dog gradvist køligere og efterhånden direkte fjendtligt. 

Kina var dengang som nu en étpartistat med kommunistpartiet som altdominerende overalt i samfundslivet. Mao Zedong blev kendt som Formand Mao og ‘Den Store Rorgænger’ og var frontfiguren i kommunistpartiet og dermed også i Folkerepublikken Kina frem til sin død i 1976.

Hvad var ‘Det Store Spring Fremad’?

Mao udtænkte store revolutionære kampagner, der skulle mobilisere folkemasserne og rense ud i modstanden mod udvikling af kommunisme i Kina. En af disse kampagner var ‘Det Store Spring Fremad’, der blev lanceret i 1958. Målet var at hæve Kinas produktionskapacitet med raketfart både i byerne og på landet gennem kollektivisering. Ideen var, at maskinel industrialisering kræver kapital – som landet ikke havde til rådighed – og frem for at vente på at få råd til investeringer kunne produktiviteten øges ved bedre udnyttelse af arbejdskraften. Mette Holm beskriver i sin bog Kina – fra kejserdømme til kapitalisme (se kilder) Det Store Spring Fremad som “den første virkeligt katastrofale kampagne i det nye Kina” efter kommunisternes sejr. 

Under Det Store Spring Fremad blev Kinas bønder organiseret i folkekommuner, der i fællesskab skulle dyrke jorden. Der blev i hver kommune også oprettet børnehaver, skoler, ældrecentre og enorme folkekøkkener. Befolkningen blev beordret til at deltage i udvalgte dele af produktionen frem for at dyrke egne marker i de små traditionelle familielandbrug. Resultatet blev, at fødevareproduktionen styrtdykkede, mens den industrielle produktion aldrig rigtig kom i gang. 

Sovjetunionen trak sin økonomiske støtte til Kina, samtidig med at der indtraf tørke i Nordkina og oversvømmelser og tyfoner i syd. Den fejlslagne reformstrategi i kombination med naturkatastrofer og bruddet med Sovjet betød ifølge Britannicas opslag “The Great Leap Forward” (se kilder), at anslået 20 millioner kinesere sultede ihjel i perioden fra 1959 til 1961.

Hvad var baggrunden for Kulturrevolutionen?

Efter den mislykkede kampagne Det Store Spring Fremad indtog Mao en mindre aktiv rolle i landets ledelse. Michael Dillon skriver i China – A Modern History (se kilder) at andre og mere pragmatiske medlemmer af kommunistpartiets ledelse fik større indflydelse. De gennemførte økonomiske reformer, blandt andet ved at genindføre familiers ret til at dyrke egen jord. Dette stemte ikke overens med Maos vision for kommunisme i Kina, men for Kinas befolkning var resultaterne positive. Mao begyndte for sin del at bekymre sig over, at lokale partifunktionærer havde fået for meget magt, og at kommunistpartiet var ved at blive for bureaukratisk og miste sin revolutionære ånd.

De stigende spændinger mellem Folkerepublikken Kina og Sovjetunionen i løbet af 1960’erne havde ifølge Britannicas opslag “Cultural Revolution” (se kilder) desuden fået Mao til at vurdere, at den sovjetiske revolution var løbet af sporet, og han frygtede, at noget lignende kunne ske i Kina. Samtidig var kritiske røster over for partiet begyndt at melde sig inden for kunst, kultur og intellektuelle kredse. 

Hvordan reagerede Mao og hans nærmeste på den voksende kritik? 

Mao og hans nærmeste inderkreds fornemmede ifølge Jonathan Fenbys The Penguin History of Modern China (se kilder), at Kina var ved at afvige fra den kurs, de havde udstukket. Ifølge Britannicas opslag “Cultural Revolution” satte Mao sig fire mål: at erstatte de personer, der ellers havde været udset til at være hans arvtagere, med nogle, der var mere loyale mod hans tænkning; at rydde op i Kinas Kommunistiske Parti; at give den kinesiske ungdom revolutionære erfaringer og endelig at gennemføre en række politiske ændringer inden for især uddannelse, sundhed og kultur for at gøre samfundet mindre elitært. 

Maos kone Jiang Qing og andre prominente kommunister argumenterede for, at kommunistpartiets ledelse skulle lukke ned for den begyndende samfundskritik og i stedet fremme en revolutionær, kommunistvenlig ånd i kulturlivet. 

Samtidig blev personkulten omkring Mao forstærket, blandt andet ved hjælp af Maos nære allierede Lin Biao, der udgav lommebogen med Mao-citater, der blev kendt som Maos lille røde. Denne bog blev lynhurtigt trykt i hundreder af millioner eksemplarer og nærstuderet af mange – også uden for Kina – og Mao opnåede en nærmest profetisk status. Udgivelsen af Maos lille røde var det første skridt frem mod Kulturrevolutionen, og folkene bag denne udgivelse var også blandt de centrale figurer i Kulturrevolutionen.  
 

Hvordan begyndte Kulturrevolutionen?

Startskuddet til Kulturrevolutionen anses ifølge Britannicas opslag “Cultural Revolution” (se kilder) for at være den såkaldte ‘16. maj erklæring’, som Kommunistpartiets Centralkomite vedtog i 1966, om end den officielle startdato var i august samme år, hvor Mao bekendtgjorde Kulturrevolutionen på Centralkomiteens 11. plenarmøde. Landets skoler blev lukket ned, og Mao opfordrede gennem partiets officielle avis ungdommen til at angribe alle traditionelle og borgerlige værdier og til at teste partifunktionærers revolutionære sindelag ved at udsætte dem for offentlig kritik. 

Der blev samtidig gennemført en reorganisering af kommunistpartiet, hvor Den (Centrale) Kulturrevolutionære Gruppe erstattede det hidtidige sekretariat for Centralkomiteen. Den Kulturrevolutionære Gruppe blev anført af Maos kone, Jiang Qing, og var støttet af Lin Biao, Maos nærmeste allierede. Gruppen gennemførte en intern udrensning i partiet og angreb alle, der efter deres mening ikke var sande kommunister. 

Gnisten til den politiske udrensning i uddannelsessektoren blev ifølge Michael Dillons bog China – A Modern History (se kilder) antændt på Beijings Universitet allerede i maj 1966, hvor en underviser med tæt forbindelse til Den Kulturrevolutionære Gruppe ophængte en dazibao (plakat med store bogstaver), der anklagede universitetets ledelse for at underminere kulturrevolutionen. Dette var startskuddet til demonstrationer og arbejdsgrupper, der blev sendt ind på universitetet. Studenteroprøret spredte sig hurtigt til andre universiteter. 

Hvem var ‘Firebanden’?

‘Firebanden’ var en ledende gruppe på kommunistpartiets venstrefløj, som var loyale over for Maos ideer om Kulturrevolutionen. Foruden Maos kone, skuespilleren Jiang Qing, bestod Firebanden af den indtil da ukendte partisoldat Zhang Chunqiao, litteraten Yao Wenyuan – hvis skrifter spillede en central rolle i Kulturrevolutionens propaganda – og den tidligere tekstilarbejder Wang Hongwen, der gjorde lynkarriere i kommunistpartiet under Mao. Ifølge Den Store Danskes opslag om “Firebanden” (se kilder) fik de især indflydelse på Kommunistpartiets uddannelses- og kulturpolitik.

Hvilke andre vigtige figurer var der i Kulturrevolutionen? 

• Deng Xiaoping: Mangeårig ledende kraft i kommunistpartiet. Efter Det Store Spring Fremad var han sammen med Liu Shaoqi hovedkraften bag de økonomiske reformer. Deng og hans familie blev også udsat for hån, ydmygelse og grov vold under Kulturrevolutionen, inden de blev deporteret til det sydlige Kina. Deng vendte tilbage til partiets ledelse i 1973, men blev afsat på ny i 1976. Efter Maos død blev han fra 1978 Kinas reelle leder og stod i spidsen for Kinas overgang til statskontrolleret kapitalisme. Han døde i 1997. 
• Zhou Enlai: kinesisk ministerpræsident fra 1949 til sin død i 1976. Han var politisk moderat, men bevarede alligevel Maos tillid. Han var populær i befolkningen og blev anset som en stabiliserende faktor. Han spillede en central rolle i at bringe Deng Xiaoping tilbage til magten.
• Lin Biao: Maos nære allierede i de første år af Kulturrevolutionen. Han døde i 1973 under mystiske omstændigheder i et flystyrt. Han var leder af hæren og var – indtil han mistede Maos tillid og dermed sin magt i partiet – udset til at blive Maos efterfølger.
• Jiang Qing: Maos kone. Hun var tidligere skuespiller og havde særligt øje for det, hun anså som undergravende kræfter i kunst- og kulturlivet. Hun var anset som en af hovedkræfterne bag Kulturrevolutionen. Hun blev dømt til døden ved retssagen mod Firebanden efter Maos død, men dommen blev ændret til livsvarigt fængsel.
• Liu Shaoqi: Kinas præsident 1959-1968. Han var en af hovedkræfterne bag de moderate økonomiske reformer efter Det Store Spring Fremad og var imod Maos storstilede massekampagner. Han blev under Kulturrevolutionen anklaget for at være en reaktionær, kapitalistisk lejesvend. Liu og hans familie blev hånet offentligt og tævet, inden han blev smidt i fængsel, hvor han døde i 1969. 
   

Hvem var rødgardisterne? 

Fra Kulturrevolutionens begyndelse begyndte lokale grupper af såkaldte rødgardister at blive dannet både på og uden for universiteterne. De angreb alle, der ikke åbenlyst støttede revolutionen eller udviste ‘mistænkelig’ adfærd. Ifølge Mette Holms bog Kina – fra kejserdømme til kapitalisme (se kilder) tævede og torterede rødgardisterne deres undervisere og angav alt og alle – herunder egne forældre. De brændte bøger og holdt massemøder, hvor folk blev ydmyget offentligt.

Rødgardisterne var en broget forsamling, der bestod af en række paramilitære grupper, der kæmpede i Kulturrevolutionens navn. Rødgardisterne var ofte meget unge, og bevægelsen kan ifølge Michael Dillons China – A Modern History (se kilder) blandt andet ses som en form for ungdomsoprørere, fordi rødgardisterne fik frie hænder til grænseoverskridende adfærd i det ellers meget restriktive kommunistiske samfund. At slutte sig til Rødgardisterne var også en mulighed for sønner og døtre af intellektuelle, funktionærer og andre, der ellers blev anset som samfundsundergravende elementer, til at bevise deres rette kommunistiske, revolutionære sindelag. Denne bekendelse til den rette holdning skete undertiden gennem offentlige ydmygelser og vold mod deres egne forældre.

Hvem var de øvrige grupperinger i Kulturrevolutionen?

Over for rødgardisterne stod andre revolutionære grupper, som ligeledes ønskede radikal forandring i retning af kommunisme, men som var antiautoritære og ikke bakkede op om Kulturrevolutionens metoder. Dertil kom grupper, der støttede mere moderate kræfter som Deng Xiaoping. De forskellige grupperinger kom sommetider i åben kamp med hinanden. Ifølge Leksikon.org’s opslag om Kulturrevolutionen (se kilder) var det blandt andet denne fraktionskamp, der gjorde, at Mao til sidst måtte opgive projektet. 

Michael Dillon skriver i China – A Modern History (se kilder), at navnene på de mange forskellige grupper var forvirrende, da selv de grupper, der var imod Maos kampagne, blev nødt til at fremstille sig selv som pro-Mao. 

Hvad var konsekvenserne af Kulturrevolutionen?

Rødgardisterne blev af Mao opfordret til at ødelægge ‘de fire gamle’ – gamle skikke, gamle vaner, gammel kultur og gamle tanker. Undervejs blev mange af Kinas templer, værdifulde kunstværker og bygninger ødelagt. Fysisk og verbalt angreb rødgardisterne autoriteter i samfundet, herunder lærere, skoleledere og partimedlemmer, også selv om det var naboer, venner eller familie. Der blev afholdt offentlige seancer, hvor de anklagede skulle udøve ‘selvkritik’. Samtidig blev der renset ud i de øverste lag af det kommunistiske parti, så moderate kræfter mistede deres indflydelse og i mange tilfælde blev mishandlet og smidt i fængsel.

Partiledelsen udstedte anvisninger og opmuntringer, men de lokale kræfter handlede uafhængigt og ofte i henhold til egne opfattelser af virkeligheden. Ingen ønskede at blive betragtet som ‘reaktionære’, men da ingen vidste, hvordan man skulle identificere ‘sande’ kommunister, blev alle et potentielt mål for Kulturrevolutionen. Folk forsøgte at beskytte sig selv ved at angribe venner og endda deres egne familier. Resultatet blev et socialt kaos af angreb og modangreb, hævnopgør, fraktionskampe og uforudsigelig vold.

Dette samfundsmæssige kaos medførte ifølge Britannicas opslag “Cultural Revolution” (se kilder) at den industrielle produktion i byområderne faldt drastisk, så den i 1968 var 12 procent lavere end i 1966.

Hvem blev ofre for Kulturrevolutionen?

Mange kinesere fik deres liv ødelagt af den politiske forfølgelse, og mange blev sendt i fængsel eller begik selvmord. Tortur var udbredt, og op mod to millioner mennesker blev dræbt ifølge artiklen “Rødgardister siger undskyld – kommunistpartiet siger ingenting” i Dagbladet Information (se kilder). 

I samme artikel fortæller den tidligere rødgardist Zhang Hongbing, hvordan hans mor under et skænderi i familien kritiserede Maos politik og brændte et billede af ham. “Faren gav den 15-årige Zhang besked på at tæske sin mor, hvilket han velvilligt gjorde, og derefter anmeldte han hende til militæret – og anbefalede selv, at hans egen mor skulle straffes med døden. To måneder senere blev hun henrettet, dømt for at have ‘angrebet formand Mao’.” 

Millioner af unge mennesker blev under Kulturrevolutionen også deporteret til landområderne til ‘genopdragelse’.