Optakt til Kulturrevolutionen

Main image kapitel
På billedet ses ledende topkommunister Lin Piao (tv) og Zhu Enlai (th) i 1967.
På billedet ses ledende topkommunister Lin Piao (tv) og Zhu Enlai (th) i 1967.
Foto: Scanpix

Hvad var baggrunden for Kulturrevolutionen?

Efter den mislykkede kampagne ”Det Store Spring Fremad”, som havde medført millioner af kineseres død, indtog Mao en mindre aktiv rolle i landets ledelse. Michael Dillon skriver i ”China – A Modern History” (se kilder) at andre, mere moderate og pragmatiske medlemmer af kommunistpartiets ledelse, fik større indflydelse, og de gennemførte økonomiske reformer, blandt andet ved at genindføre familiers ret til at dyrke deres egen jord. Mao afskyede sådan pragmatiske politikker, da de stred imod hans version af kommunismen, men resultaterne for Kinas befolkning var positive. Samtidig begyndte Mao at bekymre sig om, at de lokale partifunktionærer var begyndt at få for meget magt, og at kommunistpartiet var ved at blive alt for bureaukratisk og miste sin revolutionære ånd. Inden for kunsten og kulturen opstod der en forsigtig kritik af kommunismen og af partiet.

Hvordan satte Mao og hans nærmeste i første omgang ind over for den voksende kritik? 

Mao og hans nærmeste inderkreds fornemmede ifølge Jonathan Fenbys ”The Penguin History of Modern China” (se kilder), at Kina var ved at afvige fra den kurs, de havde udstukket. Maos kone Jiang Qing og andre prominente kommunister argumenterede for, at kommunistpartiets ledelse effektivt skulle lukke ned for den begyndende samfundskritik og i stedet fremme en revolutionær, kommunistvenlig ånd i kulturlivet. Samtidig blev personkulten omkring Mao forstærket, blandt andet ved hjælp af Maos nære allierede Lin Biao, der blandt andet stod for udgivelsen af lommebogen med Mao-citater, der blev kendt som ”Maos lille røde”. Denne bog blev lynhurtigt udgivet i hundreder af millioner eksemplarer og nærstuderet af mange, og Mao blev nærmest en profet for mange kinesere. Udgivelsen af ”Maos lille røde” var det første skridt frem mod Kulturrevolutionen, og folkene bag denne udgivelse var også blandt de centrale figurer i Kulturrevolutionen.

Hvem var de øvrige vigtigste figurer i Kulturrevolutionen?

  • Zhou Enlai: Kinesisk ministerpræsident fra 1949 til sin død i 1976. Var politisk moderat, men bevarede alligevel Maos tillid. Var populær i befolkningen og blev anset som en stabiliserende faktor.
  • Lin Biao: Maos nære allierede i de første år af Kulturrevolutionen, indtil Mao mistede tilliden til ham. Døde i 1973 under mystiske omstændigheder i et flystyrt. Var leder af hæren og var, indtil han mistede sin magt i partiet, udset til at blive Maos efterfølger.
  • Jiang Qing: Maos kone. Hun var tidligere skuespiller og havde særligt øje for det, hun anså som undergravende kræfter i kunst- og kulturlivet. Anset som en af hovedkræfterne bag Kulturrevolutionen. Hun blev dømt til døden ved retssagen mod ’Firebanden’ efter Maos død, men dommen blev ændret til livsvarigt fængsel.
  • Liu Shiaoqi: Kinas præsident 1959-1968. Var en af hovedkræfterne bag de moderate økonomiske reformer efter Det Store Spring Fremad og var imod Maos storstilede massekampagner. Han blev under Kulturrevolutionen anklaget for at være en reaktionær, kapitalistisk lejesvend. Liu og hans familie blev hånet offentligt og tævet, inden han blev smidt i fængsel, hvor han døde i 1969.
  • Deng Xiaoping: Mangeårig ledende kraft i kommunistpartiet. Efter Det Store Spring Fremad var han sammen med Liu Shaoqi hovedkraften bag de økonomiske reformer. Deng og hans familie blev også udsat for hån, ydmygelse og grov vold under Kulturrevolutionen, inden de blev deporteret til det sydlige Kina. Deng vendte tilbage til partiets ledelse i 1973, men blev afsat på ny i 1976. Efter Maos død blev han fra 1978 Kinas reelle leder og stod i spidsen for Kinas overgang til statskontrolleret kapitalisme. Døde i 1997.