Kulturrevolutionen i Kina

Artikel type
faktalink
cand.scient. Jesper Samson, iBureauet/Dagbladet Information. Marts 2016
Main image
'Maos lille røde' er en citatsamling med ideologiske udsagn af den kinesiske kommunistleder Mao Zedong.
'Maos lille røde' er en citatsamling med ideologiske udsagn af den kinesiske kommunistleder Mao Zedong.
Foto: Jakob Eskildsen / Scanpix

Kulturrevolutionen i Kina var en enorm politisk og social omvæltning, der endte i et ødelæggende kaos. Den kinesiske leder Mao Zedong ville ødelægge "de fire gamle" – gamle skikke, gamle vaner, gammel kultur og gamle tanker. Midlet var en massebevægelse, der med vold og magt skulle udrydde disse elementer og sørge for, at den rette revolutionære ånd atter skulle indfinde sig i Kina. Der var altså tale om en bemærkelsesværdig nedrivning af Kinas institutioner anført af landets egen leder. Kulturrevolutionen varede fra 1966 til 1976 og efterlod dybe ar i det kinesiske samfund.

 

kina

Maos Kina

Mao Zedong (1893-1976).
Mao Zedong (1893-1976).
Foto: Scanpix

Hvad var den kinesiske borgerkrig mellem nationalister og kommunister?

Kina blev splittet mellem forskellige grupperinger og provinser efter kejserdømmets fald i 1912. Ifølge Mette Holms bog ”Kina – fra kejserdømme til kapitalisme” (se kilder) lykkedes det dog det nationalistiske Kuomintang-parti under ledelse af general Chiang Kai-shek i et vist omfang at tiltage sig magten i Kina fra 1928. Chiang Kai-shek rådede over en betydelig hær og fik desuden skabt økonomiske fremskridt for Kinas elite, men han bekymrede sig ikke om hungersnød og manglende rettigheder for Kinas mange fattige. Det betød, at den kommunistiske guerillabevægelse under ledelse af Mao Zedong kunne vokse sig stærk og udfordre Kuomintang i en lang udmattelseskrig, der kom til at vare helt frem til kommunisternes endelige sejr i 1949. 

Hvad er Folkerepublikken Kina?

Folkerepublikken Kina er den kinesiske republik, der stadig eksisterer, og som blev udråbt i 1949 efter kommunisternes endelige sejr over Kuomintang-partiet. Det kommunistiske Sovjetunionen ydede fra starten støtte til Kinas nye – ligeledes kommunistiske – magthavere. Forholdet mellem de to stormagter blev dog køligere og køligere, og efterhånden direkte fjendtligt.

Kina var dengang som nu en ét-partistat med kommunistpartiet som altdominerende overalt i samfundslivet. Mao Zedong blev kendt som Den Store Rorgænger og var frontfiguren i kommunistpartiet og dermed også i Folkerepublikken Kina. 

Hvad var Det Store Spring Fremad?

Maos ledelsesstil var præget af store revolutionære kampagner, der skulle mobilisere folkemasserne og rense ud i fjendtlige elementer. En af disse kampagner var den såkaldte ”Det Store Spring Fremad”, der blev lanceret i 1958 som en kampagne, der skulle industrialisere Kina med raketfart og frigøre massernes produktive og kreative kræfter. Mette Holm benævner i sin bog ”Kina – fra kejserdømme til kapitalisme” (se kilder) ”Det Store Spring Fremad” som ”den første virkeligt katastrofale kampagne i det nye Kina” efter kommunisternes sejr.

Under ”Det Store Spring Fremad” blev Kinas bønder organiseret i folkekommuner, der i fællesskab skulle dyrke jorden. Der blev i hver kommune også oprettet børnehaver, skoler, ældrecentre og enorme folkekøkkener. I stedet for at ’spilde’ kræfterne på at forsørge familien, skulle alle nu i stedet deltage i stålproduktionen. Resultatet blev at fødevareproduktionen styrtdykkede, mens stålproduktionen aldrig rigtig kom i gang. Samtidig med tørke i Nordkina og oversvømmelser og tyfoner i syd betød det, at mellem 20 og 40 millioner kinesere sultede ihjel i perioden fra 1959 til 1960.

Optakt til Kulturrevolutionen

På billedet ses ledende topkommunister Lin Piao (tv) og Zhu Enlai (th) i 1967.
På billedet ses ledende topkommunister Lin Piao (tv) og Zhu Enlai (th) i 1967.
Foto: Scanpix

Hvad var baggrunden for Kulturrevolutionen?

Efter den mislykkede kampagne ”Det Store Spring Fremad”, som havde medført millioner af kineseres død, indtog Mao en mindre aktiv rolle i landets ledelse. Michael Dillon skriver i ”China – A Modern History” (se kilder) at andre, mere moderate og pragmatiske medlemmer af kommunistpartiets ledelse, fik større indflydelse, og de gennemførte økonomiske reformer, blandt andet ved at genindføre familiers ret til at dyrke deres egen jord. Mao afskyede sådan pragmatiske politikker, da de stred imod hans version af kommunismen, men resultaterne for Kinas befolkning var positive. Samtidig begyndte Mao at bekymre sig om, at de lokale partifunktionærer var begyndt at få for meget magt, og at kommunistpartiet var ved at blive alt for bureaukratisk og miste sin revolutionære ånd. Inden for kunsten og kulturen opstod der en forsigtig kritik af kommunismen og af partiet.

Hvordan satte Mao og hans nærmeste i første omgang ind over for den voksende kritik? 

Mao og hans nærmeste inderkreds fornemmede ifølge Jonathan Fenbys ”The Penguin History of Modern China” (se kilder), at Kina var ved at afvige fra den kurs, de havde udstukket. Maos kone Jiang Qing og andre prominente kommunister argumenterede for, at kommunistpartiets ledelse effektivt skulle lukke ned for den begyndende samfundskritik og i stedet fremme en revolutionær, kommunistvenlig ånd i kulturlivet. Samtidig blev personkulten omkring Mao forstærket, blandt andet ved hjælp af Maos nære allierede Lin Biao, der blandt andet stod for udgivelsen af lommebogen med Mao-citater, der blev kendt som ”Maos lille røde”. Denne bog blev lynhurtigt udgivet i hundreder af millioner eksemplarer og nærstuderet af mange, og Mao blev nærmest en profet for mange kinesere. Udgivelsen af ”Maos lille røde” var det første skridt frem mod Kulturrevolutionen, og folkene bag denne udgivelse var også blandt de centrale figurer i Kulturrevolutionen.    

Hvem var de øvrige vigtigste figurer i Kulturrevolutionen?

  • Zhou Enlai: Kinesisk ministerpræsident fra 1949 til sin død i 1976. Var politisk moderat, men bevarede alligevel Maos tillid. Var populær i befolkningen og blev anset som en stabiliserende faktor.
  • Lin Biao: Maos nære allierede i de første år af Kulturrevolutionen, indtil Mao mistede tilliden til ham. Døde i 1973 under mystiske omstændigheder i et flystyrt. Var leder af hæren og var, indtil han mistede sin magt i partiet, udset til at blive Maos efterfølger.
  • Jiang Qing: Maos kone. Hun var tidligere skuespiller og havde særligt øje for det, hun anså som undergravende kræfter i kunst- og kulturlivet. Anset som en af hovedkræfterne bag Kulturrevolutionen. Hun blev dømt til døden ved retssagen mod ’Firebanden’ efter Maos død, men dommen blev ændret til livsvarigt fængsel.
  • Liu Shiaoqi: Kinas præsident 1959-1968. Var en af hovedkræfterne bag de moderate økonomiske reformer efter Det Store Spring Fremad og var imod Maos storstilede massekampagner. Han blev under Kulturrevolutionen anklaget for at være en reaktionær, kapitalistisk lejesvend. Liu og hans familie blev hånet offentligt og tævet, inden han blev smidt i fængsel, hvor han døde i 1969.
  • Deng Xiaoping: Mangeårig ledende kraft i kommunistpartiet. Efter Det Store Spring Fremad var han sammen med Liu Shaoqi hovedkraften bag de økonomiske reformer. Deng og hans familie blev også udsat for hån, ydmygelse og grov vold under Kulturrevolutionen, inden de blev deporteret til det sydlige Kina. Deng vendte tilbage til partiets ledelse i 1973, men blev afsat på ny i 1976. Efter Maos død blev han fra 1978 Kinas reelle leder og stod i spidsen for Kinas overgang til statskontrolleret kapitalisme. Døde i 1997.