palads
På 50 årsdagen for den kinesiske kulturrevolution i 2016 var regeringen stille. Nu slår den fast at en sådan drabelig revolution aldrig vil ske igen.
Foto: Kim Kyung-Hoon / Scanpix

Kulturrevolutionen i Kina

cand.scient. Jesper Samson, iBureauet/Dagbladet Information. Marts 2016.
Top image group
palads
På 50 årsdagen for den kinesiske kulturrevolution i 2016 var regeringen stille. Nu slår den fast at en sådan drabelig revolution aldrig vil ske igen.
Foto: Kim Kyung-Hoon / Scanpix
Main image
'Maos lille røde' er en citatsamling med ideologiske udsagn af den kinesiske kommunistleder Mao Zedong.
'Maos lille røde' er en citatsamling med ideologiske udsagn af den kinesiske kommunistleder Mao Zedong.
Foto: Jakob Eskildsen / Scanpix

Indledning

Kulturrevolutionen i Kina var en enorm politisk og social omvæltning, der endte i et ødelæggende kaos. Den kinesiske leder Mao Zedong ville ødelægge "de fire gamle" – gamle skikke, gamle vaner, gammel kultur og gamle tanker. Midlet var en massebevægelse, der med vold og magt skulle udrydde disse elementer og sørge for, at den rette revolutionære ånd atter skulle indfinde sig i Kina. Der var altså tale om en bemærkelsesværdig nedrivning af Kinas institutioner anført af landets egen leder. Kulturrevolutionen varede fra 1966 til 1976 og efterlod dybe ar i det kinesiske samfund.

 

Artikel type
faktalink

Maos Kina

Mao Zedong (1893-1976).
Mao Zedong (1893-1976).
Foto: Scanpix

Hvad var den kinesiske borgerkrig mellem nationalister og kommunister?

Kina blev splittet mellem forskellige grupperinger og provinser efter kejserdømmets fald i 1912. Ifølge Mette Holms bog ”Kina – fra kejserdømme til kapitalisme” (se kilder) lykkedes det dog det nationalistiske Kuomintang-parti under ledelse af general Chiang Kai-shek i et vist omfang at tiltage sig magten i Kina fra 1928. Chiang Kai-shek rådede over en betydelig hær og fik desuden skabt økonomiske fremskridt for Kinas elite, men han bekymrede sig ikke om hungersnød og manglende rettigheder for Kinas mange fattige. Det betød, at den kommunistiske guerillabevægelse under ledelse af Mao Zedong kunne vokse sig stærk og udfordre Kuomintang i en lang udmattelseskrig, der kom til at vare helt frem til kommunisternes endelige sejr i 1949. 

Hvad er Folkerepublikken Kina?

Folkerepublikken Kina er den kinesiske republik, der stadig eksisterer, og som blev udråbt i 1949 efter kommunisternes endelige sejr over Kuomintang-partiet. Det kommunistiske Sovjetunionen ydede fra starten støtte til Kinas nye – ligeledes kommunistiske – magthavere. Forholdet mellem de to stormagter blev dog køligere og køligere, og efterhånden direkte fjendtligt.

Kina var dengang som nu en ét-partistat med kommunistpartiet som altdominerende overalt i samfundslivet. Mao Zedong blev kendt som Den Store Rorgænger og var frontfiguren i kommunistpartiet og dermed også i Folkerepublikken Kina. 

Hvad var Det Store Spring Fremad?

Maos ledelsesstil var præget af store revolutionære kampagner, der skulle mobilisere folkemasserne og rense ud i fjendtlige elementer. En af disse kampagner var den såkaldte ”Det Store Spring Fremad”, der blev lanceret i 1958 som en kampagne, der skulle industrialisere Kina med raketfart og frigøre massernes produktive og kreative kræfter. Mette Holm benævner i sin bog ”Kina – fra kejserdømme til kapitalisme” (se kilder) ”Det Store Spring Fremad” som ”den første virkeligt katastrofale kampagne i det nye Kina” efter kommunisternes sejr.

Under ”Det Store Spring Fremad” blev Kinas bønder organiseret i folkekommuner, der i fællesskab skulle dyrke jorden. Der blev i hver kommune også oprettet børnehaver, skoler, ældrecentre og enorme folkekøkkener. I stedet for at ’spilde’ kræfterne på at forsørge familien, skulle alle nu i stedet deltage i stålproduktionen. Resultatet blev at fødevareproduktionen styrtdykkede, mens stålproduktionen aldrig rigtig kom i gang. Samtidig med tørke i Nordkina og oversvømmelser og tyfoner i syd betød det, at mellem 20 og 40 millioner kinesere sultede ihjel i perioden fra 1959 til 1960.

Optakt til Kulturrevolutionen

På billedet ses ledende topkommunister Lin Piao (tv) og Zhu Enlai (th) i 1967.
På billedet ses ledende topkommunister Lin Piao (tv) og Zhu Enlai (th) i 1967.
Foto: Scanpix

Hvad var baggrunden for Kulturrevolutionen?

Efter den mislykkede kampagne ”Det Store Spring Fremad”, som havde medført millioner af kineseres død, indtog Mao en mindre aktiv rolle i landets ledelse. Michael Dillon skriver i ”China – A Modern History” (se kilder) at andre, mere moderate og pragmatiske medlemmer af kommunistpartiets ledelse, fik større indflydelse, og de gennemførte økonomiske reformer, blandt andet ved at genindføre familiers ret til at dyrke deres egen jord. Mao afskyede sådan pragmatiske politikker, da de stred imod hans version af kommunismen, men resultaterne for Kinas befolkning var positive. Samtidig begyndte Mao at bekymre sig om, at de lokale partifunktionærer var begyndt at få for meget magt, og at kommunistpartiet var ved at blive alt for bureaukratisk og miste sin revolutionære ånd. Inden for kunsten og kulturen opstod der en forsigtig kritik af kommunismen og af partiet.

Hvordan satte Mao og hans nærmeste i første omgang ind over for den voksende kritik? 

Mao og hans nærmeste inderkreds fornemmede ifølge Jonathan Fenbys ”The Penguin History of Modern China” (se kilder), at Kina var ved at afvige fra den kurs, de havde udstukket. Maos kone Jiang Qing og andre prominente kommunister argumenterede for, at kommunistpartiets ledelse effektivt skulle lukke ned for den begyndende samfundskritik og i stedet fremme en revolutionær, kommunistvenlig ånd i kulturlivet. Samtidig blev personkulten omkring Mao forstærket, blandt andet ved hjælp af Maos nære allierede Lin Biao, der blandt andet stod for udgivelsen af lommebogen med Mao-citater, der blev kendt som ”Maos lille røde”. Denne bog blev lynhurtigt udgivet i hundreder af millioner eksemplarer og nærstuderet af mange, og Mao blev nærmest en profet for mange kinesere. Udgivelsen af ”Maos lille røde” var det første skridt frem mod Kulturrevolutionen, og folkene bag denne udgivelse var også blandt de centrale figurer i Kulturrevolutionen.

Hvem var de øvrige vigtigste figurer i Kulturrevolutionen?

  • Zhou Enlai: Kinesisk ministerpræsident fra 1949 til sin død i 1976. Var politisk moderat, men bevarede alligevel Maos tillid. Var populær i befolkningen og blev anset som en stabiliserende faktor.
  • Lin Biao: Maos nære allierede i de første år af Kulturrevolutionen, indtil Mao mistede tilliden til ham. Døde i 1973 under mystiske omstændigheder i et flystyrt. Var leder af hæren og var, indtil han mistede sin magt i partiet, udset til at blive Maos efterfølger.
  • Jiang Qing: Maos kone. Hun var tidligere skuespiller og havde særligt øje for det, hun anså som undergravende kræfter i kunst- og kulturlivet. Anset som en af hovedkræfterne bag Kulturrevolutionen. Hun blev dømt til døden ved retssagen mod ’Firebanden’ efter Maos død, men dommen blev ændret til livsvarigt fængsel.
  • Liu Shiaoqi: Kinas præsident 1959-1968. Var en af hovedkræfterne bag de moderate økonomiske reformer efter Det Store Spring Fremad og var imod Maos storstilede massekampagner. Han blev under Kulturrevolutionen anklaget for at være en reaktionær, kapitalistisk lejesvend. Liu og hans familie blev hånet offentligt og tævet, inden han blev smidt i fængsel, hvor han døde i 1969.
  • Deng Xiaoping: Mangeårig ledende kraft i kommunistpartiet. Efter Det Store Spring Fremad var han sammen med Liu Shaoqi hovedkraften bag de økonomiske reformer. Deng og hans familie blev også udsat for hån, ydmygelse og grov vold under Kulturrevolutionen, inden de blev deporteret til det sydlige Kina. Deng vendte tilbage til partiets ledelse i 1973, men blev afsat på ny i 1976. Efter Maos død blev han fra 1978 Kinas reelle leder og stod i spidsen for Kinas overgang til statskontrolleret kapitalisme. Døde i 1997.

Kulturrevolutionens første kaotiske år (1966-1968)

Rødgardister i Kina. Smilende børn viser deres lille røde bog frem for fotografen. 1966.
Rødgardister i Kina. Smilende børn viser deres lille røde bog frem for fotografen. 1966.
Foto: Kurt Boelsgaard / Scanpix

Hvordan begyndte Kulturrevolutionen?

Mao og hans inderkreds varmede op til endnu en kampagne, der skulle rense ud og genrejse den revolutionære ånd hos masserne, men de manglede endnu at antænde gnisten. På Maos foranledning dannedes en gruppe kaldet Kulturrevolutionsgruppen, støttet af Lin Biao, Maos nærmeste allierede, og Maos kone Jiang Qing, der fra en plads centralt i kommunistpartiet angreb alle, der efter deres mening ikke var sande kommunister. Gnisten blev ifølge Michael Dillons bog ”China – A Modern History” (se kilder) antændt på Beijings Universitet i maj 1966, hvor en lavt rangerende underviser med tæt forbindelse til Kulturrevolutionsgruppen ophængte en dazibao (plakat med store bogstaver), der anklagede universitetets ledelse for at underminere kulturrevolutionen. Dette var startskuddet til demonstrationer og arbejdsgrupper, der blev sendt ind på universitetet. Studenteroprøret spredte sig hurtigt til andre universiteter.

Lokale grupper af såkaldte rødgardister bredte sig hurtigt både på og uden for universiteterne og angreb alle, der ikke åbenlyst støttede revolutionen eller bare virkede mistænkelige i deres øjne. Ifølge Mette Holms bog ”Kina – fra kejserdømme til kapitalisme” (se kilder) tævede og torterede rødgardisterne deres lærere, angav deres forældre og brændte deres hjem. De brændte bøger og holdt massemøder, hvor folk blev ydmyget offentligt. 

Hvem var rødgardisterne?

Rødgardisterne var en broget forsamling, der reelt bestod af en række uafhængige, halvmilitære grupper, der kæmpede i Kulturrevolutionens navn. Rødgardisterne var ofte meget unge, og bevægelsen kan ifølge Michael Dillons ”China – A Modern History” (se kilder) blandt meget andet ses som en form for ungdomsoprørere, fordi rødgardisterne fik mulighed for alle mulige former for grænseoverskridende adfærd i det ellers meget restriktive kommunistiske samfund. Rødgardisterne var også en mulighed for sønner og døtre af intellektuelle, funktionærer og andre, der ellers blev anset som samfundsundergravende elementer, for at bevise deres rette kommunistiske, revolutionære sindelag. Dette skete undertiden gennem offentlige ydmygelser og vold mod deres egne forældre. 

Hvem var de øvrige grupperinger i Kulturrevolutionen?

Over for disse rødgardister stod bevægelser, der støttede mere moderate kræfter som Deng Xiaoping. De forskellige grupperinger kom sommetider i åben kamp med hinanden. I praksis var det dog meget svært at se forskel på de forskellige grupperinger, for konflikterne knopskød og det blev vanskeligt for alle, også dem, der selv deltog i konflikterne, at se forskel på venner og fjender. Michael Dillon skriver i ”China: A Modern History” (se kilder), at navnene på de mange forskellige grupper var ekstremt forvirrende, for selv de grupper, der var imod Maos kampagne og for den mere moderate politik, blev nødt til at fremstille sig selv som pro-Mao. Michael Dillon beskriver et opgør i Shanghai i 1967 mellem red guards (det engelske ord for rødgardister), der støttede Kulturrevolutionen, og scarlet guards, der støttede det eksisterende, mere moderate bystyre (scarlet er en meget klar rød eller højrød farve).

Hvilke midler blev brugt for at gennemføre Kulturrevolutionen?

Rødgardisterne blev af Mao opfordret til at ødelægge "de fire gamle" – gamle skikke, gamle vaner, gammel kultur, og gamle tanker. Undervejs blev mange af Kinas templer, værdifulde kunstværker og bygninger ødelagt. Fysisk og verbalt angreb de autoriteter i samfundet, herunder deres lærere, skoleledere, kommunistiske partimedlemmer, naboer og selv venner og familie. Et af midlerne var offentlige seancer, hvor de anklagede blev stillet til skue og tvunget til at udøve selvkritik og dermed erkende deres fejl. Samtidig blev der renset ud i de øverste lag af det kommunistiske parti, så moderate kræfter mistede deres indflydelse og i mange tilfælde blev mishandlet og smidt i fængsel.

Partiledelsen udstedte anvisninger og opmuntringer, men de lokale kræfter handlede uafhængigt og ofte i henhold til egne opfattelser af virkeligheden. Ingen ønskede at blive betragtet som en ”reaktionær”, men da ingen vidste, hvordan man skulle identificere ”sande” kommunister, blev alle et potentielt mål for Kulturrevolutionen. Folk forsøgte at beskytte sig selv ved at angribe venner og endda deres egne familier. Resultatet var en forvirrende række angreb og modangreb, hævnopgør, fraktionskampe og uforudsigelig vold. 

Hvem blev ofre for Kulturrevolutionen?

Mange kinesere fik deres liv ødelagt af den politiske forfølgelse, og mange blev sendt i fængsel eller begik selvmord. Tortur var udbredt, og op mod to millioner mennesker blev dræbt ifølge artiklen ”Rødgardister siger undskyld – kommunistpartiet siger ingenting” i Dagbladet Information (se kilder).

I samme artikel fortæller den tidligere rødgardist Zhang Hongbing, hvordan hans mor under et skænderi i familien kritiserede Maos politik og brændte et billede af ham. ”Faren gav den 15-årige Zhang besked på at tæske sin mor, hvilket han velvilligt gjorde, og derefter anmeldte han hende til militæret – og anbefalede selv, at hans egen mor skulle straffes med døden. To måneder senere blev hun henrettet, dømt for at have »angrebet formand Mao«”.

Millioner af unge mennesker blev under Kulturrevolutionen også deporteret til landområderne til ”genopdragelse” (se afsnittet Hvad er Den tabte generation?).

Kulturrevolutionens senere år (1968-1976)

Hvorfor ophørte den væbnede kamp?

Kulturrevolutionen kulminerede i sommeren 1967, hvor stridende parter stødte sammen over hele Kina. På dette tidspunkt overtog radikale Mao-støtter kontrollen med udenrigsministeriet og begyndte at udpege deres egne diplomater til kinesiske ambassader rundt om i verden. På dette tidspunkt indså Mao og hans inderkreds omkring Kulturrevolutionen, at de ikke længere kunne kontrollere bevægelsen, og at landet var på vej ud i kaos. De besluttede derfor, at Kulturrevolutionen nu skulle styres væk fra vold og hærværk og i højere grad være en ideologisk klassekamp, der blandt andet skulle føres ved at studere Maos værker og fortsat rense ud blandt borgerlige og reaktionære. De væbnede kampe ophørte dog først i løbet af 1968, mens Kulturrevolutionen først kan siges at være afsluttet med Maos død i 1976. 

Hvad var De revolutionære komiteer?

De revolutionære komiteer blev oprettet fra 1967 for at genoprette ro og orden og sikre kontrol med Kulturrevolutionen i hele Kina. Michael Dillon skriver i ”China – A Modern History” (se kilder), at komiteerne skulle tage lederskabet for bevægelsen fra de autonome og anarkistiske grupper af rødgardister og andre kulturrevolutionære, og i stedet lade dem indgå i en fordeling af lederskabet sammen med repræsentanter for mere moderate grupper i kommunistpartiet og militæret. Dermed blev de løsgående grupper tøjlet, og Kulturrevolutionen gik ind i en ny, mere kontrolleret fase.

Selv om den mest kaotiske fase i Kulturrevolutionen var slut i 1968, fortsatte forfølgelsen af anderledes tænkende og folk, der blev anset som trusler. Dette skete blandt andet gennem en ny kampagne med offentlige ydmygelser af dem, der blev anset for at have ”borgerlig” klassebaggrund. Det betød paradoksalt nok, at nogle af de mest fanatiske rødgardister, der havde forsøgt at kompensere for deres forholdsvist privilegerede familiebaggrund ved at kaste sig aktivt ind i Kulturrevolutionen, blev ofre for de nye forfølgelser. 

Hvem var ’den tabte generation’?

Ifølge Mette Holms bog ”Kina – fra kejserdømme til kapitalisme” (se kilder) blev op til 30 millioner mennesker, fortrinsvist unge, i årene 1968-1972 sendt fra byerne ud på landet for at tage ved lære af bønderne. I 2013 havde mange af disse mennesker endnu ikke fået lov til at vende tilbage til deres oprindelige hjem i byerne, selv om Kulturrevolutionen for længst var overstået. Disse millioner af tvangsforflyttede kinesere er blevet kaldt ’den tabte generation’, fordi de kun i ringe omfang fik uddannelse eller arbejde. Jonathan Fenby skriver i ”The Penguin History of Modern China” (se kilder), at denne folkeflytning havde som mål at lære byboerne om bondebefolkningens forbilledlige livsførelse, men at det også drejede sig om at tynde ud i de overbefolkede kinesiske byer.

Efterspil

Anholdelsen af 'Firebanden', som omfattede Maos kone Jiang Qing (billedet) i 1976, kan ses som afslutningen på Kulturrevolutionen.
Anholdelsen af 'Firebanden', som omfattede Maos kone Jiang Qing (billedet) i 1976, kan ses som afslutningen på Kulturrevolutionen.
Foto: Scanpix

Hvad betød Zhou Enlais død i 1976?

I begyndelsen af 1976 døde den populære ministerpræsident Zhou Enlai. Han blev anset for at udgøre en modvægt til Maos radikale kampagner. På trods af hans afvigelse fra Maos kurs bevarede han som noget særligt sin plads i kommunistpartiets inderkreds helt frem til sin død. Jonathan Fenby stiller i ”The Penguin History of Modern China” (se kilder) spørgsmålstegn ved, om Zhou reelt også var så stor en modvægt til Maos linje, som det ellers er blevet antaget, men den brede befolkning havde ikke desto mindre et billede af ham som manden, der afholdt Kina fra at synke helt ned i kaos. I tiden efter Zhous død blev der afholdt spontane, folkelige mindehøjtideligheder, som efterhånden udviklede sig til diskrete protester mod Kulturrevolutionen, hvorefter myndighederne slog dem ned med magt.

Hvad betød Maos død i 1976? 

I september 1976 døde Mao efter 27 år ved magten. Hele Kina var henlagt i en officiel sørgeperiode, men denne gang var der ikke folkelige protester som efter Zhous død. Hua Guofeng var allerede udpeget som efterfølger ved Maos død. Hua kom ikke til at lede Kina i lang tid, men nåede alligevel at sætte sit præg ved kort efter sin indsættelse at sørge for anholdelsen af fire af de ledende kræfter i Kulturrevolutionen, også kaldet ’Firebanden’. Størstedelen af kommunistpartiet og hæren ville ifølge Jonathan Fenbys ”The Penguin History of Modern China” (se kilder) gøre en ende på Kulturrevolutionens usikkerhed, og med Maos død var vejen banet for en afslutning på kaosset. 

Hvad var opgøret med ’Firebanden’?

Anholdelsen af ’Firebanden’ i 1976 kan ses som afslutningen på Kulturrevolutionen. ’Firebanden’ omfattede Maos kone Jiang Qing og tre andre fremtrædende figurer fra Kulturrevolutionen. Disse fire blev ifølge Michael Dillons ”China – A Modern History” (se kilder) syndebukke for Kulturrevolutionens forbrydelser, og man undlod dermed at forholde sig til Maos ansvar for de fatale beslutninger.

Anklageskriftet lød meget konkret og præcist på, at ’Firebanden’ skulle ”have rettet mistanke mod og forfulgt 729.511” kinesere og med døden til følge at have ”forfulgt andre 34.800” (citeret fra Mette Holms ”Kina – fra kejserdømme til kapitalisme” (se kilder)). Ingen vidste hvordan de tal var fremkommet. Jiang Qing blev sammen med et andet medlem af ’Firebanden’ idømt dødsstraf, mens de to øvrige medlemmer blev idømt livsvarigt fængsel. Begge dødsstraffene blev dog senere ændret til livsvarigt fængsel. Jiang døde i fængsel i 1991 uden på noget tidspunkt at fortryde sine handlinger. 

Hvilke reformer af Kina indførte Deng Xiaoping?

I den sidste fase af Kulturrevolutionen vendte den tidligere udstødte Deng Xiaoping tilbage til en fremtrædende rolle i kommunistpartiet. I 1978 blev Deng Xiaoping den ubestridte leder af Kina. Mette Holm skriver i sin bog ”Kina – fra kejserdømme til kapitalisme” (se kilder), at Deng i stedet for at frigøre massernes kræfter ville frigøre økonomien. Han tog fat på ’De Fire Moderniseringer’ af landbrug, industri, militæret samt videnskab og teknologi.

At økonomien blev frigjort betød imidlertid ikke, at den politiske magt blev frigivet. Kommunistpartiet beholdt sit monopol på magten og kontrollen med det kinesiske samfund. Afvigende holdninger blev stadig ikke tolereret, men økonomisk og socialt blev der indført en form for statskontrolleret kapitalisme. Kulturrevolutionen endte dermed nærmest i sin egen modsætning. Deng udtalte ifølge Mette Holms ”Kina – fra kejserdømme til kapitalisme” (se kilder) om Maos gerninger for fædrelandet, at de var ”70% gode og 30% dårlige”. Ingen var i tvivl om, at han mente, at Kulturrevolutionen hørte til de 30% dårlige gerninger. 

Hvad betyder Kulturrevolutionen i Kina i dag?

Selv om nogle af de tidligere rødgardister offentligt har stået frem og indrømmet deres forbrydelser under Kulturrevolutionen, har Kinas kommunistparti endnu ikke åbnet for debat eller omtale af perioden. En tidligere rødgardist, der nu underviser på et universitet i Hong Kong, udtaler i artiklen ”Rødgardister siger undskyld – kommunistpartiet siger ingenting” i Dagbladet Information (se kilder): ”De tør ikke tage et opgør (…) Hvis det sker, vil det ikke kun være en eller to politiske ledere, som vil blive stillet i et dårligt lys, men derimod hele det politiske system. Det vil blive gjort tydeligt, at hele den officielle struktur var ansvarlig for, at Kinas eget styre begik så horrible gerninger mod den kinesiske befolkning, og det vil have en chokerende effekt på det nuværende lederskabs legitimitet.”

Faktisk har den nuværende kinesiske leder Xi Jinping, hvis far selv blev udrenset fra kommunistpartiet under Kulturrevolutionen, tillagt sig nogle af Kulturrevolutionens metoder. I artiklen ”Xi Jinping ser Mao-rødt” i Dagbladet Information (se kilder) beskrives en tv-transmitteret seance, hvor en gruppe toppolitikere fra en nordlig provins udøver selvkritik og angriber hinanden, mens Xi Jinping sidder for bordenden. Samtidig har Xi også lanceret storstilede kampagner for ideologisk at ’rense’ partiet og for at eliminere ødsel livsstil og korruption blandt partimedlemmerne. Dette skulle styrke båndet mellem partiet og folket, men ses også som en måde at stramme Xis greb om kommunistpartiet.

Baggrundskilder

Originalkilder

Udgivet af Peking Foreign Languages Press i 1966. I ’Marxists Internet Archives’ kan du finde Maos citatbog ’Den lille røde’. Find Mao Zedong under ’Select Author’, vælg ’Selected Works by Volume’ og dernæst ’Quotations from Chairman Mao Tse-tung’ nederst på siden. Den lille bog var særligt populær under Kulturrevolutionen, og som bonusinfo kan nævnes, at styret i Kina for et par år siden relancerede bogen i en app-version.

Romaner

En eksilkinesisk forfatter ser modvilligt og resigneret tilbage på sit liv i Kina under Kulturrevolutionen, hvor han spillede flere roller, først som nidkær leder af en gruppe rødgardister, derefter som offer for udrensningerne og til slut som passiv iagttager.
Biografisk roman om Mas kone, Jiang Qing, som blev født af en konkubine og opdraget af bedsteforældrene. Som skuespiller mødte og ægtede hun Mao. Hendes magt og kynisme gav hende mange fjender, inden hun endte i fængsel.

Erindringer og faglitteratur

Nien Chengs (f. 1915) erindringer fra Kina under Kulturrevolutionen, hvor hun som offer for systemets mistænksomhed mod intellektuelle måtte tilbringe mere end seks år i isolationsfængsel, og om seks års kamp efter løsladelsen for rehabilitering og opklaring af rødgardisternes mord på hendes datter.
Anchee Min (f. 1957) beretter om sin opvækst i Maos Kina som glødende rødgardist. Hun får hovedrollen i "Røde Azalea", én af Maos hustru Jiang Qings populære operaer, og oplever de personlige omkostninger ved at leve i et kontrolsamfund.
Kort indføring på 138 sider om Kulturrevolutionen og dens historie. På engelsk.

Spillefilm

Den smukke kinesiske pige Xiu Xiu sendes i 1975, hvor Kulturrevolutionen synger på sidste vers, ud på stepperne sammen med rytteren Lao Jin for at lære at ride og passe heste, så hun kan blive leder af et ungdomskavaleri. Til sin fortvivlelse opdager hun efter flere år, at hun er glemt, og at kulturrevolutionen for længst er slut.
Kulturrevolutionen har raset over Kina, og i 1971 ankommer Ma og Luo til en såkaldt genopdragelseslejr i et øde bjergområde. De to intellektuelle venner skal arbejde i en mine, men fortaber sig i forbudte bøger og skrædderens bedårende barnebarn. Kan lånes på DVD via linket.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Kulturrevolutionen i Kina

Kilder citeret i artiklen

Fagbøger

Holm, Mette:
Kina – fra kejserdømme til kapitalisme. Frydenlund, 2. udg., 2014.
Dillon, Michael:
China – A Modern History. I.B. Taurus, 2012.
Fenby, Jonathan:
The Penguin History of Modern China. Penguin Books, 2009.

Avisartikler

Dagbladet Information. 2013-10-07.