Illustration af sædceller i en petriskål
Illustration af sædceller i en petriskål, der venter på at blive brugt til at befrugte en ægcelle.
Illustration: Kateryna Kon / Science Photo Library / Ritzau Scanpix

Kunstig befrugtning

Få teksten læst op 
Få teksten læst op
Print-venlig version af hele artiklen

Kopier link til artiklen

Link er kopieret.

journalist Karina Søby Madsen, iBureauet/Dagbladet Information. 2005. Opdateret af journalist Kristine Bertelsen. December 2014. Opdateret af journalist Martine Stock, Bureauet, juni 2020.
Emneord
barnløshed
etik
reproduktionsteknologi
infertilitet
Kunstig befrugtning
familieetik
insemination
reagensglasbørn
reagensglasbefrugtning
Top image group
Illustration af sædceller i en petriskål
Illustration af sædceller i en petriskål, der venter på at blive brugt til at befrugte en ægcelle.
Illustration: Kateryna Kon / Science Photo Library / Ritzau Scanpix
Main image
Lone Bank Pedersen med sine tvillinger Amalie og Sidsel som er blevet til ved kunstig befrugtning.
Lone Bank Pedersen med sine tvillinger Amalie og Sidsel som er blevet til ved kunstig befrugtning.
Foto: Erik Jepsen / Scanpix

Indledning

De seneste år er der kommet mere og mere fokus på kunstig befrugtning. Dels fordi flere og flere par og enlige har brug for kunstig befrugtning for at blive gravide, dels fordi vi som samfund er blevet mere åbne omkring muligheden for kunstig befrugtning. Undersøgelser viser en stigning i antallet af mænd med faldende sædkvalitet og kvinder, som ikke kan blive gravide. Samtidig går den teknologiske udvikling inden for kunstig befrugtning hurtigt. De mange nye teknologier giver muligheder for at hjælpe barnløse mænd og kvinder til at få børn, men stiller også en række spørgsmål. For hvor langt skal man gå i forsøget på at hjælpe kvinder med at blive gravide ved hjælp af kunstig befrugtning? Her trænger såvel medicinske, samfundsmæssige, etiske, moralske og religiøse dilemmaer sig på.

Video om, hvordan reagensglasbefrugtning fungerer. Produceret af Det Etiske Råd.

Artikel type
faktalink

Introduktion til kunstig befrugtning

Print-venlig version af dette kapitel - Introduktion til kunstig befrugtning

Hvad er kunstig befrugtning?

Kunstig befrugtning er en samlende betegnelse for en række forskellige metoder, som kan benyttes, hvis en kvinde ikke kan blive gravid ved samleje. På Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside betegnes kunstig befrugtning som ”Assisteret reproduktion omfatter al lægelig behandling og diagnostik, som bygger på eller kombineres med udtagning af menneskelige æg og/eller instrumentelt assisteret befrugtning med sædceller, der foretages af en sundhedsperson eller under en sundhedspersons ansvar” (se kilder).

Kunstig befrugtning kan for eksempel anvendes i tilfælde hvor:

  • kvinden ikke er frugtbar
  • mandens sædkvalitet er dårlig
  • sæden og ægget ikke kan samarbejde om befrugtningen
  • manden og/eller kvinden er Hivsmittet
  • kvinden er single eller lesbisk.

Hvornår skete den første kunstige befrugtning?

Fra midten af forrige århundrede har politikerne overvåget området vedrørende kunstig befrugtning. Frem til midten af 1970’erne kunne man tilbyde operation, hormonstimulation og insemination til barnløse par. Fra slutningen af halvfjerdserne har man kunnet befrugte ægget uden for livmoderen. Metoden kaldes in vitro befrugtning (IVF-behandling), og i 1978 fødtes det første barn ved denne metode, nemlig Louise Brown i England.

I 1983 blev det første danske barn født efter IVF-behandling.

Hvor mange får hjælp til graviditet med kunstig befrugtning?

Ifølge den seneste rapport om kunstig befrugtning fra Sundhedsdatastyrelsen, “Assisteret reproduktion 2017” (se kilder), fik 31.190 kvinder fertilitetsbehandling i 2017. Af de behandlinger blev der født 5.326 børn.

Der er stor forskel på, om behandlingerne fører til fødsler alt efter kvindens alder, og hvilken type behandling kvinden får. Hvis kvinden er under 40 år, fører omkring hver fjerde behandling til fødsel, mens det kun er gældende for omkring 10 % af behandlingerne for kvinder over 40 år.

I 2017 kom 8,7 % af fødselsårgangen i Danmark til verden ved hjælp af kunstig befrugtning. Det fremgår af rapporten om assisteret reproduktion (se kilder).

Overordnede årsager til ufrivillig barnløshed

Print-venlig version af dette kapitel - Overordnede årsager til ufrivillig barnløshed

Hvad er ufrivillig barnløshed?

Ufrivillig barnløshed er et resultat af manglende frugtbarhed hos kvinden eller manden, også kaldet infertilitet. I lovgivningen defineres ufrivillig barnløshed som manglende graviditet efter et års forsøg.

Ifølge Rigshospitalets rapport “Bevar frugtbarheden” (se kilder) vil 15 % af alle par på et tidspunkt i deres liv opleve nedsat fertilitet, hvilket vil sige, at de har prøvet at blive gravide i mere end et år, uden at det lykkedes. Halvdelen af de 15 %, som ikke bliver gravide det først år, vil dog opleve at blive gravide i løbet af andet år.

Ifølge ”Barnløshed, ny viden – nye muligheder” (se kilder) er antallet af par, som reelt ikke kan blive gravide uden kunstig befrugtning, angives til at være omkring 10 %. Infertilitet opleves som et stigende problem, hvilket især skyldes følgende tre årsager:

  • At der i dag er flere muligheder for behandling af infertilitet, hvorfor flere par end tidligere henvender sig for at få hjælp
  • At man får senere børn end tidligere, og at den højere alder betyder, at flere har problemer med frugtbarheden
  • At sædkvaliteten tilsyneladende er faldende, og at menneskets frugtbarhed i dag generelt er ringere end tidligere.

Hvad er livsstilsbetingede årsager til ufrugtbarhed?

Flere forskere og læger peger på, at en række livsstilsbetingede faktorer har betydning for frugtbarheden hos både kvinder og mænd. Der er således risiko for, at man får henholdsvis nedsat æg- og sædkvalitet, hvis man udsættes for følgende:

  • Røntgenstråling
  • Radioaktiv stråling
  • Tungmetaller
  • Pesticider
  • Hormonforstyrrende stoffer som DDT og PCB
  • Ekstreme tungmetaller.

Hvad betyder den stigende fødealder?

Ifølge Vidensråd for Forebyggelses rapport ”Forebyggelse af nedsat frugtbarhed” (se kilder) er det veldokumenteret, at stigende alder i sig selv er en væsentlig risikofaktor for faldende frugtbarhed: ”Høj alder er især vigtig, når det gælder sandsynligheden for at opnå graviditet og fødsel af et raskt barn, når kvinden er over 35 år og manden over 40-45 år. Samtidig betyder en højere alder, at både mænd og kvinder har øget risiko for at have andre risikofaktorer for nedsat frugtbarhed. Derudover er der med stigende alder en stigende risiko for, at mænd og kvinder kan lide af andre sygdomme, der har betydning for nedsat frugtbarhed.”

Ifølge Danmarks Statistiks ”FOD11: Gennemsnitsalder for fødende kvinder og nybagte fædre” (se kilder) har gennemsnitsalderen for danske førstegangsfødende kvinder udviklet sig således de sidste 50 år:

· 2019: 29,5 år

· 2009: 29 år

· 1999: 27,9 år

· 1989: 26,2 år

· 1979: 24,5 år

· 1969: 23,3 år