Er det samfundets ansvar at sikre mennesker ret og adgang til kunstig befrugtning?
Ufrivillig barnløshed er en sygdom, som samfundet har pligt til at tage alvorligt, lyder et af argumenterne i spørgsmålet, om det er samfundets ansvar at sikre mennesker adgang til kunstig befrugtning. I debatindlægget ”Ufrivillig barnløshed er en sygdom, som samfundet skal tage alvorligt” på Sundhedsmonitor.dk, argumenterer markedschef for Sundhed og Life Science hos Dansk Erhverv Katrina Feilberg således for, at ufrivillig barnløshed bør sidestilles med andre sygdomme, hvor vi i det danske sundhedsvæsen har aftaler om behandlingsgaranti og regler for ventetid. Ufrivilligt barnløse bør have ret til hurtig udredning og behandling, fordi faldende fødselstal er et samfundsproblem med alvorlige konsekvenser for både samfundet, vores fælles velfærd i fremtiden og for den enkelte, lyder argumentet i artiklen (se kilde 9).
Hvilke demokratiske problemstillinger rejser spørgsmålet om statsstøttet kunstig befrugtning?
Det danske demokrati hviler på det grundlæggende princip, at det stræber mod at give alle lige muligheder, pligter og rettigheder. Det er da også i det lys, man kan læse argumenterne om, at staten bør støtte dem, der ufrivilligt er barnløse. Men fordi vi som mennesker er forskellige – og fordi også ufrivilligt barnløse har forskellige forudsætninger for at lykkes med behandlingen, vil de også have brug for forskellige grader af hjælp. Nogle vil blive gravide efter første forsøg med kunstig befrugtning, andre vil måske have brug for ti behandlinger. For at behandle folk lige, må man ofte behandlet dem forskelligt. Det er dog ikke den måde, vi har indrettet det offentlige sundhedsvæsen på. HER har alle ret til det samme antal behandlinger, selv om de måske har forskellige behov, hvilket man kan argumentere for er et demokratisk problem.
Hvilke etiske dilemmaer rejser spørgsmålet om kunstig befrugtning?
Spørgsmålet om kunstig befrugtning rejser mange forskellige etiske dilemmaer. Faktisk var det debatten om reagensglasmetoden til kunstig befrugtning, der i 1987 førte til oprettelsen af Det Etiske Råd, som skulle rådgive Folketinget og de offentlige myndigheder og understøtte en offentlig debat om forskningens muligheder på sundhedsområdet med nye bio- og genteknologier. Blandt de etiske dilemmaer om kunstig befrugtning, Det Etiske Råd gennem tiden har debatteret, er hvorvidt det er rimeligt, at staten sætter grænsen for, hvem der skal have ret til kunstig befrugtning. For eksempel om enlige, lesbiske, psykisk og fysisk syge, skal have ret til kunstig befrugtning. Om reglerne for donation af sæd og æg, om risikoen for, at vi kunstigt kan skabe børn kan give anledning til at fravælge gener. Om det er etisk forsvarligt at destruere befrugtede æg, som ”er i overskud” i fertilitetsbehandlingen. Og om dobbeltdonation dvs. kunstig befrugtning, hvor både sæd og æg kommer fra en doner, og hvor barnet derfor ikke nødvendigvis er genetisk beslægtet med hverken sin mor eller far.
Hvilke identitetsmæssige problemstillinger er forbundet med, at staten støtter nogle og ikke andre i kunstig befrugtning?
Ikke alle har lige ret til statsstøttet hjælp til fertilitetsbehandling. Således kan kvinder over 40 år fortsat ikke få statsstøttet hjælp til kunstig befrugtning, ligesom kvinder med en BMI på over 35 generelt ikke tilbydes støtte til offentlig fertilitetsbehandling, kan man læse på hjemmesiden sygeforsikring.dk (se kilde 10). Dette kan være med til at give de ufrivilligt barnløse en oplevelse af, at det er deres egen skyld, at de ikke kan få børn og skabe identitetsmæssige udfordringer forbundet med ikke at kunne leve op til samfundets normer for, hvad der er socialt og samfundsmæssigt acceptabelt.
BOKS: Case 1:
Læs mere om influencer og iværksætter Cathrine Widunok Wichmand, der har gjort sin egen sårbare og opslidende kamp for at blive mor til en politisk kampplads for at få staten til at tage ansvar og hjælpe barnløse til at få børn. I artiklen ”Kendt influencers bog om ufrivillig barnløshed kan være en god veninde i nødens stund” (kilde 11) kan man læse om, hvordan Cathrine Widunok Wichmand og hendes mand var igennem en opslidende og langvarig fertilitetsbehandling for at få børn. Og om hvordan og hvorfor hun har gjort det til sin mission at bryde tabuet omkring barnløshed og kæmpe for ret til offentlig støtte til fertilitetsbehandling. Både ved at dele sin fortælling i bogen ”Hjertebarn”, ved at stille op i medierne og skrive om problemstillingen på sine egne sociale medier og gå i dialog med politikerne. At statsminister Mette Frederiksen (S) sendte hende en besked om, at der var en god nyhed i hendes nytårstale, hvor hun fremlagde beslutningen om, at ufrivilligt barnløse nu får støtte til fertilitetsbehandling til barn nummer to, viste, at hendes kamp havde båret frugt.
BOKS: Case 2:
Læs mere om Hanne Refsgaard, der blev gravid med Monika Leth Dalsgaards donoræg i artiklen ”Monikas æg gjorde Hanne gravid” (se kilde 12). Hanne Refsgaard forsøgte i flere år at blive gravid og var igennem flere fertilitetsbehandlinger. Som 40-årig gik hun i gang med at finde en kvinde, der ville donere æg, og det blev Monika Leth Dalsgaard, der valgte at blive ægdonor, da loven i 2021 blev ændret, så man ikke længere skulle være anonym for at donere æg. For hende er det afgørende, at barnet havde mulighed for at kende sit genetiske ophav. I artiklen fortæller de om, hvordan Hanne holdt Monika i hånden, mens æggene blev taget ud, og hvordan de fortsat har kontakt til hinanden. De seneste år har vist en markant stigning i antallet af kvinder, der er blevet gravide med donoræg. Monika Leth Dalsgaard er en af de første i Danmark, der har doneret æg uden at være anonym.
BOKS: Hvad siger loven?
Behandling for ufrivillig barnløshed kan tilbydes alle, der ikke er fyldt 46 år. Herefter er fertilitetsbehandling ulovlig i Danmark.
På de offentlige klinikker tilbydes behandling kun, hvis kvinden er henvist, inden hun er fyldt 40 år, og der behandles ikke, efter kvinden er fyldt 41 år. Kvinder kan få foretaget fertilitetsbehandling hos privatpraktiserende gynækolog eller privat fertilitetsklinik uanset antal børn til og med 45 år. Der er ingen aldersmæssig begrænsning vedrørende mandens alder. Det er tilladt at modtage donation med både æg og sædceller (dobbeltdonation), hvorimod surrogatmoderskab (hvor der ligger aftale om, at en kvinde skal bære og føde et barn til en anden kvinde) ikke er tilladt. Det er ikke lovligt at foretage behandling, hvis personerne er nært genetisk beslægtet.
Lovgivningen pålægger de læger, der forestår behandlingen, at foretage en vurdering af kvindens/parrets forældreegnethed. Det betyder, at lægen er lovmæssigt forpligtet til at vurdere, om der kan være åbenlys eller begrundet tvivl om kvindens/parrets omsorgsevne i forhold til det kommende barn – både i privat og offentligt regi.
https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/1997/15057 (åbner i nyt vindue)