Hvad er kunstig befrugtning?
Kunstig befrugtning er en samlende betegnelse for en række forskellige metoder, som kan benyttes, hvis en kvinde ikke kan blive gravid ved samleje. På Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside betegnes kunstig befrugtning som ”Assisteret reproduktion omfatter al lægelig behandling og diagnostik, som bygger på eller kombineres med udtagning af menneskelige æg og/eller instrumentelt assisteret befrugtning med sædceller, der foretages af en sundhedsperson eller under en sundhedspersons ansvar” (se kilder).
Kunstig befrugtning kan for eksempel anvendes i tilfælde hvor:
- kvinden ikke er frugtbar
- mandens sædkvalitet er dårlig
- sæden og ægget ikke kan samarbejde om befrugtningen
- manden og/eller kvinden er Hivsmittet
- kvinden er single eller lesbisk.
Hvornår skete den første kunstige befrugtning?
Fra midten af forrige århundrede har politikerne overvåget området vedrørende kunstig befrugtning. Frem til midten af 1970’erne kunne man tilbyde operation, hormonstimulation og insemination til barnløse par. Fra slutningen af halvfjerdserne har man kunnet befrugte ægget uden for livmoderen. Metoden kaldes in vitro befrugtning (IVF-behandling), og i 1978 fødtes det første barn ved denne metode, nemlig Louise Brown i England.
I 1983 blev det første danske barn født efter IVF-behandling.
Hvor mange får hjælp til graviditet med kunstig befrugtning?
Ifølge den seneste rapport om kunstig befrugtning fra Sundhedsdatastyrelsen, “Assisteret reproduktion 2017” (se kilder), fik 31.190 kvinder fertilitetsbehandling i 2017. Af de behandlinger blev der født 5.326 børn.
Der er stor forskel på, om behandlingerne fører til fødsler alt efter kvindens alder, og hvilken type behandling kvinden får. Hvis kvinden er under 40 år, fører omkring hver fjerde behandling til fødsel, mens det kun er gældende for omkring 10 % af behandlingerne for kvinder over 40 år.
I 2017 kom 8,7 % af fødselsårgangen i Danmark til verden ved hjælp af kunstig befrugtning. Det fremgår af rapporten om assisteret reproduktion (se kilder).