Ku Klux Klan

Hvad er det, der kaldes raceproblemet i USA?

Racekonflikterne i USA voksede ud af den amerikanske borgerkrig og afskaffelsen af slaveriet ved lov. Selvom de sorte blev sikret borgerrettigheder, var opfyldelsen af dem mange steder mindre end halvhjertet.
Forfatningsforringelser, omgåelse og decideret modarbejdelse af forfatningen var almindeligt forekommende. En af Sydstaternes mere konkrete manifestationer i undergravelsespolitikken efter borgerkrigens afslutning var stiftelsen af flere racistiske grupperinger, hvoraf Ku Klux Klan hurtigt blev den mest kendte og rabiate i kampen mod de sorte og deres politiske støtter.
Klanens metoder udviklede sig med tiden fra grove lømmelstreger til afskyvækkende vold, terror og drab. Den oprindelige klan blev efter en omfattende kongreshøring forbudt i 1871.
Klanen har beklageligvis haft sympatisører og klangbund blandt mange amerikanere i tiden fra 1865 og helt op til vor tid, ganske vist med vekslende tilslutning i de forskellige perioder.

Hvad er Ku Klux Klan?

Ku Klux Klan er en hemmelig, højreorienteret organisation for hvide i USA.
Gruppen havde som egentligt formål at genoprette det hvide overherredømme efter den amerikanske borgerkrig. Dette skete ved undergravende virksomhed over for de folkevalgte lokale, republikanske regeringer i Sydstaterne og ved reelt at fratage de sorte de politiske rettigheder, som de var blevet sikret af det republikanske flertal i Kongressen.
Metoderne udviklede sig hurtigt fra grove drengestreger over chikane til egentlige terroraktiviteter. Iført lange kutter med hætter, så de ikke kunne genkendes, udførte klanens medlemmer bortførelser, hævn- og straffeaktioner, piskninger og drab ved natlige ritualer, først og fremmest på sorte men også på hvide politiske modstandere.

Hvad var den amerikanske borgerkrig?

Borgerkrigen 1861-1865 var en politisk og militær konflikt mellem Nordstaterne og Sydstaterne i USA. Konflikten var både et ideologisk og et økonomisk opgør mellem det liberale, efterhånden industrialiserede nord med mange småfarme og det konservative landbrugssamfund i syd, domineret af en stærk elite af plantageejere.
De økonomiske, sociale, kulturelle og religiøse forskelle mellem nord og syd afspejlede sig meget konkret i holdningen til slaveriet.
I Nordstaterne blev slaveriet afskaffet ved lov i perioden op til 1804, mens det til gengæld fik et opsving i Sydstaterne, hvor slavernes arbejdskraft var væsentlig i produktionen af bomuld, tobak og ris.
Borgerkrigens formelle årsag var, hvorvidt forfatningen tillod delstaters udtræden af Den Amerikanske Union. Med den såkaldte Emancipationsproklamation i 1863 blev slaveriet dog bragt i centrum for uoverensstemmelserne, og krigen kom på længere sigt til at fremstå som et opgør med slaveriet.
Proklamationen var en erklæring fra Abraham Lincoln, en kompliceret politisk strategi, der ikke indebar en reel ophævelse af slaveriet, men udelukkende en frigivelse af sydstatsoprørernes slaver. Til gengæld herfor kunne Sydstaterne generhverve deres fulde rettigheder i Unionen, hvis blot 10 % af vælgerne erklærede sig loyale over for den.

Hvad var den politiske betydning af slaveriet?

Modstanderne af slaveriet understregede det uforenelige i slaveriet med den amerikanske forbundsstats grundlæggende ideer om rettigheder og frie politiske styreformer. Med det såkaldte Missouri-kompromis fra 1820 lykkedes det at udsætte denne tidsindstillede, politiske bombe i mere end 40 år; men med valget af Abraham Lincoln som præsident for Den Amerikanske Union i 1860 betragtede Sydstaterne de nye politiske forhold som en trussel mod slaveriets opretholdelse. Syv sydstater trådte ud af unionen og dannede Amerikas Konfødererede Stater under ledelse af præsident Jefferson Davis. Senere tilsluttede fire andre sydstater sig konføderationen, som i alt talte omkring ni millioner indbyggere, hvoraf cirka 3,5 millioner var slaver.

Hvordan forløb borgerkrigen?

Nordstaterne satsede på en hurtig angrebskrig omfattende blandt andet blokering af Sydens havne, mens Sydstaterne indstillede sig på en langvarig forsvarskamp. Interne uoverensstemmelser hos sydstatsfolkene kombineret med blandt andet svigtende forsyninger fremtvang et mislykket angreb på Washington DC. Nordamerikanske militæroperationer delte desuden syden i to dele og svækkede derved sydstatshærens kampdygtighed.
Borgerkrigen blev afsluttet i april 1865 med Sydstaternes overgivelse. Krigen blev meget voldsom og blodig, og ved dens ophør blev antallet af dræbte og invaliderede opgjort til 1,1 millioner mennesker ud af en samlet befolkning på 31 millioner – USA’s blodigste konflikt nogensinde.
Situationen i Syden var katastrofal: Der var ingen kapital til genopbygning af samfundet, store dele af landbruget var ødelagt og statsapparatet var brudt sammen. Unionen forlangte efter overgivelsen Sydstaternes absolutte underkastelse og de sortes befrielse og ligestilling.

Hvad skete der efter borgerkrigen?

Efter borgerkrigen blev Emancipationsproklamationen fulgt op med et forfatningstillæg, der afskaffede slaveriet i hele Unionen. Sydstaterne var reelt besat af Unionen, og der blev indledt en økonomisk og politisk genoprettelse (The Reconstruction), som blev iværksat af den sejrrige nordstatsgeneral Grant, overvåget af den republikanske unionsregering og kontrolleret af nordamerikanske besættelsestropper: Embedsmænd og guvernører blev flere steder fjernet og erstattet med loyale unionsfolk, og det civile retssystem blev afskaffet til fordel for et militært.
Genopretningen 1865-1877 indebar, at Sydstaterne atter blev indlemmet i Unionen. En række stater fik lov til at genindtræde, selvom de ikke reelt opfyldte betingelserne herfor, herunder de sortes ligeberettigelse. Slaveriet blev ganske vist afskaffet; men Sydens vigtige landbrugsproduktion blev blandt andet sikret via hårde forpagtnings- og fæstekontrakter, som igen satte den sorte arbejdskraft i en håbløs tvangssituation, selvom de ikke længere var slaver.
Den betrængte situation medførte desuden, at mange fattige hvide fra de isolerede landområder – sump- og bjergegnene – brød ind på plantagerne, plyndrede ejerne i nød og misundelse og dræbte de sorte, som de hadede inderligt i kampen for overlevelse.
De omfattende sociale, kulturelle og økonomiske ødelæggelser, som kampen om slaveriet var årsag til, har præget hele den amerikanske politiske kultur helt op til vore dage, hvor temaet flere gange har været aktuelt i den indenrigspolitiske debat.

Hvad skete der efter slaveriets ophævelse?

Slaveriets afskaffelse var et stort fremskridt; men på flere måder havde krigen været omsonst, fordi de fleste sortes forhold kun var blevet forbedret i det små. I visse henseender blev det sorte mindretals vilkår endog ringere. 9/10 af USAs cirka fem millioner sorte boede omkring 1870 i Sydstaterne, hvor størstedelen havde arbejdet på de store landbrug og plantager. Under slaveriet havde de været de hvide godsejeres ejendom og i et vist omfang haft visse rettigheder og nydt en vis beskyttelse; men efter frigivelsen skulle de sorte således klare sig selv, ofte uden nogen form for skolegang eller anden uddannelse. En del rejste ind til byerne, hvor de ofte kom til at føre en hård tilværelse, mens andre kom ind i stærke afhængighedsforhold som landarbejdere eller fæstebønder hos Sydens forarmede godsejere. De sortes jordlodder var i reglen så små og dårlige, at de knap kunne sikre udbytte til et eksistensminimum, og de sorte måtte derfor arbejde hårdt på farmene ved siden af. Kun de færreste havde muligheder og midler til at slå sig ned som selvejere.
I Syden var der indsat en række radikale regeringer, hvoraf en del havde sort flertal. Også i Kongressen blev der indvalgt flere sorte politikere; men efterhånden genvandt de såkaldte redeemers (det vil sige "forløsere" fra det republikanske styre) magten i Syden, og de besejrede vandt det tabte terræn tilbage: Syden blev overtaget af den hvide underklasse, frigørelsen af de sorte blev reelt opgivet eller tilsidesat og det tidligere så stædige oprørsområde sank ned i afstumpethed, brutalitet, fattigdom og mytedannelse.

Var der andre aspekter af slaveriets ophævelse?

Ophævelsen af slaveriet efter borgerkrigen blev en af grundstenene i den voldsomme forfølgelse og forskelsbehandling, som de frigivne sorte blev udsat for. Efter krigen havde det såkaldte Freedman's Bureau til opgave at hjælpe og støtte frigivne slaver; men i 1869 vedtog Kongressen en afvikling af bureauet, som ud over støtte ofte måtte påtage sig rollen som mægler mellem sorte og hvide under demonstrationer.
Racefordommene begrænsede sig ikke kun til Sydstaterne, men trivedes godt i Norden og endnu mere i Vesten.
På trods af Nordstaternes liberale forhold herskede der her stor forskelsbehandling af de sorte. Allerede før borgerkrigen var der reelt indført raceadskillelse på transportområdet, på uddannelsesområdet, i kirker, fængsler, teatre og andre offentlige rum. Omkring århundredeskiftet havde disse tendenser også bredt sig til Sydstaterne. l 1890 erklærede den amerikanske Højesteret raceadskillelse for at være i fuld overensstemmelse med forfatningen inden for hele transportsektoren, og denne erklæring fik vidtrækkende konsekvenser, da retten igen i 1896 knæsatte princippet om ”adskillelse men lighed” for de to racer. Helt frem til 1954 kom denne højesteretsfortolkning til at danne fundament for skolernes raceadskillelse.

Hvilken stilling og hvilke rettigheder havde de sorte?

Allerede inden ”Jim Crow” – som raceadskillelsen kaldtes i slang – blev fremherskende i Sydstaterne, benyttede man her andre og effektive metoder til at ”holde de sorte på plads”. Det drejede sig om at afskære dem fra at udnytte deres borgerlige rettigheder, især forhindre dem i at udøve deres valgret: Uden konkret at berøre racespørgsmålet blev der udformet bestemmelser om, at man skulle kunne læse, have betalt skat, kunne forstå forbundsforfatningen samt have haft en bedstefar, der havde haft valgret for at kunne udøve valgretten. Disse bestemmelser fik Højesterets godkendelse i 1898 og var reelt et indgreb i netop de sortes retsstilling.
Endvidere benyttede yderligtgående hvide åben terror over for de frigivne sorte. Efter borgerkrigen blev der oprettet flere racistiske grupper – blandt andet Ku Klux Klan – som søgte at skræmme de sorte ved overfald, terror og lynchninger. Mellem 1884 og 1900 blev der foretaget 2500 lynchninger, langt de fleste i staterne Alabama, Georgia, Louisiana og Mississippi. Disse terrorhandlinger bredte sig fra Syden til Midtvesten.
Som modtræk forsøgte de sorte at organisere sig, og dette lykkedes i vidt omfang – blandt andet med en organisation for sorte farmere. Men deres indflydelse blev imidlertid svækket af, at hvide organisationer nægtede at kommunikere og samarbejde med dem. Med tiden opstod der indbyrdes stridigheder blandt de sorte om ideologierne bag og metoderne i kampen for borgerrettigheder: Nogle valgte en ”upolitisk” vej i form af forbedret uddannelse som vejen frem, mens andre i højere grad troede på politisk kamp som den eneste mulighed for reelle ændringer i de sortes vilkår.

Hvad var borgerrettighedsbevægelsen?

Civil Rights Movement var en græsrodsbevægelse, der arbejdede for at realisere borgerrettighedslovgivningen fra 1954, blandt andet med henblik på at sikre ligeret for sorte i USA. Lovgivningen havde sit udspring helt tilbage i Bill of rights fra 1791, der var USAs grundlovsmæssige bestemmelser vedrørende borgernes rettigheder i forhold til staten.
Selvom de sorte allerede i 1965 fik stemmeret og flere sorte kom ind i delstatsregeringerne og Kongressen, var det småt med den reelle ligestilling. En lang række omgåelser af forfatningen forringede i mange henseender de sortes vilkår. Højesteretsdommen fra 1954, der forbød raceadskillelse i skolerne, blev således fundament for den moderne borgerrettighedsbevægelse, der med ikke-vold og civil ulydighed var aktiv i 1960'erne. Bevægelsen bestod af mange indbyrdes uafhængige grupper, som efterhånden udskiltes i fraktioner med forskelligt syn på den fortsatte kamp.
Bevægelsens omfattende aktioner medførte i 1964-1968 en lovgivning, der skulle sikre de sortes rettigheder og muligheder og i et vist omfang gav grønt lys for positiv særbehandling af sorte og andre minoriteter. Bevægelsens kæmpede også for en forbedring af kvindernes rettigheder.

Hvad var Ku Klux Klan?

Efter Sydstaternes overgivelse i 1865 og den nordstatsdominerede genopbyggelsesfase efter borgerkrigen (The Reconstruction) var Syden knækket og mange hvide sydstatsfolk følte sig ydmyget af den republikanske ledelse i Kongressen.
Ku Klux Klan var blot en af flere tilsvarende, hemmelige selskaber, som voksede frem i den forhenværende Konføderation på baggrund af nordstatstroppernes tilstedeværelse og den stramme styring i Syden. For de hvide sydstatsfolk skulle Ku Klux Klan medvirke til at genvinde politisk og økonomisk ledelse og kontrol i deres egne stater – herunder at afværge opfyldelsen af de sortes politiske og sociale rettigheder – og genvinde deres mistede værdighed. Den spirende klan fungerede i begyndelsen som et socialt fællesskab, men kom efterhånden til at fremstå som en patriotisk, hvid frihedsbevægelse, der ifølge organisationens hjemmeside (se kilder) skulle redde Sydstaternes etablerede sociale, kulturelle og åndelige værdier.

Hvornår blev klanen oprettet?

Den første klangruppe blev oprettet af sydstatsveteraner i begyndelsen af 1866 i byen Pulaski i Tennessee på initiativ af general Nathan Bedford Forest. Allerede i slutningen af december 1865 mødtes seks unge officerer fra Konføderationshæren, nogle af dem var også tidligere studiekammerater. Det var nye tider og nye vilkår, og under et besøg i hjemmet hos den enes forældre blev det foreslået, at de skulle stifte en slags klub eller forening. Et foreløbigt udkast til organisationen blev vedtaget samtidig med udpegelsen af en formand og en sekretær, og den endelige stiftelse fandt således sted kort tid efter.
Ingen skulle opfordres til at melde sig ind. Klubben var selvfølgelig interesseret i nye medlemmer, men mente, at den mystik, der omgav klubben, var det bedste grundlag for, at de mest interesserede tilsluttede sig af egen drift.
Gruppens ideer og rygte spredte sig hurtigt, og der blev snart stiftet nye klangrupper i de øvrige Sydstater. Ifølge Stanley Horns ”Invisible Empire” (se kilder) var klanen allerede aktiv i Mississippi i 1867, i Alabama blev klanen oprettet i løbet af forsommeren 1868, og også i Georgia voksede den frem i denne periode, ligesom det skete i staterne North Carolina, South Carolina, Arkansas, Florida, Louisiana, Virginia og Texas.

Hvad var klanens oprindelige formål?

Formålet var at stifte en selskabelig forening. Som på kostskoler, i ”drengeklubber” og militærgrupper fandtes der hemmelige ritualer, og gruppen omgav sig både med forskellige slags regalier samt mystiske og kirkelige symboler.
Veltilfredse med deres påfund ønskede gruppen at manifestere sig udadtil. De svøbte sig ind i lagner og red rundt i den lille by, hvor de naturligvis vakte opsigt og furore: Folk flygtede skrækslagne hjem i sikkerhed. Opstemte af den første succes besluttede gruppen, at alle medlemmer skulle anskaffe sig en passende dragt, en maske og en hovedbeklædning til deres ”fastelavnsridt” som til klubmøderne. Gruppens medlemmer blev afkrævet et strengt tavshedsløfte, selvom der på det tidspunkt ikke var meget at skjule. Ifølge KKKs hjemmeside (se kilder) lignede de oprindelige aktiviteter mest drengestreger; men efterhånden som kedsomhed, økonomiske problemer og politisk utilfredshed bredte sig, ændredes såvel idégrundlaget som aktiviteterne.
Præsident Ulysses S. Grant – den sejrrige præsident fra borgerkrigen – udtalte ifølge Encyclopedia Britannica (se kilder) allerede i 1868 om klanens mål og midler: ”Ved magt og terror at forhindre al politisk virksomhed, der ikke er i overensstemmelse med dens synspunkter, at berøve farvede borgere valgretten, at undertrykke skoler hvor negerbørn blev undervist og reducere de farvede folk til en situation nært beslægtet med slaveri.”

Fandtes der andre grupper?

Rundt omkring fandtes der tilsvarende grupper, den største og mest kendte var The Knights of the White Camelia (Ridderne af den hvide kameliablomst). De forskellige yderligtgående grupperinger blev reelt det vigtigste instrument i det hvide undergrundsoprør mod besættelsesmagten og den påtvungne genopbyggelse. Det klare formål var at generobre det hvide overherredømme i Sydstaterne og fortsat bibeholde magt og økonomi samlet hos de indflydelsesrige plantageejere og således overvinde borgerkrigens nederlag og forsmædelse.
Blandt disse grupper manifesterede Ku Klux Klan sig efterhånden som den kendteste og mest magtfulde organisation, også kendt under navnet The Invisible Empire of the South, Sydens Usynlige Herredømme.

Hvad betyder navnet?

Grundlæggerne brugte en blanding af græske og skotsk/engelske ord til at betegne organisationen. Ku Klux er en forvanskning af det græske ord kyklos, som betyder en cirkel eller en ring. Clan er det skotske ord for slægt eller familie. Navnet refererer således til ønsket om at samle en gruppe meningsfæller, organiseret og forpligtet i et familiepræget sammenhold med klare, fælles værdier. Med en omskrivning til et K opnåede klubben en bogstavkombination, som både var iøjnefaldende og til at huske.
Nathan Forest benyttede andre fremmedartede og mytologiske betegnelser for organisationens forskellige dele. For eksempel var han ifølge organisationens hjemmeside (se kilder) selv Ku Klux Klans første storvisir (Grand wizard – det vil sige ”den øverste troldmand”) i klanens første æra.

Hvordan var klanen organiseret?

Klanen var ifølge Stanley Horns ”Invisible Empire” (se kilder) organiseret i et militærlignende hierarki, hvor storvesiren var den øverste leder. Også de øvrige lag i hierarkiet bar fantasifulde og mystisk klingende navne: Storvisirens 10 officerer kaldtes Genii (de skabende kræfter), og disse var:
· Stor-dragen (Grand dragon, leder af kongeriget)
· Stor-titanen (Grand titan, leder af et selvstyrende magtområde)

· Stor-gigant (Grand giant, leder af en provins)
· Drikkekarrets herre (Grand cyclops, leder af det enkelte mødested)
· Stor-troldmanden (Grand magi, næstformand i den enkelte kreds)
· Sekretæren (Grand scribe, som holdt opsyn med hulen)
· Ceremonimesteren (Grand turk, som overvågede regler og omgangsformer)
· Desuden bestod ledergruppen af skatmesteren (Grand exchequer), hovedvagten (Grand sentinel), fænrik (Grand ensign) samt en stor-munk (Grand monk).
Det lokale mødested hed ”hulen” (the den). Budbringerne kaldtes Night hawks (nat-høge), og vagterne var Lictores (fra latin: offentlig betjent). Menige medlemmer uden æreshverv var Ghouls, en mytologisk betegnelse for en ond ånd, subsidiært en gravrøver eller en person der finder fornøjelse ved uhyggelige eller frastødende ting.

Hvilke metoder brugte klanen?

Klanmedlemmerne iførte sig lange kutter, hætter og masker der dækkede ansigterne, så de dels ikke kunne genkendes af eventuelle vidner og dels virkede mere skræmmende over for deres ofre. Mystiske, natlige ritualer og de fantasifulde dragter blev brugt for at sætte en skræk i livet på både tidligere slaver og deres hvide sympatisører.
I det hvide overherredømmes navn drog de rundt om natten og iværksatte skræmmekampagner og rene straffeekspeditioner på deres modstandere: Ved chikane, trusler og fysiske overgreb fordrev klanmedlemmerne de sorte fra lokalsamfundene. Afbrænding af afgrøder og nedbrænding af beboelseshuse, lader og stalde var effektive måder at få uønskede elementer til at forlade egnen på. Skulle dette ikke være tilstrækkeligt, veg klanen ikke tilbage fra mere vidtgående metoder, lige fra piskning og regulær tortur til drab. Det var ikke kun de frie sorte, der blev betragtet som en trussel, men også de såkaldte carpetbaggers (sydstatsbetegnelse for tilflyttende nordstatsfolk: ”lykkeriddere” i form af politikere og forretningsfolk, opkaldt efter deres typiske vadsække) og de sortes politiske sympatisører (scalawags, hvide forrædere, opkaldt efter en skotsk kvægtype) blev på plakater og i avisindlæg latterliggjort eller decideret erklæret for uønskede elementer i Syden, ofte fremstillet i truende illustrationer hængende i galger eller store træer.

Hvad er Ku Klux Klans ideologi?

Klanens nutidige idegrundlag bygger ifølge organisationens egen hjemmeside (se kilder) på fem overordnede hovedtemaer:

– Den hvide race som det uerstattelige omdrejningspunkt for nationen, den kristne tro og Vestens høje kulturelle og teknologiske stade.

– Amerika frem for en hvilken som helst fremmed indflydelse eller fremmede interesser, hvilket for eksempel indebærer en udenrigs- og militærpolitik byggende på ikke-intervention.

– Forfatningen skal efterleves, som den oprindeligt var tænkt og nedskrevet, forstået som det bedste regeringsgrundlag mennesket nogensinde har affattet, baseret på Bibelen og kristelig lovgivning.

– Fri konkurrence med privat ejendomsret og private erhvervsvirksomheder, men afviser al finansspekulation. Klanen går ind for økonomisk nationalisme og modsætter sig både frihandelsaftaler og central styring fra den amerikanske nationalbank.

– Positiv særbehandling af kristendommen, som sikrer amerikanerne retten til at udøve deres kristne tro, herunder bøn i skolerne. Mange klanmedlemmer og -støtter deltager i den voksende indsats for at fremme religionen og den kristne identitet, som forener hele den amerikanske kristne, patriotiske bevægelse.

Hvad er Klanens forhold til de ikke-hvide?

Ud af genopbyggelsesperioden i Syden voksede bevægelsen Ku Klux Klan som et opgør med en uønsket styring og især som svar på behovet for at generobre det hvide, aristokratiske overherredømme i det tidligere velstående, men nu i vidt omfang nedbrudte landbrugssamfund.
Den moderne Ku Klux Klan betragter sig selv som et broderskab, en patriotisk bevægelse til fremme af den vestlige, kristne civilisations høje idealer og den hvide races politiske selvbestemmelse. Ku Klux Klan anser officielt ikke sig selv for at være modstander af ikke-hvide racer men mener blot, at alle racer får de bedst mulige udviklings-, leve- og kulturvilkår, hvis de lever racemæssigt adskilt. Enhver race har ret til at være stolt af sig selv; men klanen hævder, at den hvide race som den eneste tvinges til at afstå fra følelsen af stolthed og selvværd.
Klanen er således modstander af racemæssig integration i form af for eksempel blandede ægteskaber. Klanen anfører på deres egen hjemmeside (se kilder), at raceblandingen er skyld i samfundets tilbagegang, blandt andet den høje kriminalitet blandt ikke-hvide, ødelæggelsen af skolesystemet og forringede arbejdsvilkår.

Mindre diplomatiske udtalelser om de sorte er dog faldet fra den tidligere øverste troldmand Bill Wilkinson fra Baton Rouge, der ifølge David Langfords artikel ”Ku Klux Klan ruster sig til racekrig” (se kilder) har udtalt: ”De har deres plads, og vi har vores. Der er masser af plads i Afrika.”

Hvad betyder klanens symboler?

Klanen omgiver sig med en række symboler, hvoraf det sproglige billede med cirklen/kredsen er det overordnede. Cirklen betragtes som det ypperste symbol på skaberevne, helt konkret den hvide races kreativitet. Desuden er cirklen det ældst kendte symbol på enhed og fællesskab.
Klanens kutte og hætte er en efterligning af for eksempel de spanske bodsgængeres dragter i påskeprocessionerne, hvor de uden at blive genkendt kunne sone det forgangne års synder. Dragten er ifølge klanen ikke et skjul for misgerninger, men tværtimod symbol på ydmyghed og ønsket om bevare anonymiteten under godgørenhed. Dragten benyttes under rituelle handlinger og klanmøder, som det også ses i andre broderskaber.
Alle klangrupper benytter blodsdråben, som vandt indpas blandt de traditionelle symboler i 1920'erne. Blodsdråben symboliserer – ifølge klanen selv – Jesu blod, som blev udgydt til frelse for den hvide, ariske race.
Hjulet med det særlige klankors blev indlemmet blandt symbolerne i 1970'erne og er ifølge klanen blot et kors i en cirkel. Cirklen symboliserer fællesskabet, korset den kristne tro. I klanens udlægning er korshjulet indbegrebet af den hvide races historie, idet det findes i alle hvide civilisationer.
Det brændende kors symboliserer ifølge deres egen hjemmeside (se kilder) den kristne civilisations idealer, og er altså på ingen måde en vanhelligelse af korset. Det repræsenterer oplysning ved korset, det vil sige den kristne tros sandhed og lys, den brændende ånd i hele den vestlige kristne civilisation. Lyset fra korset bortjager ondskaben, mørket, tungsindet og fortvivlelsen.
Klanens trekantede banner med den flyvende drage bærer inskriptionen ”Quod semper, quod ubique, quod ad omnibus”, det vil sige at klanen ”er tilstede altid, tilstede overalt og handler på vegne af alle”.

Hvad er den første æra?

Den første æra er en betegnelse for de første modstandsaktiviteter under genopbyggelsesperioden, hvor klanmændene foretog deres gerninger med henblik på at genoprette det hvide herredømme og selvbestemmelsen i Syden.
Som følge af de omfattende kidnapninger, mord og andre terrorhandlinger beordrede storvesiren Nathan Forest formelt klanen opløst i 1869; men flere lokalgrupper forblev stadig aktive. Størstedelen af den amerikanske nation så med misbilligelse på klanens voldelige handlinger i Syden. Efter en omfattende undersøgelse af klanen og dens voldelige aktiviteter vedtog Kongressen i 1871 The Ku Klux Klan Act, en lov som gav præsidenten bemyndigelse til at pålægge strenge straffe til terrororganisationer.
Efterhånden som de politiske forhold ændrede sig i Syden, og magten blev overtaget af hvide demokrater i 1870'erne, mindskedes behovet for antirepublikanske og antisorte organisationer væsentligt. Besættelsestropperne blev trukket tilbage i 1877, og klanen og dens aktiviteter ebbede således langsomt ud.

Hvad er den anden æra?

Ku Klux Klan er genopstået i nye former under forskellige politiske forhold op gennem det 20. århundrede. Den anden æra er betegnelsen for klanens omfattende genoplivning fra 1915 og frem til slutningen af 1920'erne.
Efter at have set David Griffiths film ”En nations fødsel” i 1915 besluttede William J. Simmons at genoplive Ku Klux Klan, og det lykkedes ham i løbet af få år at få gjort klanen til en landsomspændende masseorganisation. Den første manifestation fandt sted i Georgia, og i perioden frem til 1928 havde klanen formodentlig sin største tilslutning i hele USA.
Allerede i årene 1900-1910 fandt der en omfattende indvandring sted, især fra Øst- og Sydeuropa. Indvandrerne var ildeset såvel af de konservative kræfter som af den hastigt voksende fagbevægelse, der beskyldte dem for løntrykkeri.
En konkret ydre årsag til den voksende højredrejning var den russiske oktoberrevolution, som i USA medførte en kommunistforskrækkelse, der har holdt ved op igennem det 20. århundrede.
Også efter afslutningen på krigen strømmede flygtninge til USA for at søge lykken der, især fra de forarmede syd- og østeuropæiske stater. Disse indvandrere var imidlertid langtfra velkomne. Frygten for revolutionære i enhver afskygning gav sig udslag i en regulær heksejagt på kommunister, anarkister og socialister, som man påstod havde størst tilslutning i disse indvandrermiljøer.
Amerikansk deltagelse i 1. Verdenskrig betød mangel på arbejdskraft, og 300.000-400.000 sorte arbejdere rejste nordpå, hvilket medførte voldsomme racestridigheder i Nordstaterne. Også i Midtvesten var klanen aktiv, og ”samfundets fjender” kom efterhånden til også at omfatte både jøder og katolikker.
Der var således mange åbenlyse grunde til klanens gode vækstvilkår: Patriotismen under krigen, angsten for bolsjevismen og presset fra indvandrerne. Imidlertid kompromitterede Ku Klux Klan sig selv ved at være indblandet i en række skandaler og svindelaffærer op gennem 1920'erne. I depressionsperioden i 1930'erne faldt tilslutningen til klanen dog igen drastisk.

Hvad er den tredje æra?

I 1960'erne oplevede Ku Klux Klan en tredje opgangsperiode foranlediget af borgerrettighedsbevægelsens kamp for gennemførelsen af den såkaldte Civil Rights Acts (lov om borgerlige rettigheder) i Syden.
Klanen genoptog i voldsomt omfang sine tidligere terroraktiviteter med blandt andet mord på flere borgerrettighedsaktivister, indtil præsident Lyndon B. Johnson i en tv-tale i 1965 offentliggjorde arrestationen af fire klanmænd for mordet på en hvid, kvindelig borgerrettighedsforkæmper i Alabama og i samme åndedrag fordømte klanen og dens gerninger.
I slutningen af 1960'erne gik organisationen igen tilbage og blev opløst i flere indbyrdes stridende fraktioner, en del med nære kontakter til og sympati for nynazistiske partier og andre militante højregrupper.

Hvad er den fjerde æra?

Betegnelsen den fjerde æra bruges om perioden i 1970'erne og 1980'erne, hvor Ku Klux Klan undergik en moderne forvandling.
Leder i årene 1974-1984 var den universitetsuddannede David Duke, der var yderst bekymret over, hvor dybt klanen var sunket. Han tilhørte en ikke-voldelig fraktion af klanen og genopbyggede den i en mere moderne og acceptabel udgave. I stedet for titlen storvisir foretrak han en titel som national direktør og udarbejdede et sæt vedtægter, der virkede mere logiske i et moderne samfund. Den opdaterede teori gik ud på, at når det gik fremad for de sorte, måtte det naturligvis gå tilsvarende tilbage for de hvide, som derved ville miste deres rettigheder og muligheder såvel politisk, kulturelt, uddannelses- og arbejdsmæssigt. Denne nye strategi medførte en stor stigning i antallet af nye, unge klanmedlemmer og andre utilfredse amerikanere, som frygtede for fremtidsudsigterne.
David Duke er født i Oklahoma i et velstillet middelklassehjem. Faderen var ingeniør og familien havde ikke fundament i racistiske holdninger. Ifølge Erik Kochs artikel ”Ku Klux Klan – en skamplet for Amerika” (se kilder) indførte Duke blandt andet, at klanmedlemmerne på møderne kun skulle være iført kappe og altså stå åbent frem uden hætten.
Samtidig med det nye image mobiliserede klanen ved at rekruttere nye medlemmer, blandt andet kvinder, børn og unge. David Langfords artikel ”Ku Klux Klan ruster sig til racekrig” (se kilder) oplyser, at Klanen oprettede militærlignende træningslejre, hvor medlemmerne blev uddannet i regulær våbenbrug, drab og guerillakrigsførelse.

Hvad er den femte æra?

Den femte æra er nutiden, hvor klanen ifølge sin egen overbevisning forsat er USA’s ældste og mest effektive hvide, kristne broderskab. Ku Klux Klan betragter sig ifølge deres egen hjemmeside (se kilder) også stadig som svaret på USA’s frelse fra fortabelse og undergang.
Klanen er, på trods af sine forsøg på at opnå status som en moderne politisk organisation, stadig aktiv med gammelkendte aktiviteter som kirkeafbrændinger, mord og terrorhandlinger. I sydstatsbyen Laurens, hvor klanen har etableret sit eget museum, fik en sort ung mand, der var kæreste med en hvid pige, Ifølge Poul Høis artikel ”I skyggen af rebet” (se kilder) skåret halsen over. Raceblanding er i højeste grad et uønsket fænomen i vore dages Sydstater.
I 1990 skød klanmænd fem sorte, der gik fredeligt på vejen. Der er ifølge politiske iagttagere, som nævnt i Erik Kochs artikel ”Ku Klux Klan – en skamplet for Amerika” (se kilder), lange udsigter til at komme klanen til livs, eller at klanen som det tidligere er set går i sig selv igen.

Hvordan lever Ku Klux Klans børn?

Danmarks Radio sendte i maj 1998 programmet ”Alternativ livsstil: Ku-Klux-Klans børn” (se kilder), produceret af Christophe Weber og Nicolas Forest. I programteksten til dette program skrev DR: ”I de sidste 20 år er mange sorte kirker blevet brændt ned i Sydstaterne. Der er stadig tvivl om, hvor mange af dem der er påsatte brande; men opmærksomheden falder på både Ku-Klux-Klan og andre såkaldte ”hadegrupper”.
Ku Klux Klan er stadig meget magtfuld og aktiv; men det er blevet sværere for Klanen at få nye medlemmer. Mere moderne og mere voldelige grupperinger på den amerikanske højrefløj har i højere grad tiltrukket nye militante unge.
Klanens ledelse har derfor besluttet at søge nye veje for at skaffe nye medlemmer og genvinde magten over de hadefuldes hjerter. De agiterer på skoler og universiteter blandt børn og unge med en usikker fremtid forude. Målet er at få den nye generation til at trække den hvide hætte på og få hadet til at blomstre i fremtiden”.

Hvilke film er der om Ku Klux Klan og det hvide overherredømme?

Blandt de adskillige film, som berører raceproblemet og mere konkret Ku Klux Klan eller andre højreekstremistiske tendenser skal blot nævnes nogle få eksempler:
David W. Griffiths film fra 1915 ”En nations fødsel” beskriver tiden efter 1865, da de sorte mange steder havde magten i de folkevalgte forsamlinger og i embeder som guvernører. Filmen er et langt angreb på de sorte og tilsvarende en hyldest til Ku Klux Klan. Filmen hed oprindeligt ”Klansmanden” og gik sin sejrsgang over hele USA i 1915. De konservative kræfter flokkedes ifølge Erik Kochs artikel ”Ku Klux Klan – en skamplet på Amerika” (se kilder) om filmen og i efteråret samme år havde filmen haft den virkning, at Ku Klux Klan blev startet på ny i Sydstaterne.
En af vor tids mest omtalte racefilm er nok Alan Parkers film fra 1989 ”Mississippi burning”. Filmen bygger på virkelige begivenheder og blev i sin tid nomineret til syv Oscars. Gene Hackmann og Willem Dafoe spiller hovedrollerne som to FBI-agenter, der skal opklare mordene på tre borgerretsforkæmpere, to hvide og en sort, som blev anholdt i juni 1964 for at have kørt for hurtigt.
Efter afhøringen blev de tre løsladt, men forsvandt sporløst. Eftersøgningen af de tre unge resulterede efter seks uger i fundet af ligene, der bar tydelige mærker efter tortur. Senatet havde kort forinden vedtaget Ligeretsloven for sorte og hvide, og det prægede blandt andet Ku Klux Klans aktiviteter i Sydstaterne. Bag filmen ligger desuden den historiske kendsgerning, at FBI og dets chef J. Edgar Hoover var modstandere af den sorte borgerretsbevægelse og blev beskyldt for at forhale eller forhindre sagens egentlige opklaring, som i sidste instans skyldtes en stikker fra Ku Klux Klan, der fik 30.000 dollars i belønning. Et indgreb fra Justitsminister Robert Kennedy betød ifølge Ebbe Iversens artikel ”Mordene i Mississippi” og Helle Hellmanns ”Korsene Brænder” (se kilder) en vedvarende ændring i FBIs holdning på dette område.
DR 1 viste i 1998 John Frankenheimers film ”Enmandspatruljen” fra 1989 (se kilder). Filmen beskriver den desillusionerede politibetjent Jerry Beck (Don Johnson) og hans efterforskning af mordet på en kollega. Sagen synes oplagt, da en tidligere straffet person kommer under mistanke; men Jerry Beck graver videre i sagen og kommer på sporet af en velorganiseret og velstående bevægelse med rødder i White Power og nynazistisk ideologi. Filmen bygger på virkelige begivenheder.
Den amerikanske film ”Ghosts of Mississippi” (se kilder) fra 1996 er historien om kampen for at få dømt en morder over 30 år efter forbrydelsen. Filmen beskriver opklaringen af mordet på en borgerrettighedsforkæmper i 1963. Han dræbes uden for sit eget hjem med sin kone og sine tre små børn som vidner. Drabsmanden var racist, en mand der vakte så stor skræk, at selv Ku Klux Klan frygtede ham. Til trods for to retssager gik manden fri, fordi jurymedlemmerne ikke kunne blive enige. 30 år senere genoptages sagen efter utallige henvendelser fra enken. Sagen er vanskelig, da der mangler beviser, tidligere vidner er døde, og papirer fra de oprindelige retssager er forsvundet. Som topmål trues undersøgeren på livet, og hans kone går fra ham. Blandt skuespillerne er Alec Baldwin og Whoopi Goldberg.
David Jones' film ”Sophie & the Moonhanger” (se kilder) fra 1996 beskriver, hvordan hustruen til en klanleder må vælge mellem sin mand og hans rædselsvækkende, hemmelige liv og sin loyale, sorte husholderske. Handlingen foregår i det stærkt racedelte Syden og fokuserer især på forholdet mellem de to kvinder.