Hvad skete der under det andet Korstog (1147-49)?
Muslimernes generobring af byen Edessa sendte chokbølger gennem hele Europa.
Korsfarerne bad pave Eugenius III om hjælp, og på pavens foranledning blev det andet Korstog sat i gang. Hovedkræfterne var den franske konge Ludvig den 7.. Sammen med den berømte prædikant abbed Bernhard fra Clairvaux rejste han mange tusinde franskmænd til hellig kamp mod muslimerne i Mellemøsten. Den tyske kejser Konrad III valgte også at deltage.
I 1147 drog de tyske hære af sted til byen Konstantinopel, hvor de i oktober sluttede sig til de franske tropper. Sammen drog de to konger videre på korsfærden, men det stod hurtigt klart, at de to hære og herskere ikke kunne samarbejde. Det gav de muslimske fjender forholdsvis let spil, og korstoget led flere voldsomme nederlag. Korstoget gjorde ikke noget forsøg på at erobre byen Edessa, men valgte i stedet at angribe den store handelsby Damaskus i Syrien. Det mislykkedes totalt, og resterne af de europæiske tropper opgav korstoget og vendte hjem. To år med anstrengelser og lidelser var spildt. I 1149 endte korstoget uden noget resultat.
Hvad skete der under det tredje Korstog (1189-92)?
I oktober 1187 generobrede den muslimske sultan Saladin Jerusalem.
Tabet af Jerusalem var den direkte årsag til, at det tredje Korstog blev sat i gang. Hovedkræfterne bag korstoget var Tysklands kejser Frederik Barbarossa, Richard I af England, der er kendt fra romaner og myter som 'Richard Løvehjerte' og Filip 2. August af Frankrig. Den tyske kejser døde på vejen, men både den franske og den engelske konge nåede frem til Det Hellige Land. Her mødtes de i juni 1191 ved byen Akko, der ligger i det nuværende Israel. buen var under sultan Saladins kontrol. En kristen hær havde holdt byen under belejring i to år, men den havde ikke haft held til at indtage den. Det lykkedes nu med forstærkningerne fra Europa.
Efter erobringen af Akko tog kong Filip tilbage til Frankrig, mens Richard var fast besluttet på at genvinde Jerusalem. Han tog af sted mod Den Hellige By i august 1191. Han førte først sin hær til den vigtige havneby Jaffa, som han indtog forholdsvis nemt. Til gengæld indså Richard, at det ville blive meget vanskeligt at erobre Jerusalem, der lå længere inde i landet og var stærkt befæstet. I december 1191 førte Richard sin hær mod Jerusalem, men 20 kilometer fra målet standsede han. Han tvivlede på, om hans hær havde styrken til at holde Jerusalem, når den var blevet erobret, og han styrede modstræbende sin hær tilbage mod Jaffa.
I løbet af 1192 fik Richard underretninger om, at hans broder John prøvede at tilrane sig magten hjemme i England og at Filip 2. August truede hans landområder i Frankrig. Det førte til at Richard og Saladin i september 1192 forhandlede en 3-års våbenhvile på plads, og den engelske konge satte kursen mod Europa for at sikre sin magt.
Richards hjemrejse blev dramatisk. Hans skib strandede, og han blev senere taget til fange af sin fjende hertug Leopold af Østrig. Grunden til fjendskabet var, at Richard en gang havde kastet Leopolds fane i en voldgrav. Han sad fanget i to år, til han blev købt fri for en enorm løsesum og endelig kunne vende tilbage til England i februar 1194. Herefter brugte han al sin energi på at vinde de landområder tilbage, som kong Filip havde erobret, mens Richard havde været borte.Hvad skete der under det fjerde Korstog (1202-04)?
I 1198 tiltrådte en ny, ambitiøs pave, Innocens III, og han pustede nyt liv i korstogsbevægelsen. Interessen for korstog var ellers dalet voldsomt siden Richard 1.'s mislykkede forsøg på at erobre Jerusalem. Men den nye pave besluttede, at tiden var inde til et fjerde Korstog.
Målet for korstoget var i første omgang at angribe Ægypten, der var muslimernes vigtigste besiddelse. Derefter gik ruten til Det Hellige Land. Korstoget bestod hovedsageligt af franske riddere og borgere, ligesom under det første Korstog.Det fjerde Korstog blev ledet af to franske adelige: grev Ludvig af Blois og markis Boniface af Montferrat. De fik følgeskab af grev Balduin af Flandern. Korsfarerne samledes i Venedig i juni 1202. Venetianerne skulle efter planen sejle korsfarerne til Ægypten; mod betaling, naturligvis. Det viste sig hurtigt, at cirka 20.000 mand færre end de godt 35.000, man havde regnet med, dukkede op som aftalt. Korsfarerne var for få til at betale den aftalte sum for overfarten. Som løsning indvilligede korshæren i at angribe byen Zara, der tidligere havde hørt til Venedig, men ikke længere var under byens kontrol. Zara, der nu var besat af den ungarske kong Emerik, var en vigtig havneby for venetianerne. Paven protesterede mod beslutningen, da Zara var en kristen by og derfor ikke et legitimt mål for korstoget, men det havde ingen effekt. Byen blev stormet og totalt udplyndret.
Korsfarerne manglede stadig penge, og efter erobringen af Zara fik de et nyt fristende tilbud, der heller ikke havde noget med erobringen af Det Hellige Land at gøre. En ung prins, Alexios fra Konstantinopel, ville have korshæren til at hjælpe med at styrte hans onkel, kejser Alexios III. Prins Alexios lovede at betale enorme summer, hvis de hjalp ham med at blive den nye kejser i Konstantinopel. I 1203 blev prinsen indsat som kejser Alexios den 4., men bare fem måneder efter blev han myrdet, og hans efterfølgere ville ikke betale gælden til korsfarerne. Den 12. april 1204 stormede korshæren Konstantinopel og plyndrede den for værdier og kunstskatte. Grev Balduin af Flandern blev kronet som ny kejser i Konstantinopel. Dermed sluttede det fjerde Korstog uden, at man havde nærmet sig det egentlige mål: Det Hellige Land.
Hvad var børnekorstoget (1212)?
Børnekorstogene i 1212 udsprang af folkelige bevægelser i Vesteuropa og havde flere fraktioner. De særlige korstogsbevægelser byggede på den idé, at Det Hellige Land kun kunne frelses af de fattige og de rene. Ingen kunne forestille sig nogen, der var mere rene og uspolerede i sindet end børn.
I Frankrig havde en bondedreng, den 12-årige Stefan fra Cloyes, samlet omkring 30.000 mennesker, de fleste børn. De vandrede fra landsby til landsby med kursen mod den franske havneby Marseille. Her havde Stefan en vision om, at vandene ville dele sig - som for Moses ved Det Røde Hav - så Børnekorstoget kunne fortsætte tørskoet mod Det Hellige Land. Men Stefan magtede ikke at åbne en vej gennem Middelhavets bølger, og børnene var fortvivlede. Lokale købmænd tilbød at sejle dem over havet, og mange slog til og gik om bord på skibene. Men børnene blev narret. Købmændene sejlede dem ikke til Det Hellige Land, men i stedet til Nordafrika, hvor børnene blev solgt som slaver.
I Tyskland havde en adelig dreng samlet cirka 20.000 børn og satte kursen mod den italienske havneby Brindisi. Her ventede de på det mirakel, de var blevet lovet, nemlig en vej på havbunden til den Hellige Stad Jerusalem. En lokal biskop greb ind og overtalte byens borgere til at hjælpe børnene med mad og pleje. Han forhindrede også, at børnene tog imod tilbud om skibslejlighed og overbeviste dem om, at det var bedst at vende hjem til Tyskland. Mange børn døde af sult og smitsomme sygdomme på vejen og kun få genså deres forældre.Hvad skete der under det femte Korstog (1217-1221)?
Det femte Korstog gik i november 1218 i land i Nil-deltaet. Pave Innocens III stod bag forberedelserne til korstoget, og projektet fik forrang for andre kirkelige aktiviteter. Der blev erklæret fred i alle kristne lande, så længe korstoget stod på, og der blev nedlagt forbud mod at sælge krigsudstyr til muslimer. I hele Europa skulle alle søndagsgudstjenester afsluttes med en prædiken, der beskrev muslimernes afskyelighed og opfordrede tilhørerne til at støtte korstoget. Det kunne de gøre ved enten selv at deltage eller ved at betale for en deltagers udgifter.
Korstoget blev ledet af hertug Leopold den 6. af Østrig og kong András af Ungarn. De belejrede og indtog den vigtige by Damietta i 1219. Derfra bevægede korshæren sig langs Nilen mod den ægyptiske hovedstad Cairo. I 1221 blev de omringet af muslimske styrker og kunne ikke trække sig tilbage. De kristne styrker var chanceløse, da muslimernes hær åbnede de porte, der holdt flodens vand tilbage. Det femte Korstog druknede.Hvad skete der under det sjette Korstog (1228-1229)?
Det sjette Korstog var ledet af den tyske kejser Frederik II. Han havde gjort sig uvenner med pave Gregorian 9. Derfor var han blevet smidt ud af Kirken og kunne ikke regne med støtte fra den kant. I september 1228 ankom Frederik til havnebyen Akko med kun 600 riddere og nogle få tusind fodfolk. Alligevel lykkedes det ham at opnå, hvad ingen andre korstog siden det første havde opnået: at vinde Jerusalem. Korstoget foregik ikke ved blodig kamp, men gennem snedig og koldblodig forhandling.Sultan al-Kamil af Ægypten var truet fra flere sider, og Frederik II lovede at hjælpe sultanen mod fjenderne. Til gengæld fik Frederik overdraget de hellige byer Betlehem og Jerusalem. Han lod sig krone som konge af Jerusalem og rejste derefter hjem med de mange gaver, som sultanen havde skænket ham. Folk i Europa kunne beundre kejserens eksotiske gaver: kameler, leoparder og sjældne sten. Triumfen varede dog kort.
I Det Hellige Land begyndte de to kristne ridderordener johannitterne og tempelridderne at kæmpe om magten over blandt andet Jerusalem. Det betød, at sultanen af Ægypten sendte sin hær til byen i 1244. Jerusalem blev plyndret og efterladt som en ruin. Alle kristne blev dræbt, og byen var tabt for bestandig for korsfarerbevægelsen.
Hvilke andre korstogsbevægelser var der i perioden?
Korstogene var ikke begrænset til de seks, der er skitseret ovenfor. Korstogsbevægelsen var én bevægelse, der i flere hundrede år strømmede gennem dele af Europa og landene ved Middelhavet. Den var ikke geografisk begrænset til kampe i Det Hellige Land, og flere korsfarere kæmpede på forskellige slagmarker. Ud over korstogene til Det Hellige Land var de vigtigste:- Mod hedninger i de baltiske lande.
- Mod kættere i Europa.
- Mod politiske fjender af kirken i Europa.
- Mod maurerne (muslimerne) i Spanien.
Hvad er korstogene mod hedninger i de baltiske lande?
I 1147 drog kristne i Nordeuropa på korstog i området omkrig Østersøen. Først var korstogene rettet mod det hedenske folkeslag 'venderne', senere bekæmpede man folkeslag i Finland og i Baltikum.Paven Eugen III havde inden da udsendt erklæringen Divina Dispensatio, der betød "ved guddommelig dispensation". Erklæringen opfordrede de kristne i Nordeuropa til at gå på korstog i Østersø-området i stedet for at tage på korstog til landene ved Middelhavet. Der havde gennem hele 1100-tallet været problemer med at rekruttere kristne fra Europas nordlige lande til pavens korstog til Det Hellige Land. Mange nordeuropæiske kristne mente, at der var rigeligt med hedninge at bekæmpe og omvende i deres umiddelbare nærhed.
Hvilke korstog førte man mod kættere i Europa?
Det såkaldte Abigenserkorstog, der fandt sted mellem 1209 og 1229, var rettet mod befolkningsgruppen katarerne i Sydfrankrig. De anså sig selv som kristne, men blev betragtet som kættere af den katolske kirke. Det skyldtes, at de ikke accepterede Kirkens dominerende stilling, og pave Innocens III betragtede dem derfor som en større trussel end muslimerne. Derfor iværksatte paven et korstog mod de oprørske, kristne katarer. Den franske by Beziers, der rummede kætternes vigtigste fæstning, blev erobret af korstoget i juli 1209. Over de næste 20 år lykkedes det efterhånden for korstogsbevægelsen at eliminere kætterne fuldstændigt i området.Hvad er de politiske korstog?
I 1220'erne førte paven krig mod den tyske kejser Frederik II på Sicilien. korstoget var et af de første rendyrkede politiske korstog. Paven lovede at alle, der ville drage i krig mod den tyske kejser, ville få del i de såkaldte korstogsprivilegier, som eksempelvis syndsforladelse. Her brugte paven sine hære og magtredskaber til at føre væbnet kamp mod en anden kristen konge og hans undersåtter. Pavens brug af korstogstanken som et politisk redskab mod andre kristne herskere blev udsat for heftig kritik i samtiden.Hvilke korstog blev gennemført i Spanien og Portugal?
I Spanien blev den hellige krig mod muslimerne i 1095 til et egentligt korstog - på spansk kaldet en 'reconquista', der betyder 'generobring'.
Denne særlige form for krig var kendetegnet ved perioder med intens krigsførelse og skiftende alliancer, afbrudt af lange perioder med fred. Muslimerne havde i flere århundreder besat store landområder på den Iberiske halvø, hvor Spanien og Portugal ligger. Kun på den nordlige del af halvøen holdt nogle mindre, kristne kongedømmer ud. Muslimerne havde søherredømmet på Middelhavet og var, set med datidens øjne, en reel trussel.
I 1120'erne fremsatte den spanske kirke en udtalelse, der forbandt den spanske krig mod muslimerne i landet med korstogstanken og rejsen til Det Hellige Land. På den måde håbede man, at flere korsriddere ville kæmpe i Spanien. En del veteraner fra det første Korstog var med i et spansk korstog, der tilbageerobrede den spanske by Zaragossa. De kristne styrker havde i mange år været trængt på den Iberiske halvø, men vendepunktet kom i 1248, hvor storbyen Sevilla blev erobret.Krigen mod muslimerne i Spanien udviklede sig meget langsomt, blandt andet fordi der var stor indre splid mellem de krigsførende kristne. Først i 1492 faldt den sidste store muslimske bastion i den spanske by Granada.
Hvad var Danmarks rolle i korstogsbevægelsen?
Danmark blev kristent i anden halvdel af 900-tallet; landet var derefter en del af den vestlige kristne enhed. I 1000-tallet støttede de danske konger kirkens korstogsbestræbelser.Den danske konge Svend Estridssens søn, der også hed Svend, deltog i det første korstog til Det Hellige Land. I sommeren 1097 faldt han sammen med 1.500 mand i et tyrkisk baghold.
Midt i 1100-tallet sluttede de danske konger Svend og Knud sig til korstogsbevægelsen, selvom de lå i indbyrdes strid. Korstogets prestige var stor nok til, at det lykkedes ærkebiskoppen fra byen Lund at overtale dem til at drage på korstog sammen.
I 1219 kom det største danske korstog i stand. Målet var det hedenske Estland, der var et af de baltiske lande ved Østersøen, og hovedmanden bag var den danske konge Valdemar Sejr. Han havde fået pave Honoris III's tilladelse til at erobre landet fra hedningene. Korstoget endte i et mægtigt og meget blodigt slag - kendt som 'Valdemarsslaget' - hvor det til sidst lykkedes danskerne at vinde sejren. Det var under denne voldsomme kamp, at Dannebrog ifølge sagnet dalede ned fra himlen som et tegn på danskernes forestående sejr. Det himmelfaldne flag var danske kongers fane i 300 år, til det gik tabt under et felttog i Nordtyskland.